Hans Scherfigs dannelsesrejse til Tibirke Bakker

Poul Arnedal 10.12.2016

Jeg spurgte to mennesker, jeg kender godt, og som var nogle af de første, jeg stødte ind i efter opfordringen til denne blogpost, hvad de umiddelbart forstod ved begrebet dannelse.

Den første, som jeg vil kalde ’verdensmanden’ og har en fortid som direktør i flere store internationale virksomheder, sagde: ”Forståelse af sammenhængen mellem menneskers liv”.

Den anden, som jeg vil kalde ’den litteraturstuderende kunstner’, sagde: ”Evnen til at se tilværelsen fra flere perspektiver uden at miste sit eget ståsted”.

Samtidig var jeg selv netop i gang med at genlæse Hans Scherfigs satiriske roman: ’Den forsvundne fuldmægtig’, som jeg ikke havde været i nærheden af siden min pure ungdom, men havde fundet i en bogkasse på et lokalt loppemarked. Og når jeg netop havde lyst til at genlæse den bog, er det, fordi store dele af handlingen foregår i mit nærområde. Scherfigs fuldmægtig, Teodor Amsted, flygter nemlig op til Tibirke Bakker, hvor han forsøger at leve inkognito, efter at have fingeret sit eget selvmord. Scherfig sad selv og skrev romanen i et hus, hvor jeg kommer en del, nemlig Tibirkes gamle skole, som ligger for foden af bakkerne.

Både for Hans Scherfig, men især for fuldmægtig Amsted, bliver turen til Tibirke lidt af en dannelsesrejse.

Som enlig, fraskilt og ikke særlig velbeslået sygeplejerske ville min mor gerne give mig og min storebror et solidt skud kulturel dannelse.

Dannelsesrejser er især noget, vi forbinder med den romantiske periode i 1800-tallet, hvor både kunstnere og unge fra overklassen og den bedrestillede middelklasse rejste ud i verden (især Europa) for at lære om og stifte bekendtskab med andre kultures måder at leve og se verden på. Eller – for at citere mine ovenstående ’kilder’ – at se tilværelsen fra flere perspektiver og forstå sammenhængen mellem menneskers liv.

På dannelsesrejse i Odense

Min personlige dannelsesrejse gik i starten ikke så langt som 1800-tallets unge. Den strakte sig kun over ganske få kilometer fra en forstad til Odense og ind til henholdsvis Odense Teater og Fyns Forsamlingshus i byens centrum. Til gengæld tog den sin begyndelse, allerede da jeg var syv år. Og dens kulturelle spændvidde var nærmest astronomisk. Som enlig, fraskilt og ikke særlig velbeslået sygeplejerske ville min mor gerne give mig og min storebror et solidt skud kulturel dannelse.

Det betød, at vi gennem en række år havde partoutkort og faste pladser til alle Odense Byorkesters klassiske koncerter i Fyns Forsamlingshus, som fandt sted hver anden tirsdag aften i hele vinterhalvåret. Samtidig gik vi jævnligt i teateret og var faste gæster, når Den Fynske Opera, opførte sine forestillinger på teateret hvert eneste år.

Det betød, at jeg allerede fra barnsben begyndte at opleve alle de klassiske symfonier og så adskillige af de klassiske operaer plus lidt Shakespeare og mere folkelige komedier. Samtidig var jeg også tvangsindlagt til gudstjeneste i den lokale valgmenighedskirke hver søndag.

Som voksent menneske elsker jeg stadig de store teateroplevelser. Men jeg er aldrig gået til klassiske koncerter. Jeg har kun en enkelt gang været i opera (hvor jeg faldt i søvn halvvejs inde i Wagners Rhinguldet). I mange år nærmede jeg mig kun nødtvunget en kirke og var i 30 år udmeldt af folkekirken.

For mig har den dannelse, jeg på godt og ondt fik som ganske ung, været med til, at jeg har kunnet finde mit eget ståsted i verden.

Men jeg har båret de kulturoplevelser, jeg fik som ganske ung, med mig gennem hele livet. Jeg husker stadig det bassyngende spøgelse fra Mozarts Don Juan og historierne i de andre operaerne. Jeg kender til de klassiske komponister og deres værker. Og jeg kan den kirkelige liturgi og salmerne nærmest udenad.

Dannelse er ikke noget, der er os mennesker naturgivet. Det er noget, vi tilegner os. For mig har den dannelse, jeg på godt og ondt fik som ganske ung, været med til, at jeg har kunnet finde mit eget ståsted i verden.

Hans Scherfig i ’Snob Hills’

Og så tilbage til Scherfig, der som 27-årig i 1932 meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). En handling der ses som en reaktion på hans meget borgerlige opdragelse. Scherfigs senere store dannelsesrejser fandt først sted efter anden verdenskrig, hvor han besøgte Sovjetunionen og landene bag jerntæppet.

Besøget i Tibirke gamle skole fandt sted allerede omkring 1937, samtidig med at Stalins terrorregime og udrensningerne i Sovjet var på deres højeste. Men de var heldigvis på behagelig afstand. I stedet kunne Scherfig ironisere over småborgerligheder i sit midlertidige forfattereksil og de borgerlige dyder, som hans fuldmægtig Amsted forsøger at bryde med.

Da jeg første gang læste ’Den forsvundne fuldmægtig’, morede jeg mig kosteligt og tog den for pålydende. Det var nemlig midt i min meget venstreorienterede periode, hvor jeg selv gjorde op med min borgerlige baggrund – og aldrig havde sat mine ben i nærheden af Tibirke Bakker, eller ’Snob Hills’, som PH kaldte dem.

Nu ved genlæsningen ser jeg på den med noget andre øjne. Fuldmægtig Amsted er flygtet fra sin detaljeret planlagte hverdag, som styres af hans kone og kontorchefen i krigsministeriet. Men livet på landet viser sig at være alt for frit og usikkert. Heldigvis bliver hans ’selvmord’, der bl.a. har udløst både pension og livsforsikring til den efterladte hustru og søn, opdaget af politiet. Det er nemlig hans skolekammerat, der har sprængt sig selv i luften. Amsted idømmes otte måneders fængsel. I fængslet er han ikke blot fri for kone, søn og kontorchef. Hele hans dag er tilrettelagt i mindste detaljer, og han bliver sørget for.

”Det er igen kommet orden i Teodor Amsteds tilværelse [ … ] Der er mening i det hele”, skriver Scherfig. Amsted er ikke i stand til at dræbe nogen, men for at opretholde denne ideale fængselstilværelse ’tilstår’ han mordet på sin afdøde skolekammerat og får livstid.

”Han har nået sit mål. Sikkerhed og tryghed.” ”… alt det, der blev foreholdt ham som det bedste i livet. Han har nået et borgerligt samfunds højeste ideal.”

Men prøv lige at skifte ordet ’borgeligt’ ud med ’kommunistisk’. Og pludselig kunne ‘Den forsvundne fuldmægtig’ lige så godt være en kritik af det stalinistiske samfund, Scherfig satte så højt.

Pludselig bliver dannelsesbegrebet temmelig flertydigt. For der er ingen tvivl om, at Scherfig var en dannet mand. Han var i stand til … ”At se tilværelsen fra flere perspektiver uden at miste sit eget ståsted”, som min litteraturstuderende kunstner påpeger. Og det samme gælder vel i lige så høj grad min egen nutidige fortolkning, som blot ser perspektiverne i romanen fra et helt andet ståsted.

At kunne tænke ud af boksen

Sommerhusbeboerne i Tibirke Bakker får også deres besyv med i Scherfigs roman (hvoraf flere var hans forfatterkolleger som f.eks. Johannes V. Jensen). De prøver kun at bevare deres egen private idyl og kæmpemæssige grunde ved at frede området og forhindre andre i at bygge på deres enemærker. Og har man ikke selv været der, forekomme meget af kritikken berettiget. Hvorfor skal ’almindelige’ mennesker dog ikke også have lov at bygge og bo der i bakkerne?

I dag er jeg lykkelig over, at husene stadig ligger spredte rundt om i fordybningerne i det, der er Danmarks første private fredning. Selvfølgelig vil jeg gerne selv eje et hus deroppe, men får aldrig råd til det. Til gengæld går jeg ofte ture deroppe, når jeg trænger til fred i sjælen. Og takket være de oprindelige beboere i ’Snob Hills’ er stedet bevaret som et af de allersmukkeste i verden. Her er så smukt, at man føler sig tæt på den Gud, som jeg blev tvangsindlagt til som barn. Ja, det er forfærdeligt uretfærdigt, at det kun er nogle få forundt af kunne have en sommerbolig her. Samtidig er det en ’Guds velsignelse’, at stedet ikke er blevet overplastret med langt mindre sommerhusgrunde, så det var kommet til at ligne alt andet, og skønheden var blevet ødelagt.

Det er i mine øjne også en form for dannelse, og på den måde bliver dannelse ikke nogen fast og uforanderlig størrelse. Det handler ikke om at kunne salmevers og operaer udenad, samle på en masse viden, som var det en facitliste og synes at ’alting er synd for de fattige’.

Det handler i lige så høj grad om, hvordan man bruger al denne viden og – for nu at citere en af mine favoritprofessorer, Rane Willerslev, – at kunne ”tænke ud af boksen” og drage nye konklusioner. Og måske finde nye selvstændige ståsteder.

(Fotos: Poul Arnedal)

Poul Arnedal

Poul Arnedal er født i 1947 og har arbejdet med journalistik stort set hele sit voksne liv. I dag er han skribent og portrætredaktør på POV. Som freelancejournalist har han beskæftiget sig med de fleste discipliner og sagsområder inden for journalistikken – både som skrivende journalist, tv-tilrettelægger og forfatter. Han har skrevet til alle de landsdækkende aviser og en lang række fagblade, magasiner og ugeblade. Arbejdet for DRTV, TV2, TV3 og Nordisk Film. Som 20-årig flyttede han til London, og kærligheden til den engelske hovedstad og interessen for britisk kultur og politik har været dybt forankret i hans DNA lige siden og resulteret i lange og talrige London-ophold. Han er indtil videre forfatter og medforfatter til tolv bøger, som strækker sig fra en bog om Rom sammen med fotografen Søren Rud over klima og natur til krimierne, 'Liget i Horsekæret' og 'Det romerske broderskab' der begge foregår i Tisvilde – og i hhv. London og Rom. Poul Arnedal bor i Tisvilde sammen med sin kone og deres to katte.