EUROPAS MINDRETAL #28 // EUROPA OG RESTEN AF VERDEN – Forandringens vinde blæser. Der er grund til optimisme, fordi den nye verdensorden kan komme lande uden for Europa, hvor størstedelen af verdens befolkning lever, til gode. Der er grund til optimisme, fordi den nye verdensorden kan resultere i en mere fair og inklusiv verden.
Vi ser ikke ud til at fatte, at en ny verdensorden er på vej – som vi ikke kan diktere. Europa har længe lænet sig tilbage og nydt godt af den af USA sikrede verdensorden, Pax Americana, som mere eller mindre, bortset fra krigen på Balkan i 1990’erne og den nuværende Ukraine-krig, har betydet fred i Europa siden 1945. Men kun i Europa.
Verden uden for Europa har til gengæld oplevet mange krige, ikke mindst proxykrigen i Angola, 1975-2002, mellem USA og det daværende Sovjetunionen, krigene i Irak og Afghanistan. Europa har været i stand til at holde krige på afstand. Men krig har der været rigeligt af uden for Fort Europa, og ofte med europæisk deltagelse.
Her er den virkelige historie. Europa (og resten af verden) har længe været ved at ændre sig, med Afrika, Asien og Kina som ”gamle-nye” aktører. Præsident Trump har blot sat skub i udviklingen. Men i vores ”selvhypnose” ignorerer vi dette. Alting har det med at ændre sig. Ligesom de skiftende årstider og os selv som mennesker, der har forskellige aldre (barndom-voksenlivet-alderdom), er de samfund og kulturer, der omgiver os, i konstant bevægelse. ”Life is Movement,” som professor Keith Hart minder os om.
Ifølge FN’s demografiske prognoser vil der ske store forandringer, og de vil komme fra Afrika og Asien, hvor mere end 8 ud af 10 mennesker i verden vil bo ved udgangen af dette århundrede
Forandring er spillets navn. Det er illusorisk at tro, at intet ændrer sig, at den måde, vi lever vores liv, er uforanderlig – og ”indlysende” og ”rigtig” for alle mennesker på denne klode. Intet er nogensinde helt, hvad det ser ud til at være.
Demografi og dominans: Europas tid som centrum rinder ud
Europa er derfor også underlagt ”forandringens vinde”. Sandheden om Europa, en sandhed, som ledere og medier søger at fortrænge: Europa er med sin dalende fertilitet ved at skrumpe ind. Omkring år 1900 udgjorde europæere 26-36 procent af verdens befolkning. Sidst i dette århundrede vil europæerne kun udgøre cirka seks procent ifølge FN.
Ifølge FN’s demografiske prognoser vil der ske store forandringer, og de vil komme fra Afrika og Asien, hvor mere end 8 ud af 10 mennesker i verden vil bo ved udgangen af dette århundrede, men allerede i 2050 vil hvert fjerde menneske på denne jord være afrikaner (Afrika anslås at tælle 2,5 milliarder om femogtyve år).
Dette er en demografisk udvikling af stor størrelse og betydning. Det er en ændring, som uheldigvis næsten ikke tages til efterretning i USA og Europa, som stadig foregiver og viderefører en imperialistisk vision af, hvad verden var for over hundrede år siden. Men der er nye boller på suppen.
Den nye verdensorden
Vi er vidner til en ny global orden – og vinderen er det globale syd. Vesten vandt ganske vist den kolde krig, men er nu ved at tabe resten af verden på gulvet. Der er forandring i luften. Nye vinde er ved at opbygges. Forandringens vinde blæser faktisk altid. En ny verdensorden er derfor uundgåelig. Intet varer ved i al evighed, heller ikke den nuværende post-1945 amerikansk-skabte verdensorden, ”Den frie verden” – den verden, vi er født ind i og ikke kan forestille os foruden. Tabet får nogle til at føle sig bedraget. Men er der i så fald ikke snarere tale om selvbedrag?
Europa tror stadig, det er på en gudsbenådet mission, et ubehageligt ekko af Rudyard Kiplings imperialistiske ”The White Man’s Burden”, et digt, hvori han beskriver kolonialismen som en hellig og ”byrdefuld” mission. Det var således, ifølge Kipling, den hvide mands pligt at civilisere og opløfte andre nationers folk, ofte gennem magt, hvis det var nødvendigt.
I Kina er man dog for længst kommet op i gear og er langt fremme med innovative tiltag. Ifølge Thomas Friedman fra New York Times overgår man faktisk USA på mange områder
Resultatet har været en ulige verden, med asymmetriske relationer mellem ”os/dem”, hvor de ”centrale områder” (industri-nationerne) udbytter de ”perifere randområder”, typisk den tredje verden, som den amerikanske sociolog Immanuel Wallerstein beskriver det i sin bog World-systems Analysis fra 2004.
I periferien lever man hver dag med de ulige strukturer, eksistensen af disse asymmetriske relationer er bundet op på. Afrika, Asien og Latinamerika samt Caribien har op til flere gange, både tidligere og nu igen (som følge af klimaforandringerne), været ofre for vores overgreb: først slavehandlen (1500-1867), dernæst den brutale kolonialisme og nu den af Vesten skabte klimakrise, ”et dobbelt overgreb” lyder Barbados’ premierminister Mia Mottleys skarpe kritik under FN’s klimaforhandlinger COP27 i 2022.
Ikke uden grund taler Kina om ”Ydmygelsens Århundrede”, 1839-1949, hvor det oplevede territoriale tab og ydmygelser.
I Kina er man dog for længst kommet op i gear og er langt fremme med innovative tiltag. Ifølge Thomas Friedman fra New York Times overgår man faktisk USA på mange områder. Kina er måske også ved at trække det længste strå i den af USA udløste handelskrig, ifølge visse analyser.
Store dele af den ikke-europæiske verden, ”det globale syd”, ser med en god portion skepsis på Europa. Man er træt af Europas evige indblanding i deres liv. I protest flager man i Sahel-landene Burkina Faso, Tchad, Mali og Niger med det russiske flag. Afrika ser derfor også krigen i Ukraine som en typisk europæisk krig, en krig, der ikke vedkommer dem. Med andre ord: Det globale syd hilser den nye verdensorden velkommen – den tegner til at give dem en større stemme.
Opgør med tingenes tilstand er nødvendigt
Til trods for store moderniseringer, der har fundet sted i de sidste 300 år, føles det, som om vi ikke er kommet ud af stedet, givet denne tids uhyggelige uligheder med, ifølge Oxfam, de fem rigeste personer (og de er mænd) siddende på en kombineret rigdom, der overgår den samlede velstand hos en tredjedel af klodens fattigste mennesker, cirka 2,8 milliarder.
Det føles, som om vi er tilbage i 1755, hvor Jean-Jacques Rousseau udgav sin berømte tekst om uligheder. Vor tids superrige it-milliardærer har byttet plads med enevældens aristokrater. Men vores eurocentrisme og nationale referencerammer er som et ”fængsel”, der begrænser os i at forestille os et ”menneskeligt fællesskab”, en verden uden grænser, ”ikke at føle os for hjemme der, hvor vi har hjemme”, med marxisten og filosoffen Theodor Adornos ord.
Der er grund til optimisme, når man ikke er europæer, men også for de europæere, der vælger ”at flyve med forandringens vinde” – og ikke imod dem
Oven i disse uligheder nedbrydes vores velfærd, og højrepopulismen – som altid har den sine årsager i stigende fattigdom og marginalisering (bagsiden af den globaliserende kapitalisme) – griber om sig.
Dertil kommer den eksistentielle trussel fra katastrofale menneskeskabte klimaforandringer, og den menneskelige elendighed i forbindelse med migration/flugt på en skala uset siden slutningen af anden verdenskrig.
Men frem for at indrette os i forhold til den nye verdensorden, der er ved at opstå, med Afrika og Asien som nye aktører, stritter vi imod og føler os bedraget. Lidt håbløst – og irrationelt. Forandringens vinde blæser, uanset hvor meget man modsætter sig.
Samarbejde, lighed og inklusion
Der er grund til optimisme, når man ikke er europæer, men også for de europæere, der vælger ”at flyve med forandringens vinde” – og ikke imod dem. Alt, det kræver, er at se hinanden som partnere, ikke som modstandere.
Interessant nok er dette syn, som understreger gensidig respekt, tolerance og samarbejde, snarere end at den ene side besejrer og ødelægger den anden, ganske tæt beslægtet med den første store teoretiker inden for kapitalistisk økonomi, skotten Adam Smith, 1723-90.
Som moralfilosof mente han, at mennesker er underlagt en uendelig spænding mellem selvkærlighed og egoisme på den ene side og næstekærlighed, velvilje og ønsket om at elske og blive elsket, det ”gensidige samarbejde”, på den anden side. Det er op til os, konkluderer Smith, at tøjle egoismen og fremme samarbejdet og næstekærligheden. Man fornemmer straks det rigtige i Adam Smiths forståelse om at samarbejde.
Hvad der var sandt på Adam Smiths tid, på tærsklen til den industrielle revolution, med en verdensbefolkning på omkring tre fjerdedele af en milliard, er endnu mere sandt i vores globaliserede og indbyrdes forbundne verden. Den samvittighedsløse opfattelse, at vi kan gå tilbage til en alles krig mod alle, hvor de mest magtfulde vil drage fordel af at knuse deres venner og fjender, har aldrig fungeret særlig godt og er klart irrationel nu om stunder.
Den nye verdensorden giver derfor grund til optimisme og håb om en mere fair verden, hvilende på samarbejde og mindre selvkærlighed.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme, ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvor vidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel at 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Kom til Folkemøde!
Også i år deltager POV med en stand på årets folkemøde på Bornholm, som finder sted fra torsdag den 12. til lørdag den 14. juni.
I direkte forlængelse af forårets store tema om Europas mindretal i en tid med radikalisering og polarisering har vi hele to spændende paneler:
Torsdag 12. juni 12.00 : Er Europas demokrati stadig for alle – også dem på kanten? I en tid hvor både minoriteter og menneskerettigheder er under pres globalt, spørger vi, om Europa stadig kan kalde sig en bastion for demokrati og inklusion.
Fredag 13. juni 10.00 : Kan EU forsvare de vestlige liberale værdier? Siden 2. verdenskrig har den liberale verdensorden, respekt for grænser, menneskerettigheder, retsstat, mangfoldighed være indbegrebet af de såkaldt ’vestlige liberale værdier’, som amerikanerne ikke bare inkarnerede, men også stod op for. Nu hvor Trump-administrationen har tjekket ud af det hele og oven i købet cozyer op med russerne og populistiske bevægelser på den yderste højrefløj i Europa, kan (og vil) EU så overtage rollen? Og hvad er det egentlig USA siger farvel til ved at opgive det liberale projekt?
Kom og deltag i en levende debat om, hvordan vi sikrer, at flertallet ikke overskygger mangfoldigheden. Og naturligvis foregår der en masse andre interessante ting på POV’s stand – så du er hermed inviteret!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og