PORTRÆT // UDLAND – 60-årige Jens Alstrup begyndte sin tilværelse som globetrotter, da han i 1996 og 1997 to gange krydsede Sibirien på cykel og kom i Guinness Rekordbog. Siden har han rejst på kryds og tværs af både Rusland og Ukraine og opnået et indgående kendskab til begge lande. Lige nu befinder han sig med sin motorcykel ved fronten i det østligste Ukraine, hvorfra han rapporterer hjem til POV International om den ukrainske forsvarskamp mod de russiske militære invasionsstyrker. Poul Arnedal mødte Jens Alstrup, kort før han satte kurs mod fronten i Donbas-regionen.
Det hele begyndte med, at han som 23-årig fik ”en kompliceret byld i røven”, som han selv forklarer. I dag, 37 år senere, befinder han sig med sin BMW GS Adventure-motorcykel ved fronten i det østlige Ukraine, hvorfra han sender artikler og rapporterer hjem til POV International og det oppositionelle russiske eksilmedie Novaya Gazeta. Og når det overhovedet er kommet dertil, så skyldes det bylden i røven.
Jens Alstrup hedder han, og han er et af de mennesker her i kongeriget, som ved mest om, hvad der foregår i præsident Vlodomyr Zelenskyjs hjemland. Han har tidligere været i kampområdet i det østlige Ukraine, og takket være sine lokale kontakter har han fingeren på pulsen, når det gælder ukrainernes væbnede kamp mod den russiske invasion.
Sammen med den tidligere Moskva-korrespondent og ruslandskender, Samuel Rachlin, var han en af de få herhjemme, som på et meget tidligt tidspunkt forudså, at Putins Rusland ville foretage en militær invasion af det uafhængige og selvstændige Ukraine.
Jeg fik lejlighed til at møde ham, da han kom kørende på sin nyindkøbte – brugte – BMW Adventure fra sin sønderjyske hjemby Felsted for at mødes med den ukrainske ambassadør i København – og med mig på Kongens Nytorv – inden turen gik til Kyiv og videre til fronten i Donbas-regionen i det østlige Ukraine.
Motorcyklen er fra 2004 og specielt indkøbt til turen. Helt præcist er det en 2004 BMW R 1150 GS Aventure, som Jens Alstrup fandt på nettet til en rimelig penge og selv hentede i Tyskland.
“Er du ikke skidebange?”
Efter han har fået aflagt sig sin MC-mundering og parkeret sin kværn, spørger jeg ham med henblik på hans forestående mission: ”Er du ikke skidebange?”
Han trækker vejret og sætter sig ned, inden han velovervejet siger: ”Jeg har det lidt med denne her rejse, ligesom da jeg for 26 år siden for første gang rejste til det østligste Rusland for at krydse Sibirien på cykel og følte, at måske ville det være lidt over, hvad jeg egentlig kunne formå.”
For det var ikke sådan en ganske ordinær en af slagsen. Den sad så langt inde i tarmen, at man ikke bare kunne skære i den uden at ramme centralnervesystemet
Han holder en pause, inden han nøgternt fortsætter: ”Da jeg var ude i Donbas-regionen under kampene med russerne i 2017, omkom der én soldat hver anden dag. Og der var i alt 300.000 soldater, så jeg skulle være der i rigtig mange år, før det statistisk set blev ’min tur’. Og jeg skal trods alt ikke helt ud i de alleryderste skyttegrave.
Men på den anden side er der nu heftig artilleribeskydning, så på det punkt er statistikken ikke med mig på samme måde som tidligere. Jeg vil være meget mere udsat ligesom alle de andre, der er i området, så indimellem kan jeg godt blive lidt nervøs. Jeg skal være meget forsigtig, og jeg tror, det er en god ting at være lidt nervøs, for ellers skulle man nok være blevet hjemme.”
”Men du har ikke nogen speciel forsikring?”
”Nej, ikke en, der dækker krigssituationer. Men hvis jeg får en granat i nakken, hvad skal jeg så med den? Hvis jeg bliver såret, så er der ikke noget at gøre ved det. Og den ukrainske hær skal nok sørge for, at jeg kommer til Kyiv, og derfra skal jeg også nok komme ud. Og hvis jeg skulle blive taget som gidsel, og der kunne blive tale om løsepenge – sådan som det var tilfældet med Daniel Rye – så bliver der ikke brug for en forsikring.
Her støtter jeg israelernes og amerikanernes politik om, at der ikke skal gives så meget som en 25-øre til gidseltagere. Aldrig i livet! Og hvad skal jeg så bruge sådan en forsikring til, for den dækker stort set ikke andet end en gidselsituation?”
En ”byld i røven” førte ham på cykel gennem Sibirien
Selvom det langt fra er første gang, Jens Alstrup med åbne øjne begiver sig ud på en farlig færd, så sker det denne gang med en del mere erfaring, end da han for 26 år siden havde sin debut som globetrotter efter at have besluttet at cykle tværs gennem Sibirien og sætte en rekord til Guinness Rekordbog.
Og dermed er vi tilbage ved bylden. For det var ikke sådan en ganske ordinær en af slagsen. Den sad så langt inde i tarmen, at man ikke bare kunne skære i den uden at ramme centralnervesystemet, forklarer Jens Alstrup. Den viste sig at være så kompliceret, at den satte uofficiel danmarksrekord i fistelkirugi og krævede 60 operationer, som strakte sig over adskillige år.
”Da jeg i første halvdel af forløbet begyndte at få det bedre, begyndte jeg at cykle. Og faktisk hjalp det, for den bevægelse af ballerne og tarmen gjorde, at den ikke lukkede til. Det helbredte den ikke, men det holdt den i ave i det mindste. Og så har jeg aldrig gjort tingene halvt, så jeg tænkte: ’Hvorfor ikke sætte en Guinness-rekord, når jeg nu alligevel cykler?’”
Inspirationen til rekordforsøget kom, efter han havde læst Hjalte Tin og Nina Rasmussens bog Blandt fremmede venner fra 1989, hvor de beskriver deres rejse på motorcykel tværs igennem det daværende Sovjet og ikke mindst Sibirien.
”I bogen stiller de spørgsmålet: ’Hvorfor ikke køre hele vejen til Vladivostok?’ (som i parentes bemærket ligger ud til Det Japanske Hav i det østlige Sibirien og lige nord for Nordkorea, red.). Og så tænkte jeg: ’Jamen, det kunne man da gøre på cykel. Gad vide, om der er en Guinness-rekord at slå der?’
Og det var der. Især hvis jeg startede endnu længere mod nordøst ved byen Magadan, som ligger tre tidszoner øst for Vladivostok,” siger Jens Alstrup, for hvem det endte med hele to strabadserende ture på cykel tværs gennem Sibirien og Rusland.
Fra Sibirien til frontlinjen i Ukraine
Den første fandt sted i 1996, men blev ikke nogen succes. Han drog af sted til Magadan med to kammerater. Men turen var dårligt planlagt, og de havde ikke afstemt deres forventninger på forhånd. Resultatet blev, at de over visse strækninger måtte have et lift med lastvogne, hvilket betød, at der ikke kunne blive tale om en cykelrekord.
Samtidig endte de med at blive så uenige, at deres veje skiltes, efter de var kommet halvvejs gennem Sibirien. Kort efter opgav de to andre og rejste hjem, men Jens fortsatte på egen hånd helt frem til foden af Uralbjergene.
Men der var ikke tale om nogen rekord, så året efter satte han i ensom majestæt og mange erfaringer rigere ud på den samme tur. Og efter at have gennemført sit forehavende blev han to år senere optaget i Guinness Rekordbog.
Inden jeg kom for godt i gang med at fortælle om mit formål og ’de søde ukrainere og stygge russere’, ville hun lige fortælle mig, at hun selv var russer
Allerede på den første cykelekspedition blev Jens Alstrup ”virkelig glad” for Sibirien. Siden har han været der flere gange både sommer og vinter og fået et grundigt kendskab til det vidtstrakte område og dets befolkning og omtumlede historie. Bl.a. mødte han flere ukrainere, som havde været interneret i Stalins arbejdslejre. Det er erfaringer, som flere gange er kommet ham til gode og har åbnet døre for ham i forbindelse med hans mange senere rejser i Ukraine.
Han nævner bl.a. et eksempel fra krigshandlingerne i 2017, hvor han besøgte frontlinjen – eller ’kontaktlinjen’, som det hed dengang – i byen Kramatorsk nord for Donetsk og ville tjekke ind på et hotel. Formålet med turen var bl.a. at indsamle informationer til en høring hjemme i Folketinget, men receptionisten på hotellet fattede ikke, hvad en dansker på motorcykel lavede der.
”Inden jeg kom for godt i gang med at fortælle om mit formål og ’de søde ukrainere og stygge russere’, ville hun lige fortælle mig, at hun selv var russer. ’Hvorfra?’ spurgte jeg. ’Det er en landsby i Sibirien, som du ikke ved noget om,’ svarede hun. ’Jamen hvor?’ insisterede jeg. ’Det er nordvest for Bajkalsøen.’ ’Nåh, du er fra Ust-Kut,’ sagde jeg så. Det var hun, og pludselig blev hun tryg ved mig og fortalte åbenhjertigt om sine sympatier, som hverken var ukrainske eller russiske,” beretter Jens Alstrup.
Udstillingen er arrangeret af Life Exhibitions og FN-forbundet og kan i øjeblikket ses på Bispetorv i Aarhus, inden den flytter videre til Aalborg og Sønderborg. Foto: Søren Rud.
Besøge danske og russiske frivillige i Ukraines hær
På sin nuværende tur starter han i Kyiv. Her skal han have sine akkrediteringer og mødes med den officer, som vil være hans kontaktperson under hele rejsen. Herfra går turen videre på motorcykel til fronten, hvor han i første omgang vil møde de danske frivillige, som han i forvejen har et fint forhold til. Han vil også forsøge at mødes med de russiske frivillige i den ukrainske hær og skrive om dem til Novaya Gazeta.
”Jeg skal også have en aftale med hver enkelt officer i de enkelte sektorer for at komme ud til frontlinjen. Og det er vigtigt ikke at afsløre de ukrainske styrkers positioner, for så risikerer de at blive bombarderet af russerne.
At han så mister et muligt folketingsvalg, er en del af de omkostninger, han må tage med. Jens Alstrup er nemlig valgt som folketingskandidat for Radikale Venstre i Aabenraa
Det har man jo set ske for de russiske styrker. Her sendte en russisk tv-station direkte optagelser fra frontlinjen. På den måde lykkedes det ukrainerne at opsnappe deres position, hvorefter man ser både russiske soldater og tv-folk flygte for de ukrainske bomber, mens tv-kameraet stadig ruller.”
”Jeg gør det, at jeg tager ud og får en base i krigszonen, men ikke selve frontzonen. Min plan er så vidt muligt at være ude ved fronten to til fire dage ad gangen. Herefter tager jeg tilbage til basen for at puste ud, vaske tøj og skrive mine artikler, inden jeg tager ud til den næste zone. Mine baser bliver enten på et hotel eller i en lejlighed. Der er masser af ledige lejligheder i krigszonerne, fordi folk er flygtet og gerne vil leje deres lejligheder ud.”
Et valg mellem mørk middelalder og vestligt demokrati
Jens Alstrup er udmærket klar over, at alt langt fra er perfekt i Ukraine set med vores vesteuropæiske øjne. Alligevel har han besluttet at løbe den risiko, det er at tage ud i krigszonen for at berette hjem om, hvad der sker.
”Det er et valg mellem den mørke middelalder og vores vestlige demokratiske og liberale værdier. Den kamp står lige nu i Ukraine, og her må Ukraine ikke tabe,” fastslår han og tilføjer: ”Kampen står om hele Ukraine – også de østlige provinser i Donbas-regionen. Hvis Putin får lov at beholde en del af Ukraine, vil han fortsætte og tage hele landet. Og det vil han kun kunne fastholde på én måde. Det er gennem massivt folkemord og etnisk udrensning.”
At han så mister et muligt folketingsvalg, er en del af de omkostninger, han må tage med. Jens Alstrup er nemlig valgt som folketingskandidat for Radikale Venstre i Aabenraa, hvor han er også formand i den lokale partiforening. Men eftersom det er hans eget parti, som har stillet krav til Mette Frederiksen om at udskrive valg, mens han er i Ukraine, og han for at kunne opstille personligt skal underskrive en opstillingserklæring, så må han vinke farvel til den mulighed. Men det gør han gerne, eftersom han efter planen først regner med at være tilbage i Danmark i slutningen af oktober.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
