mm

Lærke Reddersen

Lærke Reddersen (født 5.6.1957), uddannet sceneinstruktør fra Dramatiska Instituttet, Stockholm, arbejdet som sceneinstruktør i Norge, Sverige og Danmark, arbejdet som underviser på diverse elevskoler, ansat som dramaturg og forlægger på flere teaterforlag, oversætter, production manager i Tivoli, dramaturg på diverse teatre i Norden. Initiativtager til #MeToo-Reading på Edison i december 2017.
Foto: Bjarne Stæhr.

Se alle skribentens artikler

Vi ved, hvem I er!

KOMMENTAR –  I november 2017 åbnede sceneinstruktør Lærke Reddersen og skuespiller Dorte Rømer Facebook-siden #MeToo – #StopStilheden og taggede alle deres reelle og virtuelle kvindelige venner fra film-, tv- og teaterbranchen. De to kvinder ville indsamle historier om overgreb, alt fra sexistiske bemærkninger til fysiske overgreb. Efterfølgende blev de mange indsendte vidnesbyrd redigeret og anonymiseret til en ”reading” på Betty Nansen Teatrets Edison-scene i København. Lærke Reddersen fortæller om forløbet.

Jeg havde kontaktet Dorte Rømer, som jeg kun kendte perifert, men nok til at vide, at hun selv har været udsat for seksuelle overgreb af en sådan karakter, at det påvirker hendes arbejde i dag. Selv har jeg aldrig været udsat for fysiske overgreb, men som godt voksen kvinde i teaterbranchen nok været udsat for det meste af al anden slags chikane. Fra mænd. I branchen. Og udenfor. Og på nettet. Jeg har et godt øje til mænd, der hader kvinder.

Først gik det trægt med at få historierne ind. Man kan ikke kalde vores Facebook-gruppe et tilløbsstykke fra starten. Vore svenske kolleger var i fuld gang med at planlægge deres reading på Södra Teatern, og jeg fulgte med på sidelinjen gennem gode svenske venner og kolleger.

Historierne begyndte at strømme ind. På Facebook men i endnu højere grad – anonymt – på vores private mailadresser. De værste historier kom på mail, ligesom dem med mændenes navne også gjorde

Men så begyndte historierne hos os at strømme ind. På Facebook men i endnu højere grad – anonymt – på vores private mailadresser.

De værste historier kom på mail, ligesom dem med mændenes navne også gjorde. Flere kvinder havde ikke gjort sig umage for at anonymisere deres vidnesbyrd, andre troede måske de havde skjult mandens identitet, men dansk film- og teaterverden er lille, så blot titlen på en film eller en forestilling, kan være med til at afsløre det meste.

Modstand og momentum

Vi kontaktede Vibeke Windeløv, der er chef på Betty Nansen Teatret og fik straks tilsagn om at kunne låne en scene hos hende – vederlagsfrit. Aftalen faldt på Edison Teatret i december måned. Vi var enige om at det var vigtigt at udnytte momentum.

Jeg kontaktede danske skuespillerinder, som har netop den evne, der skal til i en reading: at ikke selv stå i vejen for teksten! At kunne træde tilbage med sig selv og sin egen personlighed, for at give plads til teksten, til historien. Vi fik overraskende mange afslag! Fra kendte kvindelige skuespillere. Ville de ikke forbindes med denne ‘sag’? Eller var kalenderen bare fuldsat lige her op mod jul?

Selvom opgaven og målet var tydeligt formueret i Facebook-gruppens allerførste opslag: samle historier for at arrangere en reading på et teater i København, så skortede det ikke på forslag til, hvad vi også kunne/burde/skulle gøre:

Lave readingen på Hovedbanen, på Rådhuspladsen, lave readings på mange teatre samtidigt over hele landet, udgive manuskriptet i bogform, lave et manifest, som alle kan enes om, skabe arbejdsgrupper, så mange føler sig delagtige og forpligtede, sørge for, at folk ikke føler sig svigtet, når de ikke har indflydelse på manuskriptet, sørge for at ingen udadtil får noget at vide om vores interne stridigheder (flere medlemmer af gruppen er på dette tidspunkt betydelig mere optagede af, om de interne stridigheder når ud til pressen, end om navnene på de overgrebne kvinder kommer ud), sørge for, at vi ikke kritiserer alle mænd, sørge for at der bliver etableret en pressegruppe, for vi har jo alt for meget at se til (skrevet fem (5!) dage før readingen), sørge for offentligt at stille til skue, at Ligestillingsministeren har meldt afbud, sørge for offentligt at stille til skue at Ligestillingsministeren kommer, vi skal ændre gruppens navn, helst hver dag, vi skal ændre gruppens titel, så ordet ‘tv’ ikke indgår, vi skal acceptere, at det ikke er vores projekt, men alles, vi skal sørge for, at alle får adgang til manuskriptet før readingen og helst til godkendelse og underskrift af alle, vi skal gøre som svenskerne, vi skal gøre som amerikanerne, vi skal gøre som nordmændene, vi skal gøre rede for, hvad de 50 kr. i entréindtægter pr. solgt billet skal bruges til (de fleste tilstedeværende var inviteret gratis!), vi skal råde folk om, hvorvidt de selv skal gå til deres overgriber og fortælle, at de nu har fortalt deres historie til andre, vi skal uddelegere noget af vores arbejde og nogle af arbejdsområderne, så der bliver større gennemsigtighed og fællesskabsfølelse, vi skal sørge for, at der kommer en stor artikel i en stor landsdækkende avis med os som gruppe som afsender inden readingen, vi skal sørge for, at alle historierne bliver trykt i en avis inden readingen – og i øvrigt burde vi også beskæftige os med kvinders overgreb på mænd.

Til trods for al den modstand voksede Facebook-gruppen til 1684 medlemmer på en måned. Det skyldtes i meget høj grad, at en række kvinder ikke følte sig repræsenteret af det opråb, jeg havde skrevet til pressen i anledning af readingen. Og da denne gruppe ønskede mange underskrivere til deres manifest, satte de deres netværk i gang – og masser af kvinder kom ind i gruppen den sidste uge inden readingen. Og de fik vist nok mange underskrifter.

Her er masser af historier om naboen eller manden i opgangen, forældrenes ven, de jævnaldrende drenge, fætrene, blotterne, lærerne, storebrødrenes venner, venindens kæreste og egen kæreste – men de fleste handler om de voksne mænd. De fremmede voksne mænd.Det hele blev bearbejdet til 100 historier, hvor jeg ikke har ændret ét eneste ord. Kun skåret væk. Ind til benet

Der blev udtrykt ønske om at bidrage til vores arbejde, men når vi bad om hjælp til at skaffe 5 mikrofoner på stativ, et gulvtæppe på 10 x 8 meter, 5 barstole, spons på drikkevarer, hjælp i døren, hjælp til klargøring af scenen, samt rengøring bagefter – så var der ingen, der meldte sig. Slet ingen.

Efterhånden flød historierne imidlertid alligevel ind. Ca. 500 historier fra kvinder i mange fagområder indenfor film, tv og teater. Det indsamlede materiale ville tilsammen tage et sted mellem fem og seks timer at læse op. Blot hele afsnittet, der handlede om barndomsoplevelser, ville tage halvanden time at læse op. Her er masser af historier om naboen eller manden i opgangen, forældrenes ven, de jævnaldrende drenge, fætrene, blotterne, lærerne, storebrødrenes venner, venindens kæreste og egen kæreste – men de fleste handler om de voksne mænd. De fremmede voksne mænd.

Det hele blev bearbejdet til 100 historier, hvor jeg ikke har ændret ét eneste ord. Kun skåret væk. Ind til benet, alt overflødigt er skåret væk og måske er der flyttet om på en ordstilling. Alle kvindernes navne er væk, alle mændenes navne er væk. Men vi ved, at flere navne går igen flere gange. Alle stednavne, der kan sætte folk på sporet, er væk. Men alligevel er vidnesbyrdene fyldt med informationer, som vi kan blive klogere af.

Hvem er de?

Billedet er tydeligt: alle overgreb bliver begået af mænd, der er placeret over kvinderne i det arbejdsmæssige hierarki. De fleste overgreb bliver begået at teaterchefer og teater- og filminstruktører, derefter kommer de mandlige skuespillerkolleger, lærere på skolerne, teknikere og derefter en ‘lederkategori’, der indeholder producenter, rektorer, produktionsledere, fotografer, mv.

Navnene er i nogle tilfælde os bekendt, i andre ikke. Men det drejer sig i helt overvejende grad om mænd, der fortsat besidder deres lederjobs eller er udøvende skuespillere i vores brancher.

Det drejer sig naturligvis ikke om alle mænd – #notallmen – men desværre er der kendte navne, der går igen flere gange. Og de sidder der endnu, på deres pladser i hierarkiet.

Hvad gør de?

Ja, hvad gør de? Er det, som flere hvidaldrende mænd siger, ‘bare et klap i røven for 25 år siden?’

Nej, dem er der ingen af, klappene. Slet, slet ikke, faktisk. Men der er alt fra replikker om kvindernes udseende til voldtægter. Alt fra flabetheder til at mændene får applaus for at sige lige netop det, en kvinde sagde for fem minutter siden under trusler om at få ødelagt sin karriere. Og hele udtrækket af variationer over samme tema der i mellem.

Ve dig, hvis du ikke falder i fars smag, er for fuckable – eller ikke fuckable nok, så er du også ude. Helt ude. Men hvis du går i seng med instruktøren, så vupti bliver du en bedre skuespiller – for så bliver jeres samarbejde bare endnu bedre

Kvinderne får kommentarer om deres udseende hele tiden. For små bryster, for store bryster og brysterne er det tydeligvis meget vanskeligt at lade være med at røre – ‘bab-bab’ på brysterne. Numsen, hårfarven, udseendet, proportionerne, en hvilken som helst del af kroppen bliver kommenteret, når man er kvinde. Så skal man være anorektisk, ligne Noomi Rapace eller tabe sig adskillige kilo, for at kunne få rollen. Eller hen over middagen på restauranten, hvor ens udseende bliver kommenteret overfor en fremmed samarbejdspartner, mens man sidder og hører på det.

Man er sin krop. Man er sin krops værdi i mandens øjne. Og ve én, hvis man ikke har begreb om at klæde sig efter hans smag, så falder fars hammer. Og ve dig, hvis du ikke falder i fars smag, er for fuckable – eller ikke fuckable nok, så er du også ude. Helt ude. Men hvis du går i seng med instruktøren, så vupti bliver du en bedre skuespiller – for så bliver jeres samarbejde bare endnu bedre. Hvordan gik det dog til? Hun skal gøre det for Kunstens Skyld. Den Store Kunst.

Kommentaren fra to hvidaldrende mænd om, at den unge kvinde ikke bør gifte sig med sin kæreste, for så bliver hun ‘mindre interessant’, burde hun jo have fortalt til deres koner? Nej, hun skal slet, slet ikke fortælle chefen, at hun har en kæreste – han vil ikke vide det. ‘Han har en pik, det må han ik’’.

Frit slag

Udover at kommentere kvindernes kroppe, så er der frit slag, når det gælder at røre ved den. Ud over ‘bab-bab’ på brysterne, så masseres der uopfordret, generøst fordelt over flere kropsdele; der masseres balder og hænder stikkes ned i trusser – op under kjoler, ned i tøjets udskæringer, og replikken ‘jeg skal have den her’ sidder prentet i kvinden, der blev taget i skridtet samtidig. Der gives instruktioner med hans arm rundt om hendes liv, helt oppe under armen, så han rører ved hendes bryst – men ‘han er jo bare så pigeglad’, siger casteren.

Og så kysser de. De kysser lidt over det hele. Selvfølgelig mest på munden, men også i ørerne. Snurrende tunger langt ind i ørerne. Der er rigtig mange kvindeører, der åbenbart trænger til kys. Og slik. Af mænd. Også selvom de ved, at man har kæreste eller er lesbisk – det betyder tilsyneladende ingen som helst ting.  Så er det fordi de ikke har prøvet fars pik.

Og der bliver slikket i hele ansigtet og hvis man selv lader som om, man gerne vil slikke chefens pik, så kan man være ret sikker på at få job – det siger man i hvert fald … Selv når han går rundt på filmoptagelsen med stiv pik, vil han ikke afvises. Lad være med det. Så bliver Kunsten dårlig. Den Store Kunst

Og hvis man er heldig, kan man få lov at slikke tandpasta af en teaterchefs finger. Men takker man nej, må man være indstillet på, at ens mand bliver hånet. Og der bliver slikket i hele ansigtet og hvis man selv lader som om, man gerne vil slikke chefens pik, så kan man være ret sikker på at få job – det siger man i hvert fald. Og der stikkes tunger i munde og halse. Eller han lægger sig på sofaen, når I holder møde og stopper hånden i bukserne og onanerer. Men det sker vistnok kun, når mødet er med en kvinde. For kunstens skyld. Den store – Kunst.

Instruktørerne sender kvinderne afsted efter kaffe, ting i byen, beskeder rundt i huset, en bog han har glemt derhjemme eller beder hende tørre op på gulvet, når han har spildt noget, griner hånligt af hendes ‘håbløse’ indfald – og han sender hende også ind foran kameraet i ekstra 15 – 20 takes, hvis hun afviser ham. Han vil ikke afvises. Selv når han går rundt på filmoptagelsen med stiv pik, vil han ikke afvises. Lad være med det. Så bliver Kunsten dårlig. Den Store Kunst.

Den Store Kunst kan godt kræve, at et manuskript bliver ændret undervejs. Men som kvinde skal man ikke være sikker på at få besked om den slags. Selvom der pludselig er blevet tilskrevet en sexscene i manuskriptet, som hun intet ved om og som kræver nøgenhed og simuleret samleje.

Hvorfor vidste den mandlige skuespiller besked om det? Eller var det ham, der havde foreslået eller bedt om det? Og hvorfor stopper instruktøren ham ikke, når han går langt længere i sine seksuelle udfoldelser, end der var aftalt? Var det også for Den Store Kunsts skyld? Og hvorfor hiver instruktøren den kvindelige skuespiller ned på skødet, når hun skal have noter – det gør han ikke med de mandlige skuespillere? Men de står selvfølgelig heller ikke deroppe på piedestalen og er med til at holde hans begær i live – for Kunstens skyld. Den Store Kunst.

Du er alene

Kollegerne kommer ikke én til undsætning, selv om forulempelserne foregår ret fremfor øjnene af alle – cheferne inklusive. Og cheferne bakker heller ikke op – eller går i rette med den, der forulemper. At kommentere enhver kvindes krop, er tydeligvis enhver mands ret. Ellers ville en chef vel stoppe den slags? Og den mandlige skuespiller med det udtalte kvindehad, bliver heller ikke stoppet. Ej heller den mandlige stjerneskuespiller, der i vrede kaster en rekvisit efter en kvindelig rekvisitør. Teaterchefen er tilstede. Han er der for at sikre Den Store Kunst. For Kunstens Skyld.

Og så er der alle sms’erne. ‘Kom op på mit hotelværelse nu.’ ‘Skal vi hygge’. ‘Jeg vil møde dig nu’. ‘Jeg vil gå hjem og onanere til tanker om dig’. ‘Skal du have smæk?’. ’Jeg vil tænke på dig i aften, når jeg knalder min kone’ … Du kan godt risikere at blive bedt om at skrive under på, at du vil slette alle sms’er og mails fra ham, men lad være med det. Gem dem. Du kan få brug for dem

Og så er der alle sms’erne. ‘Kom op på mit hotelværelse nu.’ ‘Skal vi hygge’. ‘Jeg vil møde dig nu’. ‘Jeg vil gå hjem og onanere til tanker om dig’. ‘Skal du have smæk?’. ’Jeg vil tænke på dig i aften, når jeg knalder min kone’. Er det mon bare mig, han sender dem til? Filminstruktøren, midt om natten, tidligt om morgenen. Eller teaterchefen i inbox på Facebook, der inviterer i sommerhuset! ‘Du ved, bade, grille, snakke, hjem i morgen’! Der mangler vist bare ordet ‘bolle’ i den sætning? Du kan godt risikere at blive bedt om at skrive under på, at du vil slette alle sms’er og mails fra ham, men lad være med det. Gem dem. Du kan få brug for dem.

Og så inviterer han. På frokost. På middag. I sommerhuset. Ud at rejse. Og i disse sammenhænge diskuteres hendes løn. Som ikke er så høj som hendes mandlige kollegas. Langtfra. Og det er for Kunstens Skyld. Den Store Kunst.

Og lad være at blive gravid. Ingen kan bruge en gravid skuespiller og i vores branche er man gravid i mindst 5 år. Hvis du får børn, kan du ikke også få en karriere – sådan er det bare! Og når du er fyldt 35 er du ude, fordi du ikke længere kan spille ungpigeroller og dem er der flest af. Allerflest – i Den Store Kunst. Men pas på! Den Store chef kan finde på, at rive din kontrakt i stykker, hvis du bliver gravid, for du er jo gået bag om ryggen på ham. Mon du har svigtet ham? Den Store Chef kan jo også bare sige, at du aldrig, aldrig mere får lov at sætte dine små fødder på hans store scene – og lave Den Store Kunst! For Kunstens Skyld.

Det pirrer så dejligt alt sammen

Hvis man ikke svarer igen i samme seksualiserende tone, som han skriver i, så kan man godt risikere, at han bliver sur. Og aggressiv. Og han kan begynde at beskylde én for alt muligt: At man aldrig kan blive en stor kunstner, når man er så bornert; at hvis man ikke gør som han siger, får man aldrig en stor karriere – og man kommer i hvert fald slet ikke med i den store internationale produktion han har planer om! Bare så man ved det. Og man er sippet, snerpet, pinagtigt følsom og for dum, når man altså ikke bliver rost af sine chefer for sin påklædning, sin røv og sin what-so-ever-feature, der ikke har med noget som helst andet at gøre, end at booste hans ego.

Og vi må huske, at vi skal være åbne og ikke hæmmede. At vi skal slappe af og ikke være sådan en 12-talspige, men være åben for erotik, for det vil gøre os alle til bedre skuespillere … og du kan vel nok tåle lidt værkstedshumor og vores dejlige løsslupne, danske humor? Men, hvis ikke, så har de et middel, mændene: så lægger de sig ovenpå én og laver bollebevægelser – for dét må vi da synes er pissesjovt?

Og hvis man så ikke endnu er så god som skuespiller og han er nødt til at hjælpe én i arbejdet, så må man være forberedt på lidt af hvert. Han kan finde på at: tage kvælertag, bede dig danse lapdance, bede dig om at fortælle om dit sexliv, bede dig om at tage mere og mere tøj af. Og vi skal danse nøgne. For Kunstens skyld. Husk, at den bliver bedre, Kunsten, når vi overskrider grænser.

Og vi må huske, at vi skal være åbne og ikke hæmmede. At vi skal slappe af og ikke være sådan en 12-talspige, men være åben for erotik, for det vil gøre os alle til bedre skuespillere. Og vi skal tale om vores sexliv, fortælle åbent om det. Og vi skal være mere sexede, mere forførende, vi skal lyne lynlåsen ned og vi skal vise, at vi vil kneppe ham. For Kunstens skyld – den store Kunst.

Er du som kvinde lidt uptight, så er det fordi du trænger til at blive knaldet af en mand – ingen tvivl om det, andet kan det vel ikke handle om? Og du kan vel nok tåle lidt værkstedshumor og vores dejlige løsslupne, danske humor? Men, hvis ikke, så har de et middel, mændene: så lægger de sig ovenpå én og laver bollebevægelser – for dét må vi da synes er pissesjovt?

Og hvis ikke vi synes det er sjovt, så kommer han og lægger pikken på bordet – gerne hver aften. Slam! For det er sjovt! Og der er åbenbart rigtig mange kvinder, der skal ligges på i dansk teater- og filmarbejde. Rigtig, rigtig mange – for Kunstens skyld. Den store Kunst. Og det gør slet ikke noget, at hans kone er i nærheden og måske hører og mærker hans tilnærmelser til dig – tværtimod! Det pirrer så dejligt alt sammen.

Nedgørelsen

Men det hele handler jo ikke om sex. Nogle gange handler det bare om nedladenhed og degradering. Og nogle gange er Den Store Kunstner, ham med Retten, nødt til at skælde ud. Dig alene, eller kvinder i flok. Hvis der er noget, der ikke passer ham, kan han få brug for at overfuse kvinder verbalt, helst i alles påhør.

Og det kan blive så voldsomt, at man kan blive bange for, at det bliver fysisk. Eller man bliver trængt op i en krog uden mulighed for at komme væk og man kan blive råbt ad, af al kraft lige ind i hovedet, selvom man er stor, stærk, køn og intelligent. Eller man kan blive råbt ad, mens publikum hører det. Det gør ingen forskel. Hvad gør forskel? Måske at han afslutter sit raserianfald med at kysse dig på kinden?

Og også selvom du hører, at teatrets chef siger til en anden ‘stor’ teatermand, at du ‘da vist trænger til noget pik og bare så meget skulle kneppes’, så skal du ikke afvise ham. Husk, at han kan blive ked af det … lad ham for Guds skyld ikke føle sig afvist. Det er noget af det værste, der kan ske. Når han nu tydeligt fortæller dig, at han skal sidde i juryen, der tager elever ind på Teaterskolen

Men lad ham for Guds skyld ikke føle sig afvist. Det er noget af det værste, der kan ske. Når han nu tydeligt fortæller dig, at han skal sidde i juryen, der tager elever ind på Teaterskolen, og at du ingen vegne kommer med at sige ‘nej’, så må du nok hellere komme i gang med at danse med ham.

Og selvom han er dobbelt så gammel som dig, og du skal arbejde skulder ved skulder sammen med ham i lang tid, så må du ikke afvise ham. Også selvom du ved, at mange af dine kvindelige kolleger også har oplevet tilbud om en tur på prolongationssofaen. Og også selvom du hører, at teatrets chef siger til en anden ‘stor’ teatermand, at du ‘da vist trænger til noget pik og bare så meget skulle kneppes’, så skal du ikke afvise ham. Husk, at han kan blive ked af det.

Du er nødt til at gå med på, at tale om dine seksuelle præferencer, mens I afvikler forestilling sammen, ellers bliver han sur eller måske sker der en fejl? Og hvis skyld er det så? Så skal der holdes møde, med nedrullede persienner, låste døre, kun jer to og han føler sig ked af det, meget, meget ked af det. Eller han taler dårligt om dig – på produktionsmødet og til de andre teaterchefer.

Eller han kalder dig aseksuel, kropsforskrækket og snerpet, hvis du ikke spiller med i hans seksuelle spil. Og lad være med at fortælle, hvis du får en kæreste. For så får du en sms med denne besked: “Han har en pik, det må han ik’!” Men hvis du ‘spiller’, at I har et fantastisk samarbejde, så han kan lide dig, kan I sammen skabe Den Store Kunst. Gør det for Kunstens Skyld.

Men ingen gør noget. Universitetsledelsen gør ikke noget, rektor gør ikke noget. Teaterchefen gør ikke noget. Teaterinstruktøren gør ikke noget. Filminstruktøren gør ikke noget. Filmproducenten gør ikke noget. Kollegaen gør ikke noget. Ingen gør noget.

Ingen føler trang til at bede ham holde op. For ‘sådan er han jo!’. Og så må det jo være en ret mænd synes, de har over kvinder? Men

VI VED, HVEM I ER!

Hovedfoto: #StopStilheden.

Kategorier