11. SEPTEMBER 2001 // # 2 AF TEMA – Dagbogen fredag d. 14. september 2001 fra byen Vannes, Bretagne: ”Vi sad og nød formiddagskaffen i solen, satte os på en trappesten på en plads og deltog i den verdensomspændende 2-3 minutters fred kl. 12. Det var en god fornemmelse, mens kirkeklokkerne ringede.”
De medvirkende: Monica, 51 og Jens, 52.
Et forholdsvis nyt par, der udfordrede den konstruktion, der var hendes 2. og hans 4. forhold. De var netop flyttet sammen.
Pludselig blev cykelløbet forstyrret af sære billeder. Et højhus i brand
Projektet var en biltur 4.-17. september 2001. Begge vil gerne til Bretagne. Hun for at nyde det franske, hun egentlig er uddannet i. Han for at fotografere og filme de særlige bretonske kirker og ossuarier, dvs. de bygninger, hvor man i middelalderen opbevarede opgravede knogler fra kirkegården. (Var det første varsel?)
Og ellers var intet bestemt. “Vi ser, hvad der sker”.
Det blev til turen, vi aldrig glemmer
Dagene inden dramaet var præget af turistbesøg, sære hoteller og ikke mindst, at sæsonen i den grad gik på hæld. Meget var lukket, en del var slidt ned, ikke helt den sædvanlige standard.
Det gjaldt også os. I Normandiet var vi i St. Malo, og hvad der skulle have været den romantiske middag ved havet, blev til surhed, skænderi og overvejelser om, om det nu også var så god en idé med os to.
10. september var vi i Paimpol, hvor vi havde den hyggeligste aften med skaldyr, vin og mødet med Hugh og Mary fra Dartmouth i England, og en god nats søvn i Ploubazlanec – livet var godt igen. Vi troede på projektet.
Fiskerne i den by sejlede tidligere helt til Island for at fange torsk. Det var nogle lange ture, og mange både forsvandt på havet. Kirkegårdsmurens mindesmærker vidner om det. (Var det endnu et varsel?)
Helt forkerte billeder
Dagen efter fandt vi frem til byen Lannion ud på eftermiddagen med et idyllisk torv foran rådhuset og en cafe, hvor cykelentusiasten kunne dyrke Vuelta a España, det årlige spanske cykelløb. De havde gudhjælpemig til formålet installeret storskærm opad hele lokalets endevæg.
Pludselig blev cykelløbet forstyrret af sære billeder. Et højhus i brand!
Straks tænkte jeg som mediemenneske: Nu er der en producer, der står til den helt store skideballe. Han er kommet til at klippe noget meget forstyrrende ind i cykelløbet. Som sikkert er finansieret af storkapitalen. De bliver rasende. osv osv.
Kunne vi stole på de oplysninger, der kom? Lufthavnene blev lukket, ingen kunne komme til og fra New York og omegn. Billederne var forfærdelige
Men så kom der også lyd på billederne, og gruen gik op for os, mens cykelløbet ikke længere blev transmitteret. Det her var virkeligheden lige nu i New York. En særdeles årvågen producer og redaktionen bag havde vurderet: Det her er vigtigere end et cykelløb. I min dagbog skrev jeg:
”Vi sad som forstenede og fulgte udviklingen fra brand i et tårn med tydeligt spor af et fly, og så fløj et fly direkte ind i det andet tårn. Det hele brændte. Først forsvandt det ene og så det andet tårn. De sank simpelthen sammen.
Samtidig var Pentagon blevet ramt af både et fly og en bil med sprængladning.
Vi kørte videre med radioen tændt.”
Hvad er det, der sker? Hvem ved noget?
Vi hungrede efter at høre nyt, for hvad var det, der foregik? Vi lyttede til fransk radio – det var ikke muligt at finde andet i bilradioen, så jeg, der er den eneste med kørekort af os to, var også den, der taler bedst fransk, så jeg skulle samtidig oversætte, allerhelst simultantolke. Hastigt indkaldte eksperter i radiostudierne forsøgte at konkludere; telefonsamtaler til franskmænd i USA fyldte meget, men det var begrænset, hvad de vidste.
Utålmodigheden efter at høre, hvad der nu skete og hvad de sagde, fyldte bilen. De hårdt pressede nerver blev i den grad udfordret.
Dagbogen: ”Vi hørte om flyet, der var styrtet ned i Pennsylvania. Der var ikke nogen lyst til at se turiststeder, og vi endte i Roskoff, en smuk havneby yderst på en spids land.”
Verdens grimmeste hadekampagne, med vrede, overfusninger og udskældning, som stadigvæk dominerer, stadigvæk lever i bedste velgående
Vi fandt et skidt hotel, der kun havde tv i “fællesstuen” og kun franske kanaler. Først næste dag fandt vi et hotel med både BBC og CNN. Så fik simultantolken omsider lov til at hvile hjernen.
Men den gik jo så i gang med alle mulige andre scenarier.
Mine ord bærer nemlig præg af den uvidenhed, vi alle var underlagt: Hvad fanden er det, der foregår? Hvem er det, der angriber USA? For med så centrale steder er det vel et angreb på USA, ikke? Hvad vil de? Angriber de også andre lande?
Kunne vi stole på de oplysninger, der kom? Lufthavnene blev lukket, ingen kunne komme til og fra New York og omegn. Billederne var forfærdelige.
Vi så de mennesker, der blev fotograferet, mens de faldt fra toppen af World Trade Center – de kunne alligevel ikke komme ud, så de lod sig falde, for ikke at brænde op. Efter at tårnene brasede sammen var det ruinerne, der gjorde indtryk: Jeg glemmer aldrig metalstiverne fra tårnene, der stod tilbage. Mindelser om et gigantisk bygningsværk, en katedral i stål, der ikke længere var.
Vi havde mobiltelefoner, men der var ingen kameraer i dengang – og der var ingen sociale medier. Uvidenheden var enorm.
Dem og os
Jeg kan ikke huske, hvornår det blev klart, at det var et mellemøstligt angreb. Det blev forholdsvis hurtigt og kraftigt indikeret, at det var “araberne”. Og så begyndte den inficering, vi stadig lider under i dag: Dem og os.
Min logiske tankegang fik mig til at frygte, om vi overhovedet kunne komme hjem. Der ville sikkert blive beslaglæggelse af brændstof; folk begyndte jo at hamstre. De opbevarede dødsensfarlige lagre af benzin og olie i deres private hjem. Ville der nu være nok til, at vi kunne liste os hjem?
Det må have været forfærdeligt for “de andre”. At være en helt almindelig person fra Mellemøsten eller fransk-araber; stemningen indfandt sig med det samme: dem og os. Verdens grimmeste hadkampagne, med vrede, overfusninger og udskældning, som stadigvæk dominerer, stadigvæk lever i bedste velgående.
Senere hørte vi mere: om flyet, der styrtede, United Flight 93, med de modige passagerer, der forsøgte at stoppe kaprerne, og de hjerteskærende historier om telefonsamtaler fra flyet, der styrter. Ingen overlevede. Alle de sørgelige følgeberetninger fyldte nyhedsudsendelserne, og vi slugte dem i forsøget på at forstå. Uden held.
Vi lærte navnet Mohamed Atta og hans ansigt at kende. Begyndte at høre om simulatortræning i flyvning, osv.
Alt blev anderledes
Den forfærdelige dag forandrede verden for altid. Flyture blev noget andet. Langt strengere kontrol. Scannere, gennemlysning af al baggage, forbud mod medbragte vandflasker, fordi der kan smugles sprængfarlige væsker med. Skoene skal tages af, fordi en person blev taget i et fly med sprængladning i hælen på sin sko.
Jeg mindes at stige ombord på fly, hvor bare synet af en arabisk udseende person gav et gib i mig. Ville vi nu blive de næste ofre og sprængt i luften på denne tur?
Vi havde også behov for at sidde og være stille 3 dage senere i byen Vannes, da der var verdensomspændende 3 minutters stilhed for ofrene
Vi to turister, der havde dyrket knoglesamlinger og fortidsminder, fiskerbåde, der kæntrede på havet og dramaer á la bretonne, fik andre dramaer ind på lystavlen. Vi kom hjem, og parforholdet klarede skærene.
Sådan har vi alle minder fra den dag. Vores liv blev på i den grad ændret, og samtidig fortsatte det. Angst og bæven, frygt og mistænksomhed ud af alle hjernevindinger. Måske er det den største byrde, vi fik af 11. september 2001.
Vi havde også behov for at sidde og være stille 3 dage senere i byen Vannes, da der var verdensomspændende 3 minutters stilhed for ofrene:
”Vi sad og nød formiddagskaffen i solen, satte os på en trappesten på en plads og deltog i den verdensomspændende 2-3 minutters fred kl. 12. Det var en god fornemmelse, mens kirkeklokkerne ringede.”
LÆS ALLE MONICA KROG-MEYERS ARTIKLER HER
Topfoto: “The Sacristy and the Skull of Saint Yves” by Billy Wilson Photography is licensed under CC BY-NC 2.0. Creative Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
