TOM WAITS // MUSIK – Den 1. september for 40 år siden udkom den plade, Swordfishtrombones, som lagde grundstenen til snakken om, at Tom Waits nærmest er en genre i sig selv. Pladen var startskuddet til en kursændring hos musikeren, og nu genudsendes fem re-masterede albummer netop fra denne fase, fortæller Tom Waits-aficionado Mikkel Stolt. Hvad er det, Stolt og andre Waits-fan især begejstres over?
Waits’ tidligere og senere plader er allerede genudgivet i remasterede udgaver (Real Gone fra 2004 sågar i en remixet version), og også denne gang har Waits og hans kone og skrivepartner, Kathleen Brennan ”personligt overvåget” processen, lyder det på Waits’ hjemmeside.
Tidligere har vi fejret 50-året for Waits’ debut, men denne gang dykker vi lige lidt ned i denne plade med 40-års fødselsdag – en af mine absolutte øde-ø-plader. (Men jeg skal altså også lige have efterfølgeren Rain Dogs med. Og fem-syv af de andre.) Samtidig er det den ene ud af kun to plader, hvor jeg med sikkerhed ved, hvor og under hvilke omstændigheder, jeg hørte det første gang. Den anden kan man læse om her.
En frisk start
Efter 10-14 år som optrædende havde Waits mere eller mindre tømt mulighederne – følte han selv – for den klaverspillende barfly ledsaget af bas, trommer og saxofon og gerne strygere, som ellers var blevet hans persona. Og hans kone, Kathleen, mente åbenbart det samme, for de fleste kilder (og Tom Waits selv) tillægger hende en stor betydning for Waits karriere herefter.
En anden katalysator var Francis Thumm, som Waits havde kendt og leget musik med siden 1969 men aldrig arbejdet med, og som var medlem af det ret så eksperimenterende instrument-laboratorium The Harry Partch Ensemble. I det nyeste nummer af det engelske musiktidsskrift UNCUT fortæller Thumm, at han, Tom og Kathleen simpelthen snakkede en masse idéer frem, baseret på det eventyrlystne og nysgerrige musikalske venskab, som Thumm og Waits havde haft. Først og fremmest skulle der ikke være nogen strygere, et minimum af klaver og så ellers nogle fede lyde.
Kombinationen af det smukke og det særprægede giver i den grad bonus
I samme blad snakker flere af de medvirkende musikere om, at det netop var muligt at lege og eksperimentere og vende ting på hovedet, fordi Waits’ melodier og sange simpelthen var så stærke til at begynde med, og nu skulle det bare indspilles.
Mange lagde vejen forbi for at aflægge prøve, og mange blev sendt afsted igen, hvis ikke Waits (som nu var blevet sin egen producer for første gang) lige syntes, de kunne forstå eller honorere hans ikke altid lige letfattelige ønsker. Han fortalte nemlig ikke direkte, hvad eller hvordan musikerne skulle spille. Percussionisten Stephen Hodges fortæller for eksempel, at han selv prøvede at lægge mærke til Waits’ kropssprog, som han opfattede som en slags ’stenografi’ eller sprog, som han aflæste en mening ud af. Har man set Waits optræde, kan man godt forstå, hvad han mener.
Pladeselskab bakker ud
Der blev indspillet et par demoer og dernæst hele albummet med rækken af forholdsvis korte numre, men det hidtidige pladeselskab Elektra-Asylum løb skrigende væk, og så kunne Chris Blackwell fra Island Records træde til og udgive dette temmelig enestående og mærkeligt tidløse album. Og det er slet, slet ikke svært at lytte til, men derimod morsomt, musikalsk og melodisk. Og nå ja, med lidt underlige lyde og en hæs stemme og en hoppende rytme hist og her, men kombinationen af det smukke og det særprægede giver i den grad bonus.
I min bog Tom Waits og Mig (Politisk revy, 2019) gennemgår jeg samtlige numre fra de originale albummer, men i dag nøjes vi med de seks-syv-otte numre fra Swordfishtrombones, som jeg holder allermest af.
Teksten i det første nummer, ”Underground”, handler om en ny verden, der er blevet opdaget under jorden. “It’s a place I’ve found / there’s a world going on underground,” ledsages af marimba, horn, elguitar og kraftfulde trommer i en hoppende, skæv og næsten marchagtig rytme, mens melodien ikke gør de store svinkeærinder, men meningen er klar i mit hoved: Waits føler, han har fundet noget nyt, rent musikalsk. I hvert fald noget nyt for ham. Stemmen er dyb og fyldig og minder os om bundløse mineskakter og trærødder, der hænger ned fra loftet.
”Shore Leave” videregiver i en ramponeret blues-stil en marinesømands tanker, indfald og oplevelser, mens han er på landlov et sted langt hjemmefra. I verset er stemmen mørk og næsten reciterende, mens den i omkvædet, hvor han bare savner sin kæreste, er mere blød og næsten behagesyg. På en måde er teksten stadig filmisk, men det er ikke længere en Bogart- eller Cagney-film, som på de tidligere albummer, men noget mere mørkt og surreelt. Er det i virkeligheden en David Lynch-film, vi sidder og lytter til? Til allersidst vrænges titlen nærmest desperat ud en seksten-sytten gange, mens marimbaen spiller sine figurer, og det bliver næsten uhyggeligt.
Det mest outrerede og (til dels) disharmoniske nummer er det 2:20 minutter lange instrumental-track ”Dave the Butcher”. Waits fornøjer os og sig selv med et Hammond B3-orgel, som havde han lige fået det i julegave og endnu ikke helt ved, hvordan det virker, mens Victor Feldman (som bl.a. havde spillet med Frank Zappa) falder ind med nogle sjove trommer omkring halvvejs. Det er skægt, men det mest geniale er den kontrast, der skabes ved, at der lige bagefter kommer en pianointro til en af Waits’ allersmukkeste melodier, ”Johnsburg, Illinois”. Greg Cohens bas falder ind, og den korte tekst fortæller om sangerens komplette forelskelse i pigen fra byen, der nævnes i titlen. Og ja, Waits’ kone Kathleen er netop derfra, og jeg finder det lidt ironisk, at det, der næsten er det mest “almindelige” nummer på pladen, netop er det, der hylder den kvinde, der fik Waits til at bevæge sig over mod det “ualmindelige”.
Er det rock? Er det jazz? Er det verdensmusik eller folk?
Der optræder en del musikalske lydeffekter og sågar en sækkepibe i introen til ”Town with No Cheer”, inden Waits selv tager over med sit harmonium og en nostalgisk melodi og tekst, som rammer virkeligt dybt, hvis man giver sig hen. Jeg kan huske, at jeg, da jeg hørte albummet for allerførste gang, godt forstod, at sangen foregår i Australien. På overfladen er det en konstatering af, at jernbaneselskabet har lukket cafeteriet i Serviceton, hvorfor toget ikke længere stander dér, og så går det bare ned ad bakke for livet på de kanter.
Så ja, det er en nostalgisk tekst, og den er så billedskabende, at man føler et lille stik i hjertet, og man kan dårligt lade være med at tænke på andre steder og lokaliteter fra ens eget liv, der nu er forsvundet eller i hvert fald forandret til ukendelighed. Den hæse stemme er indfølende, men rummer også en mere desperat længsel.
Ronnie Barron fra nogle af Waits’ forrige album er tilbage på orgel på ”Frank’s Wild Years”, og hvilket comeback. Et swingende bagtæppe (sammen med en bas) til en grotesk lille historie om Frank, der på en måde bare ikke er lykkelig, eller som i hvert fald har svært ved at klare sin kones lille chihuahua-hund. I virkeligheden er det noget af en tragedie, men Waits rabler teksten af som en udtryksløs komiker, og på den måde virker den som et ekko fra hans mere standup-agtige optrædener fra live-albummet Nighthawks at the Diner (1975). Med den forskel, at teksten er opflammet af det røde lys fra et brændende hus.
Næsten-titelnummeret (et flertals-‘s’ til forskel), ”Swordfishtrombone”, har en dejlig legende rytme, hvor det er en marimba, en bas og nogle dumpe trommer, der ledsager stemmen, der her er forholdsvis afdæmpet. I hvert fald indtil slutningen, hvor Waits selv kommer med et lille udbrud af mentalt forstyrret latter. Teksten er ligesom titlen lettere surreel og giver dårligt nok mening som andet end en leg med ord, som for eksempel dette rim: “He got twenty years for lovin’ her / from some Oklahoma governor”. Nummerets stemning og feel gør, at det giver al mulig mening, at det er denne skæring, der lægger navn til hele albummet.
Waits slutter albummet med en lille og helt igennem suveræn instrumental komposition, ”Rainbirds”. Der lægges ud med det mystiske instrument, en glasharmonika, der laver en lille intro, men snart tager piano og bas over. Pianoet fører nok an, men nogle gange spiller de synkront, og i andre takter er det bassens toner, der overtager den umådeligt velskabte melodi, og alt i alt er det bare en smuk lille etude, der får mig til at svømme helt hen. At Waits rammer en lille bitte smule forkert med fingrene til allersidst, gør bare det hele dejligt (u)perfekt.
Tom Waits og dig
Ja, jeg faldt muligvis i gryden som ung, men det er ikke for sent for DIG at blive Tom Waits-fan. Start gerne med de tidligere albummer, hvis du er den forsigtige type, men hvis du starter med Swordfishtrombones, så giv det lige mere end to-tre gennemlytninger. Er det rock? Er det jazz? Er det verdensmusik eller folk? Ja og nej, det er som sagt bare Tom Waits. Kommer du igennem dem, så lover jeg, at du for altid vil være lidt mentalt forstyrret. På den gode måde.
Til gengæld er alle vi andre stadig frustrerede over, at der tilsyneladende stadig ikke er noget afgørende nyt, om hvorvidt der er ny musik på vej fra Tom og Kathleen. Det seneste album er stadig Bad as Me fra 2011.
Både Swordfishtrombones (1983), Rain Dogs (1985) og Frank Wild Years (1987) udkommer i de nye udgaver på vinyl og cd d. 8. september, mens Bone Machine (1992) og The Black Rider (1993) kommer den 6. oktober. Alle fem plader skulle dog være tilgængelige på streaming allerede nu.
Livealbummet Big Time (1988) og soundtracket Night on Earth (1991), også fra Island Records, venter man åbenbart med at udgive til en anden god gang.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
