MUSEUM & ARKITEKTUR // KOMMENTAR – H.C. Andersens Hus har ligesom mange andre danske museer fået tilbygninger, som ikke er tilpasset det eksisterende bymiljø. Mange af disse til- og ombygninger volder stor skade på de historiske bymiljøer, skriver Jep Loft, formand for foreningen Arkitekturoprøret, som arbejder for, at “der bygges smukt igen”. Hvorfor passer Staten ikke på de gamle og bevaringsværdige bygninger og områder, spørger han.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der synes blandt museumsfolk at rase en formidlingsfeber. Museer skal ikke længere være steder, hvor man bevarer og udstiller ting og meddeler faktiske oplysninger. De skal være formidlingscentre, der fortæller historier og giver oplevelser.
Fænomenet ses over hele landet, men måske for tiden mest på Fyn. I foreningen Arkitekturoprøret ønsker vi at bevare de gamle bymiljøer, og for os er museumsfolkenes ideer en konstant kilde til frygt og fortvivlelse.
Hvis man troede, at Staten passede på de fredede voldanlæg og bygninger, tog man fejl
Det er velkendt, at så godt som alle museer har bygget til eller har ønsker om at gøre det. De vil have bedre publikumsfaciliteter, boghandel, cafeteria, kontorer, konferencerum m.m. Måske vil de også have mere plads til deres samlinger.
Men når de bygger, er det ofte brutalt og hensynsløst. De nye huse indpasses som hovedregel ikke efter de gamle. Tilbygningen til Odense Bys Museer i glas og beton er et skræmmeeksempel. Den nye tilbygning til Skagens Museum ville passe bedre i Los Angeles.
Ulovligt byggeri og for mange kasketter
Sagen om Nyborg Slot er et kapitel for sig. Hvis man troede, at Staten passede på de fredede voldanlæg og bygninger, tog man fejl. Den gamle middelalderborg skulle ”revitaliseres” for 350 mio. kr.
Et moderne formidlingscenter skulle opføres klos op ad den gamle borg. Slots- & Kulturstyrelsen var både bygherre og den myndighed, der dispenserede fra forbudsbestemmelserne i Museumsloven. Det var en besynderlig konstruktion, hvor styrelsen havde flere kasketter på. (Hvis den ville agere bygherre, burde den vel holde sig inden for reglerne og ikke selv dispensere fra dem).
Al autenticitet er tabt. Området er blevet tivoliseret. Det har mistet forbindelsen til den by, som H.C. Andersen voksede op i
Det særlige Bygningssyn ikke fik lejlighed til at tage stilling til projektets lovlighed i relation til Bygningsfredningsloven (måske fordi nævnets formand selv var arkitekten bag projektet?)
Og Styrelsen og Nyborg Kommune skyndte sig at nedrive to gamle, bevaringsværdige længer – længe inden Styrelsens tilladelse til projektet forelå. Et klagenævn har standset det ulovlige byggeri, men borgmestre, folketingspolitikere og kulturministeren kan ikke acceptere afgørelsen. Der arbejdes nu på en lovændring, så projektet kan lovliggøres.
H.C. Andersens Hus – tivoliseret
Mens debatten om Nyborg Slot er foregået, er H.C. Andersens Hus i Odense blevet gjort til et formidlingscenter. Odense er en by, der har misrøgtet sin kulturarv og ødelagt sine bedste bymiljøer. Men gaderne omkring H.C. Andersens Hus henlå bevarede som en lille ø midt imellem motorgade og moderne byggerier – hotel og musik-, teater- og konferencehus.
Nu er motorgaden væk, og museumsfolkene har taget fat på det, der var bevaret. Nabobygningerne på hver side af H.C. Andersens Hus er nedrevet og erstattet med overdækkede tømmerkonstruktioner. Selve huset kan beses gennem en glasrude. Og så er der ellers bygget i en tilstødende park i flere planer, over og under jorden.
Det står mig ikke klart, hvad man har ønsket at opnå. Jeg fik ingen ny viden under mit besøg. Der er vist ingen originale genstande udstillet. Måske skal det være en oplevelsespark, men i så fald er den blottet for oplevelser. Der er kun mere eller mindre kunstneriske installationer med en form for relation til eventyrene. Og al autenticitet er tabt. Området er blevet tivoliseret. Det har mistet forbindelsen til den by, som H.C. Andersen voksede op i.
Før eller siden går formidlingsfeberen vel over. I Arkitekturoprøret gruer vi for, hvor megen skade museumsfolkene når at forvolde, før det sker.
LÆS MERE I POV OM DET MODERNE MUSEUM HER
Topillustration: H.C. Andersens Hus i Odense, set fra den nye tilbygning af glas og beton. Foto: Jep Loft
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her