BOGUDDRAG – Det startede med en dødsdom over forfatteren Salman Rushdie den 14. februar for 30 år siden. Siden da er truslerne mod ytringsfriheden i almindelighed og den kunstneriske ytringsfrihed i særdeleshed taget til. Det er mere end nogensinde før vigtigt at stå imod, skriver Bjarke Larsen i sit forord til bogen ‘30 fortællinger om frihed, fatwaer og kærlighed’.
Da ayatollah Khomeini for næsten præcis 40 år siden – 1. februar 1979 – landede i Teheran fra sit politiske eksil i Paris og stillede sig i spidsen for den islamiske revolution, der to uger tidligere havde væltet den korrupte og despotiske Shah Pahlavi, blev det starten på en bølge af islamisk radikalisering, der har bredt sig til hele verden. Radikaliseringen har ikke kun være religiøs i retning af en fundamentalistisk tolkning af Koranen, men også politisk og militært i form af brutale magtovertagelser, krige og terror. I 2017 var der således 10.900 terrorangreb i hele verden – den altdominerende del udøvet af islamistiske grupper.
Set i det lys var den første dødsdom mod en forfatter, hvis skriverier religiøse mennesker ikke kunne lide, kun et mindre skridt på vejen. Men i Vesten var fatwaen den 14. februar 1989 en øjenåbner. Ved en konference på Christiansborg den 9. februar fortalte både folketingsmedlem Naser Khader og Gyldendals mangeårige litterære direktør, Johannes Riis, at det var første gang overhovedet, de hørte om religiøse fatwaer og kravene om religiøs korrekthed:
”Lige som der er et før og efter angrebet på World Trade Center 11. september 2001, har der for mig været et før og efter fatwaen mod Salman Rushdie,” fortalte Naser Khader. ”Fatwaen åbnede mine øjne for ikke bare den religiøse radikalisering, der fandt sted, men for mange andre aspekter af islam, som jeg blev nødt til at studere og forholde mig til på en helt anderledes måde end før.”
Bogen er således et konkret stykke modstandskamp. En understregning af, at vi ikke skal bøje os for terroristernes trusler
Siden da er det kun gået én vej: Tilbage. Forsøgene på at indskrænke ytringsfriheden stiger år for år. Listen over, hvor mange journalister, forfattere, bloggere, tegnere, skuespillere og andre professionelle brugere af ytringsfriheden, der hvert år dræbes, udsættes for drabsforsøg eller må leve med konstante trusler, vokser.
Det er kort sagt vigtigere end nogensinde før at sige fra og stå imod. Ytringsfriheden er sine qua non – uden ytringsfriheden er mange andre frihedsrettigheder intet eller meget mindre værd.
Et konkret stykke modstandskamp
På den baggrund er jeg ekstra glad for bogen 30 fortællinger om frihed, fatwaer og kærlighed med tekster af Helle Merete Brix og tegninger af Lars Vilks. Der er en tekst og en tegning for hvert år, der er gået siden fatwaen mod Salman Rushdie. Bogen er således en markering af denne triste mærkedag.
Men 30 fortællinger om frihed, fatwaer og kærlighed er mere end det. Bogen er første gang, Lars Vilks har kunnet få sine værker ud til en større offentlighed, siden der blev udstedt en fatwa mod ham for at have tegnet en såkaldt rundkørselhund med et ansigt som Muhammed. Frygten for, hvad der vil ske med et galleri, der lægger lokaler til en Vilks-udstilling, er yderst reel. Det har vi set de få gange, nogen har forsøgt.
Bogen er således et konkret stykke modstandskamp. En understregning af, at vi ikke skal bøje os for terroristernes trusler.
Uffe Ellemann-Jensens accept af døds-terror
Men er det ikke Lars Vilks’ egen skyld, at han må leve med livvagter døgnet rundt? Rundkørselhunden blev trods alt lavet et år efter, at en tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, havde sat Mellemøsten i brand og udløst den største udenrigspolitiske krise i Danmark siden Anden Verdenskrig. Enhver burde da kunne sige sig selv, at en hund – dette blandt mange muslimer så foragtelige dyr – med et ansigt som Muhammed ville udløse voldsomme følelser.
Det mente og mener tidligere udenrigsminister og formand for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen. I et interview i Berlingske 23. maj 2010 fastslog han, at forsøgene på at dræbe Lars Vilks ”jo ikke er terror … der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for.”
Man kan grine eller ryste på hovedet af Uffe Ellemanns fordømmelse af Lars Vilks, som han endda gentog efter terrorangrebet på Krudttønden. Men i virkeligheden er det oprørende. For det, Ellemann gør, er at acceptere dødstrusler og dødsterror. Han siger jo direkte, at føler man sig tilstrækkeligt provokeret, er det ok at reagere med dødsterror.
Kunst skal pirke til os og provokere
Det er rigtigt, at Lars Vilks kan lide at ”provokere”. Ikke i form af personlige fornærmelser mod enkeltindivider eller forsøg på at nedværdige andre. Tværtimod er Lars et af de venligste mennesker, jeg har mødt. Jeg vil snarere kalde ham kunstnerisk anarkist, der gerne vil skubbe til vores vante tanke- og sansemønstre. Som da han tog fat på at opføre den store drivtømmer-installation Nimis på stranden ved Kullaberg Naturreservat. Et projekt, der er endt med at blive livsvarigt, og som også har udviklet sig til, at Lars har udråbt området til den selvstændige republik Ladonia, der har søgt optagelse i FN.
Er det ikke netop det, god kunst også går ud på? At skubbe til vores vante tanke- og sansemønstre. At få os til at stoppe op for at undersøge og tænke nærmere over, hvad det lige er, der sker dèr. I teksten. I maleriet. I filmen. På scenen.
Formålet med Rundkørselhunden var heller ikke at ”provokere” ved at fornærme eller nedværdige andre menneskers følelser. Men selv hvis det havde været, berettiger det hverken til udstedelse af dødsdomme eller uffeellermannjensensk accept af samme. Det er at vende tingene fuldstændig på hovedet.
Er fornærmelserne tilstrækkeligt grove eller er påstandene usande, kan man søge oprejsning ved domstolene – som enkeltindivid vel at mærke. Som kollektiv, som gruppe eller som deltager i det offentlige liv og den offentlige debat må man finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse”, som Flemming Rose – der også må leve med en fatwa og livvagter døgnet rundt – skrev i den tekst, der ledsagede de famøse tegninger, der blev årsag til Muhammed-krisen. Men det er vigtigt at læse, hvad han fortsatte med at sige:
”Det er bestemt ikke altid lige sympatisk og pænt at se på, og det betyder ikke, at religiøse følelser for enhver pris skal gøres til grin, men det er underordnet i sammenhængen.”
Tonen er vigtig, men …
Nej, det er bestemt ikke altid lige sympatisk og pænt at se på. Og det er for mig også vigtigt at værne om den gode tone i debatten og imødegå alle former for dæmonisering af andre. Men samtidig med, at vi prøver at debattere så civiliseret som muligt, skal vi fastholde retten til at ”håne, spotte og latterliggøre”. Og det er først og fremmest vigtigt at forsvare ytringsfriheden, når andre bruger denne frihed på en måde, som vi ikke selv bryder os om, og hvor vi måske selv føler os ramt. Det er banalt at sige det, men det skal tilsyneladende gentages igen og igen: Ytringsfriheden er kun noget værd, når den bliver brugt af mennesker, vi ikke er enige med, og når den bliver brugt til at sige noget, vi ikke selv kan lide at høre på.
Helle Merete Brix og Lars Vilks er begge overlevende fra terrorangrebet på Krudttønden. Trods store personlige omkostninger fortsætter de begge med at stå vagt om ytringsfriheden og bruge den til at sige og tegne det, de synes er vigtigt at få ud. Selv om mange ikke vil bryde sig om at høre, læse og se det.
Topillustration: ”Terroristen spiller skak med døden.” Tusch og blytant på papir. Tegning af Lars Vilks på forsiden af bogen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
