Christianshavn er Little Italy i København

Kim Jong Andersen 22.04.2017

Når vi gør regnestykket op, og også kigger på prisen – lige under en tusse for to personer for antipasti, pasta og dessert inkl. vin – må man sige, at Rufino er et osteria, hvor man får solid, rustik mad for pengene ganske uden dikkedarer. Det er et sted hvor man roligt kan svinge forbi en gang om ugen til en hurtig bid brød og et enkelt glas, skriver Kim Jong Andersen, der tildeler Rufino Osteria på Christianshavn fire solide bamsepoter ud af seks.

Som det vil være de mere italiensk-kyndige læsere bekendt findes der tre typer af italienske restauranter: et osteria, et trattoria og en ristorante. Den nævnte rækkefølge er udtryk for et stigende pris- og serviceniveau og serveringernes beskaffenhed, hvor et osteria er karakteriseret ved at servere helt enkle tavleretter i uformelle omgivelser.

Det kommer måske lidt bag på dem, der har hørt om Osteria Francescana, der er en af verdens bedste 3-stjernede Michelin-restauranter, men Rufino Osteria lige bagved Nordeas hovedkontor på Christianshavn er imidlertid den ægte vare.

Den Italienske Bølge

Her træder man ned i en kælder, hvor den yderst rustikke indretning med flisegulv, brune krostole og rå vægge centreret omkring et fællesspisningsbord med udsigt til et åbent køkken godt kunne minde lidt om de romerske osteriaer, som Rufino har ladet sig inspirere af. Rufino åbnede sidste år, hvor de to kokke Alessandro Ciofani og Paolo Bonelli i samarbejde med sommelier, Alberto Sala, har kastet sig ud i Den Italienske Bølge af nye københavnske restauranter i osteria-lejet, som blev startet af Famo-stifteren Morten Kaltoft med Osteria 16 og senest tæller nye skud på stammen som Chicchetti og Spaghetteria.

Betjeningen er høflig, og både vært og kok er involveret i serveringen, og beretter om mad og vin på en dejlig uprætentiøs facon. Vi lagde ud med en omgang antipasti ledsaget af et glas økologiske Tisbrino-bobler fra den lille producent Bon Luigi & Co, der heldigvis ikke smagte som navnet antyder, men var en aromatisk, mostet sag, der stod fint til netop antipasti.

Antipasti, der vil lidt mere end de fleste

De kom hurtigt ind på banen af to omgange. Først fik vi stracciatella med halvtørrede cherry-tomater og crostini med ricotta og cikorie (minder lidt om broccoli). Stracciatellaen er en fed, revet bøffelmozzarella, der minder om burrata, og den sad lige i skabet. Crostinien var også fin, men ricotta er nu engang bare en lidt mere kedelig ost end stracciatella (og er i øvrigt også et restprodukt, der opstår efter, at man har produceret mozzarella) ligesom broccoli aldrig bliver verdens mest spændende grøntsag.

Antipasta hos Rufino er lige på et trin højere, end man ofte ser dem udført selv i Ristorante-kategorien.

Til gengæld fik vi en radicchio med dansk blåskimmel og valnødder, hvor den bitre salat sammen med netop blåskimmel og valnødder var italiensk antipasto-komfort, når det er bedst. Det samme gjaldt også for de polentaagtige gnocchi med svampestuvning og salvie og den ”italienske flæskesteg”, porchettaen, her i tynde, sprøde skiver, hvor krydringen virkelig smagte igennem. Herligt.

Antipasta hos Rufino er lige på et trin højere, end man ofte ser dem udført selv i Ristorante-kategorien. Råvarerne er i top, og indslagene lidt mere originale end f.eks. bruschetta og vitello tonnato.

Antipasta servering Osteria Rufino — Rufino serverer ikke bare de sædvanlige antipasti travere. Her er det romerske gnocchi, radicchio med blue cheese og valnødder samt den klassiske italienske “flæskesteg”, porchetta, i en sprødstegt udgave.

Efter bunden var lagt, bestilte vi et glas rødvin og to pastaretter, og da vi ikke lige var i humør til en af de tungere, italienske kraftkarle, kom der en tysk Blaufränkisch- vin fra Karl Haidle på bordet. En næsten burgundisk, meget drikbar, frugtig vin med en umiskendelig snert af crème de cassis i næsen balanceret af en diskret syre.

Pasta a la Mamma

Vores pastaretter var i en ene rets tilfælde langt fra den overfede version, som danskerne kender, og i den anden version fuldstændig som alle kender den.

Vi fik henholdsvis en omgang carbonara og en klassisk pappardelle med ragu. Carbonaren var lavet med Rigatoni-pasta kogt mest til dente delen af al dente og med Guaniciale, der er tørrede svinekæber i stedet for flæsk eller bacon. Den var blot vendt med æggeblomme og pecorino, og smagte rigtig godt, selvom den nok er til den ”tørre” side for mange Carbonara-fans.

Pappardellen kom med en anderagu, der gav lidt mere sødme til retten, men det var klart carbonaraen, der smagsmæssigt tog føringen.

Pasta Carbonara der ikke er druknet i en utidig flødeversion – her er det bare æggeblomme og parmesan, der giver retten den lidt cremede konsistens

Papardellen var, som man står og laver den derhjemme, hvis man gør sig lidt umage – og mamma ville heller ikke have klaget, for det var fuldstændig som at komme hjem til hendes køkkengryder i Napoli. Kokken var ikke bange for at give begge pastaretterne et ordentligt skud sort peber, og det skal han have tak for, da det er noget, der ofte overses på de mere turistede, italienske restauranter.

Papardellen var, som man står og laver den derhjemme, hvis man gør sig lidt umage – og mama ville heller ikke have klaget, for det var fuldstændig som at komme hjem til hendes køkkengryder i Napoli

Vi sluttede af med to desserter og fik en tiramisù med pistacchio og en pannacotta med hvid chokolade og appelsin. De smagte udmærket, men de led lidt under, at de blev serveret i små glas, hvilket gav dem en tæt konsistens, når de kom ud fra køleskabet. Både tiramisù og pannacotta skal i min bog helst være cremede og luftige, og her var de mere til den bastante side.

Meget for pengene

Når vi gør regnestykket op, og også kigger på prisen (vi kom af med lige under en tusse for to personer for antipasti, pasta og dessert inkl. vin), må man sige, at Rufino er et osteria, hvor man får solid, rustik mad for pengene ganske uden dikkedarer. Det er et sted hvor man uden at kigge alt for dybt i pengepungen godt kunne svinge forbi en gang om ugen til en hurtig bid brød og et enkelt glas.

Det er faktisk lidt skægt at tænke på, at christianshavnerne nu har alle tre italienske kategorier repræsenteret indenfor en radius af få hundrede meter med Era Ora i ristorante-klassen, L’Altro i trattoria-klassen og nu Rufino i Osteria-klassen.

Sidstnævnte kan vi roligt hilse velkommen. De er bestemt et besøg værd, hvis man bare skal have det lidt hyggeligt, og fortjener fire ud af seks bamsepoter.

Rufino Osteria: Strandgade 14, Christianshavn, 1401 København K, 45 34 12 00 48, mandag-lørdag 18.00 – 23.00, søndag lukket.

Alle fotos: Kim Jong Andersen.

Kim Jong Andersen

Kim Jong Andersen, 44. Debattør, madanmelder og gourmand, ekspert i branding og digitalisering, konceptudvikler, smagsdommer, filmbuff, underviser, foredragsholder og direktør i et management konsulent-firma. Har arbejdet i reklamebranchen i næsten to årtier, senest som kreativ direktør. Optaget i Dansk Markedsførings M-list, en blå bog over de allerdygtigste marketingprofiler i Danmark. Nok især kendt på sociale medier under hans alter ego, "Bamsen", der i visse kredse nærmest er blevet et personligt brand i sig selv. Hyppig gæst på de førende restaurationer i København. Juryformand for den årlige prisuddeling, Danish Digital Awards i samarbejde med Dansk Annoncørforening. Har selv vundet adskillige kreative awards både herhjemme og i udlandet. Ofte benyttet key note speaker på diverse konferencer og seminarer, hvor emnet er relateret til kreativitet og kommunikation. Gæsteunderviser MBA-studerende på CBS.