NYHED – I 2020 var Christina – mor til to piger, hvis billeder var blevet delt på et russisk fotosite blandt pædofile – ved at blive afvist af politiet. En ny lovgivning er på vej, der kan ændre på det, skriver Karina Muriel Mimoun.
I marts 2020 arbejdede jeg på en artikel om en dansk mand, der havde stjålet billeder af danske børn fra forældrenes sociale medier og delt dem i en kontekst blandt pædofile på et russisk fotosite. Den artikel kan du læse HER.
Den danske mand havde på det russiske fotosite delt 1.111 billeder af over 500 forskellige danske børn.
Jeg fandt dengang frem til flere af familierne, hvis børnebilleder var blevet delt og seksualiseret på sitet. Kun en enkelt mor, jeg valgte dengang at kalde hende Christina, anmeldte det til politiet.
I forbindelse med min artikel henvendte jeg mig til politiet for at få et citat til min artikel. Politimyndigheden svarede mig, at man skal kun anmelde den slags, hvis der er tale om ulovlig deling af nøgenbilleder og/eller pornografisk materiale.
Det svar rettede politiet dog hurtigt, efter at Christina havde anmeldt sagen, og jeg fik nu en tilføjelse til det første citat med ordene: ”og/eller hvis billederne er tilvejebragt ved hacking eller via andre strafbare forhold”.
For efter en nøje gennemgang af de billeder, jeg havde fundet på det russisk fotosite, fandt Christina frem til, at der var flere af billederne, som hun og hendes familie aldrig havde delt på nettet. Manden måtte have tilgået hendes billeder på anden vis.
Det var årsagen til, at politiet nu valgte at gå ind i den sag, der ellers havde hørt til under Datatilsynet og i teorien kun ville kunne give manden en bøde, hvis datatilsynet overhovedet ville have brugt tid på det.
For at gøre en lang historie kort fandt politiet fandt frem til manden. 10 måneder efter min artikel udkom, ransagede de hans digitale enheder, herunder hans mobil og computere, og fandt overgrebsbilleder af børn, som politiet klassificerer efter kategorierne 1, 2 eller 3. De fandt materiale i alle tre kategorier på mandens digitale enheder, altså også i kategori 3, der er af den virkelig grove slags.
Det tog dog politiet fire år, fra jeg skrev artiklen, og Christina politianmeldte, til manden kom for retten. Det, selvom jeg ved, at de fra starten havde hans ip-adresse og port: Den havde min digitale efterforsker, som hjalp mig med med artiklen, nemlig valgt at udlevere til politiet.
Retssagen
Den 24. marts 2024 sad jeg i retten i Næstved, da den 31-årige mand fik fire måneders ubetinget fængsel for overgrebsbillederne af børn.
Som dommeren påpegede, var billederne af den meget grove slags.
Den del, der omhandlede deling af billeder af Christinas to døtre, fra de var helt små, til de blev 17 år, og som viste dem i badetøj, små kjoler og nattøj, og som blev seksualiseret af de pædofile på fotositet, fik manden en bøde på kr. 30.000 for at bruge. Dommeren eftergav dog denne bod på grund af sagens lange behandlingstid. Du kan læse min artikel om retssagen HER.
De 498 andre danske børn, som manden havde delt blandt de pædofile på det russiske site, blev ikke nævnt i anklageskriftet eller retten. Det var, som om det aldrig var sket.
Ny lovgivning på vej
I dag har jeg modtaget en mail fra Red Barnet, der har arbejdet for at få skærpet lovgivningen i forhold til blandt andet at seksualisere børn på nettet. Og det ser ud til at lykkes, for nu har Justitsministeriet meldt ud, at de med en række nye initiativer vil styrke indsatsen mod seksuelt krænkende materiale med børn.
Helt præcist står der, at de ønsker at tydeliggøre kriminalisering af billeder m.v. af børn sat i en seksualiserende kontekst. Initiativerne kræver en lovændring, som de håber kan træde i kraft i juni 2025.
Justitsminister Peter Hummelgaard udtaler:
”Jeg kan ikke gentage nok, hvor afskyelig og modbydelig en forbrydelse seksuelle overgreb mod børn er. Derfor er jeg glad for, at vi i samarbejde med Red Barnet nu kan præsentere flere initiativer i kampen mod seksuelt krænkende materiale med børn. Vi styrker også politiets arbejde, så endnu flere bagmænd kan blive stillet til regnskab for deres ækle forbrydelser. Børn skal være børn, og de skal aldrig seksualiseres eller udsættes for krænkelser og overgreb.”
Den forhåbentligt snart skærpede lovgivning passer dog ikke på dine børn. Det er alene dit ansvar. Så pas på med, hvad du deler på de sociale medier
Det bør i teorien betyde, at politiet fremadrettet bør tage imod anmeldelser som Christinas og ikke bare sende anmelderne videre til datatilsynet. Det vil også betyde, at politiet bør efterforske disse sager.
Vi kan håbe på, at det også betyder, at de vil prioritere dem, så det ikke tager fire år, før en sag, der allerede er efterforsket tre år før, kommer for retten, og bøder derved bliver eftergivet.
Med Red Barnets arbejde og Justitsministeriets udmelding er vi på rette vej for at beskytte børn på nettet.
Jeg har i dag sendt en mail til Christina, der anmeldte manden til politiet, for at gøre hende opmærksom på, at der nu er en lovændring på vej.
Hun var som nævnt den eneste af alle de familier, jeg kontaktede, der valgte at bruge tid på at anmelde. Flere af de andre familier mente, at det var, hvad man kunne forvente på nettet.
Alene på grund af Christinas indsats fandt politiet frem til manden, der havde overgrebsbilleder af børn af den meget grove slags.
Hun burde have fået en medalje for sin indsats og ihærdighed.
Men den forhåbentligt snart skærpede lovgivning passer dog ikke på dine børn. Det er alene dit ansvar. Så pas på med, hvad du deler på de sociale medier, og hvem du deler det med, så dine børn ikke bliver seksualiseret på udenlandske sites af pædofile, som politiet måske ikke kan tilgå eller lukke ned.
Du er alene ansvarlig for dine børns digitale fodspor, der ikke bør ende hos en pædofil.
Artiklen er bragt i samarbejde med Karina Muriel Mimouns website digitalreportage.dk.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her