NEKROLOG – Det sande tema i John le Carrés forfatterskab var at sige magten og magtmisbrug stik imod. At afsløre korruption og inkompetence og råd i det pæne og velordnede samfund. Ingen gjorde det smukkere og mere mesterligt end ham, skriver journalist og forfatter Lone Theils om et af sine litterære forbilleder.
Jeg har egentlig aldrig rigtig taget noget kursus i at være forfatter ud over at læse gode bøger. Men jeg har taget et par råd til mig hist og her.
Et af dem var – jeg husker desværre ikke, hvor jeg læste det – at fordi det er så ensomt et job at være forfatter, er det en god ide at samle en lille familie omkring sig på kontoret. At lave en væg med personer, man beundrer, som man kan se op på (og til), når man løfter blikket fra tastaturet. Mennesker, der inspirerer og sporer en an til at blive ved, til at forsøge at gøre det lidt bedre end man troede, man kunne.
Han var en mester. Ikke kun en mester indenfor spiongenren. Bare slet og ret en mester, og det er mig en gåde, hvordan han blev overset af Nobelprisudvalget år efter år
Det kan næppe overraske nogen, at John le Carré indtager en fornem plads i mit galleri med et citat skrevet hen over fotoet med en guldpen: Start the story as late as possible, som er et af hans bedste skrivetricks.
Fotoet er valgt med omhu, fordi han ligger på en sofa og redigerer sin egen tekst. Noget, jeg selv håber en dag at komme til at holde af.
Han hænger der, blikket på sin tekst og et lettere misfornøjet ansigtsudtryk for at minde mig selv om, at han var en så brilliant forfatter, netop fordi han var nådesløs i redigeringen af sig selv.
Jeg kommer til at savne flere bøger fra ham, men hvor er jeg taknemmelig for dem, han skrev. Udover at give mig de bedste antihelte, helte og heltinder, jeg måske kan komme i tanker om i nyere litteratur, gav han en helt utrolig dyb indsigt i britisk tankegang og mentalitet. Et indblik, jeg kun påskønnede dybere og dybere, efterhånden som jeg med årene lærte at aflæse de subtile britiske koder.
Han var en mester. Ikke kun en mester indenfor spiongenren. Bare slet og ret en mester, og det er mig en gåde, hvordan han blev overset af Nobelprisudvalget år efter år.
Når det er sagt, så var le Carré aldrig nogen fan af at modtage priser. Da han eksempelvis blev indstillet til den prestigefyldte britiske Booker Price i 2011 for sit livsværk, gik der under en time, inden han via sin agent bad om at få sit navn fjernet fra listen over nominerede.
”Jeg konkurrerer ikke om priser”, lød den korte forklaring.
“Tradecraft”
David Cornwell, som han egentlig hed, havde advaret os om, at forfatterskabet var ved at nå sin slutning. Da Agent Running in the Field (Fri Agent på dansk) udkom for to år siden, sagde den dengang 87-årige forfatter, at det ville være den sidste bog fra hans hånd. Men som med mange ting med John le Carré blev det sagt med et glimt i øjet, der efterlod en lille sprække af håb om, at han igen var ved at drive gæk med os læsere.
Det ene øjeblik gik han på dyr privatskole med sin bror; ugen efter måtte faderen gemme Rolls Roycen i skoven, så fogeden ikke tog den
Bogen er en ætsende karakteristik af Brexit, som le Carré mente var en katastrofe, ligesom talentløse og priviligerede politikere i både Storbritannien og USA får en bredside i bogen, der demonstrerer, at le Carrés vid og bid, selv i hans fremskredne alder, var skarpere end de flestes.
Det lange forfatterskab på 25 bøger, der strakte sig fra 1961 til i dag, har givet verdenslitteraturen antihelten George Smiley, den lidt grå og upåfaldende spion med en knivskarp hjerne, en forkærlighed for tysk poesi (som han i øvrigt delte med le Carré) og den utro kone Ann.
Smiley og hans kamp mod ærkefjenden Karla i den russiske spiontjeneste er drivkraften gennem adskillige bøger, der kulminerer med Tinker Tailor Soldier Spy (på dansk Dame konge es spion) fra 1974, der af mange anses for at være et hovedværk.
Han har givet os den Magnus Pym, der hele livet har kæmpet for at komme fri af sin svindlende fars skygge, akkurat som Le Carrés liv og karriere var dybt præget af opvæksten med faderen Ronnie, der lærte sine sønner, at løgn kan være en kunstart.
Le Carré har forklaret, at det ene øjeblik gik han på dyr privatskole med sin bror; ugen efter måtte faderen gemme Rolls Roycen i skoven, så fogeden ikke tog den. Og at de sjældent vidste, hvilken elskerinde der boede i huset, når de kom hjem på ferie fra kostskolen.
Hans evne til at blande det personlige med det storpolitiske står sammen med hans fyldige personskildringer som noget helt enestående i nyere britisk litteratur
Hans evne til at blande det personlige med det storpolitiske står sammen med hans fyldige personskildringer som noget helt enestående i nyere britisk litteratur.
Mange havde troet, at le Carrés kreative kilde med den kolde krigs slutning – og dermed enden på hovedtemaet i forfatterskabet – ville tørre ud. Men tværtimod vendte han stærkt tilbage med Den standhaftige gartner.
For selv om le Carré var en sand mester, når det gjaldt fiktiv spionage og efter sigende opfandt flere termer, der blev taget i brug af MI6, som eksempelvis tradecraft (der er, hvad man kalder spionhåndværk), så var det ikke forfatterens eneste tangent eller det eneste sande tema i hans forfatterskab.
Det var at sige magten og magtmisbrug stik imod. At afsløre korruption og inkompetence og råd i det pæne og velordnede samfund.
Ingen gjorde det smukkere og mere mesterligt end ham.
Ære været hans minde.
LÆS LONE THEILS ØVRIGE TEKSTER PÅ POV HER
Foto: Anton Corbijn/Gyldendal.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
