
KUNST // ANMELDELSE – Gnist er titlen på Kunstforeningen GL STRANDs nyeste udstilling, der forsøger at finde sammenhænge mellem tre af Danmarks største malere, Asger Jorn, J.F. Willumsen og Olivia Holm-Møller. Det postuleres, at de havde mange ting til fælles: De var meget rejsende, de var egensindige, der gik deres egne veje, og deres malerier gnistrer af stærke farver. De kendte ikke hinanden og var sandsynligvis heller ikke inspireret af hinanden. Udstillingen demonstrerer deres tematiske lighedspunkter.
Olivia Holm-Møller (1875-1970) havde tidligere sit eget museum i Jylland, men i 2014 blev det lukket på grund af Holstebro Kommunes svage økonomi og et alt for lille besøgstal. Olivias og kollegaen Jens Nielsens billeder kom ned i Holstebro Museums kælder. Man kan undre sig over denne triste disposition, men glæde sig over, at GL STRANDs udstilling nu helt sikkert én gang for alle vil løfte Olivia Holm-Møller op på den platform, hvor hun hører hjemme.
I mere end 10 år koncentrerede hun sig om families ve og vel og malede kun om aftenen
Olivia Holm-Møller voksede op på Djursland. Hun studerede adskillige år på Kunstakademiets billedhuggerlinje, men tog aldrig afgangseksamen. Hun udstillede sine naturtro malerier og grafiske, bibelinspirerede træsnit ved mange små udstillinger sammen med et par veninder. Efter hendes svigerinde i 1915 døde i barselsseng, flyttede Holm-Møller tilbage til barndomshjemmet nær Grenå for at hellige sig sine to meget små nevøers opdragelse.
På udstillingen vises et par buster af de små drenge Karl og Knud, som vi også møder i det store velkomponerede maleri Læsende drenge fra 1926. I mere end 10 år koncentrerede hun sig om families ve og vel og malede kun om aftenen, før hun atter kunne rejse ud i verden.

Verden åbner sig
Fra sit atelier i København maler hun i 1930’erne voldsomt ekspressionistiske malerier med primærfarver. Man overvældes helt af de store kosmiske værker med roterende sole og sejlende planeter, som hun kalder Farve og Rytme. Flere af disse er anbragt i samme sal som J.F. Willumsens lyssprudlende mesterværk Naturskræk. Efter stormen (1916). Disse, hendes tidlige abstrakte malerier, er mindst lige så imponerende, men hun var ikke medlem af nogen kunstnersammenslutning og havde ikke de kontakter, der kunne have givet hende den anerkendelse, som hun fortjente. Maleren Ejler Bille priser dog i en anmeldelse fra Information i 1954 hendes udstilling på Den Frie: ”Går man rundt i udstillingen fra sal til sal, er det, vi oplever, et bål af rytme, farve og lys. Hun er en af vores store ekspressionister…”
Hun var ikke medlem af nogen kunstnersammenslutning og havde ikke de kontakter, der kunne have givet hende den anerkendelse, som hun fortjente
Endvidere er hun ofte på rejse; hun udviklede sig til globetrotter, der sugede inspiration fra fjerne folkeslag, hvilket demonstreres i det store naivistiske maleri Mexicanske guder og symboler, et maleri der passer lige ind i nutidens debat om hvide maleres afbildning af primitive kulturer og de danske museers håndtering af disse. Anden verdenskrig satte en stopper for hendes heftige rejseaktivitet, der op gennem 30’erne havde ført hende til England, Frankrig, Italien, Grækenland, Spanien og Tyrkiet. Hun modtog Tagea Brandts Rejselegat og fortsatte efter krigen sammen med Jens Nielsen (1891-1978) til Afrika, Mexico, Indien og Kina, for at opsøge mennesker, hvis levevis endnu ikke var præget af den vestlige verden.
I 1947 er hun med Jens Nielsen i Mexico for at studere værker af maleren José Clemente Orozco, der i sin tid var lige så anerkendt som Diego Rivera og som denne havde adskillige store opgaver i USA f.eks. det kæmpelange værk Epic of American Civilization (1932-34). I Afrika besøger hun Tunesien, Algeriet og Marokko i slutningen af 40’erne. Hun tegner skitser og maler billederne ved hjemkomsten. På udstillingen kan vi se adskillige spændende folkelivsmalerier derfra.

I begyndelsen af 50’erne er hun i det nuværende Tanzania og maler flere værker med Kilimanjaro, som i udstillingen sammenlignes med Willumsens europæiske bjergbilleder, som de absolut intet har med at gøre. Det, de tre malere tematisk har fælles, er, at de rejser ud, og med hver deres temperament skildrer de følelsesmæssige indtryk, disse rejser giver dem. At sammenligne Olivia Holm Møllers rejsebilleder med Asger Jorns er endnu længere ude, omend de har glæden ved stærke farver til fælles.
Olivia fascinerer
GL STRANDs udstilling er flot. Der er mange meget gode malerier fra tre lige store malere, der levede og arbejdede i det samme århundrede. Men det er Olivia Holm-Møllers udstilling med mange spændende billeder fra et meget langt arbejds- og rejseliv, hvor hun var fattig, der fascinerer. Først da hun var over 70 år, fik hun en acceptabel økonomi og kunne tillade sig 1956 at købe et hus i Rungsted, selvom hun endnu ikke helt var brudt igennem.
Det sker, at hun koloristisk går over gevind, men endnu oftere at hun på sin egen hårde og ubestikkelige måde rammer i pletten
I 1952 skriver man i Politiken efter en udstilling i Kunstforeningen, at hun er ”en stor kunstnerinde, som mærkeligt nok aldrig er blevet værdsat efter fortjeneste. Formodentlig skyldes det, at hendes sprog skurrer mod, hvad der på bjerget er vedtaget som ’god tone’. Maler i samme betydning som Weie og Giersing er hun jo ikke. Hun søger gerne disharmonierne; hun har mod til at være banal, og hun udtrykker sig i symboler. Det sker, at hun koloristisk går over gevind, men endnu oftere at hun på sin egen hårde og ubestikkelige måde rammer i pletten”.

Jeg er rigtig glad for mange af Olivia Holm-Møllers tidlige værker som Bananpige, Morgen, Mod lyset og det underlige, meget lyserøde maleri Bygning med Palmer i baggrunden, Marokko og Vejen til Toledo (1936). Og jeg er fanatisk begejstret for alle de abstrakte Farve og Rytme-værker Willumsens bjergbillede Mont Blanc i aftensol (1920) er meget smukt, mens hans langt mere berømte grøn/gule familie-og landskabsmalerier er slemme (synes jeg). Asger Jorn er fantastisk, men jeg ser ikke, at hans værker bidrager til nogen tematisk sammenligning med de to andre kunstnere.
Udstillingen byder også på tre kortfilm. I må endelig se Per Ulrichs Portræt fra 1966, hvor den ældgamle dame på 88 år klogt og humoristisk fortæller om sit arbejde med træsnit over Jonas’ problemer med gud og om sit store vilde maleri med varulv, havfruer, helhest og enhjørning, Musikalsk komposition, som hun i 1940 lavede til Aarhus Katedralskole.
Hun døde på sin fødselsdag, 3. november 1970 i Rungsted.
Udstillingen kører til den 31. oktober 2021.
LÆS ALLE KAREN HAMMERS ANMELDELSER HER.
Fotos: GL STRAND/PR.
Topfoto: Udsnit af Olivia Holm-Møller, ‘Komposition med Sol’, U. År. Privateje.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her