Kravet om håndtryk er nationalkonservativ identitetspolitik

af i Politik & Samfund

DEBAT – Idéen om, at dansk statsborgerskab er et privilegium eller en gave, som stammen allernådigt og på betingelse af en række kulturelle krav kan tildele dem, der kommer udefra, men som samtidig automatisk tilfalder stammens egne børn, er et nationalkonservativt synspunkt, ikke et liberalt, skriver Nils Holtug, professor i politisk filosofi ved Københavns Universitet. Det er forstemmende, at regeringen på den måde er villig til at gå på kompromis med det liberale demokratis basale principper for et indgreb, der i sidste ende kun vil ramme få.

Det er lidt overraskende, hvor mange der tilslutter sig regeringens identitetspolitiske forslag om, at en bestemt kulturel praksis, nemlig håndtrykket, skal være en betingelse for statsborgerskab og dermed stemmeret til folketingsvalg. Også blandt dem, der normalt tager afstand fra identitetspolitik (se for eksempel her og her).

Som jeg har argumenteret for andetsteds (artiklen er bag betalingsmur, red.), strider forslaget mod et bærende princip i det liberale demokrati, nemlig toleranceprincippet.

Toleranceprincippet indebærer, at man ikke skal tilbageholde centrale rettigheder og goder fra folk på grund af deres kultur eller religion, og dermed heller ikke stemmeretten.

Heller ikke selv om de for eksempel har et antikveret syn på forholdet mellem kønnene.

Beskyttet af toleranceprincippet

Nogle (artiklen er bag betalingsmur, red.) appellerer imidlertid til en principiel forskel mellem liberale frihedsrettigheder, som ytringsfrihed og religionsfrihed, der udstrækkes til at gælde for alle mennesker, der er bosiddende i Danmark, og så demokratiske rettigheder, som dem der følger med statsborgerskabet.

Men sagen er jo den, at det er det samme bagvedliggende princip, nemlig toleranceprincippet, der begrunder frihedsrettighederne og begrunder, at personer ikke skal nægtes stemmeret på grund af deres religiøse og kulturelle praksisser.

Ligesom personer ikke skal nægtes at ytre sig, fordi deres religiøse eller kulturelle praksisser adskiller sig fra flertallets, skal de ikke nægtes demokratisk indflydelse, fordi deres religiøse eller kulturelle praksisser adskiller sig.

Jeg er enig i, at vi skal stille krav til nye statsborgere, men spørgsmålet er jo, om vi skal stille det specifikke krav, at de skal trykke hånd, og dermed fravige, hvad toleranceprincippet tilsiger

I særdeleshed kan man ikke på én gang hævde, at herboende, der ikke er statsborgere, er omfattet af toleranceprincippet, når det kommer til ytringsfrihed og religionsfrihed, men at vi ikke skal leve op til toleranceprincippet, når det kommer til at tildele dem stemmeret, fordi de jo ikke er statsborgere.

Enten omfatter toleranceprincippet herboende udlændinge, eller også gør det ikke.

Man kan indvende, at frihedsrettighederne og statsborgerskab reguleres forskelligt i Danmark, og at statsborgerskab i Danmark tildeles ved lov. Det ændrer bare ikke på toleranceprincippets konsekvenser, at vi lokalt har indrettet os sådan.

Det er ikke således, at toleranceprincippet lige pludselig indebærer, at det er i orden at udelukke nogle fra at have stemmeret, fordi vi ikke bryder os om deres kultur eller holdninger, bare fordi statsborgerskabet tildeles ved lov.

Nationalkonservativ politik

Hvis vi gerne vil leve i et liberaldemokratisk samfund, har det konsekvenser for, hvordan vi indretter og administrerer vores lovgivning, herunder at vi ikke indfører et krav om håndtryk som betingelse for statsborgerskab.

Politisk lighed er en fundamental norm, hvilket blandt andet indebærer, at vi ikke lægger folks religion, kultur eller holdninger til grund for, om de skal have adgang til stemmeret.

Nogle argumenterer for, at statsborgerskab ikke er en ret, og at vi bør stille krav til nye statsborgere. Jeg er enig i, at vi skal stille krav til nye statsborgere, men spørgsmålet er jo, om vi skal stille det specifikke krav, at de skal trykke hånd, og dermed fravige, hvad toleranceprincippet tilsiger.

Krav til statsborgerskab for nytilkomne skal give mening på baggrund af, at de bliver medlemmer af et politisk fællesskab, ikke et kulturelt fællesskab

Bare at sige, at vi skal stille krav flytter ikke rigtig noget, det er alle enige om.

Hvad angår, om statsborgerskab er en ret, så er det liberale synspunkt, at statsborgerskabet faktisk bør være en ret, hvis man vel at mærke lever op til kravene (og de krav skal så ikke være illiberale). Statsborgerskab er ikke noget, der blot kan tildeles efter forgodtbefindende, men bør tildeles efter principielle kriterier.

Liberale afviser dermed også tanken om, at statsborgerskab er et privilegium eller en gave, som stammen allernådigst kan tildele dem, der kommer udefra, men som samtidig automatisk tilfalder stammens egne børn, som en form for feudalt privilegium, der følger blodlinjen.

Dette er et nationalkonservativt synspunkt, ikke et liberalt.

Det kulturelle fællesskabs illegitimitet

Der er groft sagt to forskellige liberale måder at forstå tildeling af statsborgerskab på, den ene baseret på interesser og den anden på autonomi.

Ifølge den interesse-baserede forståelse bør de, der har en langsigtet interesse i, hvordan samfundet udvikler sig, fordi de opholder sig i samfundet en tilpas lang periode, have mulighed for demokratisk indflydelse og dermed statsborgerskab.

Ifølge den autonomi-baserede forståelse bør de, der i hvert fald en længere periode er underlagt statens magtudøvelse og anvendelse af tvang have mulighed for demokratisk indflydelse på den stat, der udøver magten. Det er det, der gør, at de er frie og lige, selv om de er underlagt statens magt.

Kontrol af holdninger, som baggrund for tildeling af stemmeret, er grundlæggende en illiberal ide. I det liberale demokrati benytter vi andre måder at bekæmpe problematiske holdninger på

Disse forståelser forklarer, hvorfor børn, der er født i landet, bør tildeles eller i hvert fald have mulighed for statsborgerskab (de må formodes at have en langsigtet interesse og er underlagt statens magt og er med tiden berettiget til demokratisk indflydelse). Samtidig forklarer disse forståelser det grundlag, der bør ligge til grund for nytilkomnes mulighed for statsborgerskab.

Det indebærer ikke, at man ikke kan stille krav til statsborgerskab for nytilkomne, men det skal i givet fald være krav, der giver mening på baggrund af, at de bliver medlemmer af et politisk fællesskab, snarere end tage udgangspunkt i et kulturelt fællesskab.

Nogle kulturelle elementer er dog en forudsætning for det politiske fælleskab, i særdeleshed det nationale sprog, og derfor er det legitimt at stille sprogkrav i forbindelse med statsborgerskab. Ligeledes kan man for eksempel kræve, at landets love skal overholdes.

En generel og forstemmende tendens

Endelig er det blevet fremført, som begrundelse for håndtrykskravet, at stater har behov for at kunne kontrollere holdningerne hos dem, de giver adgang til demokratisk indflydelse. Til det er der flere ting at sige.

Nu er kravet om håndtryk et indgreb, der kun vil ramme få. Så hvorfor gå så meget op i, om det bliver indført eller ej?

  1. Kontrol af holdninger, som baggrund for tildeling af stemmeret, er grundlæggende en illiberal ide. I det liberale demokrati benytter vi andre måder at bekæmpe problematiske holdninger på, jf. også den parallelle debat i forbindelse med ytringsfrihed.
  2. Demokratier kan derimod legitimt tilbageholde statsborgerskab, og dermed stemmeret, fra personer der udgør en trussel, for eksempel mod den nationale sikkerhed.
  3. Selv hvis der VAR holdninger, der burde diskvalificere til statsborgerskab, for eksempel fordi vi mener, nogle holdninger i sig selv kan udgøre en trussel mod demokratiet, så er der temmelig langt fra ikke at ville trykke hånd og så hertil.

Nu er kravet om håndtryk et indgreb, der kun vil ramme få. Så hvorfor gå så meget op i, om det bliver indført eller ej?

For det første kommer kravet i kølvandet på en række andre indskrænkninger af det liberale demokrati, herunder imam-loven og burka-forbuddet, der indskrænker ytringsfriheden og religionsfriheden. På den måde er kravet udtryk for en mere generel tendens.

For det andet er det på sin vis ekstra forstemmende, at man er villig til at gå på kompromis med det liberale demokratis basale principper, for at opnå en så lille effekt.

Topfoto: Pixabay

Nils Holtug er professor i politisk filosofi og leder af Centre for Advanced Migration Studies, Københavns Universitet. Han arbejder først og fremmest med ulighed og migration, og bor på Nørrebro i København med sin kone og de to børn, der endnu ikke er flyttet hjemmefra.

Seneste artikler om Politik & Samfund