
STORMEN PÅ KONGRESSEN // KOMMENTAR – Det Republikanske Parti skal gennem en voldsom selvransagelse efter stormen på Kongressen i Washington D.C. onsdag. Spørgsmålene står i kø: Vil de mest radikaliserede Trump-vælgere gribe til terror? “Bliver de endnu mere antidemokratiske og begynder at indlede en væbnet kamp med terrorangreb, bombninger og så videre? Det er den store fare på længere sigt,” skriver Bjarke Larsen.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det første og umiddelbart glædelige oven på gårsdagens dramatiske og surrealistiske begivenheder er selvfølgelig, at demonstranterne ikke kunne forhindre, at valgresultatet nu er godkendt af Kongressen, at Trump har erkendt, at løbet er kørt, og at han har lovet en fredelig overdragelse af magten til Joe Biden den 20. januar.
Det må være givet, at Trump ikke vil kunne genopstille i 2024 som kandidat for Det Republikanske Parti, der ikke kan undgå at skulle gennem en voldsom selvransagelse
Det amerikanske demokrati var trods sine mangler stærkt nok til at overleve fire år med en mentalt ustabil præsident, en eksplosion i konspirationsteorier og et voldsomt polariseret politisk landskab.
Scores of Trump supporters breached the Capitol building and neared the Senate floor on Wednesday afternoon as thousands cheered and clashed with police in front of the building. https://t.co/wH1URGxPnI pic.twitter.com/GDIQF7tpY7
— The New York Times (@nytimes) January 6, 2021
Trump kan næppe genopstille
Det må være givet, at Trump ikke vil kunne genopstille i 2024 som kandidat for Det Republikanske Parti, der ikke kan undgå at skulle gennem en voldsom selvransagelse. Hvor mange vil stadig forsvare påstandene om valgsvindel, hvor mange vil fortsat bakke op bag Trump og forsvare de mange vilde ting, han har påstået, og den polarisering, han har skabt?
Det er i den forbindelse dybt bekymrende, at 138 republikanske medlemmer af Kongressen stemte imod at godkende valgresultatet.
Spørgsmålet er så, hvordan den mest radikaliserede del af disse grupper reagerer? Bliver de endnu mere antidemokratiske og begynder at indlede en væbnet kamp med terrorangreb, bombninger og så videre?
Hvordan kommer partiet videre herfra, efter at have mistet både præsidentposten og flertallet i begge Kongressens kamre? Trumps evne til at mobilisere vælgere, der normalt ikke stemmer, er unik og kan næppe gentages af andre.
Hvor er flertallet ved de kommende valg om 2 og 4 år, hvis en del af de mest indædte Trump-tilhængere bliver hjemme på sofaen?
Toparti-systemet har spillet fallit
Bagsiden af det amerikanske toparti-system viser sig for alvor i disse år, hvor både demokrater og republikanere er nødt til at spænde så vidt, at bukserne ikke har godt af at holde. Det ville være bedre og sundere for alle parter, hvis man i langt højere grad delte sig efter anskuelser, som vi gør i Europa – med Storbritannien som undtagelsen, der bekræfter sygdommene i dette system.
Jeg håber og tror, at der nu vil komme en helt grundlæggende debat om demokratiets vilkår, hvordan man bekæmper konspirationsteorier. Hvordan man i højere grad bygger bro over midten frem for at polarisere.
Det er i den forbindelse bekymrende, at Obama i sin biografi fortæller, hvordan han måtte erkende, at polariseringen og konfrontationerne i højere grad mobiliserede vælgere end den brobygning, han forsøgte at stå for.
Terror fra de radikaliserede?
Gårsdagens begivenheder udstillede også demonstranternes afmagt. Det er let nok at storme et parlament. Det er sket i en række lande, men hvad så? Man kan tage billeder af demonstranter i fjollede hatte, men festlighederne slutter altid hurtigt og uden at demonstranterne har opnået noget.
Problemerne i det amerikanske samfund er der stadig. De forsvinder ikke med Trump
Spørgsmålet er så, hvordan den mest radikaliserede del af disse grupper reagerer? Bliver de endnu mere antidemokratiske og begynder at indlede en væbnet kamp med terrorangreb, bombninger og så videre? Det er den store fare på længere sigt.
Og alle problemerne i det amerikanske samfund er der stadig. De forsvinder ikke med Trump.
Mit håb er, at stormen på Kongressen baner vej for en ny vilje til at gøre noget ved dem. Men Trump vil formodentlig også fortsætte med at tweete løs – dog nu fra en privat profil med færre følgere og med en kraftig overvågning fra Twitters side.
LÆS ALLE BJARKE LARSENS ARTIKLER HER
Topillustration: Demonstranterne mødtes for at høre Donald Trump tale før de gik mod Kongressen, Capitol Hill. Foto: Danielle Blumenthal/Flickr.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.