LONGREAD // BOGUDDRAG – “Teltlejrene på Den Himmelske Freds Plads i flammer, skrig, skud. En kampvogn i flammer. Og den fordømte kopi af Frihedsgudinden, der faldt – tromlet ned af en kampvogn. Det var anarki i sin værste form. Det, jeg så, var langt over min fatteevne. Hvordan har det så ikke været at opleve det på sin egen krop?” Natten mellem d. 3. og 4. juni 1989 rykkede bevæbnede soldater og kampvogne ind på Den Himmelske Freds Plads i Beijing og skød på de tusindvis af studenter, som i seks uger havde demonstreret på pladsen for demokrati og frihed. Ingen ved, hvor mange studenter der blev dræbt. Journalist Mette Holm dækkede studenteroprøret i Beijing for TV-Avisen, og POV bringer her et uddrag fra hendes bog Dagbog fra Beijing.
“Hvis Kina ikke skal forgå, som historien lover os, skjuler fremtiden en frygtelig overraskelse for morderne. Dette er ikke afslutningen på en hændelse, det er begyndelsen til noget nyt. Løgne skrevet i blæk kan aldrig forklæde sandheder skrevet i blod. Blodgæld betales i samme mønt. Jo længere tid, der går, desto større bliver renten.”
Lu Xun, århundredets største kinesiske digter, efter myndighedernes massakre på ubevæbnede studenter og borgere i Beijing den 18. marts, 1926.
***
Jeg græd, da jeg hørte, hvordan Folkets Befrielseshær mejede studenterne ned. Jeg blev vred – vred på Deng Xiaoping og Li Peng og de gamle mænd i Kinas ledelse over, at de så massakren som den eneste løsning på deres problem med de overmodige studenter. Hvor var tåregassen, vandkanonerne og gummikuglerne? Midler, som jeg ellers til enhver tid forbander, når de bliver taget i brug over for ubevæbnede.
Min mand og jeg var i sommerhus på Mols. Vi havde været væk fra hinanden i næsten to måneder. Dagen før, om lørdagen den 3. juni, da situationen begyndte at spidse til i Beijing, aftalte jeg at tage på arbejde søndag.
Tidligt næste morgen kørte vi hjem. Ude på TV-Avisen væltede det ind med rystende billeder og beretninger om den ulige konfrontation. Efterladte cykler i massevis, forvredne og herreløse på Den Evige Freds Boulevard. Mennesker – sårede eller ikke – skreg i smerte – deres ansigter fortrukket i chok og angst, da de flygtede fra mareridtet. Lig, der hastigt blev kørt bort på ladcykler. Døde, sårede, blod over det hele. Og soldater. Soldater, der skød, soldater der taktfast råbende gik fremad, fremad, fremad med bajonetterne monteret på deres geværer. Deres ansigter lyste også – af angst og af had.
Teltlejrene på Den Himmelske Freds Plads i flammer, skrig, skud. En kampvogn i flammer. Og den fordømte kopi af Frihedsgudinden, der faldt – tromlet ned af en kampvogn. Det var anarki i sin værste form. Det, jeg så, var langt over min fatteevne. Hvordan har det så ikke været at opleve det på sin egen krop?
Angrebet virker ganske meningsløst. Studenternes aktion var ved at smuldre. Havde de blot fået lov at blive siddende på Pladsen lidt endnu, var de sandsynligvis gået hjem af sig selv
Ingen vidste, hvor mange, der blev dræbt. Ifølge øjenvidner og nyhedsbureauerne drejede det sig om tusindvis af mennesker. Jeg sagde i Søndags-Avisen, de to ekstraaviser og radioens P4, at vi nok aldrig får det at vide. Mange af studenterne, der befandt sig på Den Himmelske Freds Plads den nat, var fra provinserne, og derfor var de ikke registreret i Beijing. De af dem, der måtte være blevet dræbt, kommer næppe til at figurere på listerne over omkomne.
Inden munden blev lukket på kinesisk Røde Kors, anslog en medarbejder antallet af dræbte til mindst 2500 – og det var før, Røde Kors havde modtaget alle hospitalernes optegnelser over døde og sårede. Alle de mennesker, jeg havde talt med, alle de mennesker, jeg kender, flimrede gennem min hjerne som på en strimmel film. Lever de? Overlever de?
Da chokket havde lagt sig lidt, tænkte jeg på den tragedie, det er for Kina. På hvordan myndighederne vil skjule, fornægte og fordreje sandheden nu, måske også langt frem i tiden. Men de mennesker, der – måske bare helt perifert – har oplevet den nat i Beijing, glemmer den aldrig – aldrig nogensinde.
Det er Kinas fremtid – de unge og studenterne – der er blevet dræbt, stækket – tvunget til at tie og indordne sig endnu en gang. Men de har ikke glemt deres krav. Mistilliden til Partiet, regeringen og Folkets Befrielseshær er blevet afgrundsdyb – og troen på udlandets demokratier næres fortsat i fantasien. Jeg tænkte også på, om det her mon blot er krusninger på overfladen i Kinas historie. Massakren i Beijing som en lille parantes i en historiebog – eller måske bliver den helt udeladt i de kinesiske historiebøger en rum tid fremover.
Da jeg var i Kina i 1981-82 og overvejede at blive endnu et år for at studere samtidshistorie, fik jeg at vide, at det kunne jeg da godt. Det viste sig blot, at historien efter 1949 endnu ikke var skrevet færdig. Hver gang, det var lige ved, kom nye folk til magten, og deres opfattelse af historien var ikke den samme som forgængernes.
Angrebet virker ganske meningsløst. Studenternes aktion var ved at smuldre. Havde de blot fået lov at blive siddende på Pladsen lidt endnu, var de sandsynligvis gået hjem af sig selv. I stedet svirrer rygterne om strid inden for militæret – Kina står på randen af borgerkrig. I Beijing er der spredte skyderier overalt i flere dage. Der kommer billeder af militær, der tilsyneladende sigter på militær. 27. arme fra provinsen, der sigter på 38. fra Beijings opland. Mandskabsvogne drøner rundt i gaderne og skaber terror.
Beijing er som skabt til angreb som dette. Kun få steder gennembrydes de lange lige boulevarder af sidegader, afgrænsede, som de er, af mure og jerngitre. Derfor er der kun få steder at søge ly for skudsalverne og intet til at standse dem. Men folk kan ikke holde sig inden døre. De står på gadehjørner 20, 30, 200 og taler lavmælt. De klapper og råber advarende, når soldaterne kommer kørende med ladte maskinpistoler. De allerfleste når at slippe væk – nogle falder for de nervøse soldaters kugler.
Det første par dage står soldaterne, der holder vagt ved offentlige bygninger med geværerne klar til at skyde – siden hviler geværet igen på skulderen, når de står vagt. De offentlige kontorer fungerer ikke: – Det er ikke til. Vi har ikke arbejdsro, klager enkelte, modige embedsmænd.
Under Kulturrevolutionen fandt der mange gruopvækkende begivenheder sted i Kina, men resten af verden hørte sjældent om dem – eller i hvert fald først så længe efter, at tiden i nogen grad havde taget brodden af dem. Men denne gang var nyheden om massakren ude, mens den fandt sted
Diplomaterne klager over skyderi i ambassadekvartererne. Udlændinge bliver evakueret fra skoler og boligområder til deres respektive ambassader i lange kolonner af ambassadebiler med flag på – langsomt, langsomt kører de, for ikke at udfordre militæret unødigt. Jianguomenwai, det udlændingeområde, som det norske fjernsyns Fritz Nielsen bor i, bliver beskudt og skal evakueres. Lige midt i en telefonrapport hjem, råber han: – Jeg må løbe nu. Bussen holder dernede.
Jeg taler med ham flere gange. – Jeg er jo journalist. Jeg må rapportere hjem, men det er grumt nu, siger han. Han fortæller om kampvognene lige neden for vinduerne, hvordan soldaterne skyder, hvis udlændingene stikker hovedet ud på altanerne. Der er ikke længere noget med at køre ud i gaderne i den blå Volvo og se sig omkring.
Det er forbandet hårdt arbejde nu. Det er farligt, og ingen ved, hvad der sker, siger Fritz. Myndighederne forsøger at afbryde telefonforbindelserne til udlandet. Det var nemmere dengang, alle samtaler var telefonistekspederede. Da var det blot at lukke centralen. Men med den direkte telefonforbindelse kan de ikke sikre sig helt. Og hver 10. eller 12. gang jeg prøver, har jeg heldet med mig og kommer igennem til Beijing.
De andre gange får jeg bare en smuk damestemme, der på italiensk fortæller, at telefonerne er ude af drift – og så med musik til. På landet er en stor del af befolkningen uvidende om, hvad der egentlig er sket i Beijing. Folk der kommer til hovedstaden på gennemrejse eller i andet ærinde tror ikke deres egne øjne. Deres indtryk afhænger helt af, hvem de kommer i kontakt med under opholdet. Men myndighederne har ikke taget højde for den moderne kommunikationsteknik, som er kommet til Kina i takt med den økonomiske åbning til udlandet.
Telefax, telex og direkte telefonlinier forbinder Kina med den øvrige verden – og disse apparater kaster nu alle de oplysninger, som kineserne ikke må få derhjemme, direkte ind i landet – uden om myndighedernes kontrol. Og oplysningerne gives videre, mangfoldiggjort på fotokopieringsmaskiner eller indtalt på kassettebånd. Under Kulturrevolutionen fandt der mange gruopvækkende begivenheder sted i Kina, men resten af verden hørte sjældent om dem – eller i hvert fald først så længe efter, at tiden i nogen grad havde taget brodden af dem. Men denne gang var nyheden om massakren ude, mens den fandt sted.
Kommunikationsteknologien har måske nok en del af skylden for, at studenteropstanden udviklede sig, som den gjorde, under hele verdens bevågenhed. Men det er samtidig også teknologien, der er skyld i, at Kina bliver tvunget til i det mindste at erkende, at en massakre har fundet sted. Billederne, der kommer ud af landet bliver mere og mere mærkelige. Er optaget fra altaner, bag træer og buske, fra en bil i fart. Der meldes stadig om dræbte. Nogle bliver dræbt med overlæg – andre bliver blot ofre for vildfarne kugler.
Nyhedsbureauerne skriver, at en unavngiven general er blevet henrettet, fordi han ikke ville sætte sine soldater ind mod Beijings befolkning. Studenternes teltlejr på Den Himmelske Freds Plads er skiftet ud med soldaternes. De bor der i tusindvis, og hele vejen rundt om Pladsen har kampvognene taget opstilling – mindst 80 tæller en udenlandsk journalist, foruden de pansrede mandskabsvogne.
Militæret kører tonsvis af forsyninger ind på Pladsen, skriver det amerikanske nyhedsbureau AP – 600 lastvogne kører derind natten mellem onsdag og torsdag for anden dag i træk. De fleste butikker har lukket. Nogle fa private handlende holder åbent. De får hurtigt udsolgt. Den offentlige transport ligger stille. Posten bliver ikke bragt ud. Men en enkelt avis udkommer i dag. Der er demonstrationer og andre protestaktioner i større byer over hele Kina. Den vigtige jernbanelinie mellem Beijing og Guangzhou i syd bliver blokeret flere steder.
Lige efter massakren nærmest skreg oplæseren i den engelsksprogede nyhedsudsendelse i radioen, hvad der var sket – hvordan soldaterne mejede folk ned, hvordan skuddene gjaldede over hele Beijing, hvordan folk mistede slægtninge, studiekammerater, venner. Han blev fjernet midt i en sætning. Ingen har hørt fra ham siden
Folk holder begravelseshøjtideligheder for de faldne i Beijing. I Kinas største by, Shanghai, er trafikken aldeles lammet og produktionen gået i stå, fordi folk ikke kan – eller vil? – komme på arbejde. Der er store demonstrationer i byen, og studenterne opfordrer til generalstrejke. I Chengdu, hovedstaden i Sichuan, meldes der om 300 dræbte i weekenden. Også der blev militæret sat ind.
Torsdag den 8. far indbyggere i Beijing lov til at kigge på Pladsen igen for første gang siden søndag, dagen da massakren fandt sted. Afspærringerne bliver trukket til side, og folk får lov til at se, hvordan soldaterne nu står i undertrøjer og vasker sig ved vaskefade. Nu er det dem, der bor på Pladsen. Stemningen er afslappet – som i en kaserne efter dagens dont. Soldaterne går rundt, pjatter, snakker og spiser. Andetsteds på den 440.000 m2store plads er der eksersits: der marcheres behørigt til taktfaste råb. På en nærliggende byggeplads er der indkvartering. Soldaternes undertøj hænger til tørre på stilladset.
Kinesisk tv viser, hvordan flittige soldater er begyndt at rydde op efter kampene i gaderne. Under glædesløs sang marcherer de rundt med koste over skuldrene i stedet for geværer. Man ser også, hvordan flinke unge soldater hjælper ældre borgere. CCTV bliver tappet i Hongkong og sendt ud på satellitter til hele verden. Militærets indsats roses igen og igen på radio og tv. Detaljerede optagelser af demonstranter, der ødelægger militærets udstyr, og hæslige billeder af tre soldater, der er brændt til døde, flimrer hen over skærmen.
Skyderierne i gaderne holder op. Busserne begynder at køre igen, der kommer nye forsyninger i butikkerne, og benzintankene – der alle er statslige – åbner igen. Soldaterne patruljerer stadig i hele byen, men de er ved at afvikle deres hovedkvarter på Den Himmelske Freds Plads.
Systemets hævn
I storbyer over hele landet er en regulær klapjagt i fuld sving. Allerede den 10. juni har myndighederne anholdt flere end 400 “kontrarevolutionære urostiftere, der har tævet, stenet, skudt, brændt og dræbt”, samt studenter- og arbejderledere. Fjernsynet viser masseanholdelser. Med dybt bøjede hoveder passerer de anholdte én efter én forbi kameraet, sætter sig med bøjede hoveder i lange rækker på jorden, overvåget af bevæbnede betjente. Flere end 100 er blevet anholdt i Chengdu, snesevis i Beijing, Guangzhou i syd og Harbin i nord.
Der er afhøringer: Mennesker, der stirrer tomt frem for sig, indrømmer hvad som helst, forslåede og mørbankede, som de er – hver lille gnist af vilje i dem er dræbt. Flere kan dårligt tale, når de indrømmer deres forbrydelse og tilmed beder om straf. Myndighederne prøver ikke at skjule, hvordan de har faet tilståelserne frem. På den måde signalerer de endnu engang – hvis nogen skulle være i tvivl – at de har magt over situationen.
De anholdtes skæbne er uvis. I Kina har individdet ingen rettigheder, og myndighederne kan tilbageholde anholdte så længe, det passer dem. Speakeren kværner hen over billederne: – Banditter, urostiftere, bøller, kriminelle gengangere. De har brændt busser, stjålet våben, deltaget i et kontrarevolutionært oprør. Stemmen er tonløs – helt uden engagement.
Tre unge mænd dømmes til døden i Shanghai den 15. juni. De satte ild til et tog den 6. juni, mens der var voldsomme protestdemonstrationer i Shanghai mod den hårde nedkæmpelse af opstanden i Beijing
Oplæsernes stille protest over, hvad der foregår. De kigger næppe op fra papiret, når de er i billedet. Jeg får at vide af en kineser, at oplæseren bliver vilkårligt valgt ud få sekunder før, han eller hun skal på – og så far de lov at læse op, nøje overvåget af en soldat, som dog ikke er med i billedet. Lige efter massakren nærmest skreg oplæseren i den engelsksprogede nyhedsudsendelse i radioen, hvad der var sket – hvordan soldaterne mejede folk ned, hvordan skuddene gjaldede over hele Beijing, hvordan folk mistede slægtninge, studiekammerater, venner. Han blev fjernet midt i en sætning. Ingen har hørt fra ham siden.
De journalister på Folkets Dagblad, det statslige nyhedsbureau Xinhua og i andre medier, der en kort overgang rapporterede begivenhederne i Beijing, som de så dem, ryger ud – ligesom de af deres overordnede, der ikke kunne styre udviklingen. – Fejlskøn og afstandtagen til Kommunistpartiet hos et fåtal blandt kammeraterne i den centrale ledelse er skyld i, at visse nyhedsenheder gav fejlagtige retningslinier til den offentlige mening, siger ministerpræsident Li Peng i en tale til parti- og regeringsledere i Zhongnanhai den 13. juni. Årsagen er, siger Li, “den borgerlige liberalismes uhæmmede udbredelse over en lang periode”.
Udrensningerne er i fuld sving. Aviser og fjernsyn opfordrer til at angive alle, der har haft del i “det kontrarevolutionære oprør”. Medierne er nu igen for alvor blevet myndighedernes lydige talerør. En studenteraktivist bliver angivet af sin søster. Angiver hun ham ikke, er der nok en anden, der gør det. En kinesisk ven fortæller mig, hvordan de særlige “postkasser” til angiveri nu atter er taget i brug, efter at de i lang tid – gabende tomme – blot har vidnet om, hvordan det var engang. 20.000 mennesker angiver andre alene i Beijing i de første to måneder efter massakren. For at have deltaget i demonstrationer eller for at have talt grimt om Li Peng. – Eller måske har de intet gjort. Det er jo også bare en belejlig måde at skaffe sig af med folk på, siger min ven.
Kinesisk fjernsyn kører billeder fra demonstrationerne i april og maj. Billeder, som de har tappet, når de udenlandske stationer sendte indslag og råmateriale hjem over satellit. Eller som myndighedernes vældige sikkerhedsapparat selv har optaget med hundredevis af overvågningskameraer i Beijings gader, på pladser, stationer, hoteller og mange andre steder. Kameraer, der også fungerede under hele opstanden.
– Har De set denne mand? Genkender De nogen her? Ring til … , og så følger striben af telefonnumre.
De viser en ophidset mand i fyrrerne, der står og råber under en demonstration. Lige bagefter ser man samme mand til afhøring. Han er blevet angivet og anholdt i den østlige by Dalian.
– Har du set billederne? – Ja, svarer han. – Er det dig? – Ja, svarer manden.
– Det var mig. Jeg er er kontrarevolutionær. Jeg lover bod og bedring og fortjener den straf, Partiet idømmer mig, siger han. Han er blid som et lam, og hans blik er helt tomt.
Tv viser også to kvinder, der anklager ham med skingre stemmer. – Det er ham. Jeg kan genkende ham. Det er ham, der er på billederne. Knap to uger efter massakren inddrages alle kinesiske statsborgeres udrejsetilladelser. De, der vil rejse, skal søge sikkerhedspolitiet på ny – også selvom de én gang har fået lov til at rejse og har det fornødne indrejsevisum til et andet land. Der er lange køer uden for de udenlandske ambassader. Folk søger visum – ligegyldigt hvorhen. De tør end ikke forlade køen af frygt for ikke at få deres sag behandlet.
Wang Dan – taktikeren bag studenteropstanden, der også var den mest tilbageholdene af dens ledere – undslipper ikke myndighederne. Han bliver anholdt i Beijing i midten af juli
Tre unge mænd dømmes til døden i Shanghai den 15. juni. De satte ild til et tog den 6. juni, mens der var voldsomme protestdemonstrationer i Shanghai mod den hårde nedkæmpelse af opstanden i Beijing. Toget kørte hen over demonstranter, der lå på skinnerne for at standse det. Seks mennesker blev dræbt. Derefter blev der sat ild til toget. De tre bliver henrettet ved nakkeskud den 21. juni. I Kina betaler de efterladte den kugle, som dommen forrettes med.
3000 mennesker overværer henrettelserne i Shanghai. Den dag dømmer myndighederne 17 andre til døden forskellige steder i Kina. I forvejen sidder syv mænd og en kvinde dømt til døden i Beijing for deres deltagelse i opstanden. Flere henrettelser følger. Med henrettelserne viser det officielle Kina sin foragt for verdensopinionen. En lang række lande gik i forbøn for de tre dødsdømte, men forgæves.
Ingen ballademagere, urostiftere eller bøller må undslippe magtapparatets lange arm. Videoovervågningen fortsætter på alle nøglepunkter. På hovedbanegården i Beijing kontrolleres de rejsendes papirer og baggage. Ved den mindste mistanke klapper håndjernene. Befolkningens skridt overvåges nøje. Alle aviser og blade granskes med stor flid af geskæftige censorer – også det vises på fjernsynet. Mange udenlandske aviser og magasiner bliver forbudt, ligesom alle bøger af og om Zhao Ziyang. Kun den officielle sandhed slipper igennem myndighedernes nåleøje.
De statslige højttalere overalt – i tog, på gader, i boligblokke, i parker, museer og forlystelsesparker – sikrer, at myndighederne til enhver tid kan komme til orde. Og nu vil de have, at kineserne skal glemme, hvad der skete i Beijing. Den kinesiske propagandamaskine kører i højeste gear. Den officielle sandhed pumpes i en uafbrudt strøm ud i medierne – hører man den tilstrækkeligt mange gange, bliver den måske siddende.
I TV-Byen ser jeg det hele. Billederne strømmer ind. Fremtrædende systemkritikere søger ly på udenlandske ambassader. Den kendteste, astrofysikeren Fang Lizhi, og hans kone, Li Shuxian, flyttede ind på den amerikanske ambassade allerede søndag den 4. juni – umiddelbart efter massakren. Torsdag den 8. juni bliver ambassadøren, James Lilley, indkaldt til møde i udenrigsministeriet, der klager over USA’s utidige indblanding i Kinas indre anliggender. Der bliver udstedt anholdelsesordre mod Fang.
Tv viser et billede af Wuer Kaixi, hans navn, hans alder, hvor han er født, hvad han laver og hvor han bor. – Ring til dette nummer, hvis De ved, hvor denne bandit befinder sig. Der er også billede af Wang Dan, Chai Ling og og mange, mange andre. De tre er med på listen over de 21 mest eftersøgte i Kina – alle har de haft noget med opstanden at gøre. De opfordres til at melde sig til myndighederne, der ikke længere roser studenterne for deres umådelige fædrelandskærlighed.
Spørgsmålet er, hvor længe folk kan holde sig væk. Turisterne nok lidt længere end investorerne. For hvilken forretningsmand kan ikke se mulighederne i at have verdens folkerigeste nation som marked?
Studenterlederne går under jorden. Mange studenter når at forlade Beijing i de første kaotiske dage efter massakren. Wuer Kaixi slipper ud af landet. Han flygter via Hongkong. Hans nye opholdssted bliver ikke afsløret i første omgang. Siden dukker han og otte andre eftersøgte kinesere op i Paris. Wuer Kaixi erklærer fra sit skjul, at også Chai Ling skal være flygtet til Australien, eller at hun befinder sig på den australske ambassade i Beijing. Wang Dan – taktikeren bag studenteropstanden, der også var den mest tilbageholdene af dens ledere – undslipper ikke myndighederne. Han bliver anholdt i Beijing i midten af juli. Myndighederne forsøger at holde anholdelsen hemmelig – og der kommer intet frem om, hvilken skæbne der venter den 24-årige tidligere historiestuderende.
En nat i slutningen af juli demonstrerer 300 studerende på Beida. De gør det i afmagt og skuffelse over deres fremtidsudsigter – af frygt for, at de ikke kan få arbejde, fordi de deltog i opstanden. Demonstrationen opløses hurtigt efter opfordring fra en partifunktionær. Soldaterne, der bevogter universitetet, griber ikke ind. Myndighederne er fast besluttet på at banke studentermiljøerne grundigt på plads. De optager 30.000 færre studerende på Kinas universiteter i efterårssemestret 1989. Så i år begynder kun 800 nye elever på Beida mod normalt 2400 efter sommerferien. Nedskæringen betyder, at studieåret starter med to ugers forsinkelse.
I midten af august udsætter myndighederne åbningen med yderligere to uger og bekendtgør, at over halvdelen af de ny studerendes uddannelse forlænges med et eller to år i den anden ende. De skal tilbringe den ekstra studietid i militærlejre, hvor de skal have grundig militær og politisk træning, og med markarbejde – endnu et forsøg på at knægte studenternes ungdommelige idealisme.
Udlandets reaktioner
Udlandet fordømmer massakren i Beijing. Vesten udtrykker alt fra dyb beklagelse til væmmelse over den brutale afslutning på studenternes opstand. Danmark tager skarp afstand fra den hårde nedkæmpelse af studenteropstanden. Og ved topmødet i Madrid i juni fordømmer Danmark sammen med de øvrige EF-lande i kraftige vendinger “den brutale undertrykkelse” i Kina og udtrykker forfærdelse over de fortsatte henrettelser.
EF vedtager økonomiske politiske sanktioner mod Kina og standser alt militært samarbejde med og våbeneksport til landet. Herhjemme – som i mange andre vestlige lande – demonstrerer kinesere mod nedslagtningen af deres landsmænd i Kina. Sammen med danskere aktionerer de foran den kinesiske ambassade i Hellerup, der optager demonstrationerne på video. Danmark er ikke umiddelbart indstillet på at forlænge kinesiske studerendes opholdstilladelse, som mange andre lande gør det.
Sverige, Holland og Frankrig afbryder alle forbindelser til Kina, bortset fra de diplomatiske. USA og Schweiz er en anelse mere forsigtige. De indstiller alt salg af militært udstyr til Kina samt aflyser planlagte militære kontakter til Kina. USA lover desuden “positiv behandling” af ansøgninger fra kinesiske studerende om forlænget opholdstilladelse.
Oberst Li Zhiyun ledede angrebet på Pladsen natten til den 4. juni. Han fortæller de udenlandske journalister, at aktionen foregik fredeligt og uden blodsudgydelser
Storbritannien indstiller forhandlingerne om overdragelsen af Hongkong til Kina indtil videre. Premierminister Margaret Thatcher afviser dog stadig blankt at give 3,25 millioner kinesere, der er født i Hongkong, ret til at slå sig ned i Storbritannien – trods pres både i Hongkong og i England. En mængde kulturelle besøg i Kina bliver aflyst. Ingen har lyst til at optræde for et styre, der knuser sine egne. Til gengæld hopper flere kinesiske kunstnere på turne i udlandet af efter massakren i Beijing.
Over 20 kinesiske diplomater og ambassadeansatte i udlandet hopper også af. Efter henrettelserne indstiller USA al kontakt med Kina på viceministerplan og derover, og opfordrer Verdensbanken og Den Asiatiske Udviklingsbank til at indefryse lån til Kina.
Kina må undvære milliarder af dollars som følge af de økonomiske sanktioner fra udlandet. De lukkede kreditter afholder også mulige private långivere fra at samarbejde med Kina. Det bliver ikke landets eneste tab i udenlandsk valuta. Massakren i Beijing skræmmer udenlandske investorer og mulige joint-venture partnere. Kinas betragtelige turistindustri ligger stort set stille efter massakren. Også her går Kina glip af store beløb i udenlandsk valuta. De statslige flyselskaber sætter priserne ned med en tredjedel, men lige meget hjælper det. Kina indbyder ikke til fornøjelsesture.
Spørgsmålet er, hvor længe folk kan holde sig væk. Turisterne nok lidt længere end investorerne. For hvilken forretningsmand kan ikke se mulighederne i at have verdens folkerigeste nation som marked? Nogle udenlandske firmaer lader sig dog ikke skræmme og vælger at blive i Kina – som for eksempel ØK. De kinesiske myndigheder virker overraskede over reaktionerne i udlandet. Ambassadørerne bliver kaldt hjem til orienteringer om den nye kurs på indenrigs- såvel som på udenrigsfronten. Så propagandaapparatet bliver også kørt i stilling over for udlandet – om end det her står modtagerne frit for at være skeptiske. Den Himmelske Freds Plads vises frem for udvalgte udenlandske journalister i Beijing for første gang den 27. juni, selvom den stadig er spærret af for offentligheden.
Oberst Li Zhiyun ledede angrebet på Pladsen natten til den 4. juni. Han fortæller de udenlandske journalister, at aktionen foregik fredeligt og uden blodsudgydelser.
– Jeg kan forsikre jer om, at der ikke flød blod ved rydningen af Den Himmelske Freds Plads. Visse lande forvansker oplysninger. Kampvognene brugte vi kun til at fjerne barrikaderne med”, siger obersten.
Mens han står og taler på trappen op til Folkets Store Hal, går en fotograf rundt på Pladsen med sit videokamera. Optagelserne viser, hvordan der mangler store stykker af trapperne op til Monumentet til Folkets Store Helte, hvor studenterne sad i tre uger. Den sidste dag jeg besøgte Pladsen, var trappestenene uskadte. Rundt omkring på Pladsen er fliserne brændte og ødelagte. Nogle steder er store huller fyldt ud med cement. Sporene efter det, der ifølge oberst Li Zhiyun ikke fandt sted, er her endnu. Sejrherrerne er konger; de besejrede er forbrydere (gl. kinesisk ordsprog).
Sejrherrerne er konger; de besejrede er forbrydere (gl. kinesisk ordsprog)
Den kinesiske ambassade i København sender mig den første af en stribe blå pamfletter med den officielle kinesiske version af begivenhederne. Det har ikke været til at få ambassaden til at udtale sig i TV-Avisen, men nu får vi da pamfletten. I Kina begynder medierne nu også at fortælle, hvor storartet det står til i forholdet til den øvrige verden. Handelen med udlandet blomstrer – ligegyldige møder mellem kinesiske og udenlandske forretningsfolk vises i tv som bevis på udlandets velvilje over for Kina.
Flere udenlandske forretningsfolk klager til vestlige journalister over, at de føler sig misbrugt i propagandaøjemed. De fortæller også, at det nu pludselig er muligt at få møder i stand med beslutningstagere, som de tidligere har måttet vente måneder på at træffe, hvis det overhovedet har kunnet lade sig gøre. De har selvfølgelig heller ikke så travlt for tiden, de kinesiske forhandlere, nu da størstedelen af de udenlandske forretningfolk holder sig væk eller har skruet betragteligt ned for aktiviteterne i Kina.
Private kinesiske forretningsfolk, der har støttet studenteropstanden, bliver erklæret for kontrarevolutionære. Wan Runnan er manden bag et af Kinas mest succerige private firmaer, Beijing Stone-gruppen, der udvikler edb og har en årsomsætning på flere millioner dollar. Stone-gruppen hjalp studenterne med at trykke løbesedler, og – endnu værre – Wan Runnan indsamlede underskrifter for at få Den Nationale Folkekongres samlet til krisemøde. Wan håbede på, at Folkekongressen ville nedstemme indførelsen af militær undtagelsestilstand i Beijing.
Det er ganske vist ikke ulovligt at indkalde til ekstraordinært møde i Folkekongressen, men Wans handling stemples i dag som sammensværgelse mod systemet. Flere af hans ansatte er anholdt nu. Wan selv er flygtet til udlandet. Udenlandske forretningsfolk er ikke helt trygge ved at gøre forretninger i et land, hvor deres samarbejdspartnere pludselig forsvinder.
– Magten vokser ud af et geværløb, sagde Mao Zedong engang. Sådan er det endnu – og det er mange af Maos gamle kampfæller, der har brugt deres svigtende kræfter på at sikre “de gamle mænds regime” endnu en tid.
Men hvem der egentlig sidder med magten i Kina, står stadig ikke klart nogle dage efter massakren. Ingen er dog i tvivl om, at det er de gamle reformfjendtlige mænd. Og med massakren har militærets ledere skaffet sig en del af den indflydelse tilbage, som hæren mistede efter krigen mod Vietnam i 1979 – den magt, som Deng og Zhaos økonomiske reformpolitik har forhindret dem i at genvinde.
Sandsynligvis er det præsident – og general – Yang Shangkun, der har udstedt den endelige ordre til militæret: – Knus opstanden på Den Himmelske Freds Plads for enhver pris. Yang er førsteviceformand i Militærkommissionen under Deng.
Rygterne svirrer. Nogen har skudt Li Peng i benet inde i Folkets Store Hal. Deng Xiaoping ligger atter for døden. Men det er altsammen bare rygter. De opstår så let i Kina, for man får ikke noget at vide
Præsidenten er general. Hans lillebror Yang Baibing lige så – mange blev forbigået ved hans forfremmelse, siges det. Det siges også, at Deng Xiaopings datter er gift med Yang Shangkuns søn – Kinas ledelse kan minde om et familieanliggende. Yang Baibings søn Yang Jianhua, der altså også er præsidentens nevø, er ligeledes general, og han leder den nu så forhadte 27. arme, der udførte ordren og knuste opstanden på Den Himmelske Freds Plads.
Chi Haotian siges at være præsident Yangs svigersøn, hvilket dog ikke er bekræftet. Chi er generalstabschef i Folkets Befrielseshær. Under demonstrationerne i Beijing blev præsident Yang stærkt kritiseret for sin families påfaldende militærkarrierer. – De stiger i graderne som helikoptere, hed det.
Rygterne svirrer. Nogen har skudt Li Peng i benet inde i Folkets Store Hal. Deng Xiaoping ligger atter for døden. Men det er altsammen bare rygter. De opstår så let i Kina, for man får ikke noget at vide. Altså gættes der – og det går stærkt. Kinesisk fjernsyn ser sig dog nødsaget til at afvise et rygte om Dengs død den 6. juni. Imens taler vestlige diplomater om borgerkrig, udlændinge, bortset fra det nødvendigste ambassadepersonale, bliver evakueret. Kineserne selv frygter også borgerkrig. Det er blot de færreste, der kan rejse deres vej.
– Godt gjort, kammerater.
Det er torsdag aften den 8. juni. Ministerpræsident Li Peng taler til begejstrede soldater i Folkets Store Hal. Han roser deres store indsats i Beijing.
– Fortsæt med at arbejde hårdt på at genoprette ro og orden i hovedstaden, siger Li.
Talen vises i fjernsynet, så hele Kina kan se med. Han har Sun Yatsen-tøj på. Det havde han også, da han erklærede dele af Beijing i undtagelsestilstand den 20. maj. Normalt bærer han vestligt jakkesæt. Han bevæger sig ubesværet. Rygterne om, at nogen skulle have skudt ham i benet, passer åbenbart ikke. Fredag den 9. juni, 1989 – fem dage efter massakren – kan ingen længere være i tvivl om, hvem der styrer Kina. Deng træder offentligt frem for første gang, siden han mødtes med Mikhail Gorbatjov den 16. maj.
Udenlandske journalister oplyser, at Beida ligger øde hen, mens arbejdere er travlt beskæftiget med at fjerne vægaviser – spule tavlen ren så at sige
På hæderspladsen ved Dengs højre side sidder Li Peng. Præsident Yang Shangkun er der også – og parlamentsformanden, Wan Li. Ud over Li Peng er Deng omgivet af oldinge, der for længst har udtjent deres pligt over for Kina. Men Deng har trukket dem ud af pensionisttilværelsen for at samle støtte til sit forehavende.
I dag er det Deng, der roser militæret. Han ser ud til at være i dårlig form, men han smiler meget og trykker flere højtstående militærfolk på næven. Hans svage stemme og brede Sichuan-dialekt bliver hastigt overdøvet af en oplæser:
– Selv stillet over for truslen om døden, glemte vore officerer og soldater ikke Folket, ikke Partiets retningslinier og ikke landets interesser, siger Deng Xiaoping ifølge oplæseren.
Kampvognene kører stadig op og ned ad Den Evige Freds Boulevard. Soldaterne omringer Kinas Socialvidenskabelige Akademi – der hvor en stor del af Zhao Ziyangs reformer er blevet udklækket, og der hvor bannere i ugevis har flagret ud af vinduerne med støtte til studenternes krav. Militæret rykker dog ikke ind. Rygter om, at militæret er på vej ud til universiteterne i Beijings nordvestlige del, forbliver rygter. Udenlandske journalister oplyser, at Beida ligger øde hen, mens arbejdere er travlt beskæftiget med at fjerne vægaviser – spule tavlen ren så at sige.
Dengs fremtræden fremkalder en slags ro i Beijing.
Exit Zhao
Tre uger efter massakren kommer den officielle meddelelse om generalsekretær Zhao Ziyangs fyring. Han mister alle sine poster i Partiet og sine ledende poster i det hele taget – prisen for, at han anslog en forsonlig tone over for studenterne og deres krav.
Det var Zhaos “alvorlige fejltagelser” under studenteropstanden, der kostede ham al politisk indflydelse, siger Li Peng. Beslutningen bliver taget af en enig Centralkomite. Det er Deng Xiaopings håndplukkede kronprins nummer to, der her bliver sparket ud i kulden. Han er ikke blevet set offentligt – eller nævnt for den sags skyld – siden han holdt sin bevægede tale til de strejkende studenter i en gammel bus på Den Himmelske Freds Plads for fem uger siden.
Da Hu Yaobang fik sparket i 1987 fik han i det mindste lov at beholde nogle mindre betydningsfulde hverv i Kinas ledelse. Zhaos efterfølger på posten som generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti er Jiang Zemin, partichefen i Shanghai, som havde så meget magt over situationen, at det ikke blev nødvendigt at sætte militæret ind mod studenter og arbejdere i Shanghai.
Jiang repræsenterer den hårde linie, som nu har overtaget i Kina. Også den reformvenlige Hu Qili er faldet i unåde. Han var ikke i stand til at kontrollere partiets propagandaapparat under opstanden. Som Zhao bliver han smidt ud af Politbureauets Stående Komite – Kinas mest magtfulde organ. Komitén består nu udelukkende af repræsentanter for den hårde linie.
Hvorfor brugte soldaterne bajonetter, geværer og kampvogne den 4. juni? Svaret er simpelt. Li fortæller Wong, at trykket i brandhanerne omkring Den Himmelske Freds Plads er alt for svagt til vandkanoner
Udrensningerne i Kina er dog ikke slut med Zhao og Hu Qilis fyring. Den 24. juni er flere end 1600 mennesker blevet anholdt for deres medvirken i opstanden. Li Peng tager imod sin første vestlige gæst siden massakren. Mødet far omfattende dækning i pressen.
Gæsten, Daniel Wong, er læge fra USA og af kinesisk afstamning. Det går aldrig op for mig, hvorfor han besøger Li. Men deres samtale, som Wong gengiver den, er anderledes interessant. Nu – fire uger efter – kommer den forklaring, vi allesammen har ventet på. Hvorfor brugte soldaterne bajonetter, geværer og kampvogne den 4. juni? Svaret er simpelt. Li fortæller Wong, at trykket i brandhanerne omkring Den Himmelske Freds Plads er alt for svagt til vandkanoner. Tåregas var der slet ikke nok af – heller ikke gummikugler.
Det er rystende, synes jeg, at et voksent menneske helt uden blusel kan komme med den forklaring, efter at alt for mange mennesker – hvad enten det drejer sig om 300, 3000 eller endnu flere – har måttet lade livet. I særdeleshed fordi Li selv bærer en stor del af ansvaret. Jeg sidder da også og griner hysterisk under indtalingen af dagens indslag til TV-Avisen. Den må tages om flere gange. Alene det at gengive forklaringen forekommer mig absurd.
Bortset fra det, er det fuldkommet usandsynligt, at trykket i brandhanerne på netop det sted i hele Kina skulle være svagt. Parti- og regeringshovedkvarteret Zhongnanhai, Folkets Store Hal, der er hjemsted for Den Nationale Folkekongres, indgangen dl Den Forbudte By, hvor Folkerepublikken blev udråbt for 40 år siden, revolutionsmusæet og Mao Zedongs mausolæum er samlet her.
Selvfølgelig er der tryk nok i hanerne der til at slukke en brand – og dermed også til vandkanoner. Og den engelsksprogede avis China Daily skrev stolt i oktober sidste år, at uropolitiet i Beijing netop var blevet udstyret med det sidste nye inden for tåregas, elektriske knipler, maskinpistoler og gummikugler og andet til nedkæmpelse af demonstrationer. Da det ikke er blevet anvendt i den mellemliggende tid, må det være der endnu.
Kommunistpartiet renser nu også ud i egne rækker. Hundredevis af partimedlemmer er anholdt for korruption og underslæb. Fra den ene dag til den anden holder de landsdækkende medier op med at fortælle om studenteranholdelser. Nu handler det om udrensningerne inden for Partiet. Den afsatte partichef, Zhao Ziyang, får skylden for det hele. Som han var for slap i sin holdning over for studenterne, var han det også over for korruption, hedder det.
Fortiden spøger
Et af studenternes væsentligste krav var netop, at der skulle sættes en stopper for den omfattende korruption. Noget lignende skete for 4. majbevægelsen i 1919: Oprøret blev knust, men studenternes krav om, at japanerne ikke overtog de tyske besiddelser i Kina, blev opfyldt.
Selvom parti og regering nu skrider voldsomt ind over for korruptionen, er der stadig umådeligt lange udsigter til de politiske reformer, som studenter og intellektuelle har krævet i hele dette århundrede, når reaktionære, korrupte eller despotiske magthavere har mishandlet Kina.
Det er tredje gang inden for 10 år, at myndighederne slår ned på krav om politiske reformer. I 1978-79 blomstrede demokrativæggen ved busstationen lige syd for Den Himmelske Freds Plads. Her fik man lov til at udtrykke sin mening og kritisere systemet – ind til kritikken også gik ud over Deng Xiaoping. Så blev vægaviserne vasket ned ligesom på Beida i juni, men ideerne bestod. Bevægelsen var langt mindre end studenternes i år. Den bestod fortrinsvis af arbejdere, og deres krav var langt mere radikale end studenternes.
Kinas gamle ledere kan ikke være blinde for parallellen, mens de prøver at holde Kina fast i historien. De lever ikke evigt, men holder historien, hvad den lover, vil Kina bestå, og så venter der dem en frygtelig overraskelse
Den mest fremtrædende repræsentant for demokratibevægelsen fra 1979 var Wei Jinsheng. Han arbejdede i Beijings zoologiske have. Ved siden af udgav han et undergrundsblad, som fordømte kommunismen til fordel for demokrati. Wei blev dømt som forræder ved en lukket retssag i 1979. Han fik 15 år i arbejdslejr. Nogle siger, han blev sindssyg og døde. Andre arbejder stadig på at få ham løsladt.
I 1924 meldte en 20-årig kinesisk studerende i Frankrig sig ind i Kommunistpartiet sammen med andre kinesiske studerende. Han var søn af en velhavende jordbesidder og hed Kan Zegao. I anledningen af, at han slog ind på en ny vej, ændrede Kan sit navn til Lille Fred – Deng Xiaoping. Mens Lille Fred, Zhou Enlai og andre i Frankrig besluttede at bekæmpe Kinas magthavere udefra, besluttede Mao Zedong hjemme i Kina at bekæmpe dem indefra.
Nu, 65 år senere, sidder en vred og foreløbig slagen ung kineser også i Paris. Han er 21 år gammel, og hans navn er Wuer Kaixi. Sammen med en række andre landflygtige kinesere grundlægger han en bevægelse, hvis mål er, siger de, med fredelige midler at vælte Kinas nuværende styre.
Kinas Demokratiske Front, hedder den nye bevægelse, og blandt dens stiftere er Zhao Ziyangs nære ven og rådgiver Yan Jiaqi, forfatteren Liu Binyan og forretningsmanden Wan Runnan. Dens formål er også at samle oppositionsgrupperne blandt kinesere i Europa, USA og Asien. Kinas gamle ledere kan ikke være blinde for parallellen, mens de prøver at holde Kina fast i historien. De lever ikke evigt, men holder historien, hvad den lover, vil Kina bestå, og så venter der dem en frygtelig overraskelse.
Spiren er lagt til forandringer.
Foto: Screendump.
Bogens mest fremtrædende kinesere:
Chai Ling:Studenterleder. Ved bogens slutning menes hun at befinde sig på den australske ambassade i Beijing eller i Australien.
Deng Xiaoping:Kinas øverste leder.
Jiang Zemin:Zhao Ziyangs efterfølger som generalsekretær i Kommunistpartiet, tidligere partichef i Shanghai.
Li Peng: Ministerpræsident.
Wang Dan: Studenterleder, anholdt i Kina efter massakren.
Wan Li: Formand for Den Nationale Folkekongres.
Wuer Kaixi: Studenterleder, flygtet til Frankrig.
Yang Shangkun: Præsident.
Zhao Ziyang: Generalsekretær for Kommunistpartiet ved studenteropstandens begyndelse.
Har man lyst at vide, hvad der skete med aktivisterne, politikerne og Kina i det hele taget i kølvandet på og som følge af opstanden i 1989, kan man læse meget mere i min Dagbog fra Beijing – 25 år senere; hvor gik kineserne hen? Dagbogen blev genoptrykt i 2014, suppleret med interviews, reportager og analyser i 2014 anledningen af 25-året for opstanden. Lån den på biblioteket eller køb den billigt her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
