TAXAFRIHEDENS DØD // DEBAT – Først måtte vi, så måtte vi ikke, og nu må vi igen – køre med Uber i Danmark. Taxamanden Jesper Grunwald har kørt passagerer fra A til B gennem næsten 15 år og i den tid oplevet lidt af hvert – ikke mindst de forandringer, taxabranchen har gennemgået, og den rolle, fusioneringer og deleøkonomi kom til at spille.
Hver torsdag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.
Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.
”Jeg skulle have være taxachauffør. Pludselig kan jeg se det. – Det var det, jeg skulle have været.” Dan Turéll havde drømmen i det smukke digt, der blev udgivet i samlingen Storby-Blues i 1977, hvor min egen karriere i medieverdenen begyndte.
Digtet er en fremragende symbiose af drøm og virkelighed. Men jeg er et lykkeligt menneske, der ikke har levet mit liv konjunktivt. For knap 15 år siden sprang jeg selv ud som taxichauffør.
Taxierhvervet er ikke blot en våd drøm om frihed. Det er i virkeligheden et veritabelt harmonikasammenstød af ønsketænkning og brudte løfter
”… rige folk, fattige folk, glade folk, gale folk, drukne folk.” Sådan skrev digteren med de sorte negle og den oftest skaldede isse. Og jeg genkender den drøm – i virkeligheden. Jeg har kørt med alle slags mennesker fra Oxford-professorer til massage-kvinden, der ville høre, om hun kunne køre gratis for et blowjob.
Fra vognmandskabet til lønarbejdet – taxierhvervet er ikke blot en våd drøm om frihed. Det er i virkeligheden et veritabelt harmonikasammenstød af ønsketænkning og brudte løfter.
Historisk set er det en branche, hvor opgaven bag varemærket reelt er det samme: At køre mennesker fra A til B for en slat penge.
Selskaberne var oprindeligt organiseret mellem et selskab og selvstændige vognmænd, der med en eller flere vogne er underleverandører til selskabet – og de har så ansat chauffører som lønarbejdere.
Som udgangspunkt er vi som ansatte hos vognmanden aflønnet med halvdelen af ”det indkørte”. Den anden halvdel går til vognmanden – som så skal betale pladsleje til selskabet. Enten i form af et fast månedligt beløb pr. bil – eller som en procentdel af omsætningen.
Da Uber kom med sin deleøkonomi
Men så opstod amerikanske Uber i og disruptede markedet, som kandidaterne lærer det på alverdens business-skoler: Deleøkonomi! Det lyder lækkert og grønt. Når du nu har en bil med ledige sæder, hvorfor tager du så ikke andre transportsultne med dig?
Uber gjorde det til ”Big Business” at lave den app, som kunne bringe privatbilister og kunder sammen – og så selvfølgelig tage penge for det. På få år dominerede Uber det amerikanske taximarked, fordi deleøkonomiens våde drøm blev gjort til reel taxivirksomhed.
Den simple forretningsidé bredte sig over hele verden, hvor de hjælpsomme delechauffører fra Uber reelt er selvstændige taxichauffører, og hvor firmaet intet arbejdsgiveransvar har. Keine Hexerei – nur Gewinnmaximierung!
Toppen af det, der med tiden bliver landets største taxiselskab, har fornemmet lugten af gammelt brød i bageriet. Nu skal der bages på profitten
Det gav ballade hist og her – også i Danmark, hvor en del ”dele-chauffører” ikke følte sig forpligtede til at opgive deres indtægt til Skat. De bankede hovedet ind i vores samfunds- og taxikultur, hvor selskaberne traditionelt var ejet af vognmændene selv på en slags foreningsbasis.
Da Uber i Danmark valgte at melde sig ind i arbejdsgiverorganisationen DI, valgte forløberen for det fusionerede Dantaxi, 4×48 Taxinord, at melde sig ud i protest med følgende salut i Børsen fra den vognmandsvalgte Lars Christiansen: ”Vi har anset DI som en seriøs brancheorganisation, indtil Uber blev meldt ind. Det vækker forundring hos os, når man optager en virksomhed, som er politianmeldt, og hvis forretningskoncept beror på skatteunddragelse m.m.”
Klar tale fra en person, som dengang reelt var vognmændenes tillidsmand i det nydelige nordsjællandske taxiselskab, der siden skulle vokse sig til det største.
Og så kom al balladen, der endte med en ny taxilov, som strammede reglerne for snyd og løndumping.
Og kun Ubers kunder og nyliberalister i Folketinget som Joachim B. Olsen fra LA og Rasmus Jarlov fra De Konservatives højrefløj var sure (sidstnævntes parti stemte faktisk FOR den nye taxilov: ”Det er bagstræbere, som tvinger Uber ud”, siger de til B.T. i marts 2017. Et par måneder senere følger den nationalkonservative liberalist Henrik Dahl med vanlig stilsikkerhed op på Facebook ved at kalde en taxichauffør for et fjols, fordi han ikke kender sin by godt nok. Chaufføren kørte for Dantaxi!
Uber forsvinder fra Danmark. Men toppen af det, der med tiden bliver landets største taxiselskab har fornemmet lugten af gammelt brød i bageriet. Nu skal der bages på profitten. Man fusionerer og bliver større og større.
Ro på!
Selv husker jeg en af taxiformandens klakører – en af mine første vognmænd – udtale sit ”ro på”, når vi i det daværende Taxinord frygtede fremtiden for vores velrenommerede selskabs omdømme og navn (varemærke) i fremtiden.
Men det tog kun en fingerknips tid at skifte til Dantaxi – selv om vi i vores forældede tankesæt så konkurrentens navn smitte af på os ved fusionen.
Ro på! Jo det må man sige. Stille og roligt – og hurtigt – transformerede selskabet sig fra vognmandseje til et aktieselskab. Enkelte vognmænd brokkede sig, men flertallet lænede sig op ad tidernes skiften og formodentlig tillid til formanden.
At den tidligere vognmands-formand også beriges med nogle bestyrelsesposter i underliggende selskaber kan blot hilses med et: Velkommen til virkeligheden
Og så – i 2018 – sluses Dantaxi ud af den åbenbart provinsielle drøm om at være vognmændenes eget selskab og bliver solgt til det svensk-tyske investeringsselskab Triton.
Formanden købes med for en ukendt aktiepost i det nye selskab – og jeg skal skynde mig at sige, at den form for belønning af hovedpersoner, der formidler salg af det selskab, de er ansat i, til en ny kapitalejer, ikke er ulovlig. Det er jo blot en slags mægling og skal sikre, at de nye ejere ved, hvad de har købt.
At den tidligere vognmandsformand også beriges med nogle bestyrelsesposter i underliggende selskaber, kan blot hilses med et: Velkommen til virkeligheden.
Og det spiller heller ingen rolle, når Danmarks største taxiselskab i år sælges videre til den tidligere hovedfjende Uber ( ”… hvis forretningskoncept bygger på skatteunddragelse …”, som formanden – der hele tiden har været en af hovedpersonerne i videresalgene – sagde for otte år siden).
Nødvendig opportunisme
Det var dengang. Den nye ejer, Uber, kender til kapitalforvalteres nødvendige opportunisme: De støttede præsident Trumps indsættelse med i alt 2 millioner dollars. Akselafstanden mellem penge og politik er ikke så voldsom i Guds eget land.
Jeg plejer at sætte Dylans ”The Times, they are a-changin’” på i taxien, når jeg falder for meget ind i rollen som den gamle, sure Taxamand!
I morgen vælger jeg et andet verdenshit fra fortiden inspireret af Uber, der er et amerikansk slangudtryk for noget, der er stort, super og ”fedt” – selv om ordet er af germansk oprindelse.
Det gamle krigshit med Lale Anderson: ”Es geht alles vorÜBER – es geht alles vorbei”. Så slap dog af! Det går over!
Jesper Grunwald er i dag ansat som deltidschauffør for Viggo.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og