
KULTUR // ANMELDELSE – En opfølger til New York Times-dokumentaren, Framing Britney Spears – Fra dødlevende til levende død, fortæller nu mere om rammerne for den plagede superstjernes liv under faderens 13 år lange værgemål, som retten i Los Angeles netop har sat punktum for. “Det virkelig interessante ved dokumentaren er fortællingen om berømmelsens snærende bånd, rigdommens fængsel og hvordan drømmen om det perfekte på den anden side af i morgen består, uanset hvor man er,” skriver Claus Ankersen.
Ved et retsmøde onsdag den 29. september fik #freebritney–demonstranterne uden for retsbygningen i Los Angeles endelig noget at juble over, da dommer Brenda Penny suspenderede Jamie Spears værgemål over datteren og superstjernen Britney, og dermed satte foreløbigt punktum for et 13 år langt forløb, hvor Britney Spears’ far har haft myndighed til at forvalte hendes liv og forretning.
De udleverede popstjernens medicin i små kuverter, som hun skulle indtage under opsyn, og stod for overvågning af hendes telefon, breve og sms-beskeder, ligesom hendes kommende dates fik ’baggrunds-tjek’ og al aktivitet i Britneys soveværelse i øvrigt blev optaget
Et mareridt med total umyndiggørelse, konstant mandsopdækning, tvangsmedicinering og overvågning, dels ifølge Britney selv og dels ifølge en helt ny New York Times-dokumentar, som forsøger at tegne et billede af et værgemål, som i realiteten mere har været som en fængselsdom.
Controlling Britney Spears er i lighed med New York Times’ forrige Britney-dokumentar hovedsagelig båret af informanter, som på et tidspunkt har bevæget sig i periferien af Britneys hof. Påklædersken, assistenten og den frafaldne sikkerhedsvagt sætter beredvilligt ord på umyndiggørelsens grusomme og groteske anatomi under det 13 år lange værgemål, eller conservatorship, som det kaldes i Amerika.
“Vi var i virkeligheden en form for fængselspersonale”, fortæller den tidligere ansatte i sikkerhedsfirmaet Black Box, som under ledelse af en almægtig Jamie Spears stod for at opretholde værgemålets tyranni. Udover konstant mandsopdækning stod sikkerhedsfirmaet for den praktiske, fysiske side af oppasningen.
Penge, magtbegær og grådighed
De udleverede popstjernens medicin i små kuverter, som hun skulle indtage under opsyn, og stod for overvågning af hendes telefon, breve og sms-beskeder, ligesom hendes kommende dates fik ’baggrunds-tjek’ og al aktivitet i Britneys soveværelse i øvrigt blev optaget – for hendes eget bedste naturligvis. Alt sammen under et værgemål, hvis første og vigtigste regel var, at værgemålet selv aldrig skulle omtales. Makkede Britney ikke ret, truede man hende med ikke at få lov til at se sine børn.
Berømmelsens pris er det ultimative tab af anonymitet, hvor venskab og kærlighed er fjerne illusioner i ikonernes isolerede guldburliv med omgivende hof af professionelle spytslikkere og skamløse opportunister
Under store dele af værgemålet fortsatte Britney sin turnévirksomhed, pisket fra manége til manége og under nidkær mikromanagement af manageren fra Tristar Entertainment, som varetog karrieren på vegne af Britneys far.
Vi hører om et umenneskeligt arbejdspres og får indtryk af en komplet sagesløs stjerne, som malkes skånselsløst, med nul pauser mellem turnéerne og op til 40 daglige ’meet & greet-sessions med selfies og snak og smil med fans, som hver betalte 2.500 $ for fornøjelsen.
Penge, magtbegær og grådighed synes at have været motiverende for Jamie Spears, hvis advokater og talsmænd konstant hævder det modsatte. Det er sikkert ikke helt forkert, og desværre et alt for godt eksempel på et alt for velkendt scenario, hvor en talentfuld, uregérlig og selvstændig kvinde bliver stemplet som sindssyg og umyndiggjort af ægtefælle eller nære mandlige slægtninge.
Oveni denne åbenlyst vigtige #metoo-relaterede dimension, er det virkelig interessante ved dokumentaren – og ved den tragiske fortælling om Britney Spears – i virkeligheden snarere fortællingen om berømmelsens snærende bånd, rigdommens fængsel og hvordan drømmen om det perfekte på den anden side af i morgen består, uanset hvor man er.
For Britney drømmer kun om at leve i fred, stifte familie og få et par børn mere, forstår vi. Lige præcis det, man ikke kan som superstjerne, hvor berømmelsens pris er det ultimative tab af anonymitet, hvor venskab og kærlighed er fjerne illusioner i ikonernes isolerede guldburliv med omgivende hof af professionelle spytslikkere og skamløse opportunister.
Et elitens hak i tuden
Ved et nyt retsmøde den 12. november tager retten i Los Angeles stilling til om værgemålet, som stadig består, skal ophæves fuldstændig, om Britney Spears endelig får frihed til at bestemme over sit eget liv, og sine – efter popstjernestandard – skaldede 60 millioner dollars, og om aktivisterne i #freebritney-bevægelsen får sejren i hus og måske har gjort deres til, at den amerikanske lov om værgemål revideres.
Uanset hvordan historien ender, og om Britney vinder sin selvbestemmelse tilbage ved retsmødet den 12. november, er både fortællingen om Britney og dokumentaren fra New York Times stærkt forstemmende. Det blivende indtryk er, at det slet ikke er let at være rig og berømt; endnu mindre at være verdensberømt.
Således er dokumentarens subtekst også et elitens hak i tuden til en evigt anglende middelklasse. Måske er det bedre at slette den instakonto og bare blive hjemme i landsbyen i stearinlysets skær?
Nisserne flytter med over i baronens seng, og man bliver ikke lykkelig af det, tværtimod. Man bliver en fugl i et guldbur, alene, isoleret, ulykkelig, og underlagt alle mulige agendaer og motiver, som ikke nødvendigvis er i ens egen interesse.
Således er dokumentarens subtekst også et elitens hak i tuden til en evigt anglende middelklasse. Måske er det bedre at slette den instakonto og bare blive hjemme i landsbyen i stearinlysets skær?
Uanset hvad man gør, er historien om Britney Spears også – og måske mest af alt – historien om at det ikke er let at være nogen, som digteren Dan Turell, så fint indrammede det. Tænk over det, tiktokers.
Dokumentaren Controlling Britney Spears kan ses på TV2 PLAY.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her