9. APRIL // ESSAY – Det er nu 82 år siden, at tyskerne besatte Danmark den 9 april 1940. Danmark var i lang tid ugleset som tysk marionet – især af englænderne – fordi vi kun kæmpede i nogle få timer. Men allerede inden den 9 april 1940 var 367 danske søfolk omkommet, fordi tyskerne havde sænket 29 af deres skibe. Det var søfolkene, der tappert blev på deres skibe krigen igennem på trods store af tab, der reddede Danmarks ære, før der overhovedet var noget, der hed modstandsbevægelse i Danmark. “Vi sejlede bare” sagde søfolkene beskedent. Det gjorde de, og de blødte for det. De blev lovet “I skal aldrig blive glemt”, men de blev hurtigt glemt, og det skabte en bitterhed, der lever videre i dag, hvor den sidste krigssejler nu er død. Denne beretning om skibet AXEL CARL fra rederiet Heimdal er blot en af de hundreder, der viser hvad søfolkene gik igennem under krigen.
“Langt ude på de sibiriske stepper, lidt nord for Kinas grænser, ligger tre dygtige danske søfolk begravet, side om side.“
Edmund Bonnano Petersen, messedreng, s.s Axel Carl
Forleden berettede TV Syd om danske Mads. Mads er 24 år, og han rejste til Ukraine som frivillig soldat.
Men efter en uge var han igen tilbage i Danmark, fordi sikkerheden på kasernen i Ukraine ifølge ham ikke var i orden.
Den 15 årige danske konfirmand Edmund Bonnano Petersen, rejste også ud.
Det var en forårsdag i 1941, hvor han sammen kammeraten Ove Skotte fra Slagelse mønstrede ud som messedreng om bord på det danske skib S/S AXEL CARL, der lå i havn i Korsør.
Edmund eller “Mess” som de kaldte ham ombord, kom først hjem efter syv dramatiske år.
AXEL CARL der tilhørte rederiet Heimdal sejlede gennem Kieler Kanalen, hvor en af Edmunds første oplevelser om bord var, da en mand på land råbte ”hils derhjemme”, hvorefter en sømand om bord råbte ”landsforræder” tilbage fra skibets agterdæk.
På grund af de mange bombardementer i Hamborg tog det hele tre uger for AXEL CARL at laste. Godset var maskindele, som en modtager i Leningrad i Sovjetunionen havde bestilt ved en tysk maskinfabrik
Ude af Kieler Kanalen gik der kun kort tid før AXEL CARL blev angrebet af et engelsk bombefly, der beskød skibet på tværs fra styrbord til bagbord med en byge af maskingevær ild. Ingen blev sårede.
I Hamborg var besætningen igen heldige, for her blev skibet i dagevis udsat for engelske bombardementer af Hamborgs havn. Men både Edmund, Ove og de 19 andre søfolk ombord slap igen uden at blive blev sårede.
På grund af de mange bombardementer i Hamborg tog det hele tre uger for AXEL CARL at laste. Godset var maskindele, som en modtager i Leningrad i Sovjetunionen havde bestilt ved en tysk maskinfabrik. Sovjet var på det tidspunkt Tysklands allierede.
På sin rejse fra Hamborg til Leningrad gik AXEL CARL igen gennem Kieler-Kanalen og ind i Østersøen.
Halvdelen kom aldrig hjem igen
Ud for Rønne på Bornholm ankrede det danske skib op, for at proviantere. Og da Bornholm dagen efter forsvandt agterud, kunne ingen af besætningen have forestillet sig, at der skulle gå en årrække før de atter genså Danmark.
Og at det blev kun blev halvdelen af besætningen, der skulle vende tilbage i live.
Den 20 juni gik AXEL CARL med kaptajn Svend Teilman Thomsens og en russisk lods på broen direkte til kaj i Leningrad, og man begyndte straks at losse i den indre havn lige overfor skibsværftet. På det tidspunkt var Rusland stadig allieret med Tyskland, men den alliance skulle kun holde endnu to dage.
For søndag den 22. juni 1941 indledte tyskerne – Operation Barbarossa – et gigantisk angreb på Rusland, der skulle blive skæbnesvangert for hele AXEL CARL’s besætning.
Edmund husker tydeligt den nat, der fulgte.
“Allerede den første nat var der luftangreb over Leningrad. Der blev skudt med luftskyts efter flyene, men ikke ret meget. Vi kunne høre bomberne falde, men næste nat kom flyverne tilbage, og så var der til gengæld masser af anti luftskyts, og projektører som fejede hen over himlen, ligesom det vi havde set i Hamburg. AXEL CARL gik fri, selvom nogle bomber var tæt på, og kajen blev ramt flere steder.”
Alliancen mellem Tyskland og Sovjetunionen havde fået en brat ende, og det officielle Danmark lagde ikke skjul på, hvilken side man var på, og det blev klart understreget, da Danmark den 26. juni afbrød de diplomatiske forbindelser med Moskva.
S/S AXEL CARL blev nu beslaglagt, og det danske flag på siden af skibet blev malet over, og Dannebrog blev strøget i agterstavnen af skibet.
Mandskabet blev kaldt ind i salonen, hvor en russisk kommissær konfiskerede deres pas og meddelte besætningen, at den nu var interneret.
Danmark marionet for tysk regering
“Baggrunden for de danske søfolks internering og et efterfølgende lange ophold i Sovjetunionen var det tyske angreb på Rusland den 22. juni 1941. Og den stilling, Danmark tog til dette angreb. Englændernes betegnede Danmark som den tyske regerings marionet, og det var i hvert fald dækkende i dette tilfælde,” skrev historikeren Christian Tortzen.
Den 26. juni udsendte regeringen i København så en erklæring, der skulle blive et dolkestød i ryggen på de internerede danske søfolk:
Den danske regering sagde, “at den kamp, der nu blev ført under Tysklands førerskab skete for at bevare en samfundsorden i overensstemmelse med europæisk kultur. Nu som tidligere deltager Danmark ikke i dette krigeriske opgør, men ud fra denne fælles europæiske interesse kan udviklingen ikke være ligegyldig for Danmark.”
Det var kaptajn Svend Teilman Thomsens indtryk, at det diplomatiske brud den 26. juni var den egentlige årsag til, at AXEL CARL blev beslaglagt og dens besætning interneret.
Ingen af besætningen havde nogen ide om, at dette danske rænkespil, fra den dag af skulle føre dem til en række af Stalins berygtede Gullag-fangelejre, og helt ud til den endelige destination, fangelejren i Karagandy tæt på grænsen mellem Sibirien og Kina.
“Vi blev kørt igennem Leningrad. Flere russere truede efter os, selv om vi ikke havde gjort noget,” fortæller Edmund.
Eneste andre “gæster” på slottet var 30 franske nonner, der også var blevet interneret. Den eneste spise de fik var en tynd kålsuppe, kapusta, og muggent brød
Besætningens første stop var et ubeboet slot uden for Leningrad, der hed Strelna. Det var et tomt slot fra zartiden med over hundrede store værelser, og her blev hele besætningen stuvet ind i to snuskede rum, der var befængt med lus.
Edmund bemærkede, at der var spor af blod på gulvet.
Eneste andre “gæster” på slottet var 30 franske nonner, der også var blevet interneret. Den eneste spise de fik var en tynd kålsuppe, kapusta, og muggent brød.
Efter en uge på “slottet” blev der en dag pludseligt råbt “Davay, davay” – Afsted, afsted. En kommando de meget hurtigt lærte at forstå.
“Vi kørte igen tilbage til Leningrad, til en banegård. På et sidespor holdt en vogn helt alene, og den kravlede vi op i. Det var en rigtig fangevogn med 8-9 kupeer. Vi blev gennet ind i 2 af dem, og tremmedøren blev låst. Den ene side af vognen var uden vinduer, og der var jerntremmer for vinduerne i den modsatte side.”
Ingen hjælp at hente
“Kun to af os havde et ur, og først over midnat ved et-tiden kørte vi, hvorhen var der ingen, der vidste. Toget stoppede mange steder den nat, og tilfangetagne tyske soldater kom ind.
Nogle var flyvere, der var skudt ned. De så forfærdelige ud, nogle havde blod på deres forbindinger. De havde det ikke godt, og de russiske soldater var meget hårde mod dem. Det var med råb og skub de blev smidt ind i kupeerne. De jamrede sig hele natten af smerte, men de fik ingen hjælp.”
Toget blev ved med at stoppe og nogle gange holdt det længe. Så gik døren op med et brag og der kom nye krigsfanger op i vognen. Det var endnu en gang flyvere, som var skudt ned.
“De så frygtelige ud, og bange var de også” …
Mens toget kørte skød dets luftskyts hele tiden. Og selv om danskerne ikke kunne se meget fra fængselskupeen, så kunne de høre sporprojektilerne og se lyset fra dem.
“Det var ikke videre sjovt at opleve,” siger Edmund.
“Da vi kom vi til Moskva blev de tyske soldater jaget ud. Om natten var der luftangreb og antiluftskyts, og granatsplinter faldt ned på vores vogn. Soldaterne stak af hver nat, og vi lagde os ned på vognbunden. Soldaterne kom først igen om morgenen.”
Efter nogle dage i Moskva kørte toget igen, indtil det endeligt stoppede i en stor skov.
“Dørene blev låst op, og vi kom ud i solen, det var pragtfuldt!”
Vi kom ind gennem porten til en bygning, hvor soldaterne holdt til. Der blev vi forhørt. Vi blev indskrevet og fik en trætallerken, en træske og et blikkrus. Så blev vi klippet fuldstændig skaldede
Det var nu den 1. august 1941, og danskerne gik langs sporene ind i skoven, og senere ud af den igen, for til sidst at komme til en landevej, hvor der lå både store og små bjælkehuse.“
“Vi gik igennem hovedgaden, der var en meget bred jordvej. Folk gloede ondskabsfuldt på os i deres lasede nattøj, men vi var vel fjender i deres øjne,” siger Edmund.
Besætningen fra AXEL CARL blev ført til det tidligere kloster i Oranki, der var omdannet til krigsfangelejr. Lejren var ofte så overfyldt, at nogle af fangerne blev interneret i svinestier, skure og i lader.
“Vi kom ind gennem porten til en bygning, hvor soldaterne holdt til. Der blev vi forhørt. Vi blev indskrevet og fik en trætallerken, en træske og et blikkrus. Så blev vi klippet fuldstændig skaldede. Vi så mærkelige ud, da vi kom ud derindefra,” siger Edmund.
Ingen af danskerne var klar over, hvilke forfærdelige grusomheder, der tidligere foregik i dette kloster. I 1918 havde det dengang nye kommunistiske styre i Sovjet samlet 11.000 munke i klosteret.
Munkene fik valget mellem at vise loyalitet overfor kommunisterne eller overfor Kristus. De valgte alle Kristus, og det kom de til at bøde for med livet, de gravede selv deres egne grave, og hver dag skød kommunisterne mellem 3-500 af dem.
De danske søfolk blev ført op til et stort to-etagers hvidt hus. Alle husene i Oranki var hvidkalkede, fortæller de. Her skulle besætningen bo på første sal sammen med 17-1800 mennesker, tjekker, rumænere, ungarere, polakker og jugoslaver.
I husets underste etage var der en køkkensal med 3-4 store jerngryder, hvor der blev fyret op.
AXEL CARL’s endeligt
De var nu mere end tusind kilometer fra Leningrad, så de kunne intet vide om det, der skete der, men den 18. august angriber og sænker tyske Stuka styrtbombefly deres skib AXEL CARL, der stadig ligger i Leningrads havn.
For danskerne var der nogenlunde menneskelige forhold i Oranki-lejren, men russerne var konstant skeptiske overfor deres loyalitet, og man spurgte dem ofte, om de var villige til at sejle i allierede skibe.
“På en lille sammenkomst, vi havde paa Kongen Christians fødselsdag, den 26 september 1941, blev vi alle enige om at melde os til at sejle i allieret tjeneste. Heldet var med os, for dagen efter sammenkomsten ankom en kommisær fra det russiske udenrigsministerium. Jeg henvendte mig til ham med vort tilbud. Det blev accepteret, men kommisæren sagde, at han først skulle tale med sine chefer, men derefter hørte vi intet om vores sag,” siger CARL AXEL’s kaptajn, Svend Teilman Thomsen.
I den følgende tid talte søfolkene ofte om, hvor dejligt det ville blive at komme ud at sejle igen. Men ugerne gik, uden at de hørte nyt
Kort tid efter mødet med den russiske embedsmand talte kaptajnen igen med ham. Kommisæren fortalte ham nu, at der lå et skib i en nordrussisk havn lastet med våben til norske partisaner. Ville de danske søfolk påtage sig at føre dette skib?
Kaptajnen svarede øjeblikkeligt ja for sit eget vedkommende, og det samme gjorde de af besætningen, der blev spurgt.
Da den russiske kommissær igen talte med kaptajnen, sagde han, at han var glad for svarene, men at han blot prøvede alvoren i danskernes tilbud. Nu skulle de imidlertid snart høre fra ham.
I den følgende tid talte søfolkene ofte om, hvor dejligt det ville blive at komme ud at sejle igen. Men ugerne gik, uden at de hørte nyt.
Krigen var nu for alvor kommet på tværs af danskerne, fordi de tyske panser-styrker stormede frem i Rusland, og tyskerne var kommet så tæt på lejren i Oranki, at det blev nødvendigt for russerne at lukke lejren og flytte fangerne dybere ind i Rusland.
Den 5. november brød hele Oranki-lejren op – fangerne blev anbragt i kreaturvogne, hvor pladsen var meget trang, og samtidig led de på grund af den stærke kulde.
“Vi var cirka 60 mennesker i vognen, så vi kunne jo ikke ligge allesammen på briksene. Det måtte vi skiftes til, men det hittede vi hurtigt ud af,” siger Edmund.
Om aftenen kørte toget. Ingen vidste hvorhen, kun at det gik østpå i Sibirien. Det var en enkeltsporet bane hele vejen, så toget stoppede mange gange på sidespor, så vigtigere tog med militære transporter kunne passere.
Et knivstiks åndehul
Sjøholm, en matros fra AXEL CARL, havde en kniv, og med den lavede han et hul i hver side af kreaturvognen, så besætningen på skift kunne kikke ud på landskabet.
“Det var et sørgeligt syn. Om dagen så vi endeløse hvide stepper, vi var i Sibirien. Og der skulle gå 12 døgn, før de der overlevede rejsen kom ud af togets fange-vogne igen, siger Edmund.”
Toget var kørt over Volga floden og tværs gennem Ural-bjergkæden, og den 17. november 1941 nåede de Aktjubinsk-lejren, der bestod af lerklinede bygninger, der var fulde af revner og sprækker.
“Forplejningen der var ringe, maden var dårlig, og de hygiejniske forhold var meget slette. Alle som en blev vi fyldt med lus. Hele besætningen tabte sig stærkt i vægt, og små sygdomme begyndte at indfinde sig,” fortæller kaptajnen.
Aktjubinsk-lejren lå i det vestligste Kazakstan, en lejr der skulle blive deres hjem i de næste fire måneder.
“Barakken havde jordstampet gulv, og en lang gang midt imellem to rækker træplatforme i to etager. Der skulle vi forsøge at finde en soveplads,” siger Edmund.
“I begyndelsen sad vi for enden af briksene og først næste dag, efter at nogle var døde og båret ud, fik vi efterhånden presset os på plads højt oppe. Der lå vi så hele vinteren. Det frøs hele tiden mellem minus 40 og minus 60 udenfor,” fortæller Edvard.
Tyfus og dårlige nyheder
Mens AXEL CARL’s besætning sad i Aktjubinsk-lejren bredte tyfus sig hastigt som en epidemi i hele lejren, og fordi de indsatte fik så lidt at spise, så havde mange af dem næsten ingen kræfter til at stå imod sygdommen med.
Besætningen blev et par gange forhørt af russiske kommisærer, der kom med dårlige nyheder om, at danske soldater kæmpede på den tyske side af fronten i Rusland. Den danske regering havde nemlig bøjet sig for tyske ønsker og tillod hvervning af soldater til Østfronten hjemme i Danmark.
Edmund siger, at de oplysninger ikke var gode for dem at høre, og at besætningens humør faldt langt ned hele den vinter, de var i Aktjubinsk-lejren.
Men der var alligevel tre faktorer, der arbejdede positivt for AXEL CARL’s besætning, og uden at de vidste noget om det:
Lige fra starten i Oranki-lejren, havde de tilbudt at tage ud at sejle for de allierede, hvor som helst, det havde russerne bemærket. Russerne var også blevet klar over, at det ikke var alle danskere, der kæmpede sammen med tyskerne, og at tusindvis af danske søfolk allerede fra krigens begyndelse havde sejlet for de allierede i den danske udeflåde.
Humøret var generelt meget langt nede på det tidspunkt, men nyheden livede danskerne op, især da der ankom en åben lastbil til lejren, som kørte dem ud til til et jernbanespor
Og så var der endelig det arbejde, som den svenske gesandt i Moskva gjorde, han trak i de diplomatiske tove dér for at få besætningen frigivet. Og endelig i marts måned så det ud til at lykkes. Men det skulle blive en meget lang proces med nye endeløse rejser i Rusland.
“En dag kom der en højtstående kommisær til Aktjubinsk-lejren, hvorefter vi blev kaldt ind til kommandanten og fik besked på at være klar til at køre bort næste dag, 12. marts 1942.
Det gjaldt kun de danske søfolk fra AXEL CARL.
Humøret var generelt meget langt nede på det tidspunkt, men nyheden livede danskerne op, især da der ankom en åben lastbil til lejren, som kørte dem ud til til et jernbanespor. Her blev de blev sat ombord i et tog, der havde fangevogne med gitre for kupeerne. Forskellen fra tidligere var, at dørerne ikke blev låst, og de frit kunne gå omkring i toget.
“Nu skulle vi tage afsked med vores flinke vagt-soldater, som vi efterhånden var kommet til at kende godt. De kunne li’ os, og var meget interesseret i at høre hvor vi kom fra. De brændte alle efter at blive sendt til fronten,” siger Edmund.
31 dage i den forkerte retning
Men hvad de danske søfolk ikke havde forestillet sig var, at deres næste rejse, der startede den 12. marts 1942 ville blive en måned lang marathon-rejse i kreaturvogne, hvor de i lang tid blot kørte dybere og dybere ind i Sibirien. Til Omsk, Tomsk, Nisni Nogarod, og mange andre mindre byer.
“Der var kun en ting galt, det var retningen. Nu var vi jo søfolk, og vi kunne alle sammen se stjerner og solens skygger, og hvis vi skulle frigives, så skulle vi jo køre vestover eller sydover i hvert fald, men i stedet kørte vi nord og østpå i 31 døgn.
Så vi var klare over, at hvis dette her skulle ende i noget logisk, så havnede vi oppe i Ishavet eller også ude i Kina. Det endte så pudsigt nok 6-800 km fra den kinesiske nordgrænse,” fortæller messedreng, Ove Skotte.
“Ingen vidste, hvad vi skulle her,” siger Edmund.
De danske søfolk blev nu kørt ud over stepperne på hestevogne, indtil de nåede Karagandy-lejren.
“Der var masser af bygninger med højt pigtråd rundt om det hele, og vagttårne. Vi gad ikke engang at tælle dem. Vi var faktisk i choktilstand, og som en af søfolkene sagde:
“Hvad fanden har de nu lavet derhjemme i Danmark, siden vi skal i en rigtig krigsfangelejr,” siger Edmund.
Edmund og hans 20 besætnings-kammerater kom til at bo i et lille hus for sig selv, men der var tyfus i lejren, og den ramte desværre også AXEL CARL’s besætning
Et plus for dem alle var det, at især den yngre del af AXEL CARL’s besætning havde lært at tale en del russisk og tysk, som var sprogene i de russiske Gulags, så derfor kunne de snakke med fangevogterne.
“Det var Djengis Khans efterkommere, vi var kommet ud til,” siger Edmund.
Edmund og hans 20 besætnings-kammerater kom til at bo i et lille hus for sig selv, men der var tyfus i lejren, og den ramte desværre også AXEL CARL’s besætning.
“Nu, hvor vi begyndte at få bedre forhold, pladsmæssigt, begyndte vores helbred at blive meget dårligt. Vi gik langsomt og slæbende, og vi var sløve,” siger Edmund der var 16 år på det tidspunkt.
Farvel til Sjøholm
Den første der blev alvorligt syg var Sjøholm, der var en stor og stærk mand.
“Det tog en måned. Og den sidste uge lå han inde på det lille rum, vi havde. Det var hans eget ønske, han vidste, han skulle dø, og en morgen, da vi kom derind til ham, var det sket. Han blev ikke engang 35 år.”
Det var den 9. juli 1942, og Sjøholms lig blev hentet næste dag af en hestevogn og firet ned i en grav, der var lavet af krigsfangerne. Skipperen bad en bøn, og besætningen kastede graven til, og satte et træ-kors op, der var lavet i lejren.
“Vi gik langsomt og bedrøvede tilbage igen. For hvem blev den næste, der var flere, der var blevet svage og syge,” siger Edmund.
Den næste, der ikke kunne stå imod længere var matros Hans Larsen, der døde af dysenteri den 26. august 1942.
Den dag besætningen var ankommet til Karagandy-lejren havde bådsmanden Frede Christensen chokeret sagt: “gutter, det her er sgu enden for os” da han så lejren oppe fra en bakketop
“Jeg tænkte, du må ikke tabe håbet og modet, for din besætnings og din egen skyld. Taber du først hovedet er det galt. Det gjorde jeg heller ikke, men på trods af, at det var svært, ja meget svært, så har jeg under hele det skrækkelige ophold i Rusland haft evnen til at holde håbet oppe om frihed, både hos mig selv og besætningen,” sagde kaptajn Svend Teilman Thomsen kort efter krigens ophør.
Den dag besætningen var ankommet til Karagandy-lejren havde bådsmanden Frede Christensen chokeret sagt: “gutter, det her er sgu enden for os” da han så lejren oppe fra en bakketop.
Og det blev det for bådsmanden selv den 20. september 1942, hvor han døde af dysenteri.
Påvirket af sine tre kammeraters død skriver Edmund i sin beretning:
“Langt ude på de sibiriske stepper, lidt nord for Kinas grænser, ligger tre dygtige danske søfolk begravet, side om side.“
Epidemien rasede i Karagandy-lejren sommeren igennem, og fangerne kom bærende med den ene døde soldat efter den anden. Besætningen fra AXEL CARL boede tæt på lighuset i lejren, og de var begyndt at tælle de døde.
“Vi røg op på cirka 35 til 45 hver dag, og det var ikke sjovt at se på.” siger Edmund.
Både han selv og og de andre danske søfolk vidste, at de skulle væk fra lejren, hvis ikke de også selv skulle dø.
Med passet tilbage i lommen
Og så endelig skete der det, som de havde ventet på så længe. To kommisærer kom til Karagandy-lejren, og de sagde smilende til de danske søfolk, at de havde den glædelige meddelelse, at de nu var frie og skulle overgives til englænderne i Persien.
Derfor skulle de nu rejse fra Sibirien til Baku i det sydlige Rusland. Den ene af kommisærerne fortalte søfolkene, at når de overhovedet blev løsladt, så var det fordi, at russerne nu vidste, at mange danske søfolk gjorde tjeneste i engelske og andre allierede skibe. De mente i øvrigt at det ville vare tre uger for dem at rejse til Baku, så danskerne fik proviant med til de tre uger.
“De sagde farvel til os, ønskede os alt godt. Og fra nu af kunne vi gå hvorhen, vi ville. Der blev en fantastisk glæde over denne meddelelse, og først langt ud på natten kunne vi lægge os til at sove.”
Vagtsoldaterne var allerede forsvundet fra deres tårne og jerngitterdøren til danskernes fangehus stod åben.
“Det blev en dejlig tur væk fra lejren på ladet af den åbne lastbil til den lille banegård i Karagandy. Det var koldt, og sneen væltede ned, men den russiske vinter var ikke noget nyt for os. Vi sad og kiggede på vores pas, som vi ikke havde set, siden de spærrede os inde i Leningrad. Og vi tænkte på, at hvis bare det her var sket for tre måneder siden, så ville vores tre kammerater, der lå tilbage i deres grav være kommet med os.”
Vi blev hurtig klar over, at vi skulle passe på vores lille køjesæk, for der var mange tyveknægte i toget. De stjal som ravne, så vi havde vores pas helt inde på maveskindet
Første sted, de danske søfolk skulle ud af toget og skifte til et andet tog, var ved en lille station, hvor ventesalen blot bestod af en godsvogn, og kontoret var i en lille træbygning. På torvet i byen stod en statue af Lenin, og der gik Edmund og hans venner rundt i flere timer.
De skiftede nu til et tog, der kørte dem mod nordøst og dybere ind i Sibirien, og det var de, som de siger, ikke glade for.
Men CARL AXEL’s trediemester E. Blake havde et lille kort over Sibirien, og på det kunne de se, at jernbanen faktisk fulgte den vej, før det gik sydpå.
“Vi blev hurtig klar over, at vi skulle passe på vores lille køjesæk, for der var mange tyveknægte i toget. De stjal som ravne, så vi havde vores pas helt inde på maveskindet. Passet var vi meget bange for at miste.”
Toget kørte i timevis, indtil det kom til Novosibirisk, hvor besætningen skulle skifte tog. Deres mad var sluppet op, men kommandanten på den flotteste banegårdsbygning, som de endnu havde set, gav ordre til, at der skulle serveres suppe og brød for danskerne i den flotte spisesal. Og de fik samme traktement alle de dage de ventede i Novosibirsk.
På vand og ingen brød i dagevis
Ingen af besætningen havde nogle penge, men de opdagede, at de kunne sælge alt muligt på markedspladsen i Novosibirsk, så danskerne solgte et par af deres skjorter.
Især lynlåse var i høj kurs på markedet der. Så de begyndte at sprætte lynlåsene af deres tøj og sælge dem. På den måde fik de fat i rubler, som de kunne købe varm suppe og brødklumper for. Hver gang toget holdt ved en station fremover fik de afsat et par lynlåse, og de kunne så få mad til gengæld, for den mad, de havde fået med fra lejren, var hurtigt sluppet op.
De var på vej til Baku ved det Kaspiske Hav, men hver dag de rejste, kom de længere og længere ud i Sibirien mod nordøst, før toglinjen løb den anden vej.
I Kramojarsk hvor danskerne skulle skifte tog igen, blev rejsen afbrudt i flere dage, fordi den lokale kommandant skulle studere deres fællesdokument, før rejsen gik imod Baku.
“Heldigvis havde hver station en lukket gryde med kogende vand. Det var sommetider det eneste vi fik i flere dage, men vi krævede heller ikke så meget,” siger Edmund.
Hver gang besætningen skulle skifte tog, skulle de alle have en lusattest, derfor var de var tvunget til at finde en lokal aflusningsanstalt, og den var ikke altid lige til at finde. På anstalten kunne de blive vasket i varmt vand i trækar. Og deres tøj blev hængt på runde jernringe og ført ind i meget varme tørre-ovne for at dræbe lusene. Og det lykkedes for det meste ikke. Alle, også russerne var plaget af lus.
Danskerne manglede konstant penge til at købe mad for, men de yngste søfolk fra AXEL CARL tog aktion, de blandede sig nogle steder med de drenge-bander, der stjal på de lokale markeder.
Endelig kom besætningen på AXEL CARL til en havneby igen. Byen var Krasnovodsk ved det Kaspiske Hav. Men her opstod der problemer
“Der var altid en flok unge drenge som gik og lurede på at løbe igennem rækken af boder på markedet, hvor de så stjal til højre og venstre. De løb på et givet signal, og det benyttede de yngste af AXEL CARL’s besætning sig også af. Vi blandede os med dem. Flere soldater, som der altid var sådan nogle steder, løb efter, men vi opdagede, at de stjal lige så meget. Nogle gange var der vild kaos over det hele, men de nåede aldrig at få fat i os,” siger Edmund.
Efter 10-12 dages rejse ankom danskerne til Taskent. Den store banegård virkede som en hel kaserne på dem med alt det militær, der bevogtede stationen. Kommandanten sagde, at han nok skulle sige til, når deres næste tog kom. Men først skulle vi have den sædvanlige luseattest, og den nåede vi at få et par gange, mens vi var der.”
“Kommandanten kom pænt ned og sagde farvel til os, før vi steg op i toget, der skulle føre os til Krasnovodsk. Denne næste strækning foregik i bjergrige områder, så vi var mange gange højt oppe og igennem flere tunneller. Vi stoppede heldigvis ofte på små stationer, hvor vi kunne få varmt vand, brød og suppe.”
Endelig kom besætningen på AXEL CARL til en havneby igen. Byen var Krasnovodsk ved det Kaspiske Hav. Men her opstod der problemer, fordi kommandanten viste sig meget uvillig overfor danskerne.
Baku endelig i sigte
De fik imidlertid den gode ide at henvende sig til havnekommandanten i byen i stedet for. Han var marinekaptajn og sømand lige som dem selv, og ham kunne de danske søfolk godt snakke med. Han inviterede danskerne ned i marinens kantine og sørgede for, at alle fik noget at spise, og bagefter lovede han, at han ville se, hvad han kunne gøre for dem.
“Vi var jo vant til, at det var hærens soldater, der passede på os, men nu var det pludselig blevet marinen, der overtog os. De var morderligt flinke, og var meget interesseret i de billeder, som Edvard havde fra sin tid i den danske marine,” siger Edmund.
Næste morgen kom danskerne om bord på et skib i havnen, der ligger ved det Kaspiske Hav, og sidst på eftermiddagen ankom skibet til Baku. Militæret tog imod alle, men efter at en af de højerestående officerer havde læste de danske søfolks rejsedokument, blev de gennet hen i en krog, hvor to bevæbnede soldater blev sat til at passe dem.
“Vi sad der i to timer, hvorefter vi blev sendt ud på gaden og ind i to lukkede biler. På de bagerste døre var der et jerngitter, og der var to soldater i hver vogn. Vi kørte et stykke tid, og kom så ind ad en stor jernport, der smækkede i med et højt brag.”
Det var et rigtigt fængsel, danskerne var havnet i. De var alene og humøret var meget langt nede
“Derefter ind af endnu en port, og ind i en lille gård med høje mure omkring. På toppen var der pigtråd, samt store glas-stykker, der ragede op fra muren. Vi blev stillet op i to rækker, og fik med høje råb ordre til at gå ind ad en dør med gitter for,” siger Edmund.
Det var et rigtigt fængsel, danskerne var havnet i. De var alene og humøret var meget langt nede. Der var flere, der sagde, at hvis de havde vidst, at de ville ende i dette fængsel, så ville de hellere være blevet i f.eks. Taskent som frie mænd.
Men nu var de bag pigtråd og lukkede døre, og det var der flere af besætningen, der næsten ikke kunne bære. Russerne i Baku havde konfiskeret deres pas, og de havde kun det tøj de stod og gik i.
“Kommandanten i fængselsgården var en tosset rad. Han råbte og skreg af os, som om vi var de værste forbrydere. Gården var næsten lukket op imod himlen af pigtråd, og af alle de glasskår der sad fast deroppe.”
“To gange om dagen kom vi uden for en halv times tid, så var det ind igen med råbet – “davay, davay”. Vi var anbragt i to celler med bænke. Der kunne vi godt sidde allesammen, men vi måtte skiftes til at ligge ned. Der var en lampe højt oppe, og gittervinduet kunne man ikke komme op til for ståltråd. Der var en jernspand i det ene hjørne til at tisse og andet i. Det var ligesom i de kreaturvogne, som vi havde kørt med før. Vi havde næsten opgivet det hele,” siger Edmund.
Luksus lige om hjørnet
Danskerne var to og et halvt døgn i fængslet, men så skete der pludseligt noget. De hørte højrøstede stemmer ude i den lange gang, og pludseligt gik dørene gik op, og alle blev gennet ud i gården.
Derude stod nogle højtstående russiske officerer, og de hilste hjerteligt på hver eneste af danskerne.
“De fortalte os smilende, at nu havde vi set det værste af Rusland, nu skulle vi se det bedste. Vi blev derefter sat ind i fire store personbiler med fuldt honnør. Det var en pragtfuld fornemmelse, og vi kørte i fuld fart igennem Baku, for til sidst at standse foran et stort nyt hotel.”
Danskerne var kommet til Hotel Inturist i Baku, hvor de blev fulgt ind af fire officerer.
“Vi kom ind i den store forhal, og lidt senere ind i den store spisesal med tykke søjler og spejle. Der var masser af borde midt i salen, og her fik vi serveret et måltid varmt mad på rigtige tallerkener. Det var meget mærkeligt. Vi kom lige fra en fængselscelle, hvor en lille lem blev åbnet en gang om dagen. Maden var en klump brød og et stykke saltet fisk og en vandbeholder med et øsekar. Og så sad vi nu her i en førsteklasses restaurant, og fik maden serveret af tjenere i sort og hvidt.”
De andre gæster i restaurationen gav danskerne hånden og sagde velkommen. Og den svenske konsul kom også og hilste på dem. Han tilbød besætningen alle de penge, de ønskede.
“Nu skulle vi ikke købe mad, det fik vi jo på hotellet, men vi brugte pengene til at køre rundt i byen med bybusserne. Vi blev derefter vist op på tagetagen i et stort rum, som blev brugt som sommerrestaurant. Der var sandelig en rigtig seng til hver, med hvide lagener og tæpper. Det var svært for flere af os at sove, så om morgenen lå flere af os på gulvet, for vi var blevet vant til at ligge på noget der var hårdt.”
Vi var lidt skeptiske over, hvad der kunne ske, vi var jo blevet skuffet flere gange. Men en eftermiddag kom de høje officerer igen og spurgte, om vi havde haft det godt og fortalte, at nu var båden kommet, og at den skulle sejle om aftenen
Nu var de danske søfolk tæt på dagen, hvor de endelig kunne forlade Sovjet. De ventede kun på, at der skulle komme et skib, som de skulle sejle med til byen Pahlevi i Persien i Det Kaspiske Hav. Herfra var det meningen, at englænderne skulle overtage dem.
“Vi var lidt skeptiske over, hvad der kunne ske, vi var jo blevet skuffet flere gange. Men en eftermiddag kom de høje officerer igen og spurgte, om vi havde haft det godt og fortalte, at nu var båden kommet, og at den skulle sejle om aftenen. Og der lå også et lille fragt- og passagerskib ved kajen. Vi blev meget fint behandlet af de russiske søfolk. Og vi så for første gang en ung dame, der var påmønstret i denne båd, det var jo noget nyt.”
Om aftenen den næste dag, ankom det lille passagerskib til Pahlevi i Persien. Den lokale engelske konsul modtog dem meget venligt og sendte dem på hotel om natten, og næste formiddag kom to lukkede lastbiler med persiske chauffører for at køre dem til Teheran.
Så kørte de endelig, og det blev en ren bjergkørsel. De startede i Pahlevi, hvor det var varmt, men det blev koldere efterhånden som de kørte op i bjergene.
“Kom så gutter”
“Vi måtte af vognen et par gange for at skovle sne og skubbe den fri. Donkeymanden Christian, som altid kunne finde på noget sjovt at sige, råbte højt:
“Kom så gutter, det gælder vores frihed.”
Så blev der lagt kræfter i, vi skulle jo nødigt tilbage til flere fængsler, eller det der var endnu værre.”
De danske søfolk kom frem som de skulle til den engelske militærbase i Teheran, og de var nu endelig og formelt frie mennesker. Selveste den øverstkommanderende engelske officer i Persien kom for at modtage dem.
Han beklagede, at man ikke havde marineuniformer på basen, så de blev alle udruster med uniformer fra hæren.
“Vi havde været i Sovjet i 18 måneder. Det her, det var godt for os,” siger Edmund spontant.
Men denne historie ender ikke som i eventyret. AXEL CARL’s besætning ville straks ud at sejle igen efter det lange ophold i de russiske Gulag-fængsler.
Det kom de, for efter Teheran blev de sendt over land til Alexandria, hvor de mønstrede ud på forskellige allierede skibe, og herfra blev spredt på verdenshavene.
Edmund kom med det norske skib Hermelin af Drammen. Den var en hurtigsejler med sine 16 knob, så englænderne havde udrustet den som et krigsskib med talrige kanonstillinger.
Skibet sejlede i den såkaldte ørkenkonvoj med flyvebenzin i jerrycans til Montgomerys styrker, der kæmpede imod den tyske general Rommels hær længere vestpå i Nordafrika, og senere på krigen sejlede de forsyninger til de allierede styrker i Italien.
Flybenzin i lasten
Edmund beskriver sin tid på Hermelin sådan her:
“Vi var altid lidt anspændte, når vi sejlede med flyvebenzin, og vi var hele tiden forberedt på, at der kunne ske en torpedering eller et luftangreb. Nu var Middelhavet et varmt område langs Afrikas kyst, så derfor kunne vi sove på båddækket. Der havde vi større chancer. Hvis noget skulle ske kunne vi hurtigt springe ud over siden.
Selv om livbådene altid hang udenfor, parat til at blive firet ned, så var vi alle klar over, at dem nåede vi ikke i, med det flammehav der fulgte. Vi havde jo allerede set flere både blive torpederet, så vi vidste hvor stærkt det gik.”
Edmund havde overlevet Stalins Gulags, og han overlevede også den dødsensfarlige sejlads med fly-benzin på Middelhavet, hvor konvoj-sejladsen blev betragtet som lige så farlig som sejladsen i Murmansk-konvojerne til Sovjet.
40 år på Storebælt
Han fortsatte den dødsensfarlige konvoj-sejlads og uden forlis, men den 16. marts 1945 i slutningen af krigen gik det galt. Han var da mønstret på ”Inger Toft”, da skibet blev torpederet i Nordatlanten. Skibet sank på 70 sekunder, men mirakuløst overlevede både Edmund og resten af besætningen forliset.
Edmund, der stod til søs som 15-årig, kom endeligt tilbage til Danmark som 22 årig i 1948, og siden sejlede han i 40 år med Storebæltsfærgerne og døde som 91-årig i 2017.
When You Go Home,
Tell Them Of Us And Say,
For Your Tomorrow,
We Gave Our Today.
John Maxwell Edmonds 1875-1958
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her