Hold kæft og vær smuk

Demonstration i Storbritannien mod de mange shariaråd, der er blevet en officielt anerkendt del af rådgivningen i visse sager.

Bjarke Larsen 06.03.2016

Hvornår begynder alle vi etniske danskere – mænd såvel som kvinder – at engagere os i indvandrer-kvindernes alt for ofte kummerlige livsvilkår? Sådan for alvor.

Jeg forstår ikke tavsheden. Tavsheden i kølvandet på TV2s udsendelser om ”moskeer bag sløret,” der atter engang afslører(!), hvor omfattende den sociale kontrol af kvinder er i indvandrermiljøerne, at der eksisterer en række aktive sharia-råd tilknyttet moskeerne, at fremtrædende repræsentanter for moskeerne synes, at det er helt fint at prædike om stening af kvinder i danske moskeer, for det virker præventivt mod utugt, og hvordan holder vi ellers familien samlet? – og meget andet af samme skuffe.

Tavsheden fra Dansk Kvindesamfund. Tavsheden fra Kvinfo. Tavsheden fra de mange aktive feminister m/k på venstrefløjen, der har travlt med at skrive debatindlæg og statusopdateringer med krav om mere transkønnet musik i Danmarks Radio, gratis tamponer og hygiejnebind eller – som den feministiske komiker Sanne Søndergaard gjorde forleden – alenlange indlæg på Facebook, fordi hun og nogle veninder stødte ind i en tilsyneladende ret tumpet mand på en restaurant. Sidstnævnte krænkelse havde Dansk Kvindesamfund tid til at kommentere og støtte på de sociale medier – men ikke et ord om TV2s udsendelser.

”JEG MANGLER ET BRØL AF KVINDERØSTER, der går gennem det danske land,” som bloggeren og aktivisten Elmas Berke har sagt til TV2. Jeg vil tilføje, at jeg også mangler et brøl af manderøster, for kampen for ligestilling er en kamp, begge køn (eller skal jeg skrive alle køn for at glæde queer-miljøet?) skal kæmpe – og som begge køn har glæde af.

Jeg skal naturligvis ikke sætte mig til dommer over, hvordan det enkelte menneske prioriterer sin tid og sit engagement i omverdenen. Det er ikke kun lysten, der driver værket, men også følelsen af nødvendighed og af, at noget er så vigtigt at gøre noget ved, at man ikke kan lade være. Jeg kan blot konstatere, at når man ser på summen af de 5,5 millioner danskeres engagement i samfundet, er der beskæmmende få, der synes, det er lystfyldt, meningsfyldt eller tilstrækkeligt påtrængende at hæve stemmen og engagere sig i at forbedre de vilkår, alt for mange af vores kvindelige medborgere med indvandrerbaggrund må leve under. Den sociale kontrol og den umenneskeligt høje pris, der alt for ofte skal betales, hvis man ønsker at bryde med forældrenes normer.

”Står de med fakler og synger foran Grimhøjmoskeen hver aften,” spurgte en Facebook-ven ironisk, da jeg forleden luftede min frustration over tavsheden. Han henviste til situationen for nogle år siden, hvor naboerne til et hus beboet af nazister demonstrerede foran huset 600 aftener i træk.

DER ER SKET NOGET DE SENESTE ÅR. Kvindekrisecentrene gør et forbilledligt arbejde, det samme gør Exitcirklen og LivaRehab, der er kommet mange aktive debattører med indvandrerbaggrund, der insisterer på at sætte fokus på emnet – som f.eks. POVs to tilknyttede skribenter Khaterah Parwani og Haifaa Awad – og berøringsangsten hos venstrefløjen er blevet mindre. F.eks. har det hjulpet, at SF har meldt så tydeligt ud, at partiet vil være mindre berøringsangst fremover. SF-formand Pia Olsen Dyhr kritiserede i samme ombæring netop venstrefløjen og visse feministkredse for ikke at turde gå åbent ind i debatten om sammenhængen mellem kultur, etnicitet og seksuelle overgreb.

Men der er stadig lang vej igen. Det er det, vi ser igen i denne sag. Reaktionen har med alt for få undtagelser været enten tavshed eller opdateringer på de sociale medier om, at TV2 satte gang i endnu en omgang ”muslim-bashing.”

Jeg forstår det ikke.

Er det ikke vigtigt at finde ud af, hvad der bliver sagt i disse miljøer, som langt de fleste af os ikke har adgang til?

Er det ikke vigtigt at støtte de moderate og sekulære muslimer, der kæmper en kamp mod de religiøse mørkemænd, der udøver socialt pres og social kontrol i visse miljøer?

Er det ikke vigtigt at få en debat om de sharia-råd, der eksisterer rundt omkring – og som i Storbritannien ligefrem er blevet en officielt anerkendt del af rådgivningen i visse sager? Er det den vej vi skal i Danmark?

Og hvorfor er der i disse kredse en tilsyneladende klippefast tro på, at befolkningen nok er så dum og uvidende, at den vil skære alle muslimer over én kam, hvis man begynder at sætte for meget fokus på bagsiden af indvandringer og den delvist mislykkede integration herhjemme. Hvorfor kan de ikke se, at de eneste, de gavner, er de fundamentalistiske mørkemænd i moskeerne og de borgerlige, der aldrig er bange for at diskutere emnet, og som derfor får monopol på både at sætte dagsordenen og komme med løsningsforslag.

I 1978 UDGAV FORFATTEREN VITA ANDERSEN novellesamlingen ’Hold kæft og vær smuk’, hvor temaet var en række ulykkelige kvindeskæbner. Kvinder, der ikke kunne slippe fri af den sociale arv og det patriarkalske samfund. Bogen blev en stor succes, bl.a. fordi den udkom på et tidspunkt, hvor rødstrømperne var aktive, og hvor kampen for øget ligestilling i det hele taget stod stærk – og også havde et konkret fokus på at ændre både samlivs- og samfundsstrukturerne.

I dag er kampen for mere ligestilling langt mere fragmenteret og individualiseret. Samfundsengagementet handler først og fremmest om kvindekvoter i bestyrelser, om øremærket barsel og om ret teoretiske beskrivelser af undertrykkende samfundsstrukturer, formuleret af sociologer og franske filosoffer i et abstrakt, akademisk sprog, der ikke når ud over rampen til ret mange andre end de i forvejen frelste.

Kampen når alt, alt for sjældent at fokusere på den nederste underklasses problemer: indvandrerkvinderne i ghettoerne. De skal også bare holde kæft og være smukke – synes imamerne og de patriarkalske ægtemænd. Og vi andre holder også kæft. I alt for høj grad.

Skal vi ikke bruge 8. marts til at love hinanden, at vi gør det lidt bedre i året, der kommer?

Billedtekst: Demonstration i Storbritannien mod de mange shariaråd, der er blevet en officielt anerkendt del af rådgivningen i visse sager.

Kan du lide, hvad du læste, er du velkommen til at sende mig et beløb på Mobilepay eller Swipp (20 74 68 44) – stort, mellem eller lille – men det er helt frivilligt. Du er også velkommen til at dele historier fra POV International med andre. Vi har ikke noget markedsføringsbudget og de tilknyttede skribenter får intet honorar ud over donationer fra læserne.

Bjarke Larsen

Jeg er forlægger og ejer nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk), som nu drives af Aarhus Folkeuniversitet. Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og markedsføring for diverse virksomheder, ngo’er og organisationer. Endnu tidligere skrev jeg om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden samt EU. Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som medlem af byråd- og amtsråd i en periode og som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet. I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.