Ryan Smith: Melanias røde juletræer er del af et overskridelsesmønster

i Kulturhistorie/Politik & Samfund/Tro og eksistens af

ANALYSE – Melanias røde juletræer kan ikke stå alene. De er en del af et overskridelsesmønster, som både Trump og hun selv har gennemspillet før. De er Heras pendant til Zeus, der bemægtiger sig en sagesløs ungmø. En udviskning af tegnet, der burde holde hende fast. En markering af, at ‘hun kan gøre det’, og at modstanderne ikke kan stoppe hende. Så længe styrkeforholdet er virilitet versus passivitet – magtdemonstrationer versus afhold og undladelse – vil enhver videre konfrontation efter samme playbook være til Trump-familiens fordel, skriver forfatter og redaktør Ryan Smith. 

Historien om Melania Trumps røde juletræer, der har vakt stor bestyrtelse især blandt mennesker, der ikke kan lide Trump, er interessant.

I den franske filosof Jacques Derridas analyse af tegnet, forklarer han, at spil og spor bliver væsentlige, når tegn og æstetik er svækkede. Han giver det eksempel, at tidligere tider har haft en ”ordnende idé” (eks. Gud), der organiserer tegn via et centrum, som gav mening til hele den semiotiske struktur, et menneske kan opleve; men at vi i moderne tider har større frihed, når det handler om at tolke tegnet.

Trump opfører sig anderledes, end vi forventer af en præsident. Han nedbryder rammerne for den amerikanske civilreligion og udtværer grænserne for magtdeling og statsræson. Og Melania bistår ham med sine røde juletræer

Man kan tale om både spil og spor. Med spil menes, at eftersom den centrale idé, der engang holdt tegnenes mening fast i forhold til andre tegn, nu er fraværende, bliver den potentielle mening, det enkelte tegn kan stå for, mere åbent for fortolkning. Med spor menes, at selvom den centrale idé er fraværende, vil det enkelte tegn stadig bære rester af den mening, det engang havde.

Trump opfører sig anderledes, end vi forventer af en præsident. Han nedbryder rammerne for den amerikanske civilreligion og udtværer grænserne for magtdeling og statsræson. Han gør med andre ord det modsatte af, hvad vi forventer af ham. Han udfordrer de sidste rester af den mening, det svækkede præsidenttegn endnu besidder. Og Melania bistår ham med sine røde juletræer. Det er spillet.

Samtidig bor Trump i et tårn. Sin egen Olymp, en rede af guld opkaldt efter ham selv. Han daler ned fra himmelen i sin specialfremstillede jetfly – flankeret af sin supermodelkone. Der er noget overnaturligt, fyrsteligt og arkaisk over det. Som var han forudbestemt til at herske.

Det er tegn, der bærer resterne af en fortidig ordnende idé, nemlig monarken. Den ordnende idé er måske nok diskrediteret, men tegnene indeholder endnu aftrykket af den, og vi er intuitivt modtagelige for dem. Det er sporet.

Tegn tømt for mening

Det er netop, når tegnene er svækkede, at ny mening kan læses ind i dem.

Svækkelsen er evident på et tidspunkt, hvor Vestens globale magt er dalende, og den kulturelle selvtiltro er ved at gå til i nihilisme, intersektionalitet og feminisme. Pure negative projekter og korrektiver har svært ved at opretholde en civilisation. Med sit substrat af en kejserlig-arkaisk hersker fremstår Trump som manden, der kan give os tiltroen tilbage og udsætte dødsdommen. Han kan også bryde de lærdes naturlove om handelsbalancer og komparative fordele. Og herved tegnes et ganske bestemt spor af hans æstetiske semiotik.

Der er rigeligt med objektive forhold, der gør, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor god en præsident Trump er. Men den nøgterne forståelse af, hvad det vil sige at være en god præsident, kan lige såvel tilsidesættes i en tid, hvor vælgerne ikke har nogen ordnende idé til at organisere opfattelsen af præsidenttegnet ud fra.

At Trumps støtter gør netop det, har vakt megen forfærdelse blandt de folk, der ikke kan lide Trump.

Men repræsentanterne for eget narrativ har selv været med til at tømme tegnene for mening. Var Clinton ikke dobbeltmoralsk og korrupt? Var Obama ikke lidt for glad for dronekrige og offentlige udgifter? Og blev disse faktuelle forhold ikke netop tilsidesat af journalister, forskere m.fl., fordi størstedelen af dem var personligt engagerede i en sejr til demokraterne? Intet forhindrer Trump-vælgere i at gøre det samme med Trump.

Den offensive iscenesættelse af Trumps egen libido snarere end benægtelsen af den, vidner om en stærk leder, der trodser det konventionelle for at opnå, hvad han vil. Uhyret i manden som en nødvendig – naturlig – kvalitet i en hersker

Og mennesker, der ignorerer de mange objektive kritikker af Trump for i stedet at hylde ham, gør egentlig blot det samme, som mange af deres modstandere har gjort.

Begge sider abonnerer på en postmoderne selektiv rekonstruktion af tegn, fortællinger og mening. Og dog ville det alligevel være forkert at sige, at de to var spejlbilleder af hinanden. Den store forskel på dette punkt er egentlig ét fænomen, som ikke desto mindre må gå under to navne: Den højreorienterede naturalisme og den venstreorienterede passive dydsmoral.

Med naturalisme mener jeg, at moralske kendsgerninger opfattes som beslægtede med naturlige kendsgerninger. Det er et grundsyn, der helt uerkendt præger mange højreorienteredes syn på politik. Naturalisme kunne f.eks. være troen på, at en fjende vil søge at udnytte sin magt overfor en, hvis ikke man søger at matche eller overgå dens styrke, eller opfattelsen af at det frie marked i det store og hele afspejler naturlige forskelle i folks evner.

Ved passiv dydsmoral forstås, at det værste man i mange venstreorienteredes moral kan gøre, er at forbryde sig mod et passivt moralkodeks. Hvad fjender angår, kunne det f.eks. komme til udtryk i troen på, at man burde undgå at udfordre dem og i stedet søge dialog og forståelse.

Men det tydeligste eksempel er, hvordan det højeste gode i mange venstreorienteredes moralforståelse ikke er at være noget bestemt, men at undlade at være noget bestemt. At man ikke er racist, sexist, xenofob, islamofob osv.

For hans støtter understreger Trumps rigmandsæstetik det naturlige ved ham som hersker. For modstanderne er det samme forhold tværtimod en eftergivelse for det smagsløse, som man burde holde sig for god til.

Postmodernismens politiske gevinst

Det samme mønster gør sig gældende, når vi kigger på hans sexskandaler:

For modstanderne gør de præsidenten til en led sexist, der åbenlyst ikke burde beklæde højere embeder. For støtterne er han omvendt ikke så forskellig fra Zeus, der stiger ned fra Olympen i tyreform for at befrugte en ungmø. Med andre ord er der tale om en handling der finder sted i forlængelse af hans overlegne status og ikke som en formindskning af den. Den offensive iscenesættelse af egen libido snarere end benægtelsen af den, vidner om en stærk leder, der trodser det konventionelle for at opnå, hvad han vil. Uhyret i manden som en nødvendig – naturlig – kvalitet i en hersker.

Så længe styrkeforholdet er virilitet versus passivitet – magtdemonstrationer versus afhold og undladelse – vil enhver videre konfrontation efter samme playbookvære til Trump-familiens fordel

Hvis begge lejre således er postmodernister, der strides om tegnenes betydning, er modstanderne postmodernister med en passiv moral, overført 1:1 på det politiske domæne, og som størstedelen af dem ikke selv kan begrunde.

Støtterne har derimod et postmoderne udsyn ledsaget af en aktiv, viril og naturalistisk dydsopfattelse, der i højere grad skelner det politiske fra det moralske. Og af denne grund står de to lejre ikke lige stærkt, hvad angår den selektive rekonstruktion af tegn, fortællinger og mening, der omgiver præsidentembedet og omgiver Trump.

Postmodernismen startede som et venstreorienteret projekt, men det er Trump, der høster politisk gevinst af dens metoder. En passiv fortælling er ikke opskriften på en politisk succes, men den fakta-selektivitet, der alle dage har præget postmodernismen, har vist sig uhyre nyttig, når den parres med højrefløjens naturalisme.

Melanias røde juletræer skal dermed ikke forstås isoleret. De er en del af et overskridelsesmønster, som både Trump og hun selv har gennemspillet før.

De er Heras pendant til Zeus, der bemægtiger sig en sagesløs ungmø. En udviskning af tegnet, der burde holde hende fast. En markering af, at ‘hun kan gøre det’, og at modstanderne ikke kan stoppe hende.

Så længe styrkeforholdet er virilitet versus passivitet – magtdemonstrationer versus afhold og undladelse – vil enhver videre konfrontation efter samme playbook være til Trump-familiens fordel.

Men modstanderne gyser og himler lige meget op hver gang. Her hopper de selvfølgelig også på. Røde juletræer!


Foto: White House/Flickr.

Seneste artikler om Kulturhistorie