La dolce vita

Mellem fristelse og fortabelse – 60 år med ‘La Dolce Vita’

i Kultur/Film af
FILM // JUBILÆUM – La Dolce Vita nyder 60 år efter premieren stadig status som et af de vigtigste værker i europæisk filmkunst – og med rette, skriver Thomas Vilhelm. Federico Fellinis blik for den menneskelige habitus i sin inderste kerne går næppe af mode lige foreløbig.

Den katolske kirke brød sig absolut ikke om åbningsbillederne til Federico Fellinis knap tre timer lange film La Dolce Vita (Det søde liv, 1960). En stor Kristusfigur med udslåede imødekommende arme flyves hen over Rom hængende fra en helikopter, mens en anden helikopter følger efter. Scenen er således sat for storbyens hang til dekadence og udsvævende livsførelse.

Journalisten Marcello Rubini (Marcello Mastroianni) nyder tilværelsen, det indbringende arbejde for sladremagasinerne og er konstant på jagt efter dagens sensationer samt kvindelige bekendtskaber, der er lette at lokke i fælden.

Ser vi stadig den slags gribbeadfærd i dag? Svaret giver vist sig selv

Rutinen brydes for en stund, da den storbarmede og berømte svensk/amerikanske skuespillerinde Sylvia (Anita Ekberg) kommer til byen. Filmen følger Rubini i syv dage og nætter, mens hans fotografven Paparazzo følger i hælene på ham i håb om nogle gode skud.

La Dolce Vita fylder 60 her i 2020, og Fellini ville være blevet 100 i starten af året. Han døde i en alder af 73 år i 1993. Det katolske samfund i Italien gjorde, hvad det kunne for at få folk til at boykotte filmen, men den slags aggressive og omfattende kampagner har det ofte med at opnå den modsatte effekt. Nysgerrige biografgængere styrtede ind for at finde ud af, hvad der dog var så forargeligt og ugudeligt ved La Dolce Vita.

Almengyldigt præg

Set med et nutidigt blik er stort set intet forargeligt, og filmen kan vanskeligt tolkes som værende decideret antikristen. Det, der fanger instruktørens og kameraernes øjne i en scenografi præget af populærkultur, natte- og forlystelsesliv og almen overfladiskhed, vækker i virkeligheden mere forundring tilsat en smule fascination end egentlig misbilligelse.

Rubini, Paparazzo, de andre medie hangarounds og deres venner i Roms gader og stræder legemliggør tidens uskyldstab og begyndende frigørelsesproces, der tog fart i 60’erne, men samtidig bliver de også symbolet på ansatser til pøbelvælde, paparazzifotografernes nærgående stil og generel pressehetz, der skal sikre næste dags forside. I dag er det fristende at se den slags optrin som en forsmag på vores tids shitstorme på sociale medier og offentlige udskamning.

Det forlener La Dolce Vita med et vist almengyldigt præg til trods for, at lyd- og musiksiden samt store dele af dialogen virker noget kitschet og altmodisch. Dog er der sket ret lidt, sammenlignes der med det katolske kleresis krænkelsesparathed i forhold til filmen med lignende hændelser af i dag, når de mest forbenede identitetspolitiske værdikrigere får øje på nogen eller noget, der vækker vrede.

En af filmhistoriens mest ikonografiske scener

Anita Ekberg. Foto: Wikimedia Commons

Den første udgave af La Dolce Vita blev vist for en lukket kreds med forskelligartet baggrundsmusik. Nino Rota, Fellinis faste filmkomponist gennem alle årene, var hurtigt fanget af ideen og ønskede at inddrage en række kendte popmelodier, da han gik i gang med at skrive sit eget score. Udgifterne til ophavsretten på disse sange tog hurtigt luften ud af den tanke.

Dette fik dog ikke komponisten til at give op. Han flettede diverse brudstykker fra tidens slagere ind i en form for pastiche-musik. En hæsblæsende version af ´Yes Sir, That’s My Baby´er med til at sætte gang i løjerne, men her nøjedes han ikke kun med et kort citat. Hvordan mændene bag hittet forholdt sig til det, melder historien ikke noget om.

Den sexede Sylvia med de voluminøse former holder hof efter ankomsten til Rom, og bandet spiller alt fra latin til hidsig rock’n’roll, mens publikum gør hvad det kan for at få skuespillerindens opmærksomhed. Rubini vejrer den store gevinst i løbet af natten, som kulminerer med en af filmhistoriens mest ikonografiske scener, hvor Sylvia lokker Rubini til en poserende flirt i Trevi fontænens våde element.

Sylvia beordrer dernæst Rubini til at skaffe mælk til en af byens mange vilde katte, hun samler op, hvorefter han må indse, at det erotiske spil er tabt, og at det ikke længere er ham, der er den styrende og manipulerende part.

Der er noget frivolt pirrende over hele scenariet, men ligeledes noget herskesygt og infantilt. Den ombejlede Venus nærmest kastrerer Rubinis maskulinitet i dette symbolske set up, der peger hen imod nye spilleregler mellem mand og kvinde, hvor magtrollerne ikke længere er helt så entydige som før. Det er dog en anelse svært at have ondt af Rubini, der tidligere i handlingen svigter sin kæreste på selvmordets rand ved at foregøgle den store amour, mens han jagter en anden.

Rubini er i konflikt med sig, faderens besøg i hovedstaden forløber ikke optimalt, og han forsøger at færdiggøre en roman i håb om at vinde accept fra de mere intellektuelle kredse, vennen Steiner cirkulerer i. Snart erfarer Rubini imidlertid, at Steiner i desperation har skudt sig selv og sine to børn. Ankommet til åstedet observerer Rubini med leden malet i sit ansigt, hvordan en sværm af paparazzis er i gang med en blitzkrig uden hensyntagen til tragediens omfang eller privatlivets fred. Ser vi stadig den slags gribbeadfærd i dag? Svaret giver vist sig selv.

Forfaldssymptomer

Til trods for de vigtigste konfliktscener afvikles uden musik, får Rota rigelig med plads til at sætte sit personlige præg på en banal, men effektiv underholdningsmusik. Cha-cha-chaen strømmer ud fra diverse jukebokse, og deltagerne i en vild fest på et slot i udkanten af byen går amok til lyden af sambatrommer og dansante toner, der spilles af et hammondorgel med rytmeboks.

La Dolce Vita tog temperaturen på det moderne menneske, hvor karaktertyper som Rubini pendlede mellem dionysisk rus, succes, fortvivlelse og fortabelse

Festen med deltagelse af Rubini og vennerne dør ud med en bedrøvelig foxtrot kørende i baggrunden, som også låner lidt fra filmens hovedtema, efter at en kvinde har udført sit stripnummer, og Rubini forgæves prøver på at gejle flokken op til et større orgie. Rubini ødelægger samtlige sofapuder, så fjerene flyver rundt. Slottets ejer dukker op og smider arrigt hele banden ud af de herskabelige lokaler. Den svært festramte flok går ned til stranden, hvor Rubini råbes an af en ung pige, han tidligere har mødt i en cafe. Rubini kan ikke høre hende, evner ej at skabe kontakt i sin brandert og vandrer desillusioneret bort.

La Dolce Vita tog temperaturen på det moderne menneske, hvor karaktertyper som Rubini pendlede mellem dionysisk rus, succes, fortvivlelse og fortabelse. Det moralske ingenmandsland lurer i horisonten, mens massekonsummen og økonomien begynder at boome.

Fellinis fabel om et samfund i krise med forfaldssymptomer trods højkonjunktur vandt De Gyldne Palmer samt en Oscar for bedste kostumer. La Dolce Vita nyder stadig status som et af de vigtigste værker i europæisk filmkunst – og med rette. Instruktørens blik for den menneskelige habitus i sin inderste kerne går næppe af mode lige foreløbig.


LÆS FLERE ARTIKLER AF THOMAS VILHELM HER


Foto: Flickr

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Kultur