BURGERS FOR MY NEW LIFE// ÅRETS MUSIK – Hvilke musikoplevelser vil stikke op af den grød, 2020 endte med at være? Anmelder Christine Lind Ditlevsen føler sig som en snegl på et blad hele året, og at det, hun skulle opleve, måtte komme til hende i stedet for omvendt. Og det skete i november…
Forlaget Escho udgiver både smal musik og smal litteratur med Anders Jørgen Mogensen i spidsen. I november anmeldte jeg forlagets genudgivelse af “Det gule tapet”, en feministisk horrorfortælling, der trods sin lidenhed satte store spor i mig.
Kort efter faldt jeg, også hos Escho, over ”Burgers for My New life”, der er en jubilæumsudgivelse (15 år) og et digitalt compilationalbum/en LP med hele 30 numre på.
Musikken er på én gang beroligende og foruroligende, sært sviende i mine ører
Når jeg køber album, kender jeg normalt musikken, har allerede hørt flere singler eller har fulgt kunstneren i et stykke tid, men da jeg åbnede spillelisten ”Burgers For My New Life” kendte jeg kun syv af kunstnerne, og det endda ikke ret godt. Så det var noget med at indstille ørerne på ny lyd, og hurra for det.
Klar til bryllup med Baby
Det er en god idé at have en lygte i hånden, når man går ind i en ukendt skov, og derfor lagde jeg ud med at høre de seks numre, hvis afsendere jeg har viden om eller et forhold til allerede.
Smerz har i et par år været den elektroniske musiks heartbreaking valium, omtrent siden deres nummer ”Because” blev spillet til min ven Nikos fest. Musikken er på én gang beroligende og foruroligende, sært sviende i mine ører.
Liss kender jeg også, de er til den popfunkede side for mig, og jeg vil helt ærligt hellere høre Prince, hvis jeg skal tilbage til den genre, som jeg elskede så meget fra jeg var 13 til 17 år.
Af en eller anden besynderlig grund har jeg aldrig hørt Baby in Vain. Det er jo decideret mærkeligt, for de har eksisteret i 10 år, og jeg var både på Roskilde i 2013 og 2018 samtidig med dem.
De rammer ind i alt, hvad jeg holder af i musik: Noget skramlet, noget mørkt, noget ringlende og noget rocket – voila, jeg er klar til bryllup med Baby. Deres nummer ”Unlikely” røg derfor på repeat med det samme.
Astrid Sonne betragter jeg mere som lydkunstner end som musiker (undskyld, hvis det ikke passer). Jeg føler en vis uhygge, når jeg lytter til hendes værker; der er noget Unica Zürnsk ved hendes univers, og noget Wir Kindern vom Bahnhof Zoo og noget MR-scanner; alle sammen højst unheimliche lyde.
En afhængighedsskabende sammenglidning af digt og musik
Ydegirl var jeg allerede i forvejen lidt interesseret i. Andrea Novéls sange er minimalistiske, og hendes stemme bringer mig til at forstå dem som moderne folk-fortællinger sunget af en moderne og mere cool Carole King. Nummeret ”Yde in Me” er ingen undtagelse, det kan jeg virkelig godt lide.
First Hate var jeg ret glad for i 2017 og igen sidste år i deres samarbejde med BMS (skrivekollektiv, red.), men det nye nummer siger mig ikke ret meget. Det stræber mere tilbage i sin synth-lyd end frem, synes jeg.
Albummet er skabt til at drive med på, skrive med på, som en velsignet foranderlig udsigt bag computerskærmen
Sidste kunstner, jeg kender, er Kh Marie, som jeg læste en lang artikel om i Weekendavisen, et par måneder før jeg modtog ”Burgers For My New Life”.
Hendes musik er en skøn sammenglidning af digt og musik, virkelig smuk og afhængighedsskabende.
”Hvor mange” er endnu mere digt end musik, og det er endnu mere dejligt. Jeg kom til at holde af den slags sammenglidning, da jeg første gang så den geniale digtkoncertteatercabaret ”Tove, Tove, Tove” af Sort Samvittighed, som sætter musik og fornyelse til Tove Ditlevsens tekster.
Den har jeg lyttet til siden og Kh Marie er den seneste måned blevet lige så fast inventar i mine ører.
Burgerne inspirerer til nyt liv i skriften
Nu til det ukendte land. Jeg hverken kan eller vil anmelde hvert eneste nummer, selv om det selvfølgeligt er møguretfærdigt ikke at gøre det. I stedet vil jeg bare sige, at hvis du skal have noget skønlitterært skrevet, så køb ”Burgers for My New Life”.
Den har været et uundværlig soundtrack for mig den seneste måned, fordi albummet samlet set indeholder så mange forskellige stemninger og lydlandskaber, at det er skabt til at drive med på, skrive med på, som en velsignet foranderlig udsigt bag computerskærmen. På den måde inspirerer burgerne til nyt liv i skriften. Det er sådan et album, der smyger sig ind under huden og bliver et weird soundtrack til de korte, mørke dage (og måske også til de lange, lyse).
Fedt retro-nummer. Jeg er blevet lidt afhængig af det, faktisk.
Langt de fleste af numrene er af høj kvalitet, som det er kendetegnet for indholdet, der udgives under Eschos label. Følgende af de for mig før ukendte numre skal dog fremhæves for sin særlige godhed (med fuldstændig uretfærdig overvægt på de genrer, jeg selv kan lide og forstår, nemlig, rock, støj, folk og elektronica):
“Iceage (Lord Knows Best)”. Fedt retro-nummer. Jeg er blevet lidt afhængig af det, faktisk.
“Joanna Robertson/Oliver Coates (Doubt)”. Utrolig fedt neofolk-nummer.
“Bona Fide (Slouching Towards Bethlehem)”. Magisk skælvende folk. Ekstra point for titlen, som er hentet fra enten Yeats eller Joan Dideon!
“The Bleeder Group (Here Come The Dead)” for sin Beatles-feeling i Nirvana-tonarter.
Skal man finde én fællesnævner for albummet, vil jeg sige, det er en bevidsthed om nye lyde og måder at lave musik på; en legesyge, som man kun kan anprise.
LÆS CHRISTINE DITLEVSENS ØVRIGE TEKSTER PÅ POV HER
‘Burgers for my new life’ , compilation med 30 tracks, Escho.
Topbillede: Escho.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her