NY BOG // UDDRAG – Ingerd er blevet enke efter sin 30 år ældre mand, Nils. Hendes tre ældste døtre er gift. Forholdet til ærkebiskoppen er nogenlunde. Lige til ærkebispens betroede mand Kristoffer dræber broderen til en af hendes ”ansatte”, Jon. Mordet åbner hendes øjne, og hvordan gør man egentlig, når klasser, stand og herkomst forsvinder? Hvordan kan man leve sammen?
– Følg den gode kone ud og betal, hvad hendes tjener kræver for uærligt drab, sagde Olav Engelbrektsen fuldkommen tonløst. – Og for fremtiden lader du fru Ingerds folk gå i fred.
Kristoffer trak vejret hårdt ind, han ville sige noget, men ærkebispen vendte sig fra dem begge og gik tilbage til de ventende. Hun, derimod, gik hastigt mod kirkeporten, Kristoffer måtte strække godt ud for at følges med hende. Han gik dog ud forrest, som om hun var så truet af angribere, at hun havde brug for hans beskyttelse. Jo, hun tænkte det nok, han genkendte Jon og nærmede sig manden med lange, hårde skridt. Godt, at Jon havde taget plads på sin hest og på den måde skabt afstand til Kristoffer.
– Hvad kræver du i bod for din døde bror? spurgte Kristoffer hårdt. – Jeg burde måske have dræbt flere af dine brødre, så du kan komme lidt nærmere på at arve gården? Og de fem får din far ejer?
Jon ville ikke lade sig tirre. Men Kristoffer var godt i gang med at tirre sig selv. Ingerd lagde en hånd på Kristoffers arm og nød at mærke hans ubehagelige overraskelse: Kvinden ikke alene kommanderede rundt med ham, hun lagde også hånd på ham.
– Hvad loven siger, svarede Jon oppe fra sin hest. – Ikke en skilling mindre.
Kristoffer bar en pung ved bæltet. Han åbnede den, rodede i mønterne, tog to op og betragtede dem, hvorefter han resolut snørede pungen sammen igen og smed den foran hesten, Jon sad på.
– Det er ikke hesten, du betaler bod til, sagde Ingerd og pegede på pungen.
Kristoffer tyggede lidt underlæbe, tog et skridt baglæns, ombestemte sig så og fejede pungen op i en rund bevægelse, der nok skulle virke skødesløs, og gik op mod Jon og stak ham pungen i hånden. På vej tilbage til ærkebispen havde han kurs direkte mod Ingerd, der ikke agtede at flytte sig. I sidste øjeblik veg han demonstrativt uden om hende og satte farten op.
– Men det giver mig jo ikke min bror tilbage, og Kristoffer kunne være blevet hængt, det ved han godt, det burde han takke mig for, at jeg ikke krævede, sagde Jon.
Ingerd gik ud fra, at Kristoffer havde betalt langt over den lovmæssige bod. Nu havde hun gjort, hvad hun kunne, og iagttog til sin store undren, hvordan Jon fik travlt med selv at springe ned fra sin hest. Hvad var der nu i vejen? Åh jo, han ville hjælpe hende i sadlen.
***
Jon tændte lys og ryddede op, åbenbart havde hun efterladt rod og uorden herinde. Så tog han opstilling ved hendes højre hånd og lod hende forstå, at han havde noget vigtigt at sige. Som om hun var så vanskelig at omgås, at man først skulle have tilladelse til at tale.
– Allerførst vil jeg takke fru Ingerd for hendes indgriben over for ærkebiskop Olav, sagde han og lød, som om han kæmpede for at forholde sig så rolig, på vegne af mine forældre og søskende. – Og så vil jeg benytte muligheden for at spørge, om fru Ingerd har andre planer for min person i hendes tjeneste. For en af de tyske købmænd i Bergen har tilbudt mig ansættelse. Hvis fru Ingerd ikke har brug for mig.
Det kom helt uventet, og hun gispede efter vejret. Oven i alt andet risikerede hun at miste Jon. Han var kommet til hende samtidig med hendes mands død, og han havde fyldt hendes fortrolighed, venlig og fornuftig og uimponeret. Uden ham ville der blive koldt og øde omkring hende.
– Men Jon må da ikke forlade mig, sagde hun, Jon er den eneste, jeg umuligt kan undvære. Hvad vil Jon have af mig, hvad forlanger Jon for at blive i min tjeneste?
Han så lige forbi hende, sukkede irriteret og rettede så blikket direkte mod hende.
– Fru Ingerd, jeg har lige spurgt Jon, sagde han skarpt, og Jon siger, at han vil foretrække at blive hos sin frue, men at han gerne vil kaldes ved andet end sit navn. Jeg synes, det er på tide.
Blodet hamrede i hendes strube, hun tav og forsøgte at forstå. Sådan talte alle jo med deres tjenestefolk.
– Du, sagde hun og rømmede sig, du må blive hos mig. Vil du have mere? Fortæl mig det så. Hun havde troet, han havde en hel liste over krav parat, i stedet stod han med spredte fødder og hænderne løst samlet foran sig og så ned, behersket som altid.
– Det tilkommer ikke mig at kræve noget, svarede han omsider, men jeg ville ønske, min frue kunne se mig og høre mig og forstå mig. At vi kunne sidde side om side.
Hun havde været hensynsløs mod ham, det var summen af, hvad hun forstod, og det gjorde ondt, var hun virkelig så tankeløs og utaknemmelig? Hvordan bar man sig ad med at fjerne barrieren mellem frue og tjener? Først og fremmest kunne hun bede ham sætte sig hos hende. Måske var det lettere for ham at tale med hende, hvis de begge sad. Men kroppen kom på tværs af hendes beslutning, gråden begyndte at vælde ud af hende, alt, hvad hun magtede, var at pege.
Jon tog plads, frygtsomt og varsomt, på en skammel foran hende, parat til at springe op øjeblikkeligt, hvis det viste sig at være uholdbart.
– Hvad forventer fru Ingerd af mig? svarede han, som om hele hans indre glødede. At jeg skal foreslå en mand, hun kan gifte sig med? Bortgive hende, som om jeg var hendes far?
– Men du har øjnene med dig, sagde hun, i dyb nød. – Du ved da selv, at der er ingen nordmand, som er min jævnbyrdige. Men en dansker, en svensker kan der blive tale om. En mand med egen formue og egne godser, en mand, som vil påtage sig at rådgive mig, måske endda styre for mig.
Jo flere ord hun satte på sit ønske, desto mindre tiltrækkende forekom det hende. Jon var ligbleg og stirrede ugenert på hende, som om hun sad og krænkede ham. Ham, der plejede at være fornuften selv, når hun tog ham med på råd, lod til ligefrem at føle afsky. Hendes nye fortrolighed var en fejl.
– Hvor vil fru Ingerd hen med alt dette? hviskede han.
Lige nu havde hun brug for ham, ville han mon igen give hende sin hånd som til årsmessen? Hun forsøgte, men han trak sig tilbage med en væmmet lyd og gemte hånden bag sig.
Så måtte hun tale sandt. Lagde hånden over sine øjne for at skjule sig, og begyndte at tilstå, selv om det faldt hende svært, og hendes strube snørede sig sammen i skam.
– Ingen af de mænd, jeg kender, vil jeg vide af, ingen af dem kan jeg give den fortrolighed, jeg har givet dig. Ingen af dem kan jeg komme så nær som dig. Hvis jeg så endda kunne finde en mand, der ligner dig, der er lige så lydhør og så klog og så køn. Du bringer glæde til mig hver dag, ved du det?
Og så var det, Jon rejste sig, vredt og brat. Han svajede lidt, støttede sig mod bordet og tav. Hun undrede sig over stilheden og så op, og han kiggede stramt væk fra hende. Denne mand, der ellers var hendes fjeld, var nu i oprør.
– Måske skal fru Ingerd se sig om, sagde han mellem tænderne, måske er den mand lige foran hende. Men hun er jo så rig og mægtig, at hun intet ser, ud over sig selv. Knytnæven ramte bordpladen, så hele skiven sitrede på bukkene. Hun ville vende sig væk, vild mandlig vrede var ikke lige det, hun havde brug for.
– Og den mand, som er lige foran hende, og som ikke tænker på andet end hende. Ser hun ham? Nej, den mand tør hun ikke så meget som lægge mærke til, alene fordi jeg ikke er rigsforstander eller rigshofmester eller ridder eller noget som helst med »rigs«. Tænk at være så stor og rig, og vide så meget, og alligevel være fuldkommen blind.
Nu tav han endelig, det lød, som om han også var på nippet til at græde, men det kunne da umuligt passe. Jon var styrken selv. Hun vidste, han altid forstod, hvad hun tænkte, han vidste, hvad hun havde brug for, og hvad hun afskyede. Han var uundværlig og konstant, utrættelig. I vildrede rakte hun ud mod ham, men han undveg berøringen med en sort vrede, hun aldrig før havde mødt hos ham. Og så rejste hun sig for at sige noget udglattende, dette havde været en lang dag, og hun havde ikke flere kræfter.
– Som om jeg trænger til at blive trøstet, spyttede han mod hende. Er det alt, hvad du tør give mig?
Omsider sagde han du. Måske burde hun se grundigt på ham, den mand som hun havde fået jaget ud af sig selv, i alt fald helt ud af sin vante ro. Det gik op for hende, hvor meget yngre end hende han måtte være, men det var jo ellers ikke relevant.
Han tjente hende. Det gjorde så mange. Jon var den eneste, som red væbnet ved hendes side, og som hun talte med og kunne afprøve sine tanker på. Hendes nærmeste på alle måder. Den mand, hun talte mest med. Mere end i sin tid med Nils. Han fyldte hendes dag med sit nærvær.
Lidt mere urolig tog hun et skridt frem, og endnu et skridt. Hævede tøvende højre hånd, men dette havde hun absolut ingen erfaring med. Han hjalp hende sandelig heller ikke, han stod, stolt og årvågen, og fulgte hendes vanskelige vej. Hun kunne mærke en vis munterhed hos Jon, der ikke engang ville hjælpe hende med at fjerne den stol, som stod i vejen. Det livlige, krøllede skæg var forbavsende blødt under hendes hænder. Forsøgte at røre hans læber med fingerspidserne, som om hun måtte undersøge ham for fremmedlegemer inden kysset.
– Ingerd, hørte hun ham sige, hvad i alverden er det, du foretager dig?
Denne mand, som intet ejede, tog hende om begge albuer og stjal sig til et hastigt, vådt kys. Så blev hun stående og smagte efter, men tilfreds var hun ikke. Turde ikke se på ham, strakte sig og efterlignede ham, greb ham om nakken og kyssede med åben mund.
***
Alt gik strålende til de var kommet op i hendes store seng. Hun havde forventet, at han ville gå over hende som en storm, mere Vincens end Nils. Men han kyssede og kyssede og strøg hånden op og ned ad hende, uden at de kom videre. Han var ellers mere end parat, så hun. Og puffede ham blidt op fra sig.
– Ingerd, kom det skamfuldt fra ham, han lukkede endda øjnene. – Ingerd, jeg ved ikke, om vi kan ligge med hinanden. Det vil jo gøre forfærdeligt ondt på dig. Lad os kysse i stedet. Så strakte han hånden op bag hendes nakke for at trække hende tilbage, og for første gang strittede hun imod, tog endda om hans hånd og så ham ind i øjnene.
– Hvorfor skulle det dog gøre forfærdelig ondt på mig? spurgte hun, i afgrundsdyb undren. De erfaringer, hun havde, gik alle i samme retning, og smerte havde sandelig aldrig været en del af hendes samliv med Nils.
Jon ville ikke se på hende, han gemte øjnene under hendes hånd.
– Jeg har jo kun ligget med horer, Ingerd.
– Og hvordan gør de? spurgte hun forundret. Han ville stadig ikke se på hende, men forklarede i små stød af ubehag, – Jeg betalte og lagde mig mellem hendes ben og måtte ikke kysse hende, men skulle gøre det hurtigt, og ikke lægge min sæd i hende. Jeg skammede mig.
Ordet skam dækkede ikke, hvad han følte, det hørte hun. Og se på hende, mens han fortalte, var da helt udelukket. Han vanærede sig selv ved at fortælle.
Så lagde hun sine fingerspidser mod hans mund, hvorefter hun fjernede hans hånd, hun ville da se ham ind i øjnene. – Sådan gør jeg ikke, sagde hun fast. – Nej, det tænkte jeg nok, hviskede han og skilte hendes knæ. Men vendte tilbage til hendes mund, som om han ville takke.
Nå, så han frygtede, at han ville tilføje hende smerte. Hun skulle vise ham noget andet. Foreløbig søgte han dækning i hendes mund, som om hendes læber og tunge kunne give ham adgang til en bedre verden.
– Gør mod mig, hvad jeg gør mod dig, hviskede hun op mod ham, og han sukkede. Hans hud var så blød som en ung jomfrus, stramt trukket over fine muskler, blødere og blødere op ad hans ben. Intet af dette havde han gjort før, men han syntes godt om det, og han kopierede hende.
Det er mit andet bryllup, tænkte hun med et sæt, da hun mærkede den velkendte, men længe urørte nydelse skylle ud gennem sig. Måtte række begge hænder op mod hans mund og stoppe de lyksalige lyde, han ikke selv kunne holde tilbage, hun ønskede ikke at vække hele huset. Og han forstod, blev stille og lå og pustede sin lettelse ud, mens hans fingre følte på hendes ansigt.
– Ingerd, sagde han grødet. – Sig, det er sandt. Jeg har drømt om det i hundredvis af nætter, ved du. Det er dig, min lille dronning, ikke sandt? Og det er mig? Og det er virkeligt?
Maria Helleberg:
Sommerfugl
Bibelselskabet
568 sider, indbundet
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
