FRANKRIG EFTER PRÆSIDENTVALGET // KOMMENTAR – Når tiderne er barske, sætter følelseskulden temperaturen, skriver Frankrigs-kenderen Jacques Berg. Nu peger det frem mod valget til Nationalforsamlingen den 12. og 19. juni.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Så vandt den unge tølper retten til at blive siddende i fem år til. Men hvis Macron II samtidig, udover sit høje embede, vil vinde en plads i historien, er det nu.
Kun hvis han som i Houellebecqs sidste bog sidder en tur over, kan han blive præsident igen, i 2032. Som Macron III. Men det er en roman.
Efter et halvkikset første mandat som vidunderbarn besejrede han for nylig både den socialistisk-økologiske og den national-populistiske yderfløj. Socialdemokrater og konservative havde allerede begået selvmord. Macrons usandsynlige ”ekstreme centrum” fik i anden runde til verdens lettelse et klokkeklart flertal i en relativt stemmedoven vælgerskare.
Kan en præsident da bare hoppe fra den ene lejr til den anden, fra at være de riges til at blive de oversetes og mellemlagets fortaler og beskytter? Kan man sådan springe fra nyliberalisme til social retfærdighed?
Rævekagerne mellem taberne i den venstre ende af oppositionen er i ovnen. Det drejer sig om at fordele parlamentspladser ved valget til Nationalforsamlingen 12. og 19. juni – under dække af at skabe enhed på venstrefløjen.
Ved at vinde flertal vil partierne fremkalde en sameksistens (cohabitation) med Elysée’et, det vil sige danne regering under folkesocialisten Mélanchon og derved lamme Macron. Men deres enhed ligner gengangerens håndtryk med kadaveret.
Mangel på politisk engagement
Dagens egentlige budskab er, at manden, der fra 2017-22 har været højres bedste præsident, nu kan blive den bedste præsident til venstre!
Kan en præsident da bare hoppe fra den ene lejr til den anden, fra at være de riges til at blive de oversetes og mellemlagets fortaler og beskytter? Kan man sådan springe fra nyliberalisme til social retfærdighed? Skifte syn ved at tage nye briller på?
Sådan spørger den naive, der har bevaret troen på fremskridtet og et samfund, der bygger på gensidig solidaritet. Alles ret til riget. Politisk morgenrøde som tilforn. God bless him!
Frankrig har fostret en leder, der legemliggør sin samtids absolutte mangel på politisk engagement – i ordets mere filosofiske halvdel
Den klarøjede modernist indser sin samtids ideologifri, afpolitiserede tastaturholdning til ”res publica” (de offentlige anliggender, republikken) og anlægger derfor uden kvababbelser en klinisk rationel tilgang. Han/hun glemmer bevidst alt om de visioner, hvor ”få har for meget og færre for lidt”, og nøjes med at se virkeligheden for sig.
Når tiderne er barske, sætter følelseskulden temperaturen.
Frankrig har fostret en leder, der legemliggør sin samtids absolutte mangel på politisk engagement – i ordets mere filosofiske halvdel. Farve, familie, fællesskab, ståsted, beskyttelsesrum – kald det, hvad du vil. Man hører ikke længere til, man hører efter… sig selv. Macron er symbol og medskaber på en udvikling, ikke alene i Frankrig. Politik uden politik. Hans eminente tæft gør resten.
Pluk det bedste fra alle sider
Når Twitter handles mellem storkapitalismens moguler, som vi andre køber tre æbler på torvet, når vælgerne vil identificere sig med deres repræsentanter på tinge (i partiet Mig), når demos kratos ikke længere er en måde at organisere uenigheden på (Raymond Aron), og orbaniseringen af masserne er sunket til bunds, ja så er det, vi når til Macron II.
Det politiske landskab, og ikke alene i Frankrig, nærmest genlyder af råbene efter ham og hans slags.
Selv bekendte han kulør allerede som kandidat i 2017. Hans devise var En même temps, på samme tid. Pluk det bedste fra alle sider. Det betød, at de traditionelle partier og/eller interesseorganisationer skulle skydes under vandlinjen, og den agtede men medieforskruede, illusionsbårne, halvhysteriske debat i folkets navn afblæses som tidsspilde.
Macron II giver sig foreløbig god tid, lader dem bjæffe ude på fløjene. Det er nu, der skal trylles
Man skulle i stedet iværksætte en pragmatisk styring (management) af landet, være mere effektiv. I grunden skulle Frankrig ledes som en virksomhed, politik blev en resultatorienteret forvaltning for højtuddannede teknokrater, som alle med tiden ville støtte. Neutral til de polerede fingerspidser.
Økonomien fulgte opskriften ”når det regner på præsten, drypper det på kordegnen”. Da vi er i Frankrig, blev det til noget om bjergklatring, hvor den forreste i rebmandskabet hiver de andre med op. Vækst til alle – efter fortjeneste mere end efter behov.
Macron II vil skubbe baguette/camembert Frankrig ud over kanten. Den første gennemført apolitiske franske præsident siden Pompidou (de Gaulles Sancho Panza) hedder Emmanuel Macron, og efter at have fejret sit genvalg ved at lægge blomster på sin bedstemors grav i Pyrenæerne, tager han turen i Elysée’ets svingdør letfodet, nu vejrbidt. Utynget af overflødige, forpligtende forvisninger eller moralske overvejelser.
Som klassens dygtigste elev, som selfiekulturens charmør med lykkebringende afstand mellem fortænderne, som elitens logiske overordner, genindtager naturens muntre søn sin trone. Trods dens højde vil valgkongen sidde på sin egen røv (Montaigne) – men er der nogen til at minde ham om det?
Gud og hvermands præsident
For at blive den bedste præsident, det franske venstre kan håbe på, skal Macron ganske vist indføre en grad af forholdstalsvalg, han skal få nye atomkraftværker til at ligne salatbede og pensionerne for de 65-årige en gave fra regeringen, han skal give de lavtlønnede udsigt til forhøjelse og skattelettelser, bilisten benzin til indkøbspris, landkommunerne tillid til bykulturens nådige magthavere, den studerende ungdom to døgn i et til at læse og arbejde og forstæderne mindre vold, mere fremtid.
I det hele taget give samfundet et elektrochok. Og Frankrig ro på.
Et fransk præsidentvalg indebærer en god portion magi. I går kandidat for en del af befolkningen, i dag gud og hvermands præsident.
Macron II giver sig foreløbig god tid, lader dem bjæffe ude på fløjene.
Det er nu, der skal trylles.
Læs mere om de franske valg i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
