mm

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Se alle skribentens artikler

Yacouba Touré – bronzekunstneren fra Burkina Faso

“Jeg var på vej mellem to film og sad bag på min burkinske venindes Mimis motorcykel, da jeg blev råbt an af Yacouba, der var i færd med at overhale os”. Karen Hammer skriver om sit venskab med bronzekunstneren Yacouba Touré fra Ouagadougou, der har fået international success og senest har holdt workshop i Røgen ved Randers.

Et sammenslynget dansende par i bronze strækker armene mod himlen, og deroppe øverst på den mere end to meter høje figur ligger to fredsduer i deres hænder. Bronzestatuen og dens skaber Yacouba Touré er udvalgt og inviteret til at deltage i The International Symposium of Sculpture of Saint-Georges, in 2017.

Hver dag fra d. 28. maj til den 18. juni vil man kunne beundre ham i arbejde med sin cire perdue-teknik foran The Centre Lacroix-Dutil i Saint-Georges, Quebec, Canada. Touré kalder sin figur Let’s Dance in a World of Peace.

Blandt de elleve udvalgte kunstnere fra Belgien, Frankrig, Hviderusland, Armenien, Østrig og Canada, er han den eneste fra Afrika. På fotografierne fra Saint-Georges står han kulsort og smilende blandt sine mange hvide kolleger.

Deltagerne ved The International Symposium of Sculpture of Saint-Georges. Yacouba står bagest i midten. Foto: Lynda Morin for Beauce Art Symposium International de la Sculpture.

Yacouba Touré har siden 2009 været en meget god ven af mig, så det var en stor glæde for mig at høre om hans kæmpefigur, da jeg besøgte ham i Ouagadougou i marts 2017. Jeg var på vej mellem to film og sad bag på min burkinske venindes Mimis motorcykel, da jeg blev råbt an af Yacouba, der var i færd med at overhale os.

Dagen efter hentede han mig på den protestantiske mission, hvor jeg havde lejet mig ind, og bragte mig til sit værksted, hvor figuren stod under et telt udenfor. Vi havde ikke set hinanden i et par år, så gensynsglæden var stor.

Mit møde med Yacouba

Det hele startede i 2009: Den panafrikanske filmfestival FESPACO var nær sin afslutning, vinderprisen Etalong de Yennenga var det år gået til Teza instrueret af Haile Gerima fra Etiopien, der havde sendt sin søster for at modtage prisen, da han i 1987 havde svoret aldrig mere at sætte sin fod i Ouagadougou efter mordet på præsident Thomas Sankara 15. oktober 1987.

Jeg havde tilbragt det meste af dagen med at snakke med kolleger og besøge det store marked med kunsthåndværk og etnografiske klenodier foran Maison de Peuple. Ouagadougous gader var et helvede af tæt trafik, luftforurening og rødligt støv; varmen var ulidelig.

De sidste par dage var temperaturen steget til 43 grader; det var værre end nogensinde før! Man var bekymret for FESPACOs fremtid. Ville det mon blive nødvendigt at flytte festivalen til begyndelsen af februar måned i stedet for i slutningen? De tilrejsende journalister fra Europa skulle jo gerne kunne overleve opholdet og have lyst til at komme igen til FESPACO i 2011!

Lykkeligt fremme efter en varm spadseretur gennem Ouagadougous gader var jeg sunket ned i en af Hotel Independances lædersofaer og kastede mig begejstret over en kold mineralvand. En ung mand kontaktede mig, jeg var meget uinteresseret, for jeg drak koldt vand lige nu!

Lykkeligt fremme efter en varm spadseretur gennem Ouagadougous gader var jeg sunket ned i en af Hotel Independances lædersofaer og kastede mig begejstret over en kold mineralvand. En ung mand kontaktede mig, jeg var meget uinteresseret, for jeg drak koldt vand lige nu!

Han præsenterede sig og insisterede på at vise mig et kunstværk, som hele ugen havde været udstillet lige foran FESPACO-hovedsædet, men som nu om få timer skulle pilles ned. Han flyttede sig ikke. Han forklarede mig, at denne skulpturgruppe var en gave til det museum i Dakar, som Ousmane Sembenes søn sammen med den senegalesiske regering var i færd med at oprette for den legendarisk filminstruktør.

Da jeg ikke boede på et af de store hoteller, var jeg gået glip af adskillige arrangementer og anede intet om det planlagte Sembene-museum, så jeg begyndte at lytte til den unge mand – bronzekunstneren Yacouba Touré. Jeg gav mig, da han påpegede, at han havde en motorcykel og ville køre mig frem og tilbage.

Ude foran FESPACO-hovedsædet var der hektisk aktivitet; gendarmerne for omkring for at holde styr på de mange biler og knallerter med journalister og filmfolk, der kom og gik for at sige tak for denne gang. Yacoubas skulpturgruppe var placeret på et stort bord til venstre for indgangen.

Omkring en stor skulptur af et baobabtræ med menneskefigurer siddende på de laveste grene, stod 10 mindre figurer forestillende kameramanden, fotografen, scripteren, lydmanden, kostumieren, Sembene selv med sin uundværlige pibe, og en gruppe teknikere der var i færd med at skubbe en kameravogn ad udlagte skinner.

Det forestillede en filmoptagelse! Det var imponerende! Der var gået meget bronze til dette store arbejde. Hvordan havde han råd til at forære det væk?

Jo, Ouagadougou har en gammel tradition for bronzefigurer lavet efter cire-perdue-metoden, så der er mange unge talentfulde kunstnere i Burkina Faso, for mange til at de kan leve af det. For at gøre opmærksom på sig selv, må en kunstner forære sine værker til betydningsfulde personer, der kan have dem stående fremme på kontoret så beslutningstagere får øje på værkerne og mulighed for at give kunstneren en chance ved tildelingen af offentlige opgaver.

Yacoubas hyldest til Sembene blev hans gennembrud

Da FESPACO i 1972 begyndte at uddele priser for bedste afrikanske film, valgte man at give en mange kilo tung bronzefigur som præmiestatuette, Etalon de Yennenga – inspireret af myten om Prinsesse Yennenga og hendes flugt væk fra familien i Ouagadougou på en stor hingst. Kunstneren fra 1972 fik aldrig copyright på sin figur.

Da han døde, tog flere andre over, hvilket har givet det interessante resultat, at man blandt de utallige bronzefigurer, som står til salg overalt i Ouagadougous centrum let kan finde den imponerende Etalon de Yennenga og købe den, hvis man har råd. Hvilket svarer til, at man ville kunne købe en Oscar på gaden i USA!

FESPACO 2009 var en hyldest til Ousmane Sembene, der i 1968 fik tilladelse af daværende præsident Lamizana til at starte en afrikansk filmfestival i Ouagadougou. I februar 1969, ved det første afrikanske filmtræf, deltog Sembene og filminstruktører fra fem lande med deres film; i alt 14 spillefilm.

Den enorme succes gjorde det nemt at fortsætte. Siden da, har der hvert andet år i februar været filmfestivaler i Ouagadougou, hvis der da ikke er kommet en revolution på tværs!

Hvis man vil frem i verden, må man gøre en indsats, og Yacouba Touré valgte det helt rigtige tidspunkt til at blive kendt og omtalt i aviserne.

Ousmane Sembene deltog siden da i samtlige filmfestivaler i uden nogensinde at deltage i konkurrencen. I februar 2007 stod hans faste hotelværelse no. 1 på Hotel Independance tomt; han meddelte via sin assistent Clarence Delgado, at han var træt og foretrak at blive hjemme i Dakar for at skrive på manuskriptet til sin næste film.

Og 9. juni 2007 døde Afrikas mest berømte filminstruktør, 84 år gammel.

FESPACO og den burkinske regering ærede hans minde med en bronzestatue i naturlig størrelse, der i 2009 på festivalens første dag blev opstillet ved Place des Cinéastes, hvor man siden 1987 har mindedes de afdøde filmkunstnere.

Siden da er der kommet yderligere tre bronzestatuer til af prisvindende instruktører: Souleymane Cisse, Idrissa Ouedraogo og Fadika Kramo Lancine. Netop den dag præsenterede kulturminister Philippe Sawadogo Yacouba Touré for Sembenes søn og overværede, hvordan han skænkede ham sin bronzefigurgruppe.

Hvis man vil frem i verden, må man gøre en indsats, og Yacouba Touré valgte det helt rigtige tidspunkt til at blive kendt og omtalt i aviserne.

Bronzeværkstedets tredje generation

I de følgende dage transporterede Yacouba mig rundt i Ouagadougou på sin motorcykel. Han sørgede for, at jeg traf andre bronzekunstnere, og han præsenterede mig for sin store familie, der næsten alle var aktive bronzekunstnere og arbejdede hjemme i gården midt imellem familiens mange små huse.

Hans far, to onkler, to brødre og diverse børn smeltede, støbte og filede midt i familielejren, hvor trækullet osede og stank; ikke særlig sundt for de mange små unger!

Yacouba er tredjegenerations bronzekunstner og har, siden han som lille passede blæsebælgen for sin far, aldrig drømt om at være andet. Men han har betalt dyrt for sin stædighed. Hans kone blev for et par år siden træt af familiens håbløse økonomi og usikre fremtid. Hun tog begge sønnerne under armen og rejste hjem til Mali.

Han så meget lidt til dem i de følgende år. Han fandt sig en sød burkinsk kvinde og fik en lille datter. Da den lille pige pludselig blev syg, fik jeg chancen at blive hans ven for livet. For efter kun to dages bekendtskab stolede jeg på ham og lånte ham de 300 kr., der var nødvendige for at få konen og pigen på hospitalet, hvor ingen (som i så mange andre afrikanske lande) kan finde på at røre en finger uden kontant betaling.

Mor og datter kom hjem efter kun fem dage på hospitalet, og da havde Yacouba allerede tilbagebetalt lånet – noget der er højst usædvanligt i Afrika. Mange andre af mine venner har betragtet deres lån som en slags gaver, for jeg er vel så rig, at jeg ikke bekymrer mig om penge.

Jeg blev så begejstret for denne tunge bronzefigur, at Yacouba lavede en mindre kopi til mig, og sørgede for at en ven bragte den til Danmark året efter.

En af dagene kørte vi ud til Gaston Kabores nye filmskole langt fra centrum, og Yacouba forærede ham en spændende figur, der forestillede nogle små mænd, der kæmpede med at hale en 35mm film ud af en kæmpe filmspole.

Jeg blev så begejstret for denne tunge bronzefigur, at Yacouba lavede en mindre kopi til mig, og sørgede for at en ven bragte den til Danmark året efter. Gaston Kabore var ved mit første besøg i Ouagadougou 1984 rektor for den UNESCO-støttede filmskole INAFEC, der desværre lukkede i 1987.

I 2009 var han formand for FESPACO-juryen. Da Mimi senere i sommeren 2009 rejste til Danmark for at besøge mig, tog hun adskillige af Yacoubas elegante dansende bronzefigurer med. Jeg beholdt en og solgte resten til en galleriejer i mit naboskab.

Yacouba får international succes og kommer til Røgen

Efter denne lille succes voksede hans berømmelse; han blev inviteret til at udstille i Paris, hvor han kunne sætte sine priser gevaldigt op, så han kunne leve af sin kunst, få råd til at gifte sig og få endnu et par børn.

Ved FESPACO 2011 sås vi ofte; jeg ydede ham meget kortvarige lån, så han kunne købe bronze og lave kopier af sine værker til rige amerikanere, der havde specialønsker, og han svigtede aldrig min tillid og vores venskab.

I sommeren 2016, da jeg var på rejse jorden rundt, modtog jeg en mail fra Yacouba, der var i Danmark. Han ville gerne møde mig, men jeg var i Iran; det var bare ærgerligt. Han fortalte mig så i marts 2017, hvordan han var blevet kontaktet af danskeren Claus Reiche fra Røgen i Jylland, der havde inviteret ham til at stå i spidsen for en workshop, for mere end 40 lokale borgere (heraf 12 børn), der gerne ville lære at lave cire-perdue-figurer.

Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis skrev om workshoppen, og bemærkede at Yacouba ikke bare brugte ler til at skabe kappen om de små figurer, men også blandede godt nulrede hestepærer i materialet for at forhindre leret i at tørre for hurtigt og derved revne.

De mange små bronzefigurerer, der blev skabt under workshoppen, er blevet stillet op som en del af et stort kunstværk ved Modus Vivendi-trappen i Præstegårdsskoven sammen med billedhuggeren Valdemar Hegndals to meter høje træfigur Ikaros.

Lokalaviserne bragte fotos af Yacouba i færd med at støbe og af de mange kvinder, der ivrigt nulrede hestepærer. Overskrift: Når Røgen-borgerne selv støber bronzefigurer. Yacouba var selv meget tilfreds med arrangementet. Han var blevet betalt godt for sine tre uger i Danmark og havde kunnet købe sig en ny og større motorcykel, således at han og konen let kunne transportere hele familien med tre børn rundt.

Han tager skam vores venskab alvorligt. På Kvindernes Internationale Kampdag d. 8. marts inviterede han mig på udendørs restaurant sammen med sin søde kone med en lille dreng på ryggen og to charmerende småskolepiger. Vi hyggede os i solen, drak masser af Fanta og tonics og spiste temlig mange lokale retter.

Jeg kan anbefale ristede kalvenyrer med stegte peberfrugter.  Jeg er meget glad for vores venskab og min lille burkinske kunstnerfamilie.

Illustrationer: Yacouba Touré og Karen Hammer.

Kategorier