Noget af det smukkeste, Tarantino nogensinde har lavet

af i Film/Kultur

FILM // ANMELDELSE – ‘Once Upon a Time in Hollywooder en ret typisk Tarantino-film, der dog også er præget af en forunderlig ro. Tarantino fortæller som sædvanlig om vold og hævn, men når filmen er bedst er hans karakterer fyldt med virkelig meget liv. Det ligner noget, som så mange andre kunne lave, det ligner den virkelige verden. Og det er her, det bliver så smukt, så nærmest selvudslettende smukt.

Once Upon a Time in Hollywood er blevet kaldt for Tarantinos mest modne film, eller i hvert fald hans mest modne film siden Jackie Brown. ‘Modenhed’ er et lidt pudsigt ord at knytte til en efterhånden 56-årig instruktør, det manglede da vel også bare. Snarere end at sige noget generelt om Once Upon a Time in Hollywood, siger det da også mere om, at folk generelt mener Tarantinos film er umodne.

Once Upon a Time in Hollywood glimrer mere ved at være mindre Tarantinosk end hans film plejer at være, mindre egensindig i sin kameraføring, mere afslappet i sin struktur, men den handler meget om det samme, som de sidste mange Tarantino-film har gjort: Historie, had og hævn. At Tarantino løsner grebet lidt, gør dog filmen mere virkelighedstro, mere realistisk – hvilket pludselig omvendt får dens problemstillinger til at ramme så meget desto hårdere.

Jeg genså for nylig førnævnte ‘modne’ Tarantino-film Jackie Brown og blev mindet om, hvor kedelig den er. Efter Pulp Fiction kunne den dengang meget unge instruktør have lavet hvad som helst, og hans næste film stikker i virkelig mange retninger: Melankolsk Elmore Leonard-filmatisering (Jackie Brown), overgearet genre-pastiche-blodrus (Kill Bill) og endelig grindhouse-hævndrama (Death Proof). Jeg har aldrig været helt overvældet over de film, men Tarantino forsøgte virkelig mange forskellige ting.

Men siden Inglourious Basterds, der endte med ordene ‘I think this might be my masterpiece’, har Tarantino lidt kørt i samme rille. Det er historiske film med tydelige inspirationer fra western-genren og med hævn som et væsentligt motiv. Inglourious Basterds gav jødiske partisaner mulighed for at få hævn over Hitler, inden Django Unchained fik lov til at myrde slaveejere og brænde en plantage ned til grunden, hvorefter The Hateful Eight fremstod som en melankolsk mediation over vold og had i USA efter borgerkrigen.

Tre dage i Hollywood

Once Upon a Time in Hollywood er kaldt efter berømte western-film og omhandler den efterhånden ret afdankede western-skuespiller Rick Dalton (Leonardo DiCaprio), der forsøger at få karrieren tilbage på ret spor nogle år efter, han opgav hovedrollen i tv-serien Bounty Law for i stedet at forsøge at gøre karriere indenfor film.

Hans stuntmand Cliff Booth (Brad Pitt) støtter ham trofast, men har heller ikke så mange andre muligheder for at få stuntarbejde, da der går rygter om, at han har myrdet sin kone. Og ved siden af Rick er der flyttet et ungt og fremadstormende par ind, nemlig instruktøren Roman Polanski med sin unge kone Sharon Tate (Margot Robbie).

Vi følger de tre personer, Rick, Cliff og Sharon, først over to dage i februar, og siden en enkelt dag i august.

Historien om Sharon Tate er ret kendt og ret central for den amerikanske kulturhistorie. Det fornemmes hele filmen igennem, hvor en langhåret og ret mystisk hippie dukker op ved hendes hus, og hvor Cliff konstant støder på smukke unge kvinder og følger med en af dem hen på en farm, hvor ‘Charlie’ ikke lige er til stede.

Man spoiler nok ikke så meget ved at sige at det har med Charles Manson at gøre og de bestialske mord, der blev begået i august ’69. Fornemmelsen af, at noget forfærdeligt finder sted ude i periferien, er konstant til stede i filmen.

Vidunderlig ro

Men filmens lange, centrale, aldeles vidunderlige del foregår præcis seks måneder tidligere, 9. februar 1969. En ganske simpel dag i tre menneskers liv. Rick har fået en gæsterolle i en ny western, Sharon Tate køber en bog og går i biografen, og Cliff reparerer en antenne og giver en blaffer et lift. Det er en aldeles vidunderlig time plus af filmen, og det får bare lov til at leve og ulme for sig selv.

Tarantino har meget ofte inddelt sine film i kapitler, hvilket ofte får dem til at fremstå som fortællinger, der langsomt driver mod det blodige klimaks, men her er strukturen i stedet krydsklippende mellem de tre mennesker.

Ingen siger ret meget. De lever

Og når der ikke klippes, driver kameraet lige så stille fra det ene hus til det andet, de tre mennesker befinder sig jo ofte fysisk tæt på hinanden. Vi følger også ofte Cliff, mens han kører rundt med samtidens musik i radioen. Netop musikken er et kapitel for sig, Tarantino har altid været kendt for sine soundtracks, men her er det hele fremstillet, som om det er musik fra den lokale radiokanal, og det mikses med et vidunderligt lydbillede af fugle, biler, forbipasserende mennesker. Det er en forbløffende rolig film.

Der var noget ballade, da filmen havde premiere i Cannes, om at Margot Robbie ikke havde nok replikker som Sharon Tate, men det er en nærmest komisk forfejlet indvending mod filmen, for ingen siger ret meget. De lever. De vandrer rundt, kører i bil, arbejder, danser, drikker, øver sig. Og Robbie er så vidunderlig i rollen, levende, skinnende, at karakteren Tate mejsler sig fast i erindringen. Pitt skal også fremhæves. Brad Pitt er en superstjerne, men han virker sjældent gladere, end når han får lov til at spille et sidekick, og hans Cliff Booth virker lidt ligesom Rusty Ryan fra Ocean’s Eleven-filmene: Han er gladest som en lidt passiv karakter i periferien.

Voldsom vold

Det er dog også hos Cliff Booth, at filmens langt mørkere  og ret komplekse subtekst findes. For selvom han er glad og hjælpsom, så virker han også altid parat til vold og lader vitterlig til at have myrdet sin kone. Og han er altså på ‘hævnernes’ side i den her film. Det er ret komplekst.

Når nu det er en Tarantino-film, er det også svært ikke at tænke på Stuntman Mike, der myrdede kvinder i flæng i Death Proof, inden en gruppe unge kvinder tog hævn over ham. Man kunne faktisk forestille sig en helt omvendt hævnfilm fra tressernes Hollywood, hvor en gruppe unge kvinder hævnede sig på Cliff Booth og Rick Dalton som inkarnationen af al ulighed og misogyni, der tydeligvis stadigvæk præger industrien den dag i dag.

Rick og Cliff hævner ikke noget som helst, der er ingen der har gjort dem noget. Nej, de gør aflad

Måske netop fordi Tarantinos film er blevet stemplet som ‘umodne’, nægter folk ofte at tage dem seriøst. Og selv dem, der tager dem seriøst, når sjældent længere end til at påpege, at de er værd at tage seriøst. Men Tarantinos hævnfilm er ofte ret komplekse og handler sjældent bare om, at folk skal juble over voldelig hævn.

Efter at det kom frem, Tarantino havde været skyld i, at Uma Thurman kørte galt under optagelserne til Kill Bill, har jeg haft svært ved at se Death Proof og morderiske Stuntman Mike som andet end et mea culpa, en stand-in for instruktøren selv og en indrømmelse af, at han gjorde noget utilgiveligt forkert. I Inglourious Basterds er der den fascinerende Hans Landa (Christoph Waltz), nazisten der vikler alle de allierede rundt om sin finger, og som kun kan overvindes ved løgn og brutal vold.

Og The Hateful Eight er måske den mest melankolske film, Tarantino nogensinde har lavet, hvor det eneste, der forener sort og hvid, nord og syd, er deres fælles had til kvinder, og hvor rulleteksterne kører, mens Roy Orbison synger ‘There Won’t Be Many Coming Home’.

Kompleks subtekst

Når hævnerne i Once Upon a Time in Hollywood er de aldrende og ret brovtende mænd Rick Dalton og Cliff Booth, så kunne man sige, det bare er en rendyrket konservativ film, der hylder verden af i går og hader dumme hippier, der ødelagde det hele. Men det virker mere sammensat, som jeg ser det.

Rick og Cliff hævner ikke noget som helst, der er ingen, der har gjort dem noget. Nej, de gør aflad. De forsøger at gøre en lille smule godt igen – for Sharon Tate og alle dem som hende. Noget af det smukkeste ved filmen er netop, at både Rick og Cliff godt ved, de er kommet så langt som deres talent nu engang kunne bære, og så småt giver plads til andre.

Måske netop fordi Tarantinos film er blevet stemplet som ‘umodne’, nægter folk ofte at tage dem seriøst. Og selv dem, der tager dem seriøst, når sjældent længere end til at påpege, at de er værd at tage seriøst

Det er igen her, den virker mindre Tarantinosk, end de plejer. Der er masser af Tarantino-træk, især i de utallige klip fra Rick Daltons karriere, både frit opfundne eller virkelige film og tv-afsnit, som Leonardo DiCaprio er blevet placeret ind i. Men kamerasproget er langt mere afslappet, langt mere klassisk, end hvad den æstetiske instruktør plejer at levere. Det ligner noget, som så mange andre kunne lave, det ligner den virkelige verden. Og det er her, det bliver så smukt, så nærmest selvudslettende smukt.

Det var den niende Tarantino, og han har sagt, han stopper efter nummer ti. Så har han haft sin chance for at sige det, han ville, på så mange måder han ville sige det, fra det simple til det mere komplicerede. Det kunne mange lære af. Og når filmografien er færdiggjort og kan ses i sin helhed, så vil Once Upon a Time in Hollywood stå som noget af det smukkeste, Tarantino nogensinde har lavet.


Fotocredit: SF Studio

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Film