PORTRÆTINTERVIEW // POV BUSINESS – En af Københavns ældste butikker for kunstartikler kan i denne uge fejre sin 30-års fødselsdag. En del af forretningens historie går mere end 160 år tilbage i tiden, og virksomheden har bl.a. lagt navn til det ikoniske københavnerbyggeri på Gl. Torv, Stelling Hus. Og så er butikken i virkeligheden lidt af en hemmelighed, som kun de indviede kender til. Det samme gælder butikkens grundlægger, som ikke har tænkt sig at møde op til fødselsdagen. POV’s Poul Arnedal har undersøgt den snurrige historie bag Stelling og butikken på Amager Torv i København.
Forretningen har ligget der – som lidt af en hemmelighed og godt gemt af vejen oppe på første sal – i 30 år.
Kunstneren Tal R har, inden han blev rigtig berømt, hængt ud på trappestenen nedenfor på Amager Torv. Sammen med Michael Kvium er han blot en af de mange kunstnere, som er gået på opdagelse oppe i de lavloftede lokaler på Strøget i København midt imellem Helligåndskirken og Storkespringvandet.
Jeg har selv adskillige gange sneget mig op ad trappen til Stellings butik efter kunstartikler, når min hustru på mine københavnerture har bedt mig lægge vejen forbi for at finde farver og pensler til hendes kunstneriske udfoldelser. Og hver gang er jeg stødt på sjove og spændende mennesker.
For selv om forretningen på Amager Torv 9 netop i disse dage fejrer sin 30-års fødselsdag, så er Stelling i virkeligheden Københavns ældste butik for kunstnerartikler, som allerede i 1860 blev grundlagt på hjørnet af Gammel Torv og Skindergade. Og navnet Stelling har været kendt langt ud over kunstnerkredse lige siden.
Fra ”pakkedreng” til direktør
”Men det er jo lidt hult at bryste sig af, at vi er over 160 år, når vi i bund og grund kun har haft butikken på Amager Torv i 30 år,” siger den 41-årige Stelling-direktør Peter Dahl.
”Det er jo de år, som er de sjove og fede for os,” skynder han sig at tilføje. Og med ”os” mener han udover sig selv Michael Østerby, som var den, der startede forretningen for nøjagtig 30 år siden. I dag sidder Michael Østerby i virksomhedens bestyrelse og leder det 700 m2 store lager i Herlev, hvorfra Stellings omfattende websalg foregår. Men det er den tidligere gymnasieelev og ’pakkedreng’ fra Amager Torv, som i dag repræsenterer foretagendet udadtil.
Både Michael og alle os andre har aldrig har været dem, der går tolv af på dusinet
For Michael Østerby og Niels Peter Dahl begyndte eventyret med kunstnerartikler i 1992. Og i virkeligheden var det Michaels søster, Anette Østerby, der satte det hele i gang. Hun arbejdede i Statens Kunstfond og kom på et tidspunkt og sagde til sin bror: ”Der står en masse kunstnere ude i B&W-hallerne og maler, men de har ikke nogen steder at købe deres kunstartikler. Der mangler sådan en butik i København.”
Michael var 28 år, havde endnu ikke fundet sin professionelle vej i livet og tænkte: ”Det er måske min vej.”
Og det blev det, da han fandt et lille butikslokale på den lidt hemmelige førstesal på Amager Torv. Få år efter stødte den nuværende direktør, Niels Peter Dahl til. Han startede som ’pakkedreng’, mens han gik i gymnasiet, og tog sig af forsendelserne i forbindelse med det stadig stigende postordre- og katalogsalg. Efter studentereksamenen blev han ekspedient i butikken, og bortset fra en tid som værnepligtig i Livgarden har han været i virksomheden lige siden.
Krøllede pengesedler og ildelugtende ål
Det var i butikkens tidlige år, den senere direktør og Michael Østerby kunne støde på den unge, ukendte og håbefulde kunstner Tal R, når de skulle åbne forretningen om morgenen.
”Han sad og ventede på os på trappestenen og gik med op i forretningen, hvor han hev sine krøllede kontanter op af lommen for at købte en smule kunstartikler, så han kunne komme videre med sine malerier,” siger Niels Peter Dahl.
”Der er kommet mange sjove mennesker og skæve eksistenser i tidens løb. Også rigtig mange af de store kunstnere lige fra de har været helt ukendte, til nogle af dem ikke længere er iblandt os. Her kommer også alle dem, der aldrig bliver kendte navne og så en masse ’skøre’ mennesker. Og de har altid fundet sig godt tilpas inde på Amager Torv, fordi både Michael og alle os andre aldrig har været dem, der går tolv af på dusinet.”
”For efterhånden en hel del år siden kom der en dag lige før jul en ældre kvinde ind i butikken. Hun havde handlet der i mange år og var ikke helt normal. Hun var helt grå og havde nærmest ingen hår på hovedet. ”Er Michael her?” spurgte hun, “jeg har en gave til ham.” Så måtte vi hente Michael ude bag ved, og da hun så ham, smed hun en pose med sin gave til ham op på bordet, så det sagde klask.”
”Michael åbnede posen og så, at der lå to ål nede i den. ”Tak, og glædelig jul,” sagde hun og forsvandt ned ad trappen. Og så stod Michael der med to stendøde ål, som var blevet fanget mindst en uge før og var fuldstændig uspiselige og ikke lugtede særlig godt. Men det var jo en meget sød gave, fordi hun havde tænk på ham.”
En genert og introvært grundlægger
Det, jeg selv kommer til at tænke på, er, hvorfor det lige er direktøren, jeg skal tale med, når det nu er Michael Østerby, som er grundlæggeren af foretagendet?
Men det er der en god forklaring på.
”Michael er en temmelig genert og introvert person, så det passer ham udemærket at have ansvaret for vores lager ude i Herlev. Og da jeg fortalte ham, at vi ville fejre forretningens 30-års fødselsdag, og han skulle komme ind på Amager Torv i et par dage for at modtale lykønskninger, var hans svar: ’Aldrig i livet. Det får du mig ikke til!’,” siger Peter Dahl.
Med til forklaringen hører måske også, at Michael Østerby besidder noget af det samme kunstnersind som de kunder, virksomheden betjener, mens Peter Dahl har været drivkraften i udviklingen af selve forretningsdelen, og at de på den måde har udgjort et perfekt makkerpar. For udover at være blevet direktør i foretagendet, har den tidligere ’pakkedreng’ også investeret i og overtaget hovedparten af de økonomiske interesser i den virksomhed, som i dag bærer det traditionsrige navn Stelling.
I 1937 besluttede barnebarnet Olaf Stelling at rive den gamle hjørneejendom ned og fik den unge arkitekt Arne Jacobsen til at tegne et helt nyt hus i moderne, funktionalistisk stil, Stelling Hus
For mens butikken på førstesalen på Amager Torv langsomt udvidede sig fra et enkelt lille lokale til at fylde hele etagen i nr. 9, bredte virksomheden sig også ud til at blive flere butikker med bl.a. en afdeling i Aarhus. Og da muligheden for at købe resterne af den gamle hæderkronede virksomhed, Stelling, i 2008, var Peter Dahl, der nu var direktør, ikke sen til at overtage det, der oprindelig var Københavns ældste forretning for kunstnerartikler.
To andre unge danskere fra Slesvig startede det hele
Det var to andre unge danskere fra hertugdømmet Slesvig, der i 1860 drog til København for at grundlægge en farve- og lakbutik. H. Schönwandt og Anton Stelling hed de, og de fandt et lokale i en pæn gammel bygning på hjørnet af Gl. Torv og Skindergade, hvor de startede med at sælge porcelænsmaling til Den Kongelige Porcelænsfabrik (i dag Royal Copenhagen).
Efter blot to år døde Schönwandt, og Anton Stelling, som fra starten af lagde navn til virksomheden, udvidede salget og fabrikationen til mange forskellige kunstnerartikler. Det blev hurtigt en blomstrende forretning, og de følgende hundrede år fortsatte foretagendet i Stelling-familiens eje. Allerede i 1874 kunne Anton Stelling overtage hele huset på Gl. Torv 6.
I 1937 besluttede barnebarnet Olaf Stelling at rive den gamle hjørneejendom ned og fik den unge arkitekt Arne Jacobsen til at tegne et helt nyt hus i moderne, funktionalistisk stil. Stelling Hus kom det til at hedde og har siden været et både elsket og hadet ikonisk københavnerbyggeri.
Efter afslutningen af anden verdenskrig byggede Stelling en stor farve- og lakfabrik på Toftegårdsplads i Valby.
I 1970’erne afhændedes både fabrikken i Valby og huset på Gl. Torv, og forretningen flyttes til Pilestræde. Og da Anton Stellings oldebarn mistede lysten til at drive virksomheden videre, blev den solgt til den svenske farvekoncern Beckers.
Så gik det hverken værre eller bedre, end at Beckers direktør i Stockholm blev afskediget, og som plaster på såret fik han overdraget Stelling-forretningen i København, som rykkede fra Pilestræde til Nicolaj Plads. Men den tidligere stockholmerdirektør havde heller ikke synderlig succes i København, så i 2008 køber Peter Dahl og Michael Østerbys virksomhed butikken på Nikolaj Plads og dermed retten til både Stelling-navnet og det tidligere så hæderkronede firmas historie.
Samtidig får alle deres nu syv forretninger navnet Stelling, og virksomheden skifter navn fra City Kunst Artikler til Stelling A/S.
Blandt de førende i Nordeuropa
I dag er Stelling A/S både via sine syv fysiske butikker i Danmark og sin omfattende web-butik en af Nordeuropas førende detailkæder inden for kreative kunstnerartikler. Men for Michael Østerby og Peter Dahl startede det hele for 30 år siden på Amager Torv. Og det fejrer de netop i denne her uge frem til den 1. maj både på Amager Torv og i deres øvrige butikker samt deres webshop – men det bliver uden grundlæggerens fysiske tilstedeværelse.
Og den der fik idéen til det hele, nemlig Michael Østerbys søster Anette, hun arbejder stadig i Statens Kunstfond i sin egenskab af Enhedschef for Billedkunst og Statens Kunstfond i Slots- og Kulturstyrelsen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her