CHATGPT // KOMMENTAR – Når vi begynder at reflektere over, hvad forskellen er på AI og mennesker, er vi måske på rette vej. Og i hvert fald på vej et bedre sted hen, end vi har været i de årtier, der er gået forud i en hovedløs digitalisering, skriver Lykke Møller Kristensen og opfordrer til at omfavne ChatGPT med den viden, vi allerede har.
Vi bliver halvblinde af de skærme, men bliver vi også dumme?
Det er ikke et retorisk spørgsmål, og det er ikke kun kreative mennesker som den amerikanske kunstner, Nick Cave, der er kritiske over for brugen af ChatGPT’s kunstige intelligens. Efter han fik kendskab til et forsøg, hvor botten var blevet bedt om at skabe sangtekster i hans kunstneriske stil, kaldte han teknologien ”en grotesk hån mod det at være menneske”.
Botten ses selvfølgelig af mange som en trussel mod kreative fag, der har tekster som omdrejningspunkt. Ligesom tjenesten Dall-E 2, der på få sekunder laver original digital billedkunst på baggrund af en enkel instruks, bliver det, og ligesom vi allerede har set, hvordan digitaliseringen påviseligt har påvirket produktionsmedarbejderes levebrød igennem flere årtier.
Nu bevæger teknologien sig ikke kun ind i vores hjerter som udfordring til kunsten, men også ind i vores hjerner. I Danmark handler debatten om AI p.t. mest om muligheden for snyd på uddannelsesinstitutionerne.
En udvikling, som DPO-professor Jeppe Bundsgaard ikke ser store problemer i, snarere muligheder: Han kalder ChatGPT for ”mindblowing”.
Han understreger, at det ikke er ChatGPT i sig selv, der er udfordringen, men derimod vores tilgang til brugen af den. Med årtiers erfaring med udviklingen er det da også påfaldende, at vi ikke er mere forberedte på den ny teknologis udfordringer, end vi er.
Dummere og mindre dannede?
Rektor for Borupgård Gymnasium, Thomas Jørgensen, fremfører i en artikel om ChatGPT i nærværende medie, at kunstig intelligens (AI) og redskaber som ChatGPT kræver, at selve begrebet om ”læring” genovervejes.
For ”læring” og ”videreformidling af information” er væsensforskellige processer. I sit indlæg indrammer rektor Jørgensen den dybde, det arbejde og den fortolkning, som vi endnu ikke er påbegyndt en proces omkring, hvilket bringer mig videre til min egen skepsis.
For ja, jeg opfatter mig selv som en af skeptikerne – men dog ikke over for selve botten. Næh, min skepsis handler langt mindre om teknik, end den handler om mennesker.
Og mere specifikt de mennesker, som har været prisgivet en form for gåsegang hen imod en udvikling, der, som årene er gået, snarere har afviklet et rum for væsentlige spørgsmål. Den afvikling peger formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening Tomas Kepler også på i et indlæg i gymnasielærernes fagblad, Gymnasieskolen.
Hans spørgsmål er relevant: Bliver man alment dannet, hvis man overlader arbejdet til en robot – i dette tilfælde ChatGPT i forbindelse med den verserende debat om snyd på uddannelsesinstitutioner?
For mig er ChatGPT blot et redskab. En udvidet version af Google, der kan skrive fine tekster, baseret på de mange tusinde andre fine tekster, der efterhånden er indlæst som data
For mens det er blevet almindeligt anerkendt, at vi bliver halvblinde af vores konstante og voksende brug af skærme indenfor, er spørgsmålet, om vi også bliver dummere af den digitale udvikling? Man er efterladt på perronen, og toget er for længst kørt gennem tunnelen med ekkoet af ”digitaliseringen skærper vores hjerner” og ”det handler om at følge med, for det går så stærkt!”
Men jeg stiller netop derfor og ikke desto mindre et større spørgsmålstegn ved vores tilgang til ny teknologi, der skal afhjælpe os tænkende, og som over tid optræder som vores alter ego, end jeg stiller spørgsmål ved selve ChatGPT.
For mig er ChatGPT blot et redskab. En udvidet version af Google, der kan skrive fine tekster, baseret på de mange tusinde andre fine tekster, der efterhånden er indlæst som data. Og så kan den hjælpe med at forklare min datter metoder til matematisk udregning mindst lige så godt, som de gode kilder, hun og hendes kammerater igennem tiden har brugt YouTube til.
Men botten kan ikke erstatte noget relationelt, ligesom den kun svarer på det, jeg spørger om, og ikke reflekterer eller udsætter mig for irriterende omveje, rundkørsler eller sideveje, som den tyske neuroforsker, Manfred Spitzer peger på nødvendigheden af i bogen Digital Demens fra 2018.
Under et foredrag på Christiansborg i 2018 beskrev han, hvordan det at shoppe ind og ud af videnbidder (som Google og nu ChatGPT tilbyder) sløver hjernen og igangsætter det, han kalder digital demens – modsat det have en grundlæggende viden, som holder hjernen skarp og initierer kreativitet.
Spørgsmålet, som det giver mening at stille, er med andre ord, om vi er på vej til at blive vi både halvblinde og digitalt demente?
Vi må ikke svigte de unge
Den perfekte afledning af den samtale er i virkeligheden debatten om elevers snyd ved hjælp af ChatGPT. For er de unge på universiteterne i forvejen ikke digitalt opdraget til snyd, hvis vi tolker det som ”at snyde”, hvis de anvender de digitale redskaber, de er vokset op med, og som har været præmissen for deres liv på tværs af livsroller, fordi vi ikke engang overvejede at forberede eller evaluere løbende?
De unge er faktisk videbegærlige og kritiske, og de vil mere end Meta og ChatGPT, men de vil til enhver tid anvende de redskaber, vi voksne og samfundet stiller til rådighed
De unge årgange, der, siden de var små og følelsesmæssigt umodne, har ladet sig opdrage digitalt og været eksperimenter for digitale læringsformer, som endnu ikke er bevist, virker efter hensigten.
De elever, der for ti år siden ikke lærte håndskrift med det udgangspunkt, at ’alt jo alligevel bliver digitalt’. Det er eleven, som har lært i skolen og gymnasiet, at viden altid kan findes på Google – dog måske i det mindste ikke udelukkende på Wikipedia.
Det er den samme elev, der først fik fortalt, at de skulle lære matematik ved blot at indtaste tallene digitalt i systemet, og som nu udskammes med tilråbet om, at ”de unge bliver dårligere til matematik”. Her er der tale om en nærmest lineær historik.
Det er også de elever, som har lært det meste digitalt, selv om de har søgt det fysiske i form af bøger på stort set alle landets biblioteker og foretrækker papir. Og selvom deres forkærlighed bakkes op af flere års forskning i digital versus fysisk læring, som siger, at vi husker bedre, når vi læser noget på papir.
De unge er faktisk videbegærlige og kritiske, og de vil mere end Meta og ChatGPT, men de vil til enhver tid anvende de redskaber, vi voksne og samfundet stiller til rådighed.
At kunne stille de rette spørgsmål
Det er en banal sandhed, og derfor har det undret mig, at digitaliseringsbegejstringen på ingen måde har fordret eller igangsat en langt bedre forberedelse, for så hurtigt går det altså heller ikke. Vi har over tyve års erfaring med den personaliserede digitalisering – alligevel debatterer vi ”unges snyd” frem for noget mere essentielt, nemlig forberedelsen, de kommunikative og processuelle tanker, formen og metoden.
Det undrer mig, fordi teknologi aldrig alene gør en forskel.
I mit daglige arbejde som facilitator og foredragsholder om meningsfuld digitalisering anvender jeg ofte begrebet ”reaktionære Grethe.” Hun er typen, der altid er modvillig over for nye systemer og digitale rutiner. Hun stiller tusinde spørgsmål og finder oftere fejl end fordele ved systemerne, og IT-afdelingen elsker at hade hende. Hendes pointer er ofte parkeret i begrebet, og hun bliver ikke for alvor taget alvorligt. For inden hendes kritikpunkter bliver set, er der et nyt og – må man forstå – bedre system på vej.
Se på vores samfund, se på alle de steder, hvor digitaliseringen fylder mest … Der er et missing link i udrulningen, som er andet og langt mere end det fortærskede ”brugervenlighed”.
Igennem årene har jeg lært at favne Grethe og forstå hende. Ligesom jeg har lært, at hun ofte sidder på guldet. Alene med hendes indgangsbemærkning: ”Hvorfor skal vi det?” bliver hendes kolleger og IT-afdelingen skarpere. Ikke kun, når det gælder selve meningen med digitaliseringen, men også skarpere, når opgaven, der skal løses, er, hvordan man til- og udbygger de rette elementer i en digital løsning. Det er nemlig elementer, der er helt essentielle, og som handler om mennesker og ikke bare teknologi.
For i halen på ”hvorfor” kommer ”hvordan.” Hvis man vælger systemet blot for at spare penge (også kaldet ’optimeringsfrasen’), er det ikke længere tilstrækkeligt.
For teknologien i sig selv løser intet uden mennesker. Se på vores samfund, se på alle de steder, hvor digitaliseringen fylder mest: skoler, sundhed og omsorg, borgerhåndtering, ja sågar MitID og Rejsekort. Der er et missing link i udrulningen, som er andet og langt mere end det fortærskede ”brugervenlighed”.
Det handler om refleksion og om at kunne nuancere denne kompleksitet – og det kunne være en af de afgørende forskelle på AI og mennesker. At kunne stille de rette spørgsmål.
Omvendt er der også gode takter i tiden. Når vi begynder at reflektere over, hvad forskellen er på AI og mennesker, er vi måske på rette vej. Og i hvert fald på vej et bedre sted hen, end vi har været i de årtier, der er gået forud i en hovedløs digitalisering. I den kontekst faldt ChatGPT måske alligevel på et tørt sted.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
