UMAGE VENSKAB // KLUMME – Det er svært at forestille sig et mere splittet USA i nyere tid end det, verden ser i øjeblikket. Hver dag synes fløjkrigen mellem MAGA-tilhængerne og deres modstandere at nå bristepunktet, og kommunikationen er for længst skudt i sænk. Men midt i al fjendtligheden, alle skænderierne og al den politiske vold er det stadig muligt at finde et fælleskab og en dialog, der ikke behøver ende i skrig og skældsord, skriver Julie Bendtsen, der mod alle odds har fået sig en MAGA-ven.
Jeg har det stramt med MAGA-bevægelsen, og jeg forsøger så vidt muligt at undgå dens følgere. Jeg har opgivet at have meningsfulde samtaler eller dynamiske diskussioner med dem, fordi det er min erfaring, at de ikke har den mindste interesse i at høre, hvad jeg eller andre har at sige.
Det kan være om Danmark, om Europa, om Grønland, om immigration, om arbejdskraft, om diktaturer, om racisme, om abort, om seksualitet, om køn, om ligestilling – om alt under solen. Så jeg har kastet håndklædet i ringen.
For et par dage siden sagde han det ligeud: ”I don’t like other countries”. Jeg grinede af ham, da han sagde det, men jeg ved godt, at han mener det
Vi er nået til det nedslående punkt i den nye dystopiske verdensorden, at jeg ikke orker, fordi jeg ved, at den diskussion fører til en megafon, som jeg ikke kan overdøve. Og megafoner lytter ikke (MAGAfoner gør slet ikke). Derfor har jeg givet op. Jeg er sikker på, følelsen er gensidig.
Men gennem det seneste års tid er små bidder af min opgivenhed blevet blødt lidt op af en snert af optimisme. For lidt over et års tid siden mødte jeg nemlig Bobby. Bobby er alt det, jeg normalt vender mig væk fra og, indrømmet, som regel opfatter som et gigantisk spild af tid, når det kommer til diskussioner. Bobby er Trump-fan.
Han er dybt konservativ (på den amerikanske måde, ikke vores blødsødne danske konservatisme), grænsende til mandschauvinistisk, ofte ganske uimødekommende, lidt arrogant og bedrevidende og med en uangribelig tro på, at USA er det bedste land i verden. Uden sammenligning, uden diskussion.
For et par dage siden sagde han det ligeud: ”I don’t like other countries”. Jeg grinede af ham, da han sagde det, men jeg ved godt, at han mener det.
Pool, pizza og ingen politik
Bobby er far til en af min søns ishockey-holdkammerater. Da vi første gang mødte ham, opførte han sig som så mange andre forældre på et ungdomshold på et vist niveau: Han skulle se os – og vores barns talent – an, før han vidste, om det kunne betale sig at lære os at kende. Faktum var, at vi kunne være smidt af holdet igen en sæson senere, så why bother?
Måske det bare var nemmere at nikke og enes frem for at falde for fristelsen til at diskutere. Vores børn kunne jo lide hinanden
Sådan blev det imidlertid ikke, og vores søn og hans blev tættere og tættere venner, efterhånden som sæsonen skred frem. Ofte tog vores dreng med Bobby og hans barn med hjem efter weekendernes kampe; de svømmede, spillede golf og kælderhockey og spiste pizza sammen.
Og når man på den måde inviterer andre(s) børn ind i sit liv og sit hjem og tilbringer utallige weekender, turneringer i andre stater, rejser og aftener i kolde haller med dem og deres forældre, så lærer man dem at kende, hvad enten man vil det eller ej. Det var sådan, jeg mod alle odds fik mig en MAGA-ven.
De første par gange Bobby luftede sine holdninger over for mig, himlede jeg med øjnene og tvang mig selv til at insistere på diplomatiet. Vi kunne trods alt se frem til at tilbringe noget, der lignede 70 procent af det næste halve års aftener sammen i en ishockeyhal, så måske det bare var nemmere at nikke og enes frem for at falde for fristelsen til at diskutere. Vores børn kunne jo lide hinanden.
Dét ændrede sig, da Trump udtrykte en intention om at tiltuske sig Grønland, og Bobby med et skævt smil bragte det op, da vi sad og kiggede på en træning. Der gav jeg for første gang udtryk for min holdning, som jeg normalt holder for mig selv i hockeymiljøet, der i overvejende grad består af forældre, der deler Bobbys holdninger.
Men denne gang sagde jeg noget – om Grønland, om Danmark, om Rigsfællesskabet og om USA’s tilstedeværelse og rettigheder – og jeg oplevede, at Bobby lyttede, for det meste af det jeg sagde, havde han ikke hørt før.
Nej, vi er ikke kommunister
Siden har vi snakket, lyttet, diskuteret og drillet hinanden fra hver vores side af det politiske spektrum, og det har ikke bare været underholdende, det har også været overraskende lærerigt og en kæmpe øjenåbner.
Som det er tilfældet for stort set alle amerikanere, ved Bobby tæt på ingenting om Danmark (og slet ingenting om Grønland), så det lærer han af mig. Og én ting er blevet ret tydelig: Hvor meget Bobby end holder af at have ret, så holder han endnu mere af at blive klogere på ting, han ikke ved noget om.
Som når jeg forklarer ham, at vi danskere hverken er kommunister eller socialister (som han ellers ynder at kalde os), men snarere velfærds-kapitalister eller social-liberalister. Eller fortæller ham om det danske uddannelsessystem, hvor studerende ikke bare får en kvalitetsuddannelse helt gratis, men endda i form af SU bliver betalt af staten for at passe sit studie.
Når han oprigtigt interesseret spørger til, hvad vi spiser i Danmark, hvor vores traditioner kommer fra, og hvordan vores sundhedssystem hænger sammen.
Jeg lytter, når han siger, at han er ligeglad med Trumps tone, fordi verden har brug for en stærk leder, og det er det, de (i hans øjne) får. Han lytter, når jeg siger, at man godt kan være en stærk leder uden at være en røv, og at man ender med ikke at lede nogen, hvis man skubber alle fra sig.
Jeg kalder ikke ham fascist, han kalder ikke mig antifa-terrorist. Det handler ikke om at vinde eller råbe højest, det handler om at se lidt mere og måske endda forstå ting, vi ikke forstod før
Jeg lytter og reflekterer, når han siger, at han tror, Danmark er et fredeligere og mere sammenhængende land med en større fællesskabsfølelse, fordi vi har et folk, der er ”vores”, og nogle ældgamle fælles værdier, som vi er enige om at kæmpe for at bevare. Han lytter, når jeg peger på de ting, Trump siger, der er decideret usande – og han afviser det ikke.
Generelt lytter vi mere til hinanden, end vi forsøger at råbe hinanden op, og deri ligger en stor del af forskellen på de samtaler, vi mennesker har over for hinanden ansigt til ansigt, og de sammenstød, der lige nu foregår i kommentarspor og medier verden over.
Jeg kalder ikke ham fascist, han kalder ikke mig antifa-terrorist. Det handler ikke om at vinde eller råbe højest, det handler om at se lidt mere og måske endda forstå ting, vi ikke forstod før.
Vi har efterhånden lært hinanden og hinandens grænser så godt at kende, at vi kan diskutere amerikansk politik, Trumps gøren og laden, EU’s svaghed, droner over Danmark, immigration og vacciner – uden at blive uvenner, uden at respektere hinanden mindre, uden at hæve stemmen. Vi lærer begge to af det.
Giftigt politisk klima
Alt det ovenstående burde ikke have nogen nyhedsværdi, men det har det i USA’s nuværende politiske klima. Et klima, der er så giftigt og så overophedet, at ingen længere taler sammen, hvis deres meninger ikke flugter med hinanden.
Diskussionerne foregår ukontrolleret og hæmningsløst på sociale medier, hvor parter fra begge fløje angriber hinanden i en så fjendtlig grad, at det er svært at se, hvordan nogen bro nogensinde skal kunne blive bygget igen.
Det er et pinefuldt studie i skyklapper og stråmænd
Det gælder i øvrigt ikke kun herovre. Hver dag begår jeg den kæmpe fejl at begive mig ind i et kommentarspor på Facebook, Threads eller Instagram, og hver dag mister jeg en lille bid af min tro på menneskeheden verden over – også i Danmark.
Med en dagligdag herovre i et samfund, hvor den siddende regering synes godt i gang med ufortrødent at støbe kuglerne til enten et militærdiktatur, et autokrati eller en regulær borgerkrig, føles det som et febermareridt, når jeg ser mine egne landsmænd nedtone det, fordreje det eller sågar forsvare det. Det er et pinefuldt studie i skyklapper og stråmænd.
Rygende uenige – og stadig venner
Jeg hører jævnligt om mennesker i min amerikanske omgangskreds, der har brudt kontakten til venner, bekendte og sågar familiemedlemmer på grund af politiske uenigheder.
De tider, hvor en MAGA-tilhænger og en demokrat kunne lægge deres forskelligheder væk og sætte pris på mennesket bag tilhørsforholdet, er om ikke væk, så i hvert fald unægteligt forandret til det værre. Og det lå absolut ikke i kortene, at jeg i 2025 skulle få en MAGA-ven.
Som en slags ringe i vandet kan vi hver især tage den andens verdenssyn med videre – og med dét en lille smule mere forståelse
Jeg bilder mig ind, at både Bobby og jeg er blevet lidt mere forstående mennesker i hinandens selskab. Jeg lytter til og lærer af ham, han lytter til og lærer af mig.
Bobby kommer ikke til stemme demokratisk ved næste valg efter at have snakket med mig, og jeg kommer ikke til at få det mindre stramt med MAGA-bevægelsen efter at have snakket med ham. Men i en af de mørkeste perioder i amerikansk historie i nyere tid er det opløftende at opdage, at gensidig respekt ikke behøver være udelukket.
Selv ved de emner, hvor vi er rygende uenige, går vi begge derfra med noget værdifuldt: et indblik i, hvorfor andre tænker, som de gør, og ser, hvad de ser. Og som en slags ringe i vandet kan vi hver især tage den andens verdenssyn med videre – og med dét en lille smule mere forståelse. Det kan i hvert fald ikke skade.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og