ARKITEKTUR & BYMILJØ // DEBAT – ”Arkitektstanden har haft nok i sig selv, har levet i sin egen verden og har ikke villet lytte til kritik”, skriver Jep Loft, formand for foreningen Arkitekturoprøret. Havde man en folkelig debat om bymiljø, ville flere arkitekter nok indse, at modernisme-byggeri ikke er menneskevenligt. Desværre kan boligsøgende ikke fravælge boliger i de dårlige miljøer, for boligmarkedet fungerer ikke, mener skribenten.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Et morads af magt, liderlighed og dovenskab. Sådan har Holger Dahl beskrevet lærerstaben på arkitektskolen i København i 1980’erne for nylig i Berlingske.
Arkitekter, der studerede samme sted i 1970’erne kan beskrive et anarki, hvor lærerne havde mistet magten, og hvor det væsentligste kriterium for succes var, at man var en god socialist. At gamle bygninger var noget bras, var vist nok et udbredt synspunkt.
På en Arkitekturbiennale har jeg set en video, hvori arkitekt Jan Gehl beskriver sine oplevelser på arkitektskolen i 1960’erne. Man lærte at bygge for sig selv uden at tage noget hensyn til omgivelserne.
Vi skal bygge rigtige byer igen. Ingen højhuse, punkthuse eller boligblokke. I stedet mere menneskevenlige og hyggelige bydele med karréer, gårde, stræder, torve osv.
Man må spørge: Hvad er det for en arkitektuddannelse, som skatteborgerne i dyre domme har betalt til i årti efter årti? Og hvad er resultatet blevet? Vi har i hvert fald fået et boligmarked, der ikke fungerer, som det burde.
Kulturen på arkitektskolen har måske medvirket til den arrogance, der i mange år prægede store dele af arkitektstanden. Hvis en lægmand (som undertegnede) prøvede at protestere mod det triste, moderne byggeri, blev han eller hun ofte fejet til side med bemærkninger om, at man manglede ”faglighed” og bare skulle holde sin mund.
Måske har der været en akademisk arkitekturdebat, men fagfolkene ønskede ikke en folkelig debat om bymiljøet.
Det har heldigvis ændret sig det seneste par år. Der er sket en mærkbar ændring i debatten. Men den har været kendetegnet ved, at arkitekterne selv har holdt en usædvanlig lav profil. Ofte peger de på bygherrer, planlæggere eller politikere som de ansvarlige for det kedelige nybyggeri. Men det er uværdigt.
Arkitekterne er fagfolkene, der skal rådgive og vejlede de andre aktører. Selvfølgelig lytter en klog bygherre til en dygtig arkitekt.
Den boligsøgende har ikke et frit forbrugsvalg. Der er ikke et velfungerende marked. Man må tage det, man kan få
Men desværre er det vist stadig kun et fåtal af arkitekter, der har indset, at der bør tænkes nyt: At byplanerne ikke skal skabe forstadskvarterer, og at byggestilen bør forlade modernismen og basere sig på en mere klassisk tankegang. Kort sagt: At vi skal bygge rigtige byer igen. Ingen højhuse, punkthuse eller boligblokke. I stedet mere menneskevenlige og hyggelige bydele med karréer, gårde, stræder, torve osv.
Hyggeligt bymiljø er eftertragtet
Arkitektstanden har haft nok i sig selv, har levet i sin egen verden og har ikke villet lytte til kritik. Det måtte gå galt. Aldrig er der bygget så meget og skabt så lidt af blivende værdi som efter 2. verdenskrig. Man har nok bygget gode boliger, men der er skabt dårlige bymiljøer. Derved har man forringet livsbetingelserne og trivslen for millioner af mennesker over hele verden. Og man har skadet de fine, ældre bykvarterer med utilpasset og hensynsløst moderne byggeri.
I andre brancher end byggebranchen ville dette ikke have fået lov at fortsætte. Forbrugerne ville have fravalgt det dårlige, og udbuddet ville indrette sig efter efterspørgslen. Der ville være blevet bygget hyggelige bykvarterer i stedet for kolde og triste forstæder.
Vi mener at kunne give dem information om almindelige menneskers ønsker (og fortvivlelse), som de ellers ikke får – og ad den vej påvirke kvaliteten af udbuddet til i højere grad at imødekomme efterspørgslen
Men den boligsøgende har ikke et frit forbrugsvalg. Der er ikke et velfungerende marked. Man må tage det, man kan få, dér hvor man gerne vil bo eller har råd til at bo. De gode bymiljøer er i de ældre bykvarterer, og naturligvis er de mest efterspurgte og derfor dyre. Hvis man skal bo i en omegnskommune, er der kun forstadsbebyggelser at vælge imellem.
I en markedsøkonomi får udbyderne nyttig information tilbage fra markedet, og de dygtige forstår at udnytte den. De andre går fallit. I en planøkonomi kommer der ikke værdifuld information ud af forbrugsmønstret. Derfor kan man blive ved at begå de samme fejl – og endda uden at gå fallit.
I Arkitekturoprøret prøver vi at få byggebranchen i tale. Vi har kontaktet bygherrer, arkitekter, developere, ejendomsselskaber, boligforeninger, arkitektskoler, forvaltninger, fonde og flere andre. Vi mener at kunne give dem information om almindelige menneskers ønsker (og fortvivlelse), som de ellers ikke får – og ad den vej påvirke kvaliteten af udbuddet til i højere grad at imødekomme efterspørgslen. Men desværre må vi konstatere, at vores succes har været beskeden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
