GEORGE HARRISON // POVCAST – Den 25. februar 2023 ville George Harrison være fyldt 80 år. Selvom det er lidt mere end 21 år siden, The Beatles guitaristen døde, og hans aske for længst er strøet ud over de hellige floder Ganges og Jamuna, virker det nogle gange som om, han og de tre andre stadig er lige så fab som for 50-60 år siden. I denne POVcast hylder Jan Eriksen og foredragsholder, musiker og forfatter Per Vium George Harrisons rolle som medlem af The Beatles.
Det er fjerde gang, Per Vium gæster POV Mediano Music for tale om John, Paul, George og Ringo – men denne gang er det altså George – og de andre. Det handler om George Harrisons rolle i The Beatles, hvor han kom til at fylde mere og mere, og det handler om hans karakteristiske, økonomiske spil på sin Rickenbacker og de andre guitarer, hvor han altid spillede for sangen fremfor sit eget ego.
Kulminerende med soloen i “Something”, som Jimmy Page fra Led Zeppelin – af alle – har kaldt “den perfekte solo”.
I den første del af Beatles-historien måtte Harrison kæmpe for at få sine kompositioner med på pladerne, men efterhånden mødte han stigende respekt fra Lennon, McCartney og producer George Martin – selvom han aldrig helt 100 pct. blev respekteret som ligeværdig. Selvom han leverede to af de mest kendte numre til Abbey Road, “Here Comes the Sun” og “Something”.
“Fra og med Help! -albummet er George blevet en accepteret del af sangskriverteamet. Ikke på højde med de andre, men på Help! har han to sange, “I Need You” og “You Like Me Too Much”. Ud af 14. På det næste, Rubber Soul, har han to ud af 14. På Revolver har han tre sange. Lige pludselig har han en status, han ikke tidligere har haft,” siger Per Wium i POVcasten.
George Harrisons bidrag til Beatles
Det handler også om George Harrisons påvirkning af The Beatles. En påvirkning, der efter Sgt. Pepper ikke bare var begrænset til studiet på Abbey Road, men også kom til at omfatte rockmusikken som sådan.
F.eks. med “Within You Without You”, der åbner side 2 på Sgt. Peppers Hearts Club Band, hvor Harrison på flere niveauer ikke bare musikalsk men også åndeligt tilfører Beatles og bevægelsen, der dominerede musikscenen i 1967/68, et nyt perspektiv.
Han var den mørke, spirituelle beatle, der bragte inspirationen fra østerlandsk filosofi ind i den vestlige ungdomskultur.
“Der er de to meget ekstroverte, John og Paul, og to mere introverte. Der skal George finde sin plads på en eller anden måde. Og derfor kan jeg ikke lade være med at spørge: Matcher de kvalitetsmæssigt John og Pauls kompositioner?” Hør svaret i podcasten.
Det handler også om Peter Jacksons meget omtalte og roste film The Beatles: Get Back, der havde premiere i 2021, og som Per Wium mener er særdeles unfair overfor George Harrison.
“Jeg ved godt, jeg er alene med den. Jeg synes ikke Peter Jackson, instruktøren, har gjort det særlig godt, jeg synes han er faldet fuldstændig i ved at fokusere på de to ekstroverte. Det er jo John og Paul. Ud fra et harrisonsk synspunkt er den film ikke særlig god,” siger Per Wium bl.a.
Hør POVcasten her:
Playlist:
Do You Want To Know a Secret
Don’t Bother Me
I Need You
Think For Yourself
Taxman
I Want To Tell You
Within You Without You
While My Guitar Gently Weeps
Something
I Me Mine
All Things Must Pass
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her