Mobilen ringer! Det er min, og der er lyd på. Det sker ikke altid for tiden. Apple har nemlig indbygget en langsom, tålmodighedstestende nedbrydning af deres produkter.
Nok i den hensigt, at vi utålmodige kunder, dvs. sådan en som mig, skal give op og købe den nyeste version. (Sådan tænker et monopol, og Apple har længe haft så meget succes, at de opfører sig som et sådant. Godt Samsung og nu Huawei giver modspil.)
Nå, men altså: Den ringede, jeg hørte og nåede at tage den: “Hej Pia, kunne du tænke dig at opleve en ægte Stradivarius i hænderne og ørerne ?”
Det var min studiekammerats datter, den prisvindende unge Jun Kikuchi Hansen, som jeg har fulgt gennem konkurrencer og konservatorieuddannelse i solistklassen, der spurgte.
Om jeg ville…
Hun kendte på forhånd mit svar: “Hvor? Hvornår?”
“I morgen, i overmorgen, tag CykelOle med!”
Det blev så “i overmorgen” dvs. en solskins-torsdag kl. 14 , hvor jeg lige ville kunne nå det, inden jeg skulle til møde i min VL-gruppe (netværk for virksomhedsledere). Vi mødtes i instrumentbutikken hos Ulf Eriksson på Esplanaden: Allerede ved dørtrinnet mærkes det, at man træder ind i en anden verden.
Her emmer af trædufte fra de mange instrumenter tilsat en stemning af århundreders historier med passion og perfektion.
I kælderen blev vi introduceret til en hollandsk violin-og buebygger, Duncan, der fortalte engageret om træsorter, hældningsgrader og ikke mindst om virkningerne af forskellige streng-materialer. Om hvordan træet skal slibes, olieres, spændes …
Italiensk violin og en fransk bue…søgte svarene. Musikken ledte vore tanker og følelser ud i hjørner, som dagligdagen kun altfor let støver til med støjende ligegyldigheder
Han er i begyndelsen af fyrrene og selv udøvende musiker, men håndværket med violiner og buer er hans passion og derfor tilvalgt som fag, selvom det er en ganske smal levevej i disse masseproducerende tider.
Med trædufte i næsen
Duncans passionerede udstråling hernede i kælderen mellem træsorter og værktøj er stærkere end lyset fra lyskassen og hensætter mig i en oplevelse af koncentreret nu, som ophæver tiden i en håndværksmæssig musikalitet med århundreders tradition, øvelse og indsigt.
Bilernes og menneske-fodgængernes jag oppe på gaden bliver med et ikke bare fjern men ikke-eksisterende.
Dette var imidlertid kun optakten. Som forspil blev vi gelejdet op igennem butikkens etager, hen ad gange og rundt i rum med det ene strengeinstrument hængende efter det andet: Nogle meget gamle, nogle til salg andre til reparation. Nogle blev opbevaret i glasskabe og kasser med speciel temperatur og luftfugtighed.
Med trædufte i næsen ankommer vi til det virkelige baglokale. Her bliver vi mødt af koncertmester ved Det Kgl. Teater Mikkel Futtrup, som af og til lægger vejen forbi for at mærke og være tæt på sin “store kærlighed”, den ægte Stradivarius, som butikken har i kommission.
Hvilken oplevelse! Fortættet. Afslappet. Inspirende. Spændstigt. Smukt. Men først og sidst en passioneret nærværsstund
Der findes ikke mange i hele verden. Ingen har i de næsten 300 år, der er gået, kunnet gøre den italienske mester kunsten efter. Trods stor påpasselighed er det uundgåeligt, at tidens tand lader nogle gå til, hvorfor der bliver stadigt færre, mens efterspørgslen stiger. Faktisk findes der ikke i denne lavrentetid mange investeringer, hvis nogen, der stiger lige så meget og sikkert som den gamle violin.
Når man som musiker først har haft “den ægte vare” på skulderen, under hagen mellem fingrende med lyden i ørerne, så…er man for evigt verliebt.
Vi fik en intens intimkoncert, som kun er få forundt: Uddrag af Beethovens violinkoncert, Mozarts violinkoncert i hhv. G-dur og D-dur m.fl.
Hvilken oplevelse! Fortættet. Afslappet. Inspirende. Spændstigt. Smukt. Men først og sidst en passioneret nærværsstund i noget, der på en og samme tid var en tidslomme, hvor fortidens sjæle blev vakt til live via instrumentets hukommelse og formidlet ind i en højaktuel nutid af en superb musiker, der med stærk personlighed hellere vil formidle varmtlevende udtryk end kolddøde perfektioner -på trods af dybfølt respekt for … netop det perfekt-sublime.
Undervejs kom vi til at tale om “det perfekte contra udtrykket”.
Man må vælge, konstaterede Mikkel, istemt af Jun, og CykelOle fulgte op med spørgsmålet: “Findes der perfekte følelser?” Og jeg fortsatte: “Kan uperfekte følelser udtrykkes perfekt (underforstået musikalsk)?
Italiensk violin og en fransk bue…søgte svarene. Musikken ledte vore tanker og følelser ud i hjørner, som dagligdagen kun altfor let støver til med støjende ligegyldigheder.
Vi hørte forskellen. Vi oplevede de samme brudstykker på forskellige violiner med ditto buer målt op mod Stradivarius. Og vi forstod Mikkels forelskelse. Må mesterværket blive i Danmark, og må Mikkel få lov at vise alle, hvad de to kan sammen! Må den rette invester(kreds) dukke op!
Da jeg i alvor og dril senere på dagen spurgte dem, der i min VL-gruppe har med investering at gøre, hvornår de sidst har haft sikre værdistigninger på 10 pct., var der ingen fingre oppe.
Selvom der i disse kapitalkoncentrerende tider er fokus på renter, afkast og investering målt pekuniært, har samtiden og eftertiden brug for en målestok, der (også) kan regne i andre værdier: Nærhed. Fordybelse alene og i fællesskab. Sjælelig udstrækning.
Det kan den musik, der forbinder århundreders erindringer og klange i Øjeblikkets åndeligt sansende moment. Sådan som det skete her i et stille og roligt rum i midten af et støjende travlt København. En ganske almindelig torsdag.
Vi lønner ikke vores skibenter. Men hvis du nyder, hvad du læser her, er du mere end velkommen til at sende et beløb til Pia på Mobilepay: 53533685. På forhånd tak og tak fordi du læser POV.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her