
ROMAN & OVERSÆTTER // ANMELDELSE – Hvad går du igennem er en ny roman af Sigrid Nunez. Anmelder Signe Wolff Ravneberg læste straks ivrigt med, for hun holdt meget af den prisvindende forgænger, En ven, af samme forfatter. Men ak – en oversætter har begået fejl i den tungere ende, når det gælder anglicismer og begået slet og ret meningsforstyrrende fejl. Og det trækker ned i læseoplevelsen.
Det er oversætterens utaknemmelige lod i livet, at man sjældent bemærker dem, når de gør det godt, og til gengæld ikke kan se andet, når de gør det knapt så godt. Det er lidt som at have noget i øjet; det er formentlig de færreste, der aktivt sætter pris på ikke at have noget i øjet, men til gengæld er det virkelig svært at tænke på andet, når først et øjenvippehår eller insekt har besluttet sig for at gøre ophold på den sarte slimhinde.
Da jeg så, at Café Monde var klar med en ny roman af Sigrid Nunez, blev min nysgerrighed ellers straks vakt. Sidste forår læste og anmeldte jeg En ven, som var så begavet, humoristisk og charmerende, at jeg måtte give den min største anbefaling. Ganske rigtigt nævnte jeg ikke Trine Andersens oversættelse med ét ord (undskyld!), og nu ved jeg hvorfor: den var så god, at jeg slet ikke bemærkede den.

Nu er Café Monde klar med en ny roman af Nunez, Hvad går du igennem, denne gang i en oversættelse af Birgitte Langsted, som desværre ikke er helt så vellykket.
I Hvad går du igennem følger vi en midaldrende kvinde, hvis kræftsyge veninde ligger for døden og gerne vil have hende til at holde sig med selskab mens hun ender sit liv på egne betingelser. De to skal rejse til et pænt sommerhus et sted, veninden vil gerne dø i æstetiske omgivelser, og fortælleren skal ikke gøre andet end at være til stede i de sidste dage. En opgave, som dog viser sig at være rigeligt udfordrende.
De to bliver tættere og tættere, i den tid de tilbringer sammen, og samtalerne bliver både dybere og mere ærlige end de nogensinde var før, for når man er ved at dø, har man ikke tid til at lyve eller tale udenom.
Oversætteren af ‘Hvad går du igennem‘, Birgitte Langsted, er tilsyneladende ikke så bekymret for den engelske indflydelse. Faktisk holder hun sig så tro mod originalen, at oversættelsen indimellem slet ikke giver mening på dansk
Deres fælles mission føles på samme tid modig og forkert, fortælleren føler en form for skam over foretagendet. Hvorfor er det ulovligt at tage sit eget liv? Hvordan vil det være, den dag hun står op og finder sin veninde død? Hvad skal hun sige til politiet? Er man nogensinde forberedt på døden, selv når man ved, at den kommer?
Jeg anerkender, at jeg er en håbløs sprogrevser. Det løber mig koldt ned ad ryggen, hver gang jeg hører en journalist sige, at de skal tale »omkring« noget (muligvis under indflydelse af den engelske tostavelses-pendant about, og uden tanke for at hvis man taler omkring noget, i stedet for om det, så har man næppe berørt emnet overhovedet). Jeg er også slem til at rette på min kæreste, til dennes store irritation, og det er da også en uskik at afbryde for at rette. Jeg ved det. Men sådan bliver man, når man selv har tre sprogkyndige storesøstre og en mor, der er skolelærerinde.
Nå, men oversætteren af Hvad går du igennem, Birgitte Langsted, er tilsyneladende ikke så bekymret for den engelske indflydelse. Faktisk holder hun sig så tro mod originalen, at oversættelsen indimellem slet ikke giver mening på dansk.
Der er for eksempel en sygeplejerske, som på et tidspunkt vinker til fortælleren, der er på besøg hos sin kræftsyge veninde, efter at denne har vrisset af sygeplejersken. Altså, midt i lokalet, begynder hun at vinke. Hvem gør det? Det undrede mig så meget, i situationen, at sygeplejersken skulle finde på at vinke, og at dette var et udtryk for omsorg og overskud – indtil det dæmrede for mig, at sygeplejersken selvfølgelig havde blinket til hende og at vinket var oversat fejlagtigt fra winked.
Et andet sted siger fortælleren: »Jeg kunne ikke forklare det, men jeg kunne fortælle det«. Frem med den engelske udgave igen, og ganske rigtigt: »I couldn’t explain it, but I could tell«. Altså, en noget anden betydning, som snarere kan oversættes med: »Jeg kunne ikke forklare hvorfor, men jeg vidste det«.
Senere igen: »Jeg kan godt lide at vi skylder eventyrerne til de gamle kvinder«. Den engelske oprindelse fornægter sig ikke – »owing to«, som i: det er deres fortjeneste. Men på dansk kan nogen skylde nogen noget, eller noget kan skyldes nogen. Dermed skylder jeg ikke til mine forældre, at jeg fik en god barndom, men min gode barndom skyldes dem og jeg skylder dem min tak herfor.
Der er dog også passager, hvor Nunez alligevel når op til overfladen, så man får et glimt af den klogskab, der var så karakteristisk for ‘En ven‘
Jeg ved det, det fremstår vildt pernittent at bruge så meget energi på et par fejl. Og det ville det også være, hvis det nu bare var dét – men anglicismerne er så gennemgående i oversættelsen, at sproget bliver kluntet og unaturligt at læse, hvilket ender med at stjæle fokus fra værket. Alt for mange gange måtte jeg læse en sætning igen og igen, før jeg forstod, hvad der var meningen.

Der er dog også passager, hvor Nunez alligevel når op til overfladen, så man får et glimt af den klogskab, der var så karakteristisk for En ven.
Poetisk, når veninden taler om at »tænke sine sidste tanker«, hvorefter hun løber tør for luft. Sikket billede! Tanker der tænkes og forsvinder ud i luften, tegneserieagtige tankebobler, dømt til at svæve rundt i eftertiden og aldrig blive hørt.
Skarp, når Nunez påpeger det håbløst forfængelige i vores forhold til døden. Den skal være værdig, og dermed også klædelig, passende, acceptabel: »At være døende er en rolle vi spiller som enhver rolle i livet: Dette er en pinagtig tanke. Du er aldrig dit sande jeg, bortset fra når du er alene – men hvem har lyst til at være alene når de er ved at dø?«. En pointe, der også bekræftes helt usagt, når veninden lover fortælleren at gøre den sidste tid så »sjov« som mulig. Hvorfor? For hvem?
Med samme klarhed behandler Nunez vores idé om kræftsygdommen: »Det er sådan, vi har lært at se kræft: som en kamp mellem patient og sygdom. Hvilket svarer til kampen mellem det gode og det onde. Der er en rigtig måde og en forkert måde at reagere på. En stærk måde og en svag måde. Krigerens måde og taberens måde. Hvis du overlever, er du en helt. Hvis du taber, ja så kæmpede du måske ikke hårdt nok«.
Man kan kun håbe, at der vil komme flere Nunez romaner fra Café Monde – og at de læser den grundigt igennem næste gang
Med Hvad går du igennem har Nunez været ivrig efter at skrive sig ind i flere af tidens store temaer, lige fra aktiv dødshjælp til klimakrise.
Jeg savner dog spydigheden og selvironien fra En ven, hvor Nunez gerne tog det ledige standpunkt og ingen kunne føle sig sikre. Hvad går du igennem er anderledes følelsesladet og, for at sige det på godt dansk, pleasende. Kombineret med den lemfældige oversættelse rammer den ikke helt rent hos denne (sprogligt sensitive) læser.
Ak ja. Man kan dog kun håbe, at der vil komme flere Nunez romaner fra Café Monde – og at de læser den grundigt igennem næste gang.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.