“Regeringen ved, at nogle af Islamisk Stat-krigerne går om bord på både mod europæiske lande som illegale immigranter…de (regeringen, red.) ved, hvordan de kunne stoppe krisen på én time, men ønsker det ikke.”
Sådan skriver en lokal journalist fra Libyen i en af sine seneste beskeder til mig. Dermed fortsætter han sin beretning, som jeg startede med at fortælle om herinde i denne uge: Libyen: “Situationen er ikke fuldstændig ideel”
Det handler om situationen her og nu, fem år efter det såkaldte arabiske forår begyndte i de nordafrikanske lande Tunesien, Egypten og Libyen. Min kollega, som af hensyn til sin sikkerhed betinger sig anonymitet, har læst første afsnit. For få timer siden sendte han mig så en opdatering med noget af seneste nyt fra Libyen i form af de nedenstående fotos fra libyske Facebook-sider og forklarede, hvad billederne viser: ” Islamisk Stat-krigere der smadrer gravsteder i byen Benghazi”.
Journalisten forklarer videre: “Daash (Islamisk Stat, red.) destroy the graves of equally flattened so as not to be elevated from the earth. They say it is one of the teachings of the Islamic religion.”
Det er et faktum, at Islamisk Stat har kontrol med dele af Libyens næststørste by Benghazi og andre byer som Derna og Sirte. De sidder også på andre dele af Libyen, understreger journalisten, som jeg har kendt i fire år. Han bekræfter med sin fortælling rapporter fra efteretningstjenester og andre observatører, der advarer om risikoen for islamistiske terrorgruppers – især Islamisk Stats – fremmarch få timers sejlads fra Europas kyster.
“Islamic State are brought to Libya more and more”
Som beskrevet i 1. afsnit er en del af mine tidligere lokale kolleger og venner over de seneste år og måneder flygtet fra Libyen af frygt for at de selv eller deres familier vil blive dræbt af islamister.
Men en af mine allernæreste venner er blevet i Benghazi. Han er ung, ekstrem kvik og højtuddannet. Over mange måneder fortalte han mig i sensommeren 2012 – hvor jeg selv som beskrevet i afsnit et måtte forlade mit arbejde og flygte ud af landet – om hvordan han mest af alt ønskede at bidrage til opbygningen af et nyt og frit Libyen for sig selv og sin nyfødte dreng. Han virkede så stolt og afklaret. Men samtidig blev livet, det simple og ganske almindelige med indkøb og på legepladser alligevel bare for risikabelt.
Bomber eksploderede i Benghazi mens maskerede mænd skød; “næsten hver dag ser jeg sorte (islamist, red.) flag i vores gader,” fortalte han.
Min ven forsøgte at komme til Europa, så strandede han i en del måneder med sin baby i Cairo, pengene slap op sammen med håbet om at komme væk. I dag er den unge familie tilbage i hjembyen Benghazi: med frygt for morgendagen som en del af den nu knap tre-årige drengs plus en ny babys opvækst.
Allerede i marts 2012, altså fire måneder før det første valg, sendte Libyens daværende overgangsleder, Mustafa Abdul Jalil, en i dag næsten profestisk advarsel:
“I call on my brothers the Libyan people to be aware and alert to the conspiracies that are being plotted against them and to be aware that some people are dragging the country back down into a deep pit.”
Foto: Mustafa Abdul Jalil, Libyens overgangsleder på mit kontor på den TV-station i Benghazi, Libyen, hvor jeg var nyhedsdirektør, få dage forud for det første frie valg i Libyen juli 2012 efter Gadaffi-styrets fald
Fra valg-euforien i sommeren 2012 til i dag synes situationen i Libyen med andre ord at have udviklet sig fra “ikke fuldstændig ideel” til slemt til værre. Så hvad nu?
Jeg har spurgt en midaldrende journalistven, der indtil videre også er blevet tilbage i Benghazi, stadig som journalist og stadig med livet som indsats. Han svarer – på betingelse af, at han er anonym, ja, af “security reasons”:
“Dear Jeppe
I am fine thank you, and you?!
It is obvious to all Libyans that the militants of Islamic State are brought to Libya more and more after the islamists lost the election in 2014, so they put pressure on Libyans and international community. Of course the international community know very well how IS is growing in Libya because they have the means to get what they want to know [intelligence].
IS in Libya is strongly present in different cities. For example the leaders are in Derna and Sirt and they are from different countries like Tunisia, Yemen, Saudi Arabia, Egypt, and Iraq. The fighters are from all over the world as we heard that there are some English fighters.
Foto: Islamisk Stat-krigere i Libyen – sendt fra lokal journalist 9. februar 2016
In Benghazi, they appeared officially at end of 2012 and beg of 2013 [although] their flag was everywhere since the beg of war in 2012 but people did not care thinking it’s just a flag, over a lack of knowledge of those groups.
They carried out all kinds of crimes in Benghazi but the authorities in Tripoli at that time said “no terrorism in Benghazi,,, just family problems”. The most angry thing in this issue, that U.S and the international community know VERY well that Ansar Sharia (militante islamister, ifølge FN en terrorgruppe, red.) and their allies are behind the extremist acts in Libya that go slowly to European countries.
And as long the international community ignore the legitimate authorities in east of Libya (elected legally under supervision of UN in 2014), extremists grow more and more dramatically. The international community claim democracy and civil rights, but they never ever support the legitimate authorities. They are not even beside the gov and parliament in the east.
The government in Tripoli know that some of IS militants go on boats to European countries as illegal migrants, but because they themselves extremists so they don’t care saying “they should recognize our government so we can tackle the crisis of illegal migrants”. They know how to tackle the crisis in one hour, but they don’t want to!!.
I would say something, that if the international community keep ignoring Libya, they will face the BIGGEST troubles ever in their history as Libya is the most important link between European countries and Africa.
Hope I have explained to you what happens on the ground dear Jeppe.
Let’s keep in touch.”
Svigtede vi?
Mit hjerte gør ondt, når jeg læser min vens rapport. Og ikke kun af private grunde. Men fordi tanken strejfer mig: svigtede vi – Danmark og den øvrige verden – Libyen og det libyske folk, da vi bombede landet, for et øjeblik efter at erkende, at situationen måske ikke er fuldstændig ideel?
Svigtede vi da vi så ellers blot pakkede sammen – også den danske repræsentation, en slags mini-ambassade, i hovedstaden Tripoli? Så vidt jeg ved af “security reasons”. Og fordi de oprindelige drømme om at bidrage til såvel demokrati, genopbygning og lukrative kontrakter til danske virksomheder ligesom … crashede … i takt med at resten af verden også vendte ryggen til og/eller mistede interessen. I takt med at krigen ikke mindst i Syrien og siden Irak samt Islamisk Stat, terrorangreb og flygtningepresset mod Europa ligesom tog det meste af den internationale scenes opmærksomhed.
Dén del af “regningen” bliver måske en dag gjort op, ikke nødvendigvis af, men så for de folkevalgte politikere i vores del af verden, og af fremtidens historieskrivning.
I hvert fald set ud fra mine libyske venners hverdag i Libyen, så er der aktuelt visse tegn i halvmåne og stjerner på, at det, de oplever som at være ude af øje, ude af sind, i værste fald kan forvandle det skrøbelige land til endnu en kravlegård, et drivhus eller et kraftværk for nye generationer af terrorister, undertrykkere, mørkemænd.
Og vi kan ende med en magnet, et helle og et paradis for militante islamister i det nordlige Afrika, og fra øvrige Mellemøsten, der kan blomstre i skyggerne af et skrøbeligt Libyen på randen af kaos. Grobund for et nyt mørke, der, igen, kan true regionen, Europa lige ovre på den anden side af Middelhavet, ja, vores alle sammens verden.
Og hvad gør vi så: sender vi bombefly på vingerne endnu engang? Eller venter vi lidt…måske nogle år…måske fem år, som i Syrien?
“Kampe kan bryde ud overalt og uden varsel”
En fjerde ven, en musiker fra Benghazi, viste mig for nyligt et foto af sig selv og sin nyfødte baby. Han skrev: “Hope to see you again. We miss u Jeppe”.
En stor del af mig, både privat og professionelt som journalist, ville elske at vende tilbage til Libyen. At være med til at bygge op, måske igen en ny TV-station, og give mit lille bidrag til håbet om og kampen for en bedre hverdag. De har lidt rigeligt, libyerne. Og syrerne. Og irakerne.
Men jeg tør (mest af personlige grunde) ikke lige besøge Benghazi for nuværende. Og det gør mig ondt, både privat og professionelt, at svare min ven, som det er: Jeg tør ikke lige nu.
Udenrigsministeriet skriver i øvrigt i sin seneste opdatering om Libyen:
“Kampe kan bryde ud overalt og uden varsel.” Teksten fortsætter: “På grund af den meget usikre og risikofyldte sikkerhedssituation vil Udenrigsministeriet kun i meget begrænset omfang kunne bistå nødstedte danske statsborgere i Libyen.” Øvrige EU-lande og USA – altså blandt andre os, der i 2011 bombede for at redde civilbefolkningen – konkluderer enslydende. De/vi holder os i stort omgang væk fra det voksende kaos i Libyen.
En topprofessionel superstar
Er det hele så maskerede terrorister og fortvivlede civile?
Nej, der er også lyspunkter.
Et af mine egne (mange) konkrete lyspunkter som nyhedsdirektør på TV-stationen i Benghazi var i sig selv et lillebitte skridt, men for mine medarbejdere og mig alligevel en stor bevægelse fremad.
Da jeg ankom til oprørsbyen ved Middelhavet havde reporterne, trods revolutionen og Gadaffi-styrets fald, stadig for vane at stille deres spørgsmål og så overdrage mikrofonen til kilden – typisk altid en med myndighedskasket, bånd og stjerner på. Når vedkommende – typisk altid en mand – havde svaret, så fik reporteren mikrofonen tilbage, sagde tak og pakkede sammen.
I løbet af nogle måneder fik jeg overbevist de seje, unge wannabe-reportere om, at dé ejede mikrofonen, og de skulle bare blive ved med at spørge, indtil de fik svar. Desuden måtte de meget gerne få svar fra almindelige mennesker, heriblandt meget gerne også kvinder og unge.
De masede på. De gjorde det: erobrede stolt rollen som uafhængige journalister. De lavede libysk TV-historie – hver eneste dag – og elskede det.
Antallet af såvel private som statsstøttede medier i Libyen er siden 2012 bruset frem i stort antal – ét år før, under Gadaffi, rapporterede nogle få medier kun styrets (ofte helt forskruede) udgave af virkeligheden.
Så folket, suppleret af internet, er oplyst som aldrig før.
Et andet af mine måske lidt mere personlige lyspunkter handler om endnu en af mine tidligere medarbejdere, også en meget ung kvinde. Dengang i 2012 næsten bare en stor pige, og som de fleste andre ikke uddannet journalist.
Til gengæld havde hun en indre gnist og en gejst, der i sig selv nærmest kunne vælte en regering.
Hun er også bange i dag, hun er også blevet truet, hendes liv er også – sagt på hendes eget moderne libyske, da hun for nyligt ringede over den smarte, gratis internettjeneste Viber – “pretty fucked”. Til gengæld er hun siden blevet journalist hos en international mediegigant, og hun optræder på internationale TV-stationer som kommentator om Libyen.
Det er ikke bare bigtime girlpower – det er også en fantastisk succeshistorie om en ung libyer, der så meget vil en fri, demokratisk, bedre fremtid, og som har kæmpet, kæmpet, kæmpet, for bare at blive bedre og bedre og bedre.
Nu er hun sgu en topprofessionel superstar, i hvert fald i min verden. Og hun er tilmed en ung kvinde, der stråler i et land, hvor kvinder ellers traditionelt har skullet kæmpe en hel del mere for at få plads i såvel arbejds- som samfundsliv.
Og nu er hun en af dem – ganske som vi talte sammen om hine euforiske dage i Libyen i sommeren 2012 under landets første frie valg – der vågner hver dag for at rapportere ” the best obtainable version of the truth” og om almindelige menneskers situation i hendes egetland.
Mens vi andre blot hører meget lidt om det land, vi selv var med til at bmbe for ikke så mange år siden.
“The plan is to ask for asylum”
Jeg har hørt, at en af Danmarks bedste udlandsreportere måske snart er på vej til Libyen.
Men ellers er det noget tid siden, jeg har set danske medier rapportere fra landet, hvor vi – med et massivt Folketingsflertal – i 2011 droppede 923 såkaldte præcisionsbomber, og på kort tid brugte 656 millioner krigs-kroner, før F16-halerorene med Dannebrog efter få måneder atter forlod libysk luftrum.
Og så strejfer en anden tanke mig: Hvis jeg ikke tør, og hvis alle mulige andre også holder sig væk, hvem hører så nødråbene? Hvem redder Libyen i denne omgang? Eller risikerer situationen at komme så meget på afstand af at være “ideel”, at … ja, hvad nu?
Det seneste jeg har hørt fra den unge kvinde, der sammen med sin familie blev hjulpet i sikkerhed efter dødstrusler fra islamister, var fra Cairo. Lettet over at være i live, men på ingen måde lykkelig over at skulle forlade sit hjemland, skrev hun til mig: “To be honest the plan is to ask for an asylum. Because I can’t go back now, especially after the murder of the other woman yesterday.”
Situationen er ikke fuldstændig ideel i Libyen. Som en observatør udtrykte det i 1. afsnit af denne beretning om den aktuelle situation i Libyen, nu fem år efter Det Arabisk Forår begyndte.
Fortsættelse følger…
Fotos: Jeppe Nybroe (c.)
# Hvis du har lyst – måske fået information eller inspiration, nytte eller andet brugbart ud af artikler, fotos og video – kan du donere et bidrag, beløb bestemmer du, til Jeppe Nybroes arbejde på Mobile Pay eller Swipp: 20 86 20 68
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og