Den der fortjener at blive elsket

Tina Dransfeldt Christensen 17.07.2018

BREVROMAN – Hvordan navigerer man som araber, muslim og homoseksuel i krydsfeltet mellem to kulturer uden at miste sig selv? Den marokkanske forfatter og filminstruktør Abdellah Taïa er netop nu aktuel med brevromanen ‘Den der fortjener at blive elsket’ på dansk. Det er en roman om at elske og miste, om magt og dominans og om den neokolonialisme, som fortsat styrer de muligheder homoseksuelle marokkanere har, skriver Tina Dransfeldt Christensen i et kombineret portræt af forfatteren og anmeldelse af bogen.

En eftermiddag i slutningen af januar 2006 mødes den marokkanske forfatter Abdellah Taïa (f. 1973) med journalisten Chadwane Bensalmia fra det fransksprogede marokkanske nyhedsmagasin, TelQuel, på Café de France i Casablanca.

Taïa, som siden 1999 har boet i Paris, er på det tidspunkt i Marokko for at promovere sin novellesamling Le Rouge du tarbouche (2004).

I modsætning til de fleste andre journalister har Bensalmia bidt mærke i, at homoseksualitet spiller en central rolle i bogen, og under sin samtale med Taïa spørger hun, om hun må interviewe ham som homoseksuel.

I virkeligheden er hans karakterer isolerede og ensomme, og der er for dem kun én måde at modvirke den sociale udslettelse, som de har været udsat for: nemlig at tale, tale, tale. Om sig selv og uden skam

Debatten om homoseksuelles rettigheder var på det tidspunkt allerede i gang i de marokkanske medier og på græsrodsniveau. Kroningen af Mohammed VI i 1999 havde skabt håb om en liberalisering af landet – især blandt unge marokkanere – og dette håb vækkede genklang i flere marokkanske medier, som øjnede muligheden for en mere demokratisk debat om individuelle frihedsrettigheder.

Under forsideoverskriften ”Homoseksuel i Marokko. Uanset hvad vi tænker om dem, så eksisterer de. Og de gemmer sig. Men hvad hvis vi lyttede til dem?” adresserede TelQuel i april 2004 homoseksuelles rettigheder med en hidtil uset åbenhed.

Den omtalte forside fra TelQuel – april 2004

Men i 2006 leder TelQuel stadig efter homoseksuelle, som er villige til at stå frem i fuld offentlighed og trodse anti-homoseksualitetslovgivningen, og interviewet med Bensalmia bliver derfor et vendepunkt i Taïas liv og karriere.

For den dag beslutter han sig for at springe ud offentligt, og to måneder senere bringer de to arabisksprogede aviser, al-ayyam og al-jarida al-oukhra, den samme historie.

Siden har Taïa opnået nærmest ikonstatus som den første marokkaner med modet til at stå ved sin homoseksualitet offentligt (sådan lød bl.a. forsideoverskriften i TelQuel i april 2007).

Men hvad er det for en seksuel frigørelse Taïa har vundet ved at flytte til Paris og springe ud som homoseksuel? Og hvordan navigerer man som araber, muslim og homoseksuel i krydsfeltet mellem to kulturer uden at miste sig selv?

Det er en lidet sympatisk skildring af en mor, der dominerer andre for ikke selv at blive domineret. Men det er også en selvkritik, skrevet af en mand der reproducerer sin mors handlemønstre for at overleve i en verden, hvor der ikke er plads til ham

Siden sin debut Mon Maroc (2000) har Taïa skrevet åbent om livet som homoseksuel i Marokko og senere i Paris.

Et tilbagevendende træk ved hans værker er, at han giver stemme til dem, der er gjort tavse og usynlige, gennem indre monologer, som er gennemsyret af naivitet og selvoptagethed.

Men i virkeligheden er hans karakterer isolerede og ensomme, og der er for dem kun én måde at modvirke den sociale udslettelse, som de har været udsat for: nemlig at tale, tale, tale. Om sig selv og uden skam.

Taïa er af den islamistiske højrefløj flere gange blevet beskyldt for ekshibitionisme og for at være mere optaget af sin egen berømmelse end det “alment gode” for Marokko.

Hans litterære spil med det selvoptagede er imidlertid alt andet end udtryk for et overdrevet fokus på selvet på bekostning af den anden.

Det er snarere en måde at give den “anden” en stemme som et “selv” – en måde at insistere på retten til at være anderledes ved at skrive “jeg”.

At det er gennem den radikalt selvoptagede position, at Ahmed knuser sine elskeres og kæresters hjerter for selv at kunne eksistere, kommer til udtryk i romanens andet brev

Hans seneste roman Celui qui est digne d’être aimé (2017) (da. Den der fortjener at blive elsket, 2018) er en brevroman, som over fire breve bevæger sig tilbage i tid for at finde roden til det onde, der styrer den 40-årige hovedperson Ahmeds liv og som er årsagen til det identitetstab han føler. Ahmed er ligesom Taïa marokkaner og homoseksuel bosat i Paris.

I det første brev skriver Ahmed til sin mor, som er død fem år tidligere. Samme år som Taïas egen mor. Brevet til moren indskriver sig i en lang række af moderfigurer i Taïas romaner, som udfordrer fortællingen om den undertrykkende patriark og hans underdanige hustru – et narrativ, der har præget marokkansk litteratur siden 1950’erne med Driss Chraïbis Le passé simple (1954) og Mohamed Choukris al-khubz al-hafi (1973) som to klassiske eksempler.

I sin selvbiografiske roman L’Armée du salut (2006) (da. Englene fra Frelsens hær, 2015) stiller Taïa spørgsmål ved, hvad det vil sige ”at have magt”, gennem en hysterisk kvindefigur, hvis kalkulerede skrig ikke bare redder hende fra mandens trusler om vold, men gør ham ude af stand til at indtage rolle som familiens overhoved.

I Den der fortjener at blive elsket går Taïa skridtet videre og tegner en moderfigur, som snarere er kold og kynisk end i sine følelsers vold.

Det er en lidet sympatisk skildring af en mor, der dominerer andre for ikke selv at blive domineret. Men det er også en selvkritik, skrevet af en mand der reproducerer sin mors handlemønstre for at overleve i en verden, hvor der ikke er plads til ham – hverken som homoseksuel i Marokko eller som immigrant i Paris.

At det er gennem den radikalt selvoptagede position, at Ahmed knuser sine elskeres og kæresters hjerter for selv at kunne eksistere, kommer til udtryk i romanens andet brev, skrevet i 2010 af Vincent, som Ahmed forfører i den parisiske metro og har engangsaffære med. Vincent er ældre end Ahmed og bliver øjeblikkeligt betaget af den unge mand, som på én gang er sårbar og målrettet, smuk og mager, med lange, stærke fingre.

Vincent forelsker sig lige så meget i ideen om at frelse én som Ahmed uden at være bevidst om den underliggende eksotisering, som Ahmed – i en forførende gestus – kalder romantisk. Dagen efter deres engangsknald møder Ahmed ikke op som aftalt, og tre år senere kan Vincent stadig ikke ryste affæren af sig. Han er forelsket og skriver et brev i et desperat håb om at vinde Ahmed tilbage, selvom han godt ved, at den sårbarhed, han forstod som intimitet mellem de to, formentlig var skuespil til perfektion.

Verden elsker og værdsætter kun dem, der ved, hvordan man fortæller store løgne med den største overbevisning. Vi skal være sådan, du og jeg … Min bror, Ahmed … Store løgnere… “ For hvem vil høre sandheden, og hvem kan overleve ved at fortælle den?

I det tredje brev finder vi en yderligere forklaring på, hvorfor Ahmed leger med andres følelser. Det er et afskedsbrev fra Ahmed til kæresten Emmanuel skrevet en tidlig morgen i 2005, inden Emmanuel vågner. Ahmed og Emmanuel har dannet par i 13 år, og det er takket være Emmanuel, at Ahmed bor i Paris, taler et perfekt fransk, kender den franske litteratur og lever et liv med alt, hvad man måtte ønske sig – materielt.

Ahmed har mistet sig selv midt i det hele og er nu parat til at vende Emmanuel ryggen for at finde sig selv.

Da Ahmed som 17-årig møder Emmanuel, der ældre, rig, fransk og vigtig, er han lykkelig og overbevist om, at Emmanuel er hans billet til et bedre liv langt væk fra det fattige Salé.

Forfatteren på den omtalte forside af TelQuel fra april 2007

I stedet for at finde lykken bliver han revet op med rode. Emmanuel overtaler ham til at læse fransk litteratur i stedet for arabisk litteratur, tager ham med til Paris og opfordrer ham til at skifte navn, fordi Ahmed er for svært at udtale for franskmænd. Emmanuel skaber en “perfekt, lille franskmand” ud af Ahmed.

Tilbage står “Midou” (en forkortelse af “Hamidou”, den bestemte form af Ahmed, som er nemmere at udtale men også er for fremmed for Emmanuel), der har mistet intimiteten med det arabiske sprog, sin familie og sin kultur og i stedet er blevet en parodi på Tintins bedårende lille hund, Milou.

I modsætning til sin barndomsven, Lahbib, vælger Ahmed imidlertid ikke døden. Han stikker af for på godt og ondt at blive sin mors spejlbillede. Der er ingen frelse i Den der fortjener at blive elsket, og det måske mest rørende brev i romanen er det fjerde brev fra Lahbib, skrevet i 1990. Lahbib, al-habib, den elskede, den der fortjener at blive elsket, var Ahmeds tætteste ven og fortrolige i Marokko.

Men Lahbib er blevet 17 år, og han er ikke længere den feminine dreng, som hans franske elsker begærer, og i al sin desperation over at være blevet “for gammel” tager han livet af sig. B

revet til Ahmed er hans sidste brev. Han kan ikke længere blive hos elskeren Gérard, men han kan hellere ikke vende tilbage til det “fængsel”, han og Ahmed kom fra.

Det eneste der er tilbage, er at fortælle 15-årige Ahmed om ydmygelsen og det ulige magtforhold, så han er forberedt, og så han en dag kan tage hævn for Lahbib.

For det er tavsheden, der – ikke bare i Taïas romaner, men også i LGBT-miljøet i Marokko – udpeges som både den eneste beskyttelse mod homofobi og det, der reproducerer de samfundsnormer, der undertrykker LGBT-personer

Og det er betegnende, at Ahmeds storebror, den førstefødte søn, “den der fortjener at blive elsket” af moren, også er den tavse søn. Maskulin, fåmælt og afmålt. For det er tavsheden, der – ikke bare i Taïas romaner, men også i LGBT-miljøet i Marokko – udpeges som både den eneste beskyttelse mod homofobi og det, der reproducerer de samfundsnormer, der undertrykker LGBT-personer.

Det er denne tavshed Taïa bryder, da han begynder at skrive, og da han senere springer ud offentligt.

Med Den der fortjener at blive elsket tager han skridtet videre og stiller spørgsmål ved, om vi overhovedet vil høre, at det ikke kun er patriarkalske og heteronormative traditioner, men også undertrykkende neokoloniale strukturer, som komplicerer livet som araber, muslim, immigrant og homoseksuel.

Som Lahbib siger et sted i romanen: “Verden elsker og værdsætter kun dem, der ved, hvordan man fortæller store løgne med den største overbevisning. Vi skal være sådan, du og jeg … Min bror, Ahmed … Store løgnere… “ For hvem vil høre sandheden, og hvem kan overleve ved at fortælle den?

Topillustration:Abdellah Taïa reading from one of his own novels at the Internationell Författarscen (International Writers’ Stage) in Kulturhuset in Stockholm. Foto: Håkan Lindquist, Wikimedia Commons.

Abdellah Taïa: Den der fortjener at blive elsket, oversat af Simon Hartling, Forlaget Arvids, 14. juli 2018, 116 sider, 179,95 kr.