NYTÅRSTALE // KRONIK – I nytårstalen sagde statsministeren, at vi står i en skæbnestund. Det forekommer at være en præcis analyse, men Mette Frederiksen får kun halvdelen af forklaringen med, skriver Peter Schjødt.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Statsminister Mette Frederiksen sendte os ind i det nye år med en række utvetydige beskeder om, at vi må forvente det værste. I nytårstalen slog hun fast, at vi ikke skal regne med at kunne opnå fred med Rusland: ”Putin ønsker et Europa på russiske præmisser.” Og i Politiken gjorde statsministeren det klart, at vi skal indstille os på en tid, ”hvor uroen, krigen og konflikten er en kedelig følgesvend”.
I et andet juleinterview vurderede hun den nuværende situation som farligere end den kolde krig og afviste, at den kan løses alene med diplomatiske midler: Dengang var det kold krig, ”og det her er varmere, end det er koldt,” sagde hun.
Den årlige risikovurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste bakkede statsministerens analyse op med konklusionen, at “Rusland har ambition om at gennemtvinge en ændring af den sikkerhedspolitiske orden i Europa.”
Statsministeren beskrev fjenden ret konsekvent som ”de mørke kræfter” – autokratierne Rusland, Nordkorea og Iran, som støttet af Kina ”grundlæggende vil en anden verdensorden end den, vi tror på i Vesten og møjsommeligt har bygget op siden Anden Verdenskrig”. Hun vurderede derfor, at vores demokrati er langt mere truet end tidligere, og tilføjede, at ”den eneste vej igennem det er at kæmpe for det”.
Politisk hyperventilation
Statsministerens udtalelser om den sikkerhedspolitiske verdenssituation i almindelighed, og udsigterne for Danmark i særdeleshed, fik Anders Fogh Rasmussens tale i 2003 om en aktiv dansk udenrigspolitik til at minde om en sikkerhedspolitisk pixibog.
Selv om både Anders Fogh og Poul Nyrup involverede danske soldater i udenlandske konflikter, så var det ifølge Mette Frederiksen noget helt andet. Først og fremmest var det langt væk fra Danmark, men nu skal vi vænne os til en helt anden grad af nærhed, så det kan blive svært at bevare billedet af Danmark som smørklatten i midten af fredens lune europæiske gryde.
Med andre ord: Vi skal vænne os til, at de kommende valg i langt mindre grad kommer til at handle om velkendte, hyggelige og trygge temaer som indvandring, kriminalitet, strengere straffe og øget velfærd. I stedet vil de få stærkere fokus på militær oprustning. Det var nok derfor, at Mette Frederiksen lod fremstillingen af den dystre situation ledsage af de næsten undskyldende ord: ”Jeg ved godt, at nogle bliver kede af at høre det, jeg siger nu.”
Intet tyder på, at Putin er på vej til forhandlingsbordet, tværtimod lader han forstå, at Rusland vil vinde krigen
Mette Frederiksens forsøg på at tale alvoren ind i hovedet på den danske befolkning slår undertiden over i en retorik, præget af politisk hyperventilation. Retorisk kunne udtrykket ”de mørke kræfter” minde om ”ondskabens akse”, som den amerikanske præsident George W. Bush lancerede i 2002 for at beskrive de regeringer, der støttede terrorisme og forsøgte at erhverve sig masseødelæggelsesvåben. Medlemmerne af denne akse var Irak, Iran og Nordkorea.
Tidligere, i 1983, havde præsident Ronald Reagan beskrevet det daværende Sovjetunionen som et ”ondskabens imperium”. Selv om det altså plejer at være amerikanerne, som bruger den slags religiøse og teologiske begreber, er vi alligevel tæt på med Mette Frederiksens metafor om ”de mørke kræfter”, som giver associationer om noget diabolsk, okkult, underjordisk og djævelsk. Den slags analogier kan imidlertid være vanskelige at indløse i form af en dybere forståelse af de aktuelle konflikter og deres mulige løsninger.
Det nye sikkerhedsdilemma
Vi nærmer os en ny årsdag for den russiske invasion af Ukraine. Ikke de tre dage, som Putin forventede, men tre år, med fuld krig på det europæiske kontinent, hvor krig virkede helt utænkeligt for blot få år siden. Intet tyder på, at Putin er på vej til forhandlingsbordet, tværtimod lader han forstå, at Rusland vil vinde krigen, og hvorfor så tale om forhandlinger og fredsinitiativer?
Det russiske perspektiv ligger klart. Putin har ved flere lejligheder gentaget, at det var Natos ekspansion mod øst, som tvang Rusland i krig, ligesom han fortsætter med at tale om afnazificering af Ukraine og Europa. Flere gange har både Putin og eks-præsident Dmitrij Medvedev truet med en atomar verdenskrig, som noget, de ligeledes er ”tvunget” til at initiere, hvis de ikke har held med at opnå deres mål i Ukraine.
Hvis vi indgår kompromiser med Rusland for at sikre fred, kan det blive opfattet som svaghed og dermed øge den russiske trussel om yderligere ekspansion. Hvis Vesten og Nato går ind i en direkte militær konfrontation, åbner det imidlertid for truslen om en storkrig med inddragelse af atomvåben. Dette nye sikkerhedsdilemma udspilles samtidig med, at klodens overlevelse er under trussel fra klimaforandringerne, og hvor globalt samarbejde er mere nødvendigt end nogensinde.
Efter paradiset?
Selv om mange er af den opfattelse, at statsministeren er for pessimistisk, så er det imidlertid værd at bemærke, hvor lidt hun har omtalt den trussel, som i virkeligheden kan blive helt afgørende for karakteren og omfanget af de forandringer, som Danmark og Europa må tilpasse sig. Måske bliver det største problem, i kombination med Ruslands militære aggression, hvor meget EU har taget fejl af både sig selv og af USA.
For godt 20 år siden skrev den amerikanske politolog Robert Kagan et essay, som på dansk kom til at hedde Paradiset og magten, men som oprindeligt hed Power and Weakness. Den første sætning lyder: ”Det er på tide at opgive forestillingen om, at europæerne og amerikanerne har et fælles syn på verden, endsige bebor den samme verden.” Når Mette Frederiksen bliver kritiseret for at overdrive truslerne og være for pessimistisk, så må det bero på historisk glemsomhed.
Som Robert Kagan skrev i 2003: ”Hvad europæerne nu betragter som deres fredelige strategiske kultur, er i historisk forstand et forholdsvis nyt fænomen.” Tidligere fremstod Europa som ”en overophedet rugemaskine for verdenskrige”, hvilket gennem årene har kostet amerikanerne dyrt, bl.a. i form af deltagelse i to verdenskrige med udspring i Europa.
Mette Frederiksen talte om ”de mørke kræfter”, men kunne med lige så stor ret have talt om fremvæksten af en anti-europæisk akse
Man skal derfor ikke undervurdere den globale betydning af, at Europa efter krigen fik opbygget en slags ”evig fred” på kontinentet. En virkeliggørelse af “europæiske værdier” som integration, tilnærmelse, samarbejde, tolerance, kompromisser, forhandling o.l. blev efterkrigstidens europæiske tilgang til løsning af internationale problemer og konflikter.
Det kan imidlertid heller ikke være nogen hemmelighed, at Europa har ligget i læ af den amerikanske militærmagt og atomparaply, hvilket har forskånet os for de helt store militære udgifter, og ”garanteret” den europæiske fred. Europæernes vej til efterkrigstidens politiske integration og ”fredelige paradis” kunne ikke have fundet sted uden en magtfuld og bekostelig amerikansk beskyttelse.
Det er dog stadig de færreste europæere fra centrum-venstre, som kan anerkende det paradoks, at den europæiske integration, og den relativt fredelige periode efter 1945, i stor udstrækning har været betinget af det amerikanske magtpotentiale med tilhørende udgifter.
Dilemmaet er naturligvis ofte blevet tematiseret, ikke mindst af amerikanerne, når de fandt det europæiske bidrag for begrænset. Med kombinationen af Putin og Trump er problemet imidlertid kommet på en form for politiske steroider.
Mette Frederiksen talte om ”de mørke kræfter”, men kunne med lige så stor ret have talt om fremvæksten af en anti-europæisk akse, som forener Putins krav om en ny europæisk sikkerhedsordning med Trumps krav om europæisk selvbetaling for sikkerheden. En akse, som desuden består af en række magtfulde europæiske partier og statsledere, som er forenet i støtten til det russiske perspektiv, og i modstanden mod et samlet europæisk politisk projekt, og som dermed i høj grad bidrager til at destabilisere Europa til Ruslands fordel.
Statsministerens ”skæbnestund” mangler halvdelen af forklaringen
I nytårstalen sagde statsministeren, at vi står i en skæbnestund. Det forekommer som en præcis analyse. Men hun får kun halvdelen af forklaringen med. For de fleste sikkerhedsalliancer vil det være skæbnesvangert, hvis der er udsigt til, at den absolut stærkeste part trækker sig. Og det er jo bl.a. det, som Europa står overfor med Trump som præsident. Det problem kamuflerer statsministeren gennem nogle bemærkninger om et godt samarbejde.
I dag har vi imidlertid tre parallelle sikkerhedspolitiske spor: For det første: den umiddelbare russiske militære trussel. For det andet: den mulige erstatning af en stabil amerikansk alliancepartner med en labil præsident Trump, som Robert Kagan allerede i 2016 beskrev som fascistisk. For det tredje: den samtidige fremvækst af en ”europæisk akse” af højreorienterede populistiske partier, med Putin-venlige holdninger, som lige for tiden nyder aktiv støtte fra Trump, gennem Elon Musks indsats.
Hvordan skal Europa forsvare sig mod Rusland, hvis USA vender blikket og ressourcerne mod America First? Gennem massiv oprustning og fælles forsvar? Gennem tilnærmelse, forhandlinger eller kompromiser med fjenden? Kan Europas sikkerhedssituation føres tilbage til at bygge på fuldt udrustede nationale hære, uden at kontinentet falder i sin egen historiske fælde og igen udvikler sig til en krigsgenerator? Eller kan der findes en løsning, hvor der vendes tilbage til den tidligere og mere stabile tilstand i Europa, med USA som den ultimative sikkerhedsgarant?
Og hvordan skal alle disse spørgsmål spille sammen med, at EU’s demokratier også skal forsvare sig mod indre kræfter, som vil forsøge at bruge de demokratiske processer til at undergrave det selv samme demokrati, og som måske vil blive støttet af både Rusland og USA?
Statsministerens tale om de ”mørke kræfter” adresserer ikke disse problemer i deres helhed. Det er naturligvis vigtigt, at rette fokus mod det aggressive russiske regime, hvor den aktuelle militære trussel har sit udspring.
Men en stor del af forudsætningerne for en fremtidig løsning ligger i en åben europæisk tematisering af det transatlantiske problem mellem USA og Europa og i holdbare politiske strategier til bekæmpelse og forebyggelse af de autoritære og anti-demokratiske tendenser, som præger et stigende antal indflydelsesrige populistiske partier og bevægelser på både den europæiske højre- og venstrefløj.
Klik dig videre til flere kronikker om samfund og demokrati af Peter Schjødt her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
