BØGER // ANMELDELSE – Ib Michael skriver fortsat blændende, på trods af han for to år siden blev delvist lammet af en blodprop i hjernen. Det beviser han med glans i sin nye bog, Fra den anden side af solskinnet, hvor selv den mindste oplevelse og hverdagsagtige iagttagelse får et poetisk udtryk og kan forbindes med den kosmiske bevidsthed, som han mener, vi alle er en del af, skriver Poul Arnedal.
”Når man klinker japansk keramik, så sørger man for, at brudlinjen stadig kan ses,” skriver Ib Michael i sin nye bog, Fra den anden side af solskinnet. Man fremhæver bruddet, og gør det til en del af udtrykket. Og man kan f.eks. fremhæve bruddet med guldlak.
Det er lige netop, hvad der sker i den nye bog, hvor Michael med sin vanlige stil drysser guldlak ud over siderne, når han beskriver kampen for at komme videre efter at have været delvis lammet i den højre side af kroppen af en blodprop i hjernen. Og efter at have været indlagt på intensiv afdeling og gennemgået en intens genoptræning.
Han er selv gået i stykker og i gang med at klinke skårene. Noget af hans person er fjernet, og han ved ikke, om han nogen sinde igen vil kunne skrive en roman.
En hyldest til tilværelsen
I min ungdom stødte jeg flere gange på Ib Michael gennem fælles bekendte. Og jeg husker især en middag hos nogle fælles venner i en lejlighed på Frederiksberg Allé for omkring halvtreds år siden, hvor han og en række forfatterkolleger havde en del udfordringer med forlagsbranchen. ”Men én ting kan de ikke tage fra mig,” sagde han, ”og det er, at jeg kan skrive.”
Og det kan han. Han kan stadig skrive – og med guldlak.
Selvom han fortsat har mén nu præcis to år efter, blodproppen lavede ravage i hans hjerne, så har han ikke mistet evnen til at udtrykke sig. Selv den mindste oplevelse og hverdagsagtige iagttagelse får et poetisk udtryk og kan forbindes med den kosmiske bevidsthed, som han mener, vi alle er en del af.
Et af de øjeblikke, som har været mest definerende for hans liv, er den himmelbegravelse, han, som en af de få vesterlændinge nogensinde, var vidne til uden for Tibets hovedstad, Lhasa, i 1985
Fra den anden side af solskinnet er en hyldest til tilværelsen i al dens skønhed, gru og mangfoldige uforståelighed fra et menneske, der for nyligt har ”været i dødens nabolag”. Det være sig lige fra havens regnorme og magnolieblade til gigantiske eksplosioner i universet otte milliarder lysår væk. Og fra det kosmiske kvanteunivers til det helt lavpraktiske med at lære at turde tage en cykeltur efter et lammende slagtilfælde.
Himmelbegravelse og videnskab
”Vi bliver aldrig færdige med at undre os,” lyder det fra forfatteren, som heller aldrig bliver træt af søge en slags forklaringer på det, der undrer. I bogen refererer han bl.a. til en privat sammenkomst, hvor han oplevede Dalai Lama i samtale med Holger Bech Nielsen. Her slår det ham, ”at når de talte om tingenes mindste bestanddele – fysikken vil kalde det elementærpartiklerne – så begyndte sproget, de brugte om det, at smelte sammen.”
Et af de øjeblikke, som har været mest definerende for hans liv, er den himmelbegravelse, han, som en af de få vesterlændinge nogensinde, var vidne til uden for Tibets hovedstad, Lhasa, i 1985. Her var han på nærmeste hold vidne til den lokale buddhistiske begravelsesskik, hvor en afdøds legeme bliver parteret, får knoglerne knust, og det hele derefter bliver lagt ud til de forventningsfulde gribbe, som fortærer de fysiske menneskelige rester.
”Jeg gik gennem min frygt og kom ud på den anden side, blev grebet af eufori og lettelse,” beretter han om sin oplevelse på den tibetanske bjergside nu næsten 40 år senere. Dødsfrygten lettede fra hans krop og i et ”svimlende øjeblik følte jeg mig befriet.” For hvad er kroppen andet end et hylster for bevidstheden? spørger den 79-årige forfatter.
Svimlende kvantefysik
Der er en direkte linje fra en række af Ib Michaels tidligere værker helt tilbage fra Rejsen tilbage over Prins og frem til den forrygende roman Sandheden om Lucy fra 2020, der foregår i parallelle universer, hvor den – i forhold til vores almindelige lineære tidsfornemmelse – for længst forsvundne Maya-verden eksisterer side om side med det nutidige Danmark.
Den unge eventyrer og forfatterspire, der læste indianske studier i begyndelsen af 70’erne og tog til Latinamerikas regnskov, hvor han indtog ayahuasca sammen med sine indianske venner, er i dag stadig lige optaget af bevidsthedens stadig ukendte kilder.
For hvad kom først, da det hele startede (hvis der overhoveder er nogen start og slutning?), spørger han: Materien eller bevidstheden? Måske finder vi aldrig ud af det, så længe vi er bundet til vores jordiske hylster?
Men som i eksemplet med Dalai Lama og Holger Bech Nielsen ser han ingen modsætning mellem det, nogen vil kalde det ’spirituelle’ og så det videnskabelige – nemlig kvantefysikken.
Lyder det mærkeligt for nogen, så lyt blot til ham, der lagde grunden til kvantefysikken, nemlig vores egen Niels Bohr, som sagde til en af sine studerende: ”Hvis man kan tænke på kvantefysik uden at blive svimmel, har man slet ikke forstået noget af det hele.”
Når vennerne dør
I dag er man netop inde på Niels Bohr Instituttet i gang med at udvikle verdens første funktionelle kvantecomputer, hvor man skal helt ned i de allermindste detaljer, som universet er opbygget af – ”elementærpartiklerne”. Når den engang står færdig, vil den kunne give svar på spørgsmål, som en konventionel computer i teorien også vil kunne løse, bortset fra at det vil tage den meget længere end universets levetid.
Kvantefysikken er en svimlende og på samme tid jordbunden erkendelse af, at både tid og sted er noget, vi måske selv har opfundet for at kunne orientere os i vores jordiske tilværelse.
Jeg var selv til stede ved bisættelsen, velvidende at Ib Michael ville være mærket af sit slagtilfælde
Men selv for Ib Michael svigter en gang imellem de erkendelser og erfaringer, han er nået til gennem himmelbegravelsen, ayahuascaen og kvantefysikken. Det er, når de nærmeste venner dør.
Udover hustruen Hanne, som heldigvis var i huset, da han fik blodproppen, så har venskaberne altid haft en central plads i Ib Michaels liv, og det har de også i hans nye bog. Ungdomsvennerne Per Kirkeby og Troels Kløvedal er begge døde. I de senere år har forfatterkollegaen og næstenaboen Morten Sabroe været en vigtig person i hans liv. Sammen med naboen Henrik Mulvad udgjorde de det uadskillelige trekløver Dogville Devils, som sammen gjorde farvandet i nærheden af Kikhavn usikkert, når de færdedes på havet i deres kajakker ud for den sjællandske nordkyst og padlede til Hundested eller til Lynæs.
En ærlig og kærlig båretale
Trekvart år efter han havde fået blodproppen, stod Ib Michael ved vennens kiste i Lynæs Kirke og holdt båretalen. Gonzo-forfatteren Sabroe havde længe lidt at et dårligt hjerte og var død, netop som kajakkerne skulle til at gå i vandet.
Jeg var selv til stede ved bisættelsen, velvidende at Ib Michael ville være mærket af sit slagtilfælde. Men når ens bedste ven dør, så stiller man op og skriver sin tale. Og trods tilbud om mikrofon og støtte, så gennemførte han talen (som man også kan finde i hans bog), selv om det ene ben begyndte umærkeligt at ryste, uden at vi nede på bænkerækkerne opdagede det.
Talen startede med ordene ”Morten, de siger du er død. Jeg forstår det ikke.” Og man skal vist tage meget fejl, hvis det ikke er en skjult hentydning til et dødsfald 90 år tidligere. I 1933 døde den store grønlandsfarer Knud Rasmussen, hvis hus i Hundested ligger blot et langspyt fra Kikhavn, og i dag er et museum viet til sin tidligere beboer.
I anledning af Knud Rasmussens død skrev hans ven, forfatteren Tom Kristensen, digtet ”Det er Knud, som er død”, som i dag er optaget i den danske lyrikkanon. Ib Michaels båretale til vennen Morten blev ikke skrevet for at blive optaget i nogen kanon. Det er en personlig, poetisk, kærlig og ærlig tale, hvor en af linjerne lyder: ”Min nærmest buddhistiske tilgang til døden er pist væk for en stund.”
Mødet med Dogville Devils
Sammen med min kone mødte jeg selv tilfældigt alle tre fra Dogville Devils ved surfcentret i Lynæs, et par år inden Morten Sabroe døde. Og da vores snak kom ind på bøger, bjæffede den allerede sygdomsramte gonzo-forfatter ironisk: ”Jeg gider ikke at bruge tid på at læse lortelitteratur! Tænk, hvis man dør, mens man læser lortelitteratur.”
Han kunne med sindsro have kastet sig over vennens Fra solskinnet på den anden side, hvor Ib Michael selv fortæller, at han har ”…samlet en mosaik til en mand i stykker”. Og måske læser Morten den allerede et eller andet sted i det univers, som vi ikke helt forstår.
Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så sidder Mik, som han bliver kaldt blandt venner og også kalder sig selv i bogen, allerede i sin digterhytte i haven i Kikhavn og skriver, på trods af – eller måske netop på grund af – at ”Jeg ser ingen gode grunde til at udsætte døden, som bare er den anden side af livet – komplementærsiden”. Han kan simpelthen ikke lade være. For er der noget, man ikke kan tage fra ham på trods af et slagtilfælde og problemer med den højre hånd, så er det at skrive.
Han ved udmærket, at ”på et tidspunkt skal bevidstheden frigøre sig helt fra den biologiske proces, afstanden mellem krop og bevidsthed vokser. Men så længe der er liv, er den der.”
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og