HISTORIE // BOGANMELDELSE – Menneskets historie her på kloden kan fremstilles som én lang fremskridtshistorie baseret på bl.a. menneskets fremadskridende beherskelse af naturen. Men med opfindelsen af kernevåbnene er det blevet tydeligt, at naturbeherskelsens forøgelse af de produktive kræfter er forbundet med en tilsvarende forøgelse af de destruktive. Bevæger vi os stadig nærmere en atomar dommedag? Det handler Casper Andersens og Henry Nielsens nye bog Minutter i midnat om.
Kort efter 2. verdenskrig etablerede nogle af de forskere, der havde deltaget i Manhattanprojektet og udviklingen af de første atombomber, tidsskriftet Bulletin of the Atomic Scientists.
På forsiden af bulletinens udgave fra juni 1947 var afbildet et ur med viserne placeret 7 minutter før midnat. Siden da har selskabet bag Bulletin forsøgt at anskueliggøre det globale trusselsniveau ved at flytte viserne tættere på eller længere fra ”Dommedag”. Dommedagsuret, og den situation det afspejler, er omdrejningspunktet for den foreliggende bog.
Den ene af forfatterne, Henry Nielsen, er dansk teknologihistories grand old man. Han er oprindeligt uddannet som atomfysiker, og det afspejler sig i den måde bogens fortælling er bygget op. Der er bl.a. pædagogiske fremstillinger af, hvordan forskellige typer af kernevåben fungerer. Samtidig er atomfysikerne (sammen med de politiske beslutningstagere) fortællingens helt centrale (nærmest eneste) handlende subjekter.
Den anden forfatter, Casper Andersen, er idehistoriker, men det bærer bogen ikke så meget præg af. Mens atomfysikerne arbejdede intenst på Manhattanprojektet, udgav de to til USA fordrevne sociologer og grundlæggere af Frankfurterskolen, Max Horkheimer og Theodor W. Adorno, deres banebrydende bog Oplysningens dialektik om skyggesiderne ved den instrumentelle fornufts fremmarch.
Den side af historien fortæller Minutter i midnat ikke så meget om. Forfatterne gør selv opmærksom på, at de ikke ønsker at skrive en bred kulturhistorie (note 7, s. 243).
Det eneste populærkulturelle (eller finkulturelle for den sags skyld) værk, der inddrages, er en forholdsvis grundig gennemgang af Stanley Kubricks film fra 1964 om Dr. Strangelove eller hvordan jeg lærte at glemme mine bekymringer og elske bomben.
De første atombomber
I bogens første kapitler behandles kernefysikkens udvikling i mellemkrigstiden og Manhattanprojektet. Niels Bohr kom til USA i slutningen af 1943, og blev tilknyttet projektet, men bidrog ikke i særlig høj grad til dets praktiske gennemførelse.
Han var blandt de atomfysikere, der allerede under krigen spekulerede over den ny bombes betydning for verdensordenen efter krigen. Han havde møder med både Churchill og Roosevelt, hvor han forsøgte at overbevise dem om nødvendigheden af at underlægge kernevåbnene international kontrol, men fik ikke meget ud af det. Churchill betragtede ham herefter som en sikkerhedstrussel, som skulle overvåges tæt af efterretningstjenesterne.
De første bomber var først klar til anvendelse efter Tysklands kapitulation, og hverken Tyskland eller Japan var i nærheden af at have udviklet operationsklare kernevåben. Blandt historikerne er der forskellige syn på, hvorfor Truman valgte at kaste de to bomber over Japan.
Traditionalisterne lægger vægt på, at det ville være meget svært at få japanerne til at overgive sig, og at en erobring af de japanske øer uden anvendelse af atomvåben ville koste hundredetusindevis af amerikanske liv.
Revisionisterne tillægger ønsket om at demonstrere atombombernes kraft over for Sovjetunionen større betydning. Ifølge Andersen og Nielsen er det, selvom alle relevante dokumenter fra arkiverne er blevet vendt og drejet, ikke muligt entydigt at give en af de to skoler ret.
Efter Hiroshima og Nagasaki fik en række af deltagerne i Manhattanprojektet, herunder lederen af projektet Robert Oppenheimer, moralske anfægtelser. Andre som f.eks. Edward Teller argumenterede for, at det ikke var videnskabsmændenes ansvar, hvilke våben, der skulle udvikles og evt. anvendes. Ansvaret lå hos folkets politisk valgte repræsentanter.
Federation of Atomic Scientists udgav i 1946 bogen One World or None, som slog til lyd for nogle af de samme synspunkter, som Bohr havde fremført over for Churchill og Roosevelt. I 1947 lancerede de som sagt dommedagsuret.
Atomkapløbet
Forsøgene på at underlægge kernevåbnene international kontrol via FN slog fejl, og allerede i 1949 kunne Sovjetunionen gennemføre sin første prøvesprængning. Når russerne kunne ophæve amerikanernes atommonopol så hurtigt skyldtes det bl.a., at de kunne trække på lækkede oplysninger fra Manhattanprojektet.
Dermed var atomkapløbet sat i gang, og dommedagsuret blev i 1949 sat frem til 3 minutter i 12. Næste skridt i kapløbet var udviklingen af brintbomber baseret på sammensmeltning af atomkerner (fusion) i stedet for spaltning (fission). USA gennemførte sin første sprængning af en brintbombe i 1952 efterfulgt af Sovjetunionen i 1953.
Briterne forventede, at amerikanerne efter krigen ville dele kernevåbenteknologien med dem, men det skete ikke. Derfor gik de i gang med at udvikle deres egne atomvåben. Storbritannien gennemførte sin første prøvesprængning i Australien i 1952. Frankrig fulgte efter i 1960, og Kina i 1964. Dermed var alle de permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd også atommagter. (Kina overtog dog først pladsen i sikkerhedsrådet fra Taiwan i 1972).
Atomer for fred
I december 1953 holdt den amerikanske præsident Eisenhower under stor mediebevågenhed en tale til FN’s generalforsamling under overskriften Atoms for Peace.
I talen slog han fast, at USA ikke ville tøve med at svare igen, hvis landet blev angrebet med kernevåben, men hovedsigtet med talen var at mindske frygten for atomvåben ved at fokusere på den fredelige udnyttelse af kernekraften. Forsøget på at vinde hearts and minds til fordel for atomteknologien blev fuldt af en omfattende propagandaindsats. Der blev udgivet pjecer og bøger med titler som Our Friend the Atom.
Kampagnen kom dog i modvind pga. en voksende opmærksomhed på, at kernevåbnene ikke bare var langt kraftigere end de konventionelle, men også medførte radioaktivt nedfald. Det kom bl.a. frem, at sprængningen af en b-bombe ved Castle Bravo fik fatale konsekvenser for besætningen på en japansk fiskerbåd 130 km væk.
I Vesten opstod i slutningen af 1950’erne en egentlig bevægelse imod atomvåben, (som i Danmark i starten af 1960’erne blev til Kampagnen mod Atomvåben). Andersen og Nielsen lægger her (som andre steder) stor vægt på videnskabsfolks (især atomfysikeres) betydning for bevægelsens opståen.
Kontrol med spredning af atomvåben
Cubakrisen i 1962 var tæt på at udløse en atomkrig, men efterfølgende begyndte man at opbygge et internationalt kontrolregime for at mindske risikoen for gentagelser. Det omfattede bl.a. NPT-traktaten (Nuclear Non-Proliferation Treaty) fra 1968. Traktaten skulle hindre spredningen af atomvåben til andre end de 5 daværende atommagter.
Man kan diskutere, hvor effektiv traktaten har været (og det sker også i bogen). I kapitel 6 gennemgås det, hvordan 4 lande (Israel, Indien, Pakistan og Nordkorea) efterfølgende har skaffet sig atomvåben, mens andre har været eller er tæt på (Irak, Libyen og Iran). Derudover havde Sydafrika i en periode atomvåben, men destruerede dem under FN-kontrol efter afskaffelsen af apartheid.
Atomkapløbet under den kolde krig byggede på forestillingen om Mutually Assured Destruction (MAD), men var det rent faktisk MAD-logikken, der gjorde, at den kolde krig ikke blev varm?
I 1970’erne blev der indgået en række rustningsbegrænsningsaftaler mellem supermagterne (SALT I og SALT II – den sidste blev dog aldrig ratificeret i det amerikanske senat), men i begyndelsen af 1980’erne steg spændingen igen.
Det var udstationeringen af mellemdistanceraketter i Europa og det amerikanske stjernekrigsprojekt, der forårsagede den voksende spænding. Den var i efteråret 1983 to gange tæt på at udløse en atomkrig (det ene af disse tilfælde er dog omdiskuteret). Ingen af disse tilfælde er omtalt i bogen. Det bliver heller ikke for alvor diskuteret, hvilke omstændigheder, der kunne/kan udløse en atomkrig.
Den Anden Atomalder
I slutningen af 1980’erne tog afspændingen igen fart, og dommedagsuret bevægede sig længere og længere fra midnat. Sovjetunionens sammenbrud i 1991 markerede overgangen fra det, der i bogen kaldes Første Atomalder til Anden Atomalder. I starten af Anden Atomalder skar USA og Rusland deres arsenaler af atomvåben væsentligt ned, men spredningen af atomvåben fortsatte. I det hele taget er Anden Atomalder præget af nye former for usikkerhed og uforudsigelighed.
I kapitel 7 behandles en række aktuelle nukleare brændpunkter: Indien-Pakistan, USA-Nordkorea, USA-Iran og USA-Rusland. Efter Ruslands invasion af Ukraine er ikke mindst det sidste jo blevet aktualiseret.
Putin truer åbenlyst med anvendelse af atomvåben, og den russiske sikkerhedsstrategi har siden 2000 opereret med muligheden for anvendelse af atomvåben, hvis den russiske stats overlevelse er truet – også selvom Rusland ikke bliver angrebet med atomvåben.
Allerede i 2020 blev dommedagsuret sat frem til 100 sekunder i midnat. Hvis man skal tro uret, har dommedag aldrig været nærmere.
Der er i bogen meget fokus på videnskabsfolks – og det vil her sige naturvidenskabsfolks – rolle og voksende erkendelse af de moralske følger af deres opdagelser. Men de bredere kulturelle og samfundsmæssige konsekvenser af at leve med udsigt til dommedag er underprioriteret.
Der er ingen tvivl om, at det tema, Minutter i midnat behandler, er væsentligt, og at det er blevet mere væsentligt i den senere tid. Bogen giver i en form, der kan læses af alle, en solid gennemgang af den militære atomteknologis udvikling og spredning, men der er også ting, man må savne i bogen.
Atomkapløbet under den kolde krig byggede på forestillingen om Mutually Assured Destruction (MAD), men var det rent faktisk MAD-logikken, der gjorde, at den kolde krig ikke blev varm?
Hvad kunne, og hvad kan udløse en atomkrig, selvom det strider imod alle rationelle kalkuler? Det bliver ikke for alvor diskuteret i bogen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og