EU & CORONA // SERIE – “Hurtigt viser det sig imidlertid, at de respiratorer som Danmark mener at kunne undvære ikke er egnet til Covid-19 patienter. Det ender derfor med, at Italien takker nej, og at tre danske ministre (udenrigs-, forsvars- og sundhed) får en næse. Der sendes først hjælp fra Danmark på et tidspunkt, da den helt akutte krise er drevet over. En analyse viser efterfølgende, at Danmark har været blandt de mindst solidariske sammen med Sverige.” At 2020 er et overgangsår, og at Europa – og verden – bliver forandret, er der ingen tvivl om, skriver Lykke Friis i en essayserie, hvor hun giver et overblik over, hvordan Europa reagerede på den første coronabølge. Serien er en slags ”månedsdagbog”, hvor de vigtigste begivenheder og perspektiver trækkes frem.
April: Da Luftwaffe går på vingerne…
Fredag den 3. april letter et Airbus a310 MedEVAC fra militærlufthavnen i Køln. Flyet er blevet bygget om til et flyvende hospital med plads til 44 patienter, så det kan transportere akutte Covid-19 patienter. Destinationen er Bergamo, og om aftenen lander flyet igen i Køln med seks italienske patienter.
Pendulfarten er allerede startet den 28. marts, men er nu blevet intensiveret. Flere gange går de tyske fly, der af mange fortsat associeres med anden verdenskrig, også på vingerne for at flyve til Alsace.
På trods af at Danmark ikke er i nærheden af at bruge sin egen respiratorkapacitet eller intensive sygehuspladser, er der fortsat meget lidt fokus på, om Danmark bør hjælpe
Formålet er at hente hundredevis af italienske og franske patienter til behandling. Stort set samtidigt sender Tyskland tonsvis af værnemidler og respiratorer af sted. Også de enkelte tyske delstater melder sig på banen til at tage imod patienter, ligesom de sender læger og sygeplejersker afsted.
Aktionerne har uden tvivl bund i medmenneskelighed og fornemmelsen af, at Tyskland har nogenlunde styr på virussen. Af utallige citater fra tyske toppolitikere fremgår det imidlertid også, at Tyskland godt er klar over, at selve EU-samarbejdet kan blive ramt af en ødelæggende solidaritetskrise.
Tag bare Annegret Kramp-Karrenbauer: ”I tider, hvor nøden er størst, siger det sig selv, at vi står side om side med vore venner”.
Ét efter ét melder EU-landene sig – også for at fjerne indtrykket af, at det kun er lande som Kina, Cuba og sågar Albanien, der yder assistance. Selv lille Luxembourgs forsvar bidrager og flyver patienter fra Frankrig til Tyskland.
Udover Italien og Spanien beder Storbritannien nu også om hjælp. Storbritannien har pga. Brexit ikke ville deltage i de fælles udbud af respiratorer, som Kommissionen har gennemført. Ved netop at købe ind i fællesskab, har EU-landene i fællesskab kunnet udnytte deres ”muskel”. Og nu mangler Storbritannien respiratorer og beder Nato om hjælp.
Midt i det hele tikker nyheden ind om, at Boris Johnson selv er blevet ramt af Covid-19 og er kommet i respirator.
Det berømte samfundssind gælder kun i Danmark
Sammen med Sverige er Danmark blandt de få, der ikke har meldt sig under med fanerne med hjælp til Sydeuropa eller Storbritannien. Og på trods af at Danmark ikke er i nærheden af at bruge sin egen respiratorkapacitet eller intensive sygehuspladser, er der fortsat meget lidt fokus på, om Danmark bør hjælpe.
Det gælder også de utallige pressemøder, hvor journalister har andre spørgsmål på blokken. Det berømte samfundssind gælder åbenbart kun inden for de danske grænser!
“Som dansker må man skamme sig over vor regerings optræden internationalt, og det er tankevækkende, at denne historisk mest usolidariske regering er socialdemokratisk”
Stort set samtidigt med at Luftwaffe går på vingerne, udtaler Mette Frederiksen følgende: ”Jeg sidder her hver eneste dag og ser nyheder fra nabolande få timer væk, som skal omdanne deres skøjtehaller til lighuse eller kan se, at læger skal stå og vælge mellem liv og død. Hvor helt almindelige europæere ikke kan få en helt almindelig sundhedsbehandling, fordi situationen er kommet ud af kontrol. Det er det, vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at undgå”.
Da Radikale, Venstre og selv DF begynder at presse lidt på, afviser udenrigsminister Jeppe Kofod det på følgende vis: ”Det er vores førsteprioritet at sikre, at det danske sundhedsvæsen er bedst muligt gearet til at håndtere den indenlandske situation”.
Det får en af erhvervslivets nestorer Jørgen Huno til at fare i blækhuset i et indlæg i Politiken: ”Som dansker må man skamme sig over vor regerings optræden internationalt, og det er tankevækkende, at denne historisk mest usolidariske regering er socialdemokratisk”.
Solidaritet fylder ikke i den danske debat
Da udenrigsminister Jeppe Kofod den 8. april, pludselig toner frem på skærmen, lyder der imidlertid mere imødekommende toner:
”Danmark vil altid hjælpe vores venner og allierede. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan tilbyde vores italienske venner hjælp. Der er tale om en solid håndsrækning og en bred vifte af bidrag”. Hjælpen er et antal respiratorer, et felthospital og 7,5 mio. kroner til Røde Kors.”
Hurtigt viser det sig imidlertid, at de respiratorer som Danmark mener at kunne undvære ikke er egnet til Covid-19 patienter.
Det ender derfor med, at Italien takker nej, og at tre danske ministre (udenrigs-, forsvars- og sundhed) får en næse. Der sendes først hjælp fra Danmark på et tidspunkt, da den helt akutte kriser er drevet over. En analyse viser efterfølgende, at Danmark har været blandt de mindst solidariske sammen med Sverige.
Macron betegner de kommende beslutninger som ”afgørelsens time”: ”Vi har brug for finansielle overførsler og solidaritet, for at Europa kan holde sammen”
Danmark er heller ikke blandt de store bidragsydere, da den økonomiske hjælpepakke på 540 milliarder euro falder på plads den 9. april, efter at finansministrene har været på overarbejde på video-links. Det skyldes det danske euroforbehold, der indebærer, at Danmark ikke biddrager til den føromtalte ESM, men kun via det eksisterende budget og nye lån, nærmere bestemt 1,3 milliarder euro. Modsat respiratorerne er det imidlertid ikke et punkt, der fylder meget i den danske debat.
Op til EU-topmødet den 23. april, der skal sanktionere og arbejde videre med finansministrenes kompromis, betegner Macron de kommende beslutninger som ”afgørelsens time”: ”Vi har brug for finansielle overførsler og solidaritet, for at Europa kan holde sammen”. Hermed refererer han til den genopretningsfond, han selv har været til at foreslå.
På topmødet accepteres finansministrenes kompromis, men Kommissionen får også mandat til at udarbejde forslag til en fond og se på det budget, som blev hældt ned ad brættet i februar.
LÆS LYKKE FRIIS’ ESSAYSERIE OM EU OG CORONA HER.
Hovedillustration: Collage af POV International efter fotos fra Wikimedia Commons, Flickr og Pixabay.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
