KLUMME – Mandeklynk. Panikalder. Midtvejskrise. Mamil (midaldrende mand i lycra) … Ærlig talt synes jeg, at de cirka 50-årige mænd får ufortjent mange bank for at tage deres liv og drømme op til revision. Tværtimod burde det aftvinge respekt at standse op midt i livet, reflektere over det hele og gøre noget ved det, hvis man ikke er tilfreds.
For et års tid siden var jeg ude at spise med en af mine gode venner. Vi er jævnaldrende – altså lige på den anden side af 50 – og vi har kendt hinanden i mange år.
Han var ikke ubetinget glad, selv om han har verdens dejligste kone og ditto børn, skønt hus og en aldeles glimrende økonomi og karriere.
“Sagen er, at vi har knoklet, siden vi var unge. Vi arbejdede for at få råd til at rejse jorden rundt og tage på eventyr sammen og opleve det hele. Og nu har vi økonomien til det, og børnene er store og kan klare sig selv – men vi gør det jo ikke alligevel. Alt det vi drømte om … vi knokler bare videre. Hun synes, det hele er fint nok, som det er,” sagde han, lidt trist.
Det havde været let at antyde noget ‘First World Problem’ her. Men jeg har set og hørt det samme hos andre af mine mandlige venner: Et eller andet sted mellem 45 og 55 stopper de op – og bliver kede af, at ‘det bare var det’. Hvor blev drømmene af? Og ungdommens energi? Lysten til at udrette, til at være skør, til at opleve?
Er det i grunden retfærdigt? Hvor mange kvinder går ikke fra et parforhold, fordi de ikke længere føler sig begæret og set? Og hvorfor skal vi ikke, her cirka midt i livet, have lov at stoppe op og sige ‘hov, det her er da vist ikke det, jeg drømte om.’ Er det klynk?
Midtvejskrise eller panikalder kalder vi det. Når vi ser en flok erotisk buttede mænd i stramt og neonfarvet tætsiddende tøj på cykler, taler vi hånligt om mamils, midaldrende mænd i lycra. Og dameblade kan underholde med ‘otte tegn på at din mand har en midtvejskrise’, hvor indkøb af motorcykel altid er første skridt.
Parterapeut Martin Østergaard skrev i Berlingske noget om, at mænd over 50 savnede at blive begæret af deres kvinder, og straks skrev en af mine (mandlige) venner følgende svada: “Fuck, jeg er så træt af mandeklynk. Hvis mænd over 50 savner at blive begæret, anerkendt, respekteret, nusset eller konstant få rost deres pik, skulle de frem for at jamre sig over kvinder eller føle sig truet som køn, begynde at læse bøger om livets dybere mening.”
Men er det i grunden retfærdigt? Hvor mange kvinder går ikke fra et parforhold, fordi de ikke længere føler sig begæret og set? Og hvorfor skal vi ikke, her cirka midt i livet, have lov at stoppe op og sige ‘hov, det her er da vist ikke det, jeg drømte om.’ Er det klynk?
Det sku’ vær’ så godt …
Jeg synes, at midtvejskrisen er et sundhedstegn, fordi den rummer kimen til forandring. Den er ikke let, hverken for det menneske, som er i den, eller for familie og omgivelser. Men det er da fantastisk, at vi ikke bare affinder os med, at ‘det var så det’, men ser vores dødelighed i øjnene og beslutter at gøre livet sjovere og bedre herfra. At forsøge at gøre nogle af drømmene til virkelighed, hvis vi stadig drømmer dem og har mulighed for det.
Mange mænd savner derimod noget. Måske er de hurtigere til at se kontrasten mellem det levede liv og drømmene, måske tynger alderen dem mere
En af de tristeste sange, jeg kender, er ‘sangen om Larsen’ fra Kjeld Abells banebrydende teaterstykke ‘Melodien, der blev væk’ fra 1935. Sangen er skrevet af Sven Møller Kristensen, og i sangen er der virkelig en mand, som har mistet sine drømme og sin tro på livet. “Det sku’ vær’ så godt, og så’ det faktisk skidt” er omkvædet på sangen, som fik slagerstatus.
Sidste linje er: ‘Og sådan går det for alle de Larsen’er, som man aldrig ka’ få til at vågne op’. Nuvel, Kjeld Abell havde helt sikkert en mere samfundskritisk vinkel på den sag, og det vil da være skønt, hvis en midtvejskrise også kan give anledning til at tænke over, hvordan man kan bidrage til at gøre samfundet bedre og gøre noget for andre.
Men for mig at se er det ikke noget dårligt første skridt at vågne op og erkende, at det faktisk er skidt og ønske at gøre noget ved det, mens tid er.
24 igen? Ellers tak
Er det anderledes for mænd end for kvinder? Måske. Mens kvinders overgangsalder er grundigt videnskabeligt undersøgt (hvad der ikke forhindrer den i at være omgærdet med myter, men det er en anden historie), er videnskaben ikke enig om mandens midtvejskrise som biologisk fænomen og heller ikke som psykologisk.
I den offentlige debat er den derimod nærmest et fastslået faktum, og som sagt genkender jeg også tvivlen og tristheden blandt flere jævnaldrende, mandlige venner, og at den giver sig udtryk på en anden måde, end hos de fleste af mine kvindelige venner. En anden mand, jeg spiste med for ikke så lang tid siden, og som var på første del af en længere pilgrimsrejse (“jeg trænger til at tænke over, hvad jeg vil”) spurgte ud i det blå: “Kunne du tænke dig at være 24 år igen?”
Mit umiddelbare svar: “Ellers tak. Gud fri og frels os vel”.
Alle kriser er smertelige. Nogle af dem er frugtbare, men de kan blive til begyndelsen på et bedre liv. Det er svært. Det kræver opbakning, og nogle har ikke muligheden for at ændre så meget, som de gerne ville; vi er alle underlagt forskellige livsbetingelser
Vennen grinede. Han havde stillet det spørgsmål til ganske mange både mænd og kvinder, og mønstret var det samme. Kvinderne slog syv kors for sig, mændene så længselsfuldt frem for sig og sagde “ja … altså i hvert fald for en weekend”.
Måske ventede vi os som kvinder af min generation ikke så meget af livet, måske var vi pressede på så mange områder og altid usikre på, hvornår vi gjorde det rigtigt, og nyder nu som ældre en større selvsikkerhed, måske har vi det bare generelt godt med, at vi med alderen er blevet bedre til at sige ‘pyt’.
Forskellige forventninger?
Mange mænd savner derimod noget. Måske er de hurtigere til at se kontrasten mellem det levede liv og drømmene, måske tynger alderen dem mere. Måske er det ikke en egentlig kønsting, men i højere grad resultatet af en kultur hvor den ene halvdel af befolkningen er blevet fodret med andre og større forventninger om, hvad livet skulle bringe dem end den anden, og derfor skuffes.
Men der er intet galt i høje forventninger. Og der er intet galt i at gøre status halvvejs og kæmpe for at ændre et liv, som ikke længere gør glad. Uanset køn. Trods alt vil mange flere af os heldigvis leve både fire og fem årtier på den anden side af 50 år.
Måske er idealet et sted mellem den totale accept af tingenes tilstand og trangen til at gøre oprør, købe en motorcykel eller blive tatoveret, headbange med de unge, kaste sig over yngre kvinder og drøne deruda’ i overhalingsbanen. Måske har de noget at lære af hinanden, de, der accepterer, og de, der gør oprør.
Det fortjener i hvert fald ikke hån og latterliggørelse at se sit liv i øjnene og beslutte at ændre det, hvis man er ked af det. Heller ikke selv om den første spæde begyndelse er … well, at begynde at køre på motorcykel
For selvfølgelig kan oprørstrangen dække over en dødsangst og en manglende erkendelse af, at kroppen jo nu engang ældes, og at man er nødt til at gå på kompromis med mangt og meget i løbet af et liv, og at nogle drømme var ungdommelige fantasterier, at nogle forventninger var urealistiske.
Men den totale accept kan også dække over en magelighed, en manglende vilje til at gøre noget ved en nagende utilfredshed, fordi det vil kræve forandringer og mod og nogle gange virkelig ubehagelige beslutninger.
Hvem er i grunden mest ynkværdig:
Mennesket, der ser i øjnene, at han eller hun ikke er glad og ønsker sig så meget mere i livet, og som så forsøger at gøre noget ved det?
Eller er det det menneske, som resignerer, og indstiller sig på årtier med en konstant murren af, at det kunne have været bedre, burde have været bedre?
Alle kriser er smertelige. Nogle af dem er frugtbare, men de kan blive til begyndelsen på et bedre liv. Det er svært. Det kræver opbakning, og nogle har ikke muligheden for at ændre så meget, som de gerne ville; vi er alle underlagt forskellige livsbetingelser.
Men det fortjener i hvert fald ikke hån og latterliggørelse at se sit liv i øjnene og beslutte at ændre det, hvis man er ked af det. Heller ikke selv om den første spæde begyndelse er … well, at begynde at køre på motorcykel.
LÆS FLERE ARTIKLER AF SUSANNE SAYERS HER
Topfoto: Motorcyklen har siden 50’erne – og udødeliggjort af blandt andre Marlon Brando i filmen ‘Vild ungdom’ – været symbolet på frihed. I dag er den også blevet et symbol på mænds midtvejskrise og længslen efter ungdommens ubekymrethed. Foto: Boyd Norton, Wikimedia Commons, 1972.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
