Tom Waits, pr-foto: Jesse Dylan

Podcast: 50 år med Tom Waits og hans melodiske røverhistorier

i Kultur/Musik/Povcast af
TOM WAITS // JUBILÆUM – Det er svært at beskrive Tom Waits bedre, end Dan Turèll engang gjorde: En stinkende, swingende svajer af en sjover. I disse dage har mr. Waits 50-års jubilæum, hvis man definerer begyndelsen som det tidspunkt, hvor han underskrev sit livs første kontrakt med en booker. Tom Waits tilhører den gruppe af artister, der ikke kan beskrives med en genre, medmindre man i dette tilfælde kalder genren Tom Waits. Der har fundet sin inspiration i den store amerikanske sangbog, swingmusikken, singersongwriter-stilen, rock’n’roll, blues, cirkus, comedy, beatgenerationens forfattere, cabaret, folkmusik, roots og americana, Brecht og Weil, jazz og jazz’n’poetry. I denne artikel og podcast hylder forfatter og filminstruktør Mikkel Stolt Tom Waits.

 “The folks who know the truth aren’t talking. The ones who don’t have a clue, you can’t shut them up!”

Dette citat er tillagt musikeren med mere, Tom Waits, og det lyder unægtelig som noget, han ville kunne sige. Men han er jo selv fuld af røverhistorier, så lad os her sige, at det er noget, han har sagt til sig selv under en corona-nedlukning, mens han sad i en faldefærdig lade og scrollede ned ad sin Facebook-tidslinje, alt imens han rystede på hovedet iført den sorte pork pie-hat og drejede håndsvinget på en gammel lirekasse, så det skramlede i kadaveret, og det ophvirvlede kridtstøv langsomt dalede ned gennem de indtrængende solstriber.

Waits har nemlig gennem årene givet det ene rablende interview efter det andet, og hvor man ikke nødvendigvis vidste, hvad der var sandt, og hvad der var løgn, men underholdende, det er han. For eksempel da han blev optaget i Rock & Roll Hall of Fame i 2011, og hvor han sagde i sin takketale: “They say that I have no hits, and that I’m difficult to work with. And they say that like it’s a bad thing.”

Men for tiden siger han sgu ikke ret meget, så vi er en gruppe på adskillige dusin mennesker, der indimellem spekulerer på, om der nogensinde kommer mere nyt fra Tom Waits, eller om han har trukket stikket og slapper af med familien i det nordlige Californien? Men altså … børnene må jo være flyttet hjemmefra for længe siden!? Er han virkelig tilfreds med at hyppe kartofler og bare rokke rundt og spille lidt filmskuespil en gang imellem?

Den folkelighed, som en rockmusiker og papkassepoet som Bruce Springsteen besidder så naturligt, ligger heller ikke lige til ham, og sexet som Leonard Cohen eller Iggy Pop(?) er han vel næppe (men det har jeg ikke forstand på)

Ja, jeg ved det ikke, men her i foråret 2021 kan man måske alligevel sige, at Waits har et slags 50-års jubilæum som professionel musiker (selvom man måske kan indvende, at for at kunne fejre jubilæum, skal man vel egentlig stadig være aktiv). Men lad os se på det og lige danne os et overblik over denne kunstner, som jo ikke bare er sanger, musiker og sangskriver, men også en entertainer af de store.

Hans evne til at kombinere musik på et højt niveau med decideret – om end afmålt – comedy og underholdning, er noget af det, som jeg selv sætter virkelig højt. Men måske har hans indbyggede afstand til egen rolle som star og den lige så manglende selvhøjtidelighed gjort, at han aldrig, altså sådan for rigtig alvor, er blevet overdrevet populær, hverken blandt publikum eller musikjournalister. Han er respekteret overalt, bestemt, og han har en temmelig stor gruppe dedikerede følgere, men et ”kulturelitens krammedyr”, som Nick Cave er blevet kaldt i dansk presse, bliver han nok aldrig.

I denne podcast taler Mikkel Stolt med POVs musikredaktør Jan Eriksen om Tom Waits:

En af de helt store

Den folkelighed, som en rockmusiker og papkassepoet som Bruce Springsteen besidder så naturligt, ligger heller ikke lige til ham, og sexet som Leonard Cohen eller Iggy Pop(?) er han vel næppe (men det har jeg ikke forstand på). Nej, han er ligesom udenfor det hele, eller han bliver i hvert fald kun modstræbende trukket ind i det hurlumhej, som livet som musikalsk berømthed kan risikere at medføre. Hans (manglende) popularitet lider muligvis også under, at folk fejlagtigt tror, at han er svært tilgængelig at lytte til. Men hvis man kan lide gode melodier, er han simpelthen en kunstner, man bør opsøge.

Han regnes trods alt af mange – især af andre musikere – for en af de helt store nulevende amerikanske sangskrivere, og han trækker på en lang tradition af ikke bare blues, jazz, folk, rock og spoken word, men også europæisk cabaret- og cirkusmusik, og han har en forkærlighed for sære instrumenter og for at fortælle grumme historier gennem de yndigste melodier, som han selv har sagt. Adskillige af hans numre er blevet indspillet af andre mere mainstream-kendte musikere som f.eks. Eagles, førnævnte Springsteen og Rod Stewart, samt af en lang, lang række andre kunstnere.

Jeg selv blev afhængig på en eftermiddag i 1984, hvor min ven Jimmy spillede en ny plade, som jeg simpelthen aldrig havde hørt magen til, men musikken var underligt dragende; både melodisk og morsom.

(Bonus-info: Her i foråret/forsommeren spiller Limfjordsteatret (hvis det tillades) igen den kongeniale forestilling, ”Træt Lever og Tungt Hjerte”, som på grund af Lasse Popps forrygende fordanskninger af Waits-numre og hans overrumplende og overlegne optræden sammen med to musikere kun kan anbefales. Se mere på teatrets hjemmeside, www.limfjordsteatret.dk)

Tilbage til jubilæet, som der faktisk er lidt delte meninger om tidspunktet for. Hans første betalte job som optrædende var nemlig i 1970 på The Heritage Club i San Diego, hvor han også havde optrådt til open-mic-aftenen allerede i løbet af ’69. Undervejs havde han også været dørmand på stedet, og tjente efter eget udsagn mere ved dét end ved at optræde oppe på scenen. På et tidspunkt i ’71 tog han med en ven op til Los Angeles og The Troubadour Club, som jo var stedet på det tidspunkt, og som også indimellem tilbød open-mic, hvor yngre talenter kunne være heldige at få nogen, der var noget ved musikken, til at hæve øjenbrynene. Derfor kan man nok godt sige, at han fik et gennembrud i foråret 1971, da hans optræden blev overværet af en agent, som dagen efter gav han en kontrakt på at skrive sange. Så det er dét, vi går med her: 50 år fra den første egentlige kontrakt.

Jeg selv blev afhængig på en eftermiddag i 1984, hvor min ven Jimmy spillede en ny plade, som jeg simpelthen aldrig havde hørt magen til, men musikken var underligt dragende; både melodisk og morsom. Det lød som et gammelt trædeorgel og en trompet, og selvom det ikke ligefrem burde være noget, der kunne interessere en 19-årig dreng, så var den måde, instrumenterne humpede sig igennem melodien, utroligt fascinerende. Jeg havde sgu aldrig hørt noget lignende.

Grotesk humor

Den første skæring var et kort instrumentalnummer, og straks efter kom der en Hammond orgel-intro i et højere og mere jazzet tempo, og så kom stemmen (åh, den stemme), der rablede en tekst af sig uden direkte at synge. Jeg skyndte mig hen for at kigge på coveret for at se, hvad fanden det var for noget. Teksten var næsten volapyk, men der var en grotesk humor nedenunder. En mand, der brænder sit hus ned, fordi han ikke kan klare konens chihuahua-hund? Dét nummer var også ret kort, og så kom det tredje nummer, hvor melodien var fængende og marimbaen meget fremtrædende, og igen virkede teksten vildt fabulerende og formentlig morsom. Jeg fik ikke tid til at tænke længere, for tempoet blev nu højere og stemningen mere rocket i næste nummer for derefter i det næste igen at slå over i en smuk piano-ballade.

Tom Waits, coveret på det første album, Closing Time
Tom Waits, coveret på det første album, Closing Time

Det var mandens syvende og dengang seneste album, Swordfishtrombones fra 1983, som vi lyttede til, og du ved måske allerede som oplyst kulturforbruger, at det regnes for at være et slags nybrud i hans karriere. Inden da havde han ofte optrådt i rollen som den whisky-glade barpianist, der tryllede gode sange ud ad ærmet, mens hans stemme blev mere og mere rusten. Jimmy havde også én af de gamle, mere romantiske plader fra 70’erne, The Heart of Saturday Night, som jeg ligeledes åd råt, selvom stilen var mere traditionelt jazzet og blues’et. Men dét havde jeg jo intet imod. Som autodefekt pianist yndede jeg selv at prøve at spille noget, der swingede, og dét kunne Waits og hans musikere.

Uden samme held og talent, naturligvis, men den dialektisk-skizofrene dualisme taler åbenbart til min personlighed.

Jeg har altså fulgt og udforsket Waits lige siden den eftermiddag – og har gjort det både trofast og trodsigt – og jeg er stadig vild med den måde, han solidarisk inddrager samfundets vrangsider på i sine tekster. Det er stærkt underholdende, og der er også en anden ting, der gør ham sej i mine øjne: Han har aldrig bare fulgt tidsånden eller lagt sig moderigtigt i slipstrømmen på noget andet.

Da jeg senere kastede mig mere professionelt over det at lave dokumentarfilm (og ind imellem faktisk også musik og senere igen bøger), så opdagede jeg, at Waits’ evne til at blande det harmoniske med det disharmoniske, det smukke med det mindre smukke, og alligevel skabe noget sammenhængende, var noget jeg mere eller mindre bevidst tog med og selv forsøgte mig med. Uden samme held og talent, naturligvis, men den dialektisk-skizofrene dualisme taler åbenbart til min personlighed.

Tilbage til begyndelsen: Tom Waits fik afsat nogle sange dér for 50 års tid siden, men mere vigtigt: han kom ud at spille mere og mere og debuterede dernæst i 1973 med den blues-folk’ede Closing Time. Han fortsatte med at udvikle sin lidt fordrukne scenekarakter og sin dybt musikalske blanding af forskellige stilarter på fem-seks album med en lang række forskellige og stærkt kompetente musikere. Hans plader var i begyndelsen præget af hans (til en vis grad fiktive) barfly-persona og et udtalt humoristisk talent, men jeg vil påstå, at publikum oftere og oftere blev vidne til en nysgerrig eksperimenteren og musikalsk legesyge i hans indspilninger og koncerter.

Freeway, cars and trucks

(Her kommer lige en lille anekdote, som jeg syntes var for pinlig at medtage i min bog, men tiden og jeg(?) er modnet: Da jeg kort efter mit første møde med Waits fik fat i hans debutalbum og hørte nummeret ”Ol’ 55” (som er det nummer, Eagles fik et pænt hit med), så troede jeg – den unge miljøbevidste og woke student – at han i omkvædet sang ”freeway-causin’ trucks”, og at han dermed kom med et ironisk og trafikpolitisk statement om, at for mange lastbiler (modsat godstransport pr. tog) simpelthen skaber et behov for flere motorveje, og dermed er med til at ødelægge miljøet. Der var ikke tekster vedlagt i min lp, så det var først, da jeg nogle år senere igen fik fat i en nodebog, at jeg opdagede, at han simpelthen bare synger ”freeway, cars and trucks.” Jeezuz … nå, jeg fortalte det aldrig til nogen.)

På et tidspunkt (klokken var vist henad 3 om eftermiddagen) i 1981-82-stykker møder han sin kone, Kathleen Brennan, som kommer til at betyde alverden for ham. Hun inspirerer ham til at skifte spor rent musikalsk uden dog at forråde sit gamle jeg, og han var også selv ved at blive træt af den gamle stil. Da hans pladeselskab, Asylum, hørte de første indspilninger til det, som skulle blive Swordfishtrombones, så tog de sig dog til hovedet og til pengepungen og løb skrigende bort. Men han fandt nye legekammerater (Island Records) og har i det hele taget altid kunne tiltrække nogle af de allerbedste samarbejdspartnere og musikere, og siden er der udkommet en kongerække af albums, hvoraf nogle stykker er med musik, som er mere eller mindre direkte relateret til teaterforestillinger eller film. Det gælder for eksempel albummet ”Blood Money” fra 2002, der indeholdt Waits’ egne indspilninger af de numre, han havde skrevet til forestillingen ”Woyzeck”. En forestilling der som bekendt havde premiere på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg.

På vandvognen

I mellemtiden, omkring 1999, havde han imidlertid skiftet pladeselskab igen, denne gang til ANTI Records, som har en lang række mere eller mindre skæve musikere i sin portefølje, og det er der, at hans officielle hjemmeside ligger.

Brennan har i øvrigt været med-krediteret på langt det meste, han har lavet siden midt-firserne, og hendes indvirken på hans karriere siden kan dårligt overvurderes, selvom hendes navn altså aldrig står med store bogstaver. Det er Waits, der er varemærket. Han skulle i øvrigt – og til manges overraskelse – have været på vandvognen siden 1992 for at kunne hellige sig familielivet ved siden af karrieren.

Men det er som antydet altså længe siden, vi rigtigt har hørt fra ham. Hans hidtil sidste nye album, Bad As Me, er fra 2011, og en af de seneste, der (her til lands) var i kontakt med ham, var producenten af teaterforestillingen ”Death Car” – en Bonnie & Clyde-agtig historie, instrueret af Robert Wilson (”Woyzeck”) og med musik af Tom Waits – der skulle have haft premiere den 7. november 2014 på Det Kongelige Teater i København. Forestillingen blev opgivet, da Waits tidligere samme år meddelte via sin agent, at han med stor beklagelse ikke kunne fuldføre projektet med at skrive ny musik. Man ved ikke rigtigt hvorfor, og projektet er iflg. rettighedshaverne lagt helt på hylden.

Omkvædet “Take one last look / at the place that you are leaving” tyder jo desværre ikke på, at det er en comeback-sang. Måske ER det virkelig Closing Time, som hans debutalbum jo sjovt nok hedder

Men er der ingen lyspunkter? Jo, en gang imellem (men ikke ret tit) har han registreret enkelte nye titler hos US Copyright Office. For eksempel registrerede han her d. 8. januar i år en tekst med titlen ”What Saved Me From Drowning”, mens den seneste rettighed til en decideret lydoptagelse er ”Shadows on the Boxcar Wall” fra september 2018. Det sidste offentligheden har hørt til ny original musik fra ham var, da han i maj 2015 gæstede ”Late Show with David Letterman” med nummeret ”Take One Last Look”, skrevet af ham selv og Kathleen.

‘Om titlen hentyder til, at Letterman havde annonceret sin tilbagetrækning fra showet, eller om det var Waits’ egen subtile måde at sige farvel til os andre, venter vi altså stadig svar på. Selve sangen er rent musikalsk en slags vise eller ballade, som måske minder lidt om ”Hold On” fra albummet Mule Variations (1999), om end mere afdæmpet. I tv-showet  spiller Waits selv akustisk guitar, og han akkompagneres kun af kontrabas (Larry Taylor) og akkordeon (Gabriel Donahue). I hvert fald: Omkvædet “Take one last look / at the place that you are leaving” tyder jo desværre ikke på, at det er en comeback-sang. Måske ER det virkelig Closing Time, som hans debutalbum jo sjovt nok hedder. Også selv om han i 2018 medvirkede på guitaristen Marc Ribot’s indspilning af den gamle italienske protestsang ”Bella Ciao”, som efter min vurdering mest lyder som lidt af en vennetjeneste til sin gamle musiker-compadre, der selv har bidraget med så meget til Waits’ musik siden Rain Dogs i 1985.

Hvis man vil have anbefalinger til videre lytning, så må man lige ringe. Eller læse min bog, der fås i alle byggemarkeder (batterier ikke inkluderet).


Denne artikel er lidt af et remix af (mestendels) ny tekst, et par af mine tidligere artikler og korte passager fra min bog, Tom Waits og Mig (2019, forlaget politisk revy). Jeg har også genbesøgt Barney Hoskyns bog Lowside of the Road – A Life of Tom Waits og det såkaldte internet.


HER KAN DU LÆSE FLERE ARTIKLER AF MIKKEL STOLT:


PR-foto: Jesse Dylan

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Mikkel Stolt (f. 1965), filminstruktør og forfatter, cand.phil. i filmvidenskab (1992), medstifter af Fenris Film & Multimedia ApS (1993).

Som instruktør har han både lavet ”normale” dokumentarer (bl.a. til DR2 i 1998-2001) og en række personlige kort- og dokumentarfilm, der har bevæget sig mellem genrerne og som ofte har et identitetstema. Til de sidste har han gerne brugt sit eget liv som brændstof og sin egen persona som en lettere karikeret figur.

Filmdebuten var jazzdokumentaren ”The Organizers – on and off” (1995) om et dansk/amerikansk jazzband, og han var producer og producent på ”Fado” (instr.: A. Leifer, 2003) om den portugisiske musikfom af samme navn. I dokumentarfantasien ”Min Avatar og Mig” (2011), rejste Mikkel ind i den parallelle verden Second Life, og filmen har været vist på tv og festivaler over hele verden. Filmene har bl.a. været støttet af Det Danske Filminstitut, DR TV, Statens Musikråd, Danske Filminstruktører, EU's Media og udenlandske tv-stationer.

Sideløbende med filmarbejdet har han fået udgivet både faglitteratur og essays samt både kort og lang fiktion. Romandebuterede med autofaktionen ”Bacon i Bagagen” i 2015 og fulgte i 2019 op med både romanen ”Åndssvage Ozelot” (Byens Forlag) og den personlige musikguide ”Tom Waits og Mig” (forlaget politisk revy). Dertil enkelte artikler gennem årene i Politiken, Berlingske Tidende, Euroman, Magasinet Helse m.m.

Arbejder pt. på et selvbiografisk ’long-essay’ (altså en autofaktion), hvor Van Morrison spiller en større rolle, og også på forskellige andre bog- og filmprojekter, som måske, måske ikke, vil se dagens lys. Spiller selv lidt klaver, bl.a. ved sine musikalske foredrag om Tom Waits, og har komponeret musik til flere af egne film- og videoproduktioner.

Se mere på www.mikkelstolt.dk

Foto: Preben Lorentzen.

Seneste artikler om Kultur