Maria Helleberg: Historien er ikke farveblind

i Minoriteter/Historie af
RACISME // KOMMENTAR – Vi slipper ikke af med efterveerne af slavetiden ved at destruere gipsbuster opstillet på vores arbejdsplads. Gid det var så nemt. Det skal foregå inde i hver enkelt, skriver forfatter Maria Helleberg i denne kommentar. Hun opfordrer til en nærlæsning af racismens historie, hvor man bruger mindre tid på at dvæle ved konflikter og i stedte søger at finde sporene af kooperation, kontakt mellem kulturer, kulturel indlæring og afsmitning

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne,
og du kan også sende os 
din mening her.


Om ikke andet lærer kolonihistorien os, at god vilje kan vise sig dødsensfarlig.

Man ledte jo ikke efter søvejen til Indien for at udrydde inderne eller gøre dem til slaver. Så kom man til Caribien og derfra ud over kontinentet. Man havde ikke opdaget, men fundet de nye landområder. Sporene ligger også i sproget: Vestindien, opdagelser, Latinamerika.

Da det jo som bekendt ikke var Indien, man nåede frem til, men områder som “lå i vejen”, stod man over for ukendte kulturer og ideer. Jeg kan levende forestille mig, at spanierne blev rædselsslagne og frastødt af religiøs praksis i de ukendte områder, men snart skulle deres nye styre afføde langt værre forbrydelser. Det var småt med regulering af handlingerne under det, som hurtigt blev erobring, i stedet for de bedre handelsveje man først havde ledt efter.

Det gik hurtigt galt, af mange forskellige årsager. Men en af de oversete årsager er, i hvor høj grad Europa vendte ryggen til fortællingen om ødelæggelse og slavegørelse. De fleste kendte kun til de positive sider: Rigdom, nye varer, magt og indflydelse, samt selvfølelse. Ideen om at man civiliserede de “nyopdagede” lande og gav indbyggerne kristendom, den eneste rette religion, samt bedre levevilkår, var udbredt. Det var konkret, detaljeret viden om følgerne af de reelle, arbitrære overgreb ikke.

Kolonisering indebar, at de erobrende magter kun eksporterede samfundets værste sider. Det var ikke parlamentarisme, lokal selvbestemmelse, velfungerende retssystemer eller almene skolesystemer, man lagde vægt på

England havde i det mindste et parlament, hvor abolitionisme frit kunne fremføres og – langsomt – føre til erkendelse af det uholdbare i slaveri. Danmark havde ingen levende diskussion af slaveriet. Det til trods for, at det nye, liberale styre fra 1784 egentlig ønskede en afvikling. Som så ofte før og senere vandt økonomisk tænkning over det åbenlyst korrekte.

Regeringen kunne have trodset dystre forudsigelser fra de personer, man rådspurgte om mulighed for at afskaffe slaveriet. I stedet valgte man et svagt kompromis. Stop for salg af nye slaver efter 10 år. Ingen tidsfæstning for slaveriets ophævelse. Og selv de mest progressive danske kunstnere i Guldalderen undlod at komme med direkte kritik. Den kunne, på grund af censuren fra 1799, have kostet dem alt.

Historien er ikke farveblind

Kolonisering indebar, at de erobrende magter kun eksporterede samfundets værste sider. Det var ikke parlamentarisme, lokal selvbestemmelse, velfungerende retssystemer eller almene skolesystemer, man lagde vægt på. Det var ikke Erasmus af Rotterdam, men Cortez og Pizarro som kom til det, der skulle blive Latinamerika.

Meget tyder på, at det nye slaveri affødte en ny racisme. I 1500-tallet kunne en Antonius Blåmand blive officer hos Gustav Vasa i Sverige. I et nyt værk har den britiske historiker Miranda Kaufmann ud fra kilderne vist et fascinerende billede af Tudor-tidens “sorte” borgere – Black Tudors fra 2017. Hudfarven dømte ikke. Den ejendommelige blanding af afsky, frygt og “selvfølgeligt” hierarki, som udgør moderne racisme, var ikke blevet dannet. Ens personlige kunnen var stadig vigtigere.

I Rusland kunne man i århundreder sælge andre russere, de såkaldt livegne. Men paradoksalt nok gjorde netop dette forhold det muligt for forhenværende livegne at glide ind i samfundet Det var sværere for frigivne sorte slaver. Hudfarven idømte samfundsplacering. De heldigste var børn af “blandede forhold”, som var lyse nok til at kunne lyve sig til hvidhed. Hvis man vil vide hvor vanvittigt dette system fungerede, kan man forsøge at google sig til oplysninger om Thomas Jeffersons lange forhold til Sally Hemings – og især deres børns problemer med at opnå et liv i frihed.

Vi slipper ikke af med efterveerne af slavetiden ved at destruere gipsbuster opstillet på vores arbejdsplads. Gid det var så nemt. Det skal foregå inde i hver enkelt

Det er efter min mening ikke nok at sige: For mig er alle lige, jeg er farveblind.

For historien er ikke farveblind. Jeg husker, hvordan jeg selv først i Dansk Vestindien kunne tale helt frit om min forfader. Der ligger en utrolig fond af viden, kultur og erfaring som forklarer nutidens sorte borgeres holdninger. Selvfølgelig betyder alle menneskers liv noget. Men Black Lives Matters er begrundet i en nærmest accepteret, tilfældig brutalitet fra øvrighedens side over for især yngre sorte mænd. Slavegørelsens horeunge, om man vil.

Vi slipper ikke af med efterveerne af slavetiden ved at destruere gipsbuster opstillet på vores arbejdsplads. Gid det var så nemt. Det skal foregå inde i hver enkelt.

Måske ville det hjælpe, hvis historieforskning brugte mindre tid på at dvæle ved konflikter og i stedte søgte at finde sporene af kooperation, kontakt mellem kulturer, kulturel indlæring og afsmitning.


Foto: Miranda Kaufmann og bogforside.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk.

Fuldtidsskriver siden 1987: Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog.

Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det.

Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people.

Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80'erne med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund.

Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste artikler om Minoriteter