LITTERATUR – I år er det 60 år siden Hans-Jørgen Nielsen begyndte at introducere de japanske kortdigte, haiku, og den 4. februar er det 20 år siden danske haikudigtere fandt sammen i Dansk Forfatterforenings Haikugruppe og netværk, som siden har udbredt kendskabet til dansk, vestlig og japansk haiku. Derfor afslutter vi artikelserien om haikudigtningens danske litteraturhistorie med to nedslag, som endnu ikke er berørt. Nemlig om de tre digtere Dan Turell, Peter Laugesen og Klaus Høeck, som fra slutningen af 1960erne vedholdende i hele deres forfatterskab har integreret haiku og inspirationen fra beatpoeterne. Og om stiftelsen af Dansk Forfatterforenings Haikugruppe og –netværk.
Artiklen gør brug af en lang række fra citater Dan Turells og Peter Laugesens forfatterskaber.
Flere af citaterne og læsningen af Turell og Laugsesen som haiku er resultat af forskningsarbejde af Nikolaj Rønhede og publiceret i artiklen “Omkring haiku” i Kultur og klasse 93, 2002 nr. 1. “Omkring haiku” kan læses her.
Den japanske digtform haiku var inspiration til at forny den vestlige avantgardedigtning i flere omgange og ad forskellige lyriske spor i forbindelse med de 2. verdenskrige i forrige århundrede.
Haikus korte rytme som et åndedrag, digtformens synæstetiske blanding af tekst, musik og billedkunst, haikus essens yūgen (antydningen af det, der rækker udover det, der kan formuleres, men stadig er af denne verden), digtenes anvendelse af bruddet/pausen (kireji) i rytmen og indholdet og den sideordnede sammenstilling af usymbolske, forskellige virkelighedsbilleder til en helhed inspirerede den moderne vestlige lyrik.
Det førte til nyudvikling af så forskellige digteriske strømninger som imagisme, surrealisme og ultraismo omkring 1. verdenskrig og konkretismen samt beatdigtningen efter 2. verdenskrig.
I Danmark blev haiku kort introduceret af multikunstneren og tennisstjernen Torben Ulrich sammen med Jørgen Gustava Brandt i tidsskriftet Bazar fra 1958. Men først udgivelsen af Haiku. En introduktion og 150 gendigtninger af Hans-Jørgen Nielsen i 1963 udløste en bredere haiku-indflydelse på moderne dansk lyrik.
En første smagsprøve med hans gendigtninger af japanske haiku udkom I Hvedekorn nr. 5 fra 1961. Derefter inspirerede haiku både efterkrigsmodernister som Jørgen Sonne og Ivan Malinowski, konkretister som Hans-Jørgen Nielsen og Vagn Steen og en masse andre digtere bl.a. Dan Turéll, Peter Laugesen, Klaus Høeck, Susanne Jorn, Susanne Brøgger, Pia Tafdrup, Viggo Madsen og Hanne Hansen.
De første danske haiku blev skrevet af den nu glemte digter Jens Lund Andersen og trykt i tidsskriftet Hvedekorn nr. 6 i 1959 f.eks:
Bakkernes skuldre.
Mørket er udslaaet haar.
Hviskede nogen?
Efterhånden som haiku blev udbredt i resten af verden, og digtformens binding til zenbuddhismen blev løsnet, kom årstidsord (kigo) og andre klassiske formelle krav til at blive uforståelige og overflødige. Haikudigtere har mere og mere vidt forskellige definitioner af, hvad et haikudigt er.
Da Dansk Forfatterforenings Haikugruppe udgav sin antologi Blade i Vinden i anledning af 10-års jubilæet i 2011, kunne redaktionen bestående af Bo Lille, Benny Pedersen og Bjarne Kim Pedersen kun blive enige om denne meget brede definition på haiku:
”Vi mener at et godt haiku på en eller anden måde bør være et mikrokosmos, en verden i en nøddeskal, en lille kerne, der afspejler verdensaltet.”[1]
Der lægges derfor i denne artikel om dansk modernisme og haiku ikke vægt på den klassiske haikus mere formalistiske poetikkrav som 5-7-5 on/stavelser, årstidsord, nutid og bandlysning af jeget og Gud.
I stedet er der fokus på haikudigtets overraskende pause/drejning (kireji), der kaster nye oplevelser ind i hele digtet, sprænger sprogets logik og ophæver tid og sted samt subjekt og objekt. Og på hvordan dette særlige kireji greb bruges vidt forskelligt og dybt integreret i de enkelte digteres personlige lyriske udtryk.
Efter introduktionen og de første haikuinspirerede digte af Vagn Sten og andre, fulgte så Ivan Malinovskis polemiske poetomatic ’haiku’ samling, hvor han satte spørgsmålstegn ved den zen-buddhistiske og jegopløsende tradition i haiku.
Fra slut 60’erne og i 1970/80’erne blev lyrikerne Dan Turell, Peter Laugesen og Klaus Høeck stærkt inspirerede af de amerikanske beat-poeter, zenbuddhisme og haiku. De skrev alle adskillige haikudigte blandet ind i deres øvrige digtning og er fortsat med det gennem hele deres forfatterskab.
Dan Turèll
I Dan Turèlls 3 D digte med Sangen om Buddhaen og de Gale Zen-munke fra 1977 er der ikke overraskende indskrevet et par haiku med ca. 17 stavelser fordelt, som det passer i digtet. Disse haiku er opført som selvstændige tekster i den senere Blues for Buddha (1988).
Efter den formelle buddhistiske lærebogsindledning, ’Og én kom spørgende til Gensha og sagde”, følger dette kôan haiku:
’Hvad er mit jeg?’
Og Gensha Svarede:
’Gud,
hvad vil du dog med det?’
Hvor svaret overraskende er et spørgsmål, der opløser jeget og det første spørgsmål som irrelevant med en ironisk tilbagevisning til nuet og alt det relevante med det parodiske ’Gud’. Det følges op af Vesterbro-cowboyens værtshus-jordnære udgaver med tilsvarende standardindledninger:
’Hvem er jeg?’
Og Yentoko svarede:
’Årh, hvem skulle du spørge fra,
makker?’
Og derefter:
’Hvem er Buddhaen?’
Og Reikan svarede:
’Åh, fjern
den nar, hva’?’
Dan Turells forfatterskab er en fortløbende ubegrænsende og uafsluttet tekst eller Danolog, som i særpræget grad er filtret sammen med iscenesættelsen af hans liv. På det punkt ligner han meget en af sine inspiratorer, beatpoeten Jack Kerouac.
Under hele dette forfatterskab i dets forskellige faser, indgår haikudigte som åbne fragmenter, der konstanter henviser ud over sig selv. I Bevægelser formålsløst cirklende (1971) er store dele overladt til helt korte tekster. Bl.a. denne typisk Turellske sammenkædning af verden, jeget og fiktionen eller forestillingsevnen i netop den rækkefølge:
Hvor begynder dét hvor begynder jeg
hvor begynder Batman
Det er åbenbart, at rækkefølgens opbygning i sig selv gør de enkelte spørgsmål overflødige og latterlige og samtidig ved den overraskende drejning (kireji) til sidst over i fantasien, forestillingsevnen stiller et dybere forankret spørgsmål ved den konventionelle tankegang, at der er klare adskillelser og dermed forskelle mellem de tre.
Præcis som Dan Turéll i de førstnævnte haikutekster anvender det zen-buddhistiske spørgsmål kôan i dialogen mellem ’lærer’ og ’elev’ til at fremprovokere ’den store tvivl’ som i Rinzai Zen buddhismen leder frem til den store indsigt, satori. Gennem paradokser fjernes den normale bevidsthedstilstand, og der åbnes for oplevelser af ren væren, af “virkeligheden, som den er”.
Og man skal huske at denne zen-buddhistiske udtryksmåde ikke står alene, men i Dan Turélls forfatterskab suppleres af den fandenivoldske Vesterbro-cowboys jordnære gestus i den for Dan Turéll sigende titel, Forklædt til genkendelighed (1989):
Terningerne
smælder i bordet –
spillerens trompetfanfare!
Her bruges tankestregen eksemplarisk til at markere vendingen (kireji), så det tilsyneladende afgørende terningkast – tænk på Cæsar og Rubicon, ”iacta est alea” (terningerne er kastet) – ændres til den gang på gang gentagne værtshushandling, der lige så godt kan være en begyndelse og dermed er en markering, et nedslag i det der bare er, mens man måske forfølger heldet eller lykken.
Et tema der gennemspilles på samme måde, men med en større understregning af gentagelsen af det samme i Gud & Gokke fra 1992:
Slide skosåler
og lede efter mirakler –
År efter år –
Hvor gentagelsen i sidste linje efter drejningen ændrer digtet, så det står hen i det uvisse, om det drejer sig om lykke-lotto eller måske en åbenbaring. Her helt uden didaktiske pegefingre.
Og så i hans sidste digtsamling Tja-a Cha Cha fra 1993 vender Dan Turéll tilbage til den banale konstatering af, at to dråber vand ligner hinanden, selv om de aldrig er helt ens:
Sé alle disse
forskelle. Som de dog
ligner hinanden!
Men Dan Turéll vender rent kronologisk rækkefølgen i oplevelsen om og fokuserer kraftigt på forskellene, indtil digtet efter pausen mellem 2. og 3. linje foretager vendingen (kireiji), så det man ser, er ligheden.
Dermed udstilles den konventionelle tankegang at der er klare adskillelser og dermed forskelle samtidig med, at der også stilles spørgsmålstegn ved, om ligheden eller essensen af noget er det væsentlige. Det er ikke alt eller intet, verden er derimellem. Dermed går forskellen mellem omverden, jeget og forestillingsevnen i det værk, der er Dan Turélls, igen op i den enhed, der er digtets eller kunstens.
Peter Laugesen
Peter Laugesens forfatterskab er præget af sabotage af enhver form for stilstand. Modstanden mod det, entydighed og det absolutte i hans digtning viser sig i hans eksperimenter og uvilje mod at lukke og låse formen, stilen og betydningen fast. Skriften skal være åben.
I modsætning til nykritikkens ”autonome” værk, trækker Laugesen på beatpoeterne Charles Olson og Jack Kerouacs poetik, der understreger flowet, processen, hvor poesien er forankret i her og nu, og derfra udfolder sig organisk spontant med spring, blindgyder, tilløb, sammenfatninger og sammenbrud, som viser videre ud over sig selv ud i det ubestemte, f.eks. fra samlingen Der er ingen/til stede/kun ordene/i flok som dyr/på vej, hvor titlen i sig selv er et Laugesen haiku:
Mindre
end
alt
Siger
mig
intet
Eller. dette fra Det er kun en måne af papir fra 1973:
Kroppen er en væg
der dårligt er der
mellem totale sprog
Hans haiku insisterer som hans øvrige lyrik på et altfavnende både-og i stedet for de traditionelle modsætninger mellem abstrakt-konkret, sublim-plat, viden-uvidenhed, komplekst-banalt. De er præget af disse skift fra det trivielle til det dybsindigste og hverdagen midt imellem, derefter tilbage den modsatte vej. Det Per Kirkeby kaldte ’trivialglidningen’.
Og det er også denne konstante åbning mod nye felter og associationer, der kendetegner den glidning, som drejningen (kireji) tager form af i Laugesens haiku. Som han udtrykker det et sted, så befinder digtene sig ”kun en blyant fra alting”. Peter Laugesen publicerede f.eks. dette i Blues fra 1977:
sneen klampede
under træskoene
på vej gennem parken
Og dette i Vejrudsigter fra 2007:
stride rør
synger af dynd
op gennem is
Glidningen fra den regelrette lodrette silhuet over i det levende beskidte og tilbage til den hårde glatte overflade får i drejningens forskellige trin udløst en tilbage-og-frem rikochettering af betydninger, som fremkalder indtrykket af en mere og mere dirrende og rystende forestående sprængning i digtet, der understøttes af den indledende og afsluttende i-lyd, der lukker munden, i modsætning til de åbnende ø-, y-, o-lyd, der er spærret inde og er ved at bryde ud.
Laugesen excellerer i den slags lydlige og rytmiske kvaliteter, så det er en ren fornøjelse at læse disse digte sprænge sig vej ud ved hjælp af netop sangens lydlige formulering. Laugesen skamrider den slags lydlige og rytmiske kvaliteter i sine digte, så rene lydskulpturer afbryder den skrivende strøm. F.eks. i samlingen Himmel kærlighed frihed (1982)
Pip-pip-pip
tvitter
skriiii
s-gis-gi
gryyyyyhiii
Derved får hans haiku og digte en resonans, der ikke bare genkalder beatpoeternes performances, hvor digtning sammenfiltres med jazz og rockmusik, men også genkalder popkunstens synæstesi, hvor digtning, malerkunst og rockmusik trækker på hinanden og forløber sammen og hver for sig. Popkunsten gentager, forstørrer eller formindsker sit materiale og fremstiller objekter, der hverken er tingen eller dens mening, men bare er der i blitzende konkretion.
Peter Laugesen beskriver det selv i sin anmeldelse af popkunstneren David Hockneys udstilling på Louisiana, hvor hans malerier af svømmebassiner og overfladevand er fremtrædende.[2] ”Men vejen til dybden går gennem overfladen.” Og han fremhæver Hockneys farver: ”Farverne er så kraftige i klangen, at de næsten slår over i lyd og bliver musik. Som i Beatles’ Sgt. Pepper, der havde cover af Hockneys gamle pop-kollega Peter Blake.”
Som lektor i litteraturvidenskab Anne Borup[3] har påpeget, så overså de danske litteraturkritikere denne litterære fornyelse, fordi de hverken opfattede eller forstod haiku. Erik Skyum-Nielsen skrev om en af Laugesens haiku “Det kunne være blevet starten på et digt. Men desværre lader Laugesen linjerne stå alene som i følgende korte syn:”
Frosne underbukser
dinglende på snoren
vinterfisk i blomst
Som resten af Laugesens lyrik er det rodfæstet i hverdags oplevelser. Her: vasketøj hængt til tørre i kulden. Synet får ham til associere til flad- eller flyvefisk og blomsterhoveder, så digtet springer abrupt over i et surreelt billede: vinterfisk i blomst.
Dette haiku er dadaisme, surrealisme, organisk magisk realisme og situationisme på en og samme tid. Og det fanger haikus essens, Yūgen, der beskriver den subtile dybde af ting, der kun vagt antydes, fordi de ligger ud over det, der kan formuleres uden at være en henvisning til en anden verden. Det er et snapshot af et øjeblik i dets mikrokosmiske eneståenhed.
Klaus Høeck
Klaus Høeck er nok den af de tre, der mest konsekvent har indarbejdet haiku i sin systemdigtning. Flere af hans meget omfattende digtsamlinger består udelukkende af haiku suiter. f.eks. Legacy og den seneste My Heart, hvor hver side består af en suite på 4 haiku som regel på 17 stavelser.
Resten af reglerne giver Klaus Høeck fanden i. I Legacy er haiku blendet ind i et sindrigt matematisk grammatikalsk system, tilsat skaktræk og hans karakteristiske metrik, der ”klipper” ord og linjer i stykker, hvilket faktisk gør læsningen lettere.
Teksten udvikles med transformationsstrategi; hvor prototypen bibeholder dens ordklasserækkefølge kategorier (efter Viggo Brøndals kategorilære, der skelner 4 kategorier, Relat (R), relator (r), Descript (D), descriptor (d), der ved kombination karakteriserer ordklasser og ledtyper).
Et sted siger han udtrykkeligt, at dette har ”et eneste formål nem/lig at sprænge lortet (sy/stemet) i luften”.
Han skriver haiku om alt og intet og blander det omhyggeligt og uhøjtideligt med hverdagens trivialiteter og affald uden brug af for mange traditionelle lyriske greb. Systemet bruges til at indkredse det uudsigelige ord, stilheden, ordenes inderste hemmelighed ved at ”de(kon)struere poesien”. Kort sagt vil han helt ind i digtet.
en dør må være
lukket før den kan sparkes
ind ligesom et digt
(My Heart)
Her er metaforen ’ligesom et digt’ i sig selv den drejning (kireji), der får det hele til at handle om at åbne sig og ikke kun som alt det foregående om noget, der er lukket.
I Legacy (arv) ser digteren i tre afsnit tilbage på fortiden og sin arv, et liv, der er et produkt af slægt, familie, venner, digterkolleger og sine egne tidligere bøger og den arv, han selv efterlader sig; f.eks. i debutbogen Yggdrasil fra 1966:
der er ikke så
meget at sige i den
anledning andet
end følgende kom
mentar: hvis ikke man kan
digte på sin ba
re røv skal man fin
de sig en helt anden pro
fession
Her udgør bruddet på litterær stil og i ordopdelingen den overraskende drejning, der fra det ene haiku til det næste åbner digtet op mod omverden og fører til, at alt kan være genstand for kunst og virkeligt liv. Derfor antager hans kæmpesamlinger også karakter af poetiske encyklopædier. Og det er jo både røv og nøgler.
du skal ønske at jeg
aldrig finder nøglen
heller ikke til dit hjerte
hvad er livet værd
uden dette lukkede kammer
(Heptameron)
Her spilles der atter igennem forløbet på forskellige betydninger af begreberne lukket-åben og deres påvirkning af hinanden. De eksistentielle temaer varieres ved hjælp af mange forskellige synsvinkler og sproglige udtryk, der kan omfatte alt fra det filosofiske og metafysiske til den helt konkrete hverdag, fra højstemt lyrik og patos til det det mundrette og platte.
I følgende digt blandes skak, computere, det grimme, kunst og vindende skønhed til en åben enhed og æstetik:
computeren har
ændret skakkens filoso
fi fra en roman
tisk æstetik til
en dynamisk der viser
sig ved at såkaldt
grimme træk (som in
gen ville have drømt om)
vinder – kunne man
tænke sig at det
samme gælder for kunst
i almindelighed”
(Legacy)
Drejningerne ned gennem de 4 haiku, der understøttes af sønderklippede ord, dekonstruerer digtet og transformerer en romantisk æstetisk skønhed til en jordnær almindelig en af slagsen og får undervejs drøm blandet med den ”grimme” hverdag sat i spil.
Afslutningsvis åbnes digtet udadtil med sit spørgsmål, der til sidst sætter kunst sammen med almindelighed. Det er denne åbne helhed, dette mikrokosmos, der i Klaus Høecks digtning fremkalder haiku øjeblikket yūgen (antydningen af det, der rækker udover det, der kan formuleres, men stadig er af denne verden).
LÆS DE TIDLIGERE DELE AF HAIKUENS DANSKE LITTERATURHISTORIE HER
[1] Blade i Vinden, Forlaget Ravnerock, 2011, s. 8.
[2] Information, 11. oktober 2001
[3] Information, 17. november 2001
Topfoto, Vesterbros Torv: Lisa Risager, Flickr
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
