Mexico fejrer to vigtige nationale dage fredag og lørdag i denne uge. Det er traditionelt en stor begivenhed, men nu er der kommet ekstra patos over festlighederne. Mexico er nemlig ved at miste tålmodigheden med Trumps USA. Man føler sig provokeret, og det giver sig udslag både politisk og på gaden. Anne M. Sørensen rapporterer fra disse dages “Viva México”.
MEXICO CITY – Ethvert barn i Mexico kender historien om præsten Miguel Hidalgo, der 15. september 1810 kimede med kirkeklokken fra Dolores kirke i delstaten Guanajuato, mens han ud over byens plads råbte ”Viva México”.
Således begyndte angiveligt den mexicanske uafhængighedskrig, og selv om de fleste detaljer i legenden næppe tåler at komme under lup, fejres ”El Grito” – råbet – som årets absolut vigtigste nationaldag med den samme ceremoni hvert eneste år over hele landet.
Det er den aften, mexicanerne samles på pladserne rundt omkring i landet iført deres stiveste puds og venter på, at klokken skal blive 23, så de kan høre hyldesten til den frihed, de aldrig har taget for givet.
Præsidentens stemme var fastere, da han råbte navnene på de seks kadetter, der døde for fædrelandet. Kommentatorerne er skarpere i mælet omkring Mexicos uafhængighed. Stemningen er anderledes, fordi Mexico er vred
Kun to dage tidligere, nemlig onsdag, markerede det officielle Mexico også 170 årsdagen for sine seks børnehelte om hvem historien fortæller, at de som unge kadetter døde i kampen for at forsvare militærbasen Chapultepec i Mexico By mod invaderende amerikanske styrker.
Én af de unge kastede sig endog fra et tårn, svøbt i det mexicanske flag. Deres martyrium forhindrede dog ikke, at USA ved samme lejlighed indlemmede halvdelen af Mexico i De Forenede Stater.
Mexico er vred og tirret
De to markeringer af Mexicos frihed og ære finder sted hvert år, men der er unægteligt meget mere patos over forestillingerne i år. Taxaerne satte flag i bilruderne tidligere denne gang. Præsidentens stemme var fastere, da han råbte navnene på de seks kadetter, der døde for fædrelandet. Kommentatorerne er skarpere i mælet omkring Mexicos uafhængighed. Stemningen er anderledes – Mexico er vred.
I det gennemført høflige Mexico er tonen nemlig vigtig. Man kan sådan set sige alt muligt, så længe man holder en ordentlig tone
Måske er det rigtigere at sige, at Mexico er tirret. Tirret af USA’s præsident, Donald Trumps, uforskammede tweets mod mexicanske migranter. Tirret af hans anklager om, at frihandelsaftalen kun er kommet Mexico til gode. Tirret af præsidentens trusler om at smide hundredtusindvis af unge mexicanere tilbage til Mexico og ødelægge deres drømme. Ja, bare tirret af en nabo, der efter mexicanernes mening opfører sig som et hysterisk pattebarn og sætter al god tone over styr.
I det gennemført høflige Mexico er tonen nemlig vigtig. Man kan sådan set sige alt muligt, så længe man holder en ordentlig tone. Gør man ikke det, mister man omgående respekten fra sine omgivelser. Netop derfor så Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, aldeles perpleks ud, da han mødte Trump i virkeligheden.<
Der er valg til næste år. Lur mig om uafhængighedsdagen ikke vil blive brugt til at tage temperaturen på den mexicanske folkestemning
Med til almindelig høflighed hører også, at man udtrykker medfølelse, når allierede går gennem hårde tider. Mexico stod klar med både bekymring og tilbud om hjælp, da stormen Harvey rasede gennem Texas. Officielt sagde Trump ikke ét trøstende ord, da Mexico sidste uge blev offer for et større jordskælv.
Mistillid til den store nabo
Mexicos bundfæstede mistillid til sin store nabo mod nord er aldrig forsvundet, højst midlertidigt overvundet, når det har været nødvendigt. Og det har i moderne tider været nødvendigt for forholdet mellem to lande, der arbejder så intenst sammen som Mexico og USA. Faktisk er der ingen andre lande, der har så mange aftaler som de to om blandt andet grænsen, narkobekæmpelse, migration og terror.
Set fra Mexicos synspunkt har man lavet USA’s beskidte arbejde, både hvad angår migranter og narkobekæmpelse. På USA’s opfordring har Mexico stoppet hundredtusindvis af mellemamerikanske migranter, der krydsede mexicansk territorium på vej mod USA. I narkokrigen er det mexicanere, der dør i hobetal, fordi forbruget i USA er umætteligt. Hvad angår terrorbekæmpelse er USA ilde stillet uden de mexicanske dørvagter ved grænsen.
Men Mexico er som sagt et høfligt land og vil gå meget langt for at beholde et ordentligt forhold til USA. Det er bestemt også i Mexicos egen interesse. Men der kan komme et tidspunkt, hvor den mexicanske regering bliver tvunget af stemmetallene til at miste tålmodigheden.
Der er valg til næste år. Lur mig om uafhængighedsdagen ikke vil blive brugt til at tage temperaturen på den mexicanske folkestemning.
Her er en video fra sidste års festligheder:
https://www.youtube.com/watch?v=H7EK6ECpHzw
Foto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her