POLITIK // ANALYSE – Statsminister Mette Frederiksen kan blive tvunget til at ofre Barbara Bertelsen for at komme tilbage i kampen og få fokus over på politik og på sine egne styrkepositioner. For lige nu forsøger oppositionen at få det kommende valg til at handle om lederskab. Præcis som i 2001, hvor oppositionen havde slidt Poul Nyrup Rasmussens troværdighed ned efter de brudte efterlønsløfter og en cykelhjelm, der sad for langt oppe over ørerne.
Venstre og Jakob Ellemann-Jensen er nu ved at gøre kunststykket efter. Mette Frederiksens lederskab er under pres. Minksagen og især fredningen af departementschef Barbara Bertelsen og ni andre topembedsmænd, der modtog en hård kritik af Minkkommissionen, ligner i vælgernes øjne kammeratlige vennetjenester, der bidrager til at svække tilliden til statsmisteren.
Statsministeren kan ikke køre næsten to måneder mere frem til folketingsvalget uden at give nogle klare svar på de udsatte embedsmænds fremtid i statens tjeneste
Det kan tvinge Mette Frederiksen til snart at bringe nogle offerlam, medmindre Medarbejder- og Kompetencestyrelsen når at komme hende i forkøbet med deres oplæg til tjenstlige sanktioner.
Realpolitisk vil det være en gratis omgang at sende Barbara Bertelsen og departementscheferne i Justits- og Miljøministeriet samt rigspolitichef Thorkild Fogde hjem nu, da embedssystemet alligevel er sat mere eller mindre ud af spillet under et folketingsvalg.
Spørgsmålet er blot, om det løser noget som helst. Om oppositionen og medierne ikke alligevel vil udlægge det, som om at Mette Frederiksen retter bager for smed. Men en ting er sikkert. Statsministeren kan ikke køre næsten to måneder mere frem til folketingsvalget uden at give nogle klare svar på de udsatte embedsmænds fremtid i statens tjeneste. Det blødende sår skal lukkes.
Løkkes politik er ren utopi
Det står allerede nu klart, at Inger Støjberg og hendes nye parti, Danmarksdemokraterne, brager ind i Folketinget, når stemmerne er talt op ved det valg, der sandsynligvis kommer den 26. eller 27. sept.
Alligevel bliver det Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne, der bliver valgets hovedpersoner, hvis partiet kravler op over den magiske spærregrænse på 2 pct. Holder hans ønske om et bredt samarbejde hen over midten igennem hele valgkampen, når realiteterne er, at hverken Venstre, Konservative eller Socialdemokratiet ønsker at indgå et forpligtende samarbejde med hinanden, uanset hvor besnærende det lyder under en valgkamp.
Løkke har sagt, at der ikke bliver en blå statsminister efter valget, mens hans sekretariatschef og folketingskandidat, Jakob Engel-Schmidt på tv for nylig har sagt noget, som nærmest lyder lige modsat.
Bundlinjen er, at det er meget svært at blive klog på Moderaternes politik, og deres hovedformål – en regering hen over midten – er og bliver en illusion. For enten bliver Mette Frederiksen statsminister igen, eller også bliver det Jakob Ellemann-Jensen – og de to kommer ikke til at være i regering sammen. De to største partier vil naturligt kræve en statsministerpost.
Det udelukker bestemt ikke Lars Løkke Rasmussen fra at kunne presse sig ind i en ny regering. Men han kommer til at vælge. Skal det være i en rød regering – eller i en blå regering?
Alt andet er utopi, og det kommer til at stå krystalklart, som valgkampen skrider frem.
Støjbergs position i blå blok er nagelfast. Inger Støjberg har på ingen måde signaleret, at hun skal ind og være kongemager, når stemmerne er talt op, og med over 10 pct. i de seneste tre meningsmålinger ligger landet fuldstændigt åbent for, at hendes DF-mutation kan træde direkte ind i en blå regering, hvis ellers den samlede blå blok har mandater nok.
Dermed vil Støjberg kunne levere den regeringsindflydelse, som Kristian Thulesen Dahl ikke havde mod til efter kanonresultatet i 2015. Et fatalt fejljugement, der var stærkt medvirkende til partiets efterfølgende hårde nedtur og mulige udslettelse ved det forestående folketingsvalg.
DF lever endnu
Det er dog endnu for tidligt at udskrive den endelige dødsdom over DF. Med den ene fod på vej i byretten danser Morten Messerschmidt og de sidste DF’ere stadig stepdans omkring spærregrænsen og er i den seneste Gallup for første gang under stregen.
Hidtil har partiet kun markeret sig ved at ville forkorte folketingsmedlemmernes sommerferie, men mon ikke der kommer lidt mere substans på bordet inden længe. Det vil nok ikke være helt ved siden af at gætte på inflationshjælp til ældre og udsatte grupper.
De få meningsmålinger, der er lavet hen over sommeren, skal nok tages med et ekstra gran salt, da den politiske debat generelt har været pænt fri for de normale sommeragurker. Venstre og Jakob Ellemann-Jensen har dog benyttet tiden til at lukke en angrebsflanke ned ved at frede Socialdemokratiets trumfkort fra sidste folketingsvalg, Arne-pensionen. Det havde Inger Støjberg i forvejen gjort, og Ellemanns tilslutning til at frede Arne sikrer Ellemann-Jensen mod angreb fra både den ene og den anden side.
Pape alene i verden
Nu står den konservative leder, Søren Pape, til gengæld alene tilbage på perronen, som han også gør i sagen om de nye barselsregler, der giver manden ret til 11 ugers barsel på kvindens bekostning. Begge sager giver naturligvis konservative en borgerlig platform under valget, men K’s solomarkeringer overlever næppe en tryktest, hvor en fræk journalist beder Pape om håndfaste garantier for, at reglerne bliver lavet om, hvis De Konservative indtræder i en blå regering. Det bliver de ikke.
Både Arne-pensionen og de nye barselsregler vil overleve et regeringsskifte efter valget. Pape har længe været populær, men fremstod svag og vaklende omkring sagen om ophævelsen af Claus Hjort Frederiksens immunitet.
S vil bruge råderummet til sin valgkamp
Målingerne viser, at Socialdemokratiet siver, og at særligt tilliden til Mette Frederiksen, der ellers lå sky high, efter hun havde ført danskerne levende gennem coronakrisen, har kurs sydpå.
De fleste vælgere har glemt minksagens substans, og spørgsmålet om lederskab bliver derfor lige så centralt, som det blev ved folketingsvalget i 2001. Dengang lykkedes det Venstres daværende formand, Anders Fogh Rasmussen, at lukke alle åbne angrebsflanker ned i forhold til Socialdemokratiets daværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen.
Råderummet bliver regeringens valggrundlag, og det giver Mette Frederiksen et automatisk forspring
Tilbage var kun spørgsmålet om lederskab. Hvem havde vælgerne størst tillid til? Hvem var bedst til at værne om velfærdssamfundet?
Det mente et stort flertal, at Anders Fogh Rasmussen var. Det, som ingen troede var muligt, blev pludselig åbenbaret. Venstre slog Socialdemokratiet på sin velfærdspolitik. Nu er spørgsmålet, om vælgerne mener, at Jakob Ellemann-Jensen er lederen, der kan gøre Anders Fogh kunsten efter og er bedre end Mette Frederiksen til at sikre velfærdssamfundet.
Mette Frederiksens trumfkort ligger i råderummet
Statsministeren har imidlertid et trumfkort. Regeringen spiller sidst i august ud med sin finanslov for 2023. Heri vil der være et såkaldt råderum. Det vil næppe være prangende, men det vil formodentlig være øremærket til mere sundhed, bedre skoler, klima samt et stort plaster til de mest udsatte for de stigende priser.
Råderummet bliver regeringens valggrundlag, og det giver Mette Frederiksen et automatisk forspring, hvis hun som ventet udskriver valg ved 1. behandlingen af finanslovsudspillet den 6. september, efter hun har holdt sin tale, og inden oppositionen når at komme til orde.
Læs mere om politik i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her