DUMHED & DEMOKRATI // KOMMENTAR – “Det afgørende skel i disse år handler ikke om kvinder og mænd, venstre og højre, unge og gamle. Det handler om, hvorvidt man tror på videnskaben, fornuften og den demokratiske samtale”.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der kan ikke være mange tilfælde i historien, hvor menneskeheden beslutter lige at gøre sig selv en smule dummere – sænke barren, reducere ambitionerne.
Men det sker vist lige nu.
Jeg bruger ordet dumhed som et eksistentielt valg, som når de gamle grækere talte om ’idiotes’. Dem, der følger et dovent standpunkt og finder nogle data, der kan underbygge det
Hvis man lægger øret til skinnerne, kan man næste høre det: Troldene er tilbage på X, sladdergryden koger på Reddit, fake news med kendte danskere eksploderer på Facebook. Voksne mennesker spiller Candy Crush i S-toget, og underlige forestillinger om vacciner, 5G-master og engelske prinsesser begynder igen at stikke hovedet frem.
I Danmark er det stadig mest hygge-kuk-kuk.
Det er i hvert fald ikke seriøst gak som i USA, hvor man utroligt nok er i gang med at genvælge Donald Trump, fire år efter at maskerede idioter stormede Capitol Hill og gik løs på søjlegange og rundbuer.
Nå, men kan idioterne ikke bare sejle deres egen sø?
Desværre ikke, Baron von Rydtger. Internettet har lige så store konsekvenser som hjulet og elektriciteten, og de skal forstås kollektivt. Pointen her er, at et samfunds sammenbrud starter med dumhed – derefter følger ondskaben.
Bonhoeffer holdt i 1933, få dage efter Hitlers magtovertagelse, en brandtale i radioen, hvor han beskyldte tyskerne for at forgude Hitler og lade dumheden fylde
Bemærk, at jeg ikke bruger ordet dumhed som en mangel på kognitiv kompetence. Det ville være respektløst. Jeg bruger ordet dumhed som et eksistentielt valg, som når de gamle grækere talte om ’idiotes’. Dem, der følger et dovent standpunkt og finder nogle data, der kan underbygge det.
Dumhed er sværere end ondskab
Platon vidste, at dumhed er et større demokratisk problem end egentlig ondskab. Den er sværere at bekæmpe.
Ondskaben kan udstilles og afslører som regel sig selv, fordi de fleste fornemmer et grundlæggende ubehag, når de møder den. Stalin, Maos og Hitlers folkemord. Nero, der sætter Rom i brand. Eller mere kuriøst Trump-familien, der festede, mens pøblen stormede Capitol Hill.
Men dumheden er sværere. Hvordan konfronterer man dem, der ikke forstå hverken regler eller logik? ’Overfor dumheden er vi værgeløse,’ skrev den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer. ’Argumenter er uden virkning, kendsgerninger bliver ikke troet.’
Der blev slukket for mikrofonen. Tolv år efter blev Bonhoeffer selv hængt i koncentrationslejren Flossenbürg, få uger før amerikanerne befriede lejren
Bonhoeffer holdt i 1933, få dage efter Hitlers magtovertagelse, en brandtale i radioen, hvor han beskyldte tyskerne for at forgude Hitler og lade dumheden fylde.
Der blev slukket for mikrofonen. Tolv år efter blev Bonhoeffer selv hængt i koncentrationslejren Flossenbürg, få uger før amerikanerne befriede lejren.
Bonhoeffer kunne umuligt forestille sig de sociale mediers ekkorum og stupide underholdning. Men han havde modet til at sige fra og minde om, at det afgørende skel i disse år ikke handler om kvinder og mænd, venstre og højre, unge og gamle.
Det handler om, hvorvidt man tror på videnskaben, fornuften og den demokratiske samtale.
Eller om man har overgivet sig til først dumheden og derefter mørket.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver lørdag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her