DAGENS POV – Menneskets iboende forhåbningsfuldhed er et ligeså dybt lagret instinkt som hjerteslaget, og går hånd i hånd med den nysgerrighed og tilpasningsevne. Vi kan simpelthen næsten ikke lade være med at håbe på det bedste, og selv i totalt mørke, spejder vi, vores øjne og bevidsthed uafladeligt efter lys. Det er tid til at vågne op. Udfordringerne er reelt større end vi og vores fantastiske forestillingsevne rent faktisk kan være med til.
Det føles som om året lige er startet. Og alligevel er vi en tredjedel igennem det. Allerede. Sneen står stadig over urt og busk, i hvertfald i vores mentale vinterland, som ikke er helt så hurtigt til at ise af og få forårsknopper, som verden omkring os.
Og lige nu eksploderer foråret i blomstring omkring os, det er påske – også allerede, selv om påske falder sent i år. Om lidt er det maj og, du søde milde, så pinse og Folkemødet og sommerferie og Roskilde Festival og sommer og sommer og sommer, før det lige pludselig igen er tid til at sætte havestolene ind og stille urene, og vi igen skal til at gå i mentalt hi, for at skåne håbet om lysere tider, indtil vi har sovet tre gange, og det er blevet 2020, og vi igen kan pakke vores lyse sind ud og tage den farvestrålende og livsnydende sommerkåbe på. For vi håber altid på lysere tider. Uanset, hvor mørkt det er og uanset vejrudsigt, klima og konjunkturer (indvandring).
Denne iboende forhåbningsfuldhed er et ligeså dybt lagret instinkt som hjerteslaget, og går hånd i hånd med den menneskelige nysgerrighed og tilpasningsevne. Vi kan simpelthen næsten ikke lade være med at håbe på det bedste, og selv i totalt mørke, spejder vi, vores øjne og bevidsthed uafladeligt efter lys.
Og finder vi ikke noget lys, laver vi det selv, først som vision og siden som materialiseret vision – det opfundne lys. Denne indbyggede optimisme, som er en af vores store fødselsgaver, er imidlertid mindst ligeså skræmmende som den er smuk. For den står ikke alene på vores indre scene. Overfor står feudalsamfundets autoritetstro og defaitisme, rationel materialisme og en særlig dansk kulturkristen ateisme, hvor vi ikke rigtigt tror, med mindre vi pludseligt får brug for det.
Tech-mogulerne har godt fat om verdensbefolkningens frikadellesjæl og spiller behændigt på den menneskelige naturs klaviatur, mens vi danser bevidstløst ud af Insta- eller Facebookstrømmens uendelige pirring af vores nysgerrighed og frygt for at gå glip af noget, og gradvist vænner os til at livet altså leves med en skærm som nødvendig interface
Ikke desto mindre behøver man ikke være den helt store profet for mageligt at kunne konstatere, at menneskeheden står overfor udfordringer, som på alle måder er større end de nogensinde har været før, og endda – i noget der ligner det splitsekund, hvor AI begynder at virke for alvor – faktisk helt reelt større end vi og vores fantastiske forestillingsevne rent faktisk kan være med til. Og så er der klimaet, og kønnet, og kapitalismen. Der er overvågningssamfundet og det pengeløse, socialt kontrollerede nyfeudale firmavælde på den ene vægtskål og undergang på den anden.
Imens er det eneste, vi kan samles om, at være uenige, godt hjulpet på vej af netop de to stænder vi tror aller aller mindst på: Journalister og politikere. I den ene uge er det Githa-gate, hvor den politisk-korrekte middelklasse møder en befriende ærlig kreativ overklasse, i den næste uge Gymnasie-gate, hvor en skrøbelig minister forfærdes over mødet med buh’ende gymnasieelever, og i denne uge Paludan-gate, hvor en enkelt mand og en bog igen har delt danskerne og husket os på, at det er livsfarligt at krænke islams symboler, også som bydel.
For nogle vil polariseringen være livgivende og stimulerende. Som et godt gadeslagsmål eller en hårdt tiltrængt regn over et tilstøvet landskab. For andre vil den opleves stressende og unødvendig. Uanset flytter disse lokale konflikter og skærmydsler vores blik og opmærksomhed væk fra andre forhold og emner, som måske kunne have nydt ekstra godt af vores kumulerede opmærksomhed.
Det er i det hele taget vores tid og opmærksomhed, som er vores allerdyrebareste gaver, og som vi ødsler væk på altre, som ikke tjener hverken os eller vores guder. Tech-mogulerne har godt fat om verdensbefolkningens frikadellesjæl og spiller behændigt på den menneskelige naturs klaviatur, mens vi danser bevidstløst ud af Insta- eller Facebookstrømmens uendelige pirring af vores nysgerrighed og frygt for at gå glip af noget og gradvist vænner os til, at livet altså leves med en skærm som nødvendig interface.
Og det er muligt, det bliver sådan. At den chipning, som er ved at vokse sig stor i plagede Sverige og stakkels England, bliver en tommelfingerregel, og at vi ligeså kan erkende simulakraets spirende hyperrealitet for det, den er: En ny, privatejet, superafhængighedsskabende totaloplevelse af virkeligheden.
Indtil da er det mindste vi kan gøre at holde håb og humør oppe. Et godt sted at gøre det er omkring påskefrokosten, offline, i gode venners og familiens lag. Optur og oprør begynder her.
God påske.
Foto: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
