Frederik Bojer Bové: Morderen er én selv

Frederik Bojer Bové 05.06.2020

FILM // KLUMME – Frederik Bojer Bové drager paralleler og søger sammenhænge og forståelse for Raoul Pecks nye film I Am Not Your Negro. Det er som at opdage, der er en morder til stede – og på samme tid, at morderen er en selv. Tankerne fører ham forbi James Baldwin og Ta-Nehisi Coates.

I bogudgaven, der fulgte med Raoul Pecks nye film I Am Not Your Negro, forklarer filmens klipper Alexandra Strauss om arbejdet med at omforme tekster af James Baldwin til film:

How can one translate written words into this form in a way that remains coherent and comprehensible? While reading a book, you can pause to take a second look. While watching a film, you can’t. The perception of time is different, and the juxtaposition of images, sounds, and concepts has to be clear in the first viewing.

Hvis det var målet med I Am Not Your Negro, så har filmen slået fejl. Jeg fik så langt fra det hele med ved første kig, og efter hvad jeg kan forstå på mine medanmeldere, så har det været et problem hos mange. Men jeg er heller ikke sikker på jeg anerkender præmissen.

Et eksempel:

Jeg huskede godt, at mordet på Medgar Evers blev beskrevet. Evers var en borgerrettighedskæmper, der blev skudt ned i 1963, og sammen med Malcolm X (myrdet ’65) og Martin Luther King (myrdet ’68) er han en af hovedpersonerne i James Baldwins ufærdige manuskript Remember This House. Jeg huskede især scenen, fordi man hører Bob Dylans Only a Pawn In The Game, skrevet om mordet, og jeg huskede beskrivelsen af, at Evers udtalte ordet ‘road’ forkert. Men her er hele beskrivelsen:

I just remembered his face, a bright, blunt, handsome face, and his weariness, which he wore like his skin, and the way he said ro-aad for road, and his telling me how the tatters of clothes from a lynched body hung, flapping, in the tree for days, and how he had to pass that tree every day.

Det er anden halvdel, havde jeg ‘glemt’. Men glemte jeg det, eller fortrængte jeg det? Det forfærdende billede af en lynchet sort mand, og den lille dreng der er tvunget til at gå forbi det. Nej, jo mere jeg tænker over det, jo mere er jeg overbevist om, at min hjerne rensede scenen, fjernede det gruopvækkende billede, og reducerede den til Bob Dylan og en joke om udtale.

Der er gruopvækkende momenter i I Am Not Your Negro, som satte sig med det samme, som f.eks. den forfærdende lyd, da Robert Kennedy fortæller en forsamling, at Martin Luther King er blevet skudt; som at opdage der er en morder til stede – og på samme tid, at morderen er en selv. Men generelt tror jeg, emnet er for komplekst, og for ubehageligt til at kapere i en køre. Det kræver konstante gentagelser. Så hvor I Am Not Your Negro til tider lider lidt under ambitionen om at fortælle det hele på én gang, så er den stadig essentiel. Den er endnu en gentagelse af Baldwins argument, som åbenbart skal gen-fremsættes kontinuerligt.

Baldwin

James Baldwin blev født i 1924 og døde i 1987. Han var ældre end samtlige de tre myrdede mænd, han skriver om, en pointe han også selv skammer sig over. I stedet for at kæmpe rejste han til Frankrig, hvorfra han var fri til at bære vidnesbyrd. Som han skriver: “In America, I was free only in battle, never free to rest—and he who finds no way to rest cannot long survive the battle…”

Hans debutroman, Go Tell It On the Mountain, udkom i 1953, og i 1963, samme år som Evers blev myrdet, udgav han The Fire Next Time. Den essayistiske blanding af selvbiografi og politisk kommentar var en kæmpe inspiration til Ta-Nehisi Coates, hvis Between the World and Me har taget sit navn fra Baldwins bog, og i lange passager gentager argumenterne i en opdateret form. Remember This House lader til at være tænkt i samme facon, og gentager på samme måde en del af de samme argumenter.

Friheden

Er det da ikke overflødigt? Til en hvis grad kan jeg godt forstå, hvorfor Baldwin aldrig færdiggjorde Remember This House, jeg har en smule svært ved at finde den røde tråd i teksten, og hvorfor fortællingen om de tre myrdede mænd er nødvendig. Heller ikke i bogform er det helt klart – den er inddelt i seks kapitler med titler som Heroes og Witness. Centralt er en skyldfølelse – hvad man måske på engelsk ville kalde for survivors guilt – som den ældre Baldwin føler over for alle de unge mennesker, der døde i tresserne ; han nævner også Lorraine Hansberry, forfatteren bag A Raisin in the Sun, der døde i 65, blot 34 år gammel – mens han selv levede videre, det meste af tiden i Frankrig.

Han strides med sit eget valg om at være ‘vidne’, der tillod ham selv at være ren og relativt ikke-involveret, mens alle andre dels satte livet på spil, dels var tvunget til at gå på kompromis. Han nævner grundene til, han aldrig var med i Nation of Islam eller de Sorte Pantere, og hvorfor han ikke var med i NAACP. Han nævner det ansvar, han ikke tog, for liv, for penge, for beslutninger, og hvordan det gik ud over hans selvopfattelse. Men at han var nødt til at kunne bære vidnesbyrd så frit som muligt.

Det er det, som ligger bag titlen, I Am Not Your Negro – sætningen optræder ikke direkte i filmen, der bruger en anden term, der også starter med N, og som havde været en del mere provokerende. Det er ikke blot det, at han ikke er til for de hvide, men også at han er nødt til at være til for sig selv, før han kan være til for de sorte.

Det er nogle af Baldwin’s stærkeste passager, når han i både The Fire Next Time og Remember This House beskæftiger sig med diskussionerne sorte imellem. Som han siger i Dick Cavett Show:

“There is nothing in the evidence offered by the book of the American republic which allows me really to argue with the cat who says to me: “They needed us to pick the cotton and now they don’t need us anymore. Now they don’t need us, they’re going to kill us all off. Just like they did the Indians.”

Hvorefter filmen klipper til et citat fra H Rap Brown, de Sorte Panteres ‘justitsminister’: Violence is a part of American culture. It’s as American is cherry pie.

Gentagelserne

Det er måske også, fordi han var så fri, at hans tanker tåler at blive gentaget så meget, at de klinger så kraftfuldt henover tid. Ta-Nehisi Coates skrev noget af det samme i Between the World and Me:

But you cannot arrange your life around them and the small chance of the Dreamers coming into consciousness. Our moment is too brief. Our bodies are too precious. And you are here now, and you must live – and there is so much to live for, not just in someone else’s country, but in your own home.

Det er det centrale argument hos både Baldwin og Coates, at 1) dem, der tror, de er hvide, ødelægger ikke blot sortes liv – men også sig selv og hele resten af verden (Coates bruger udtrykket ‘dem, der tror de er hvide’ til at indikere, det også kan gælde sorte), og 2) at det ikke er så slemt endda, for hvis livet er kort og hårdt, er det stadigvæk smukt.

Af en eller anden grund er det den pointe, der skal gentages igen og igen efter min erfaring. Konstant og hele tiden kaldes de to forfattere for ‘pessimister’ og deres bøger for ‘jeremiader’. Og ja, både The Fire Next Time og Between the World and Me ender med at forudsige en global apokalypse (henholdsvis atomkrig og klima-katastrofal syndflod), men begge forfattere insisterer på at de er optimister.

De skriver, at det sorte liv alligevel, på trods af alt, er fantastisk, så man bør lægge sin energi deri i stedet for at forsøge at få racister til at indse, at de tager fejl. For at sætte det på spidsen, så siger de, at sorte liv er for værdifulde til at satse dem på hvides omvendelse. Hvor pessimistisk, man opfatter den idé, er sådan set omvendt proportionel til den værdi, man tillægger sorte menneskers liv.

Et samfund organiseret via white supremacy er i sin simpleste forstand et samfund organiseret omkring det princip, at hvide liv er mere værd end andre. Det var eksplicit lov i USA indtil Borgerkrigen, og alle kan nok blive enige om, at det også implicit var lov i Sydstaterne indtil Borgerrettighedsbevægelsen. Og når man ser på den negative reaktion, der kommer af blot at sige Black Lives Matter, og når man fornemmer, hvor svært dele af befolkningen i USA har ved at forstå et argument funderet i sorte menneskers værdi, så er det svært at komme uden om den tanke, at white supremacy lever lige så meget den dag i dag.

Netop derfor skal argumentet gentages igen og igen og igen. Måske fiser den ind hos nogen, måske gør det ikke. Idéen om at I Am Not Your Negro vil blive forstået af alle, blot ved at blive set én gang, tror jeg ikke et øjeblik på.

Men måske får den nogen til at gribe fat i Baldwins bøger – jeg slugte The Fire Next Time samme eftermiddag, som jeg havde set filmen; den er ikke så lang – og måske får den nogle til at gentage det, han siger, og måske får den dermed folk til at forstå Ta-Nehisi Coates, der har en ny bog med essays på vej, hvori han gentager sine pointer igen og igen, og bliver misforstået af medierne på præcis samme måde hver eneste gang. Måske.

Man kan ikke andet end at anbefale, at folk går ind og ser den her vitale film. Mere end én gang.

Artiklen blev første gang publiceret på POV 30. september 2017.

I Am Not Your Negro
Premiere: 28.09.17

Fotocredit: Øst For Paradis

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.