Teater er ikke det værste vi har

af

Prøv at gå i teatret. Prøv at høre publikums tale blive til en summen, der forstummer i det øjeblik, lyset sænkes, og tæppet går. For hvis stykket er fængende, glemmer man alt. Teater giver ro til fordybelse og oplevelser. Og hvis man er rigtig heldig, kan man få følelsen af et midlertidigt fællesskab med skuespillerne og resten af publikum, skriver Ole Blegvad i sin anmeldelse af tre københavnske teatres december-satsninger.

I en tid, hvor mange får deres kulturelle input fra amerikanske streamingtjenester som Netflix og HBO, er det ganske rart at tage i teatret. Sidde i teaterrummet, høre folks tale blive til en summen, der forstummer i det øjeblik, lyset sænkes, og tæppet går. Skuespillerne overtager folks opmærksomhed. Det lyder helt gammeldags, men det er faktisk dejligt.

Hvis teaterstykket samtidig er vedkommende, underholdende og giver mulighed for refleksion, kan sådan en teateraften ende med at være givende. Og hvis stykket er fængende, glemmer man alt. Teater giver ro til fordybelse og oplevelser. Og hvis man er rigtig heldig, kan man få følelsen af et midlertidigt fællesskab med skuespillerne og resten af publikum. De midlertidige fælleskaber, øjeblikke, som forfatteren Tage Skou-Hansen skrev om.

Fra bog til teater

I den forløbne uges tid har tre af de store københavnske teatre haft premiere på deres december-satsninger. Betty Nansen Teatret spiller Livlægens Besøg af P. O. Enquist, Nørrebro Teater har en teaterudgave af Benny Andersens Svantes Lykkelige dag på plakaten, og endelig kan man på Det Kongelige Teater se teaterkoncerten Højskolesangbogen.

Pudsigt nok har ingen af teatercheferne valgt at bruge december til at lave en juleforestilling. Til gengæld er der andre fællestræk ved de tre forestillinger. Alle tre har danskhed højt placeret på emnelisten. Livslægens Besøg, der handler om oplysningstiden i 1700-tallet. Svantes Lykkelige Dag fra 1973 om dilemmaet mellem at ville redde verden og leve det banale liv. Og endelig Højskolesangbogen, der er en teaterkoncert med 36 af Højskolesangbogens 572 nye og gamle sange.

Det andet fælles ben for de tre forestillinger er, at alle tre har en (sang)bog som forlæg: Tre bøger, som i udgangspunktet ikke var tænkt som teater.

Pudsigt nok har ingen af teatercheferne valgt at bruge december til at lave en juleforestilling. Til gengæld er der andre fællestræk ved de tre forestillinger. Alle tre har danskhed højt placeret på emnelisten.

Dramatiseringerne komplicerer og sætter forventningspresset yderligere op, idet alle tre forestillinger er baseret på værker, der i forvejen har været kæmpesucceser udenfor bogens verden.

Livlægens Besøg var forlæg til Nikolaj Arcels Oscar-vindende film En Kongelig Affære fra 2012. Svantes Lykkelige Dag er med Benny Andersens musik til egne tekster og Povl Dissing blevet en dansk evergreen. LP’en og kassettebåndet, som det hed, da Svantes Viser udkom, overskygger helt den lille bog, som danner grundlaget for både sangene og teaterstykket. Svantes Lykkelige Dag med omkvædet ”Livet er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar” er så stor en del af danskernes DNA, at sangen er blandt de 36 sange, som Det Kongelige Teater har valgt til forestillingen Højskolesangbogen.

Sangene fra Højskolesangbogen er en slags greatest hits fra den danske sangskat. Fra salmer til drukviser. Fra Grundtvig til Shu-bi-dua. Fra morgensange til julesange. Fra kærlighed til frihed. Det er sange, som de fleste danskere har et kendskab til. I teaterforestillingen er der desuden sange med, som har været meget populære, fordi de har været spillet i radioen.

Lise Baastrup og Anders W. Berthelsen i "Svantes Lykkelige Dag" på Nørrebro Teater. Pressfoto Nørrebro Teater.
Lise Baastrup og Anders W. Berthelsen i Svantes Lykkelige Dag på Nørrebro Teater. Pressefoto: Nørrebro Teater.

Hylende morsom og vedkommende Svante

Når man som jeg er vokset op i 1970’erne og har gået i gymnasiet i begyndelsen af 1980’erne, kommer man ikke udenom Svantes Viser. Sangene med Benny Andersens musik og Povl Dissings skæve stemme er lyden af barndom. Transistorradioen på terrassen spillede Giro 413, mens jeg prøvede at lave Cruyff-driblinger på græsplænen. I gymnasiet læste og analyserede vi Benny Andersens lille bog om Svante på 97 sider.

På sin vis har de tre teaterchefer ikke gjort tingene lettere for sig selv. De vil gerne lokke folk i teatret med afsæt i publikums kendskab til værkerne. Det gør gengæld, at man som publikum vil være tilbøjelig til at sammenligne, og dermed opstår risikoen for, at man skuffes, eller ikke synes, at forestillingen lever op til forventningerne.

Svantes Lykkelige Dag på Nørrebro Teater flytter min hukommelse fra barndom og ungdom til voksenliv. Fra 1970’erne til Danmark anno 2016.

Det er lykkedes Niclas Bendixen, der både har instrueret og dramatiseret Svantes Lykkelige Dag, at gøre Benny Andersens ord og sange vedkommende, nærværende, vigtige og ikke mindst hylende sjove.

Sublime Baastrup og Berthelsen

Anders W. Berthelsen spiller sikkert, sjovt og rørende i rollen som Svante – eller er det som Benny Andersen? Kasketterne flyver rundt, men Berthelsen fanger dem med stor præcision og indlevelse. Overfor Anders W. Berthelsen står et af sin generations mest lysende talenter, Lise Baastrup. Hun veksler mellem rollerne, som Nina (“er gået i bad, og jeg spiser ostemad”), elskerinde, kone og psykolog. Lise Baastrup finder hele tiden en grimmasse, der kan passe. På et splitsekund går hun fra glad til rasende, fra sjov til alvorlig.

Baastrup og Berthelsens timing er så ens, at man ikke skulle tro, at de havde lavet andet end at stå på en teaterscene sammen.

I scenen ved Pølsevognen (bogen side 32), hvor Svante ikke vil have en pølse, men hvor pølsemanden insisterer på at vide, hvilken sennep og ketchup Svante vil have til den pølse, han ikke vil have, er Lise Baastrup og Anders W. Berthelsen sublimt morsomme. Engang sagde man Kjeld og Dirch. I dag kan man sige Baastrup og Berthelsen.

Baastrup og Berthelsens timing er så ens, at man ikke skulle tro, at de havde lavet andet end at stå på en teaterscene sammen. Engang sagde man Kjeld og Dirch. I dag kan man sige Baastrup og Berthelsen.

Som supplement til det enestående skuespil har den unge, talentfulde Julian Toldam Juhlins stået for forestillingens fantasifulde scenografi. Det ene øjeblik er vi i en svensk birkeskov, næste øjeblik i et dansk landskab med telefonmaster. Det hele bindes sammen af et stærkt spillende husorkester og sangerne fra Nørrebro Teaters folkekor med duer og stærekasser på hovedet.

Store ord der rammer folk

Man kan jo ikke bare sætte sig ned og skrive store ord, som rammer folk, vel?

Sådan siger Benny Andersen i Svantes Lykkelige Dag. Det er historien om den modernistiske danske forfatter overfor den mere folkelige Svante. Om forfatteren, der vil skrive om hungersnød, fattigdom, krige og overbefolkning, overfor ham der vil skrive om længsel, kærlighed og indkøb i stormagasiner.

Det er Svante og Benny Andersens historie, men også publikums historie. Det er vores hverdag. Vores liv. Vores valg mellem det banale på den ene side, og lysten til at redde verdenen på anden. Derfor er Svantes Lykkelige Dag på Nørrebro Teater en genial forestilling. Efter et bombardement af komik og nærvær står publikum tilbage med eftertænksomheden. Og det er jo i grunden ikke så dårligt.

Esben Dalgaard i Højskolesangbogen på Det Kongelige Teater. Copyright: Klaus Vedfelt
Esben Dalgaard i Højskolesangbogen på Det Kongelige Teater. Copyright: Klaus Vedfelt

Kongelig Teaterkoncert

Når kataloget til den forestående teatersæson kommer i forsommeren, sætter jeg mig altid som et barn med BR’s julekatalog og bladrer med en stor, rød tusch i hånden. Jeg forsøger at holde et slags trestjerne-system: Tre stjerner til de forestillinger jeg skal se, to til dem, jeg egentligt gerne vil se. En til dem, jeg vil se, hvis ”folk” taler godt om dem. Nul til dem jeg ikke gider se.

Højskolesangbogen på Det Kongelige Teater fik tre stjerner i mit lille system. Det er en god – dansk – idé, at bruge Nikolaj Cederholms teaterkoncertkoncept til at forløse højskolesangbogen på scenen.

Men hvor forventningerne er størst, ligger skuffelsen, som bekendt, så snublende nær. Det begynder med, at vi ankommer til Skuespilhuset lidt i teatertid, tror vi. Det Kongelige Teater har nemlig flyttet teatertid fra klokken 20 til 19.30. Vi er ikke de eneste, der er præget af gamle vaner, så da vi kommer, er der ikke flere sæder tilbage til dem, ”der kommer for sent.” Det betyder, at vi først må komme ind i salen til andet akt.

Derfor er dette ingenlunde en bedømmelse af stykket. Det er ene og alene betragtninger og spørgsmål fra én, der kun har set andet akt.

Familien Danmark på sofarækker

Den kolossale scene på Skuespilhuset åbner sig med et tapet af sofaer. Syv sofaer høj kan man sige. Sofaerne, som danskernes foretrukne møbel. Til hygge, samvær, slåskampe, skænderier, sex, fødsler. Flot er det.

På teatrets hjemmeside kan vi læse om stykket: ”Vi kommer ind i historien, hvor alt er gået galt … Helt galt. Danmark er totalt udslettet. Kun ni mennesker har overlevet katastrofen, og nu er det op til denne lille gruppe at genopbygge samfundet. Og så melder spørgsmålene sig. For hvad er det, der binder os sammen som et folk? Hvad holder os i live? Hvad er du og jeg? Til den monumentale opgave har de kun én ledetråd: De elskede og værdibærende sange i Højskolesangbogen.”

Med kun en akt i baghovedet, 50 procent af forestillingen, synes jeg imidlertid, at Det Kongelige Teater skulle have ventet med at forløse den fantastiske idé. Det jeg så, var fint og godt, men kunne lige så snildt have været spillet på et af landets andre teatre

Der er udvalgt 35 af Højskolesangbogens 572 sange, herunder Det var en lørdag aften, Marken er mejet, Tit er jeg glad, Se nu stiger Solen, En rose så jeg skyde, Papirklip. Plus Re-Sepp-Ten.

Den Kongelige rolle

6,2 procent af sangene fra Højskolesangbogen er med i forestillingen, men da jeg kun så halvdelen af forestillingen, så vil jeg flytte diskussionen væk fra det konkrete stykke og hen mod Det Kongelige Teaters rolle. Stort set alle danske teatre har lavet en eller flere teaterkoncerter. Det Kongelige Teater har indtil nu holdt sig fra genren.

Med kun en akt i baghovedet, 50 procent af forestillingen, synes jeg imidlertid, at Det Kongelige Teater skulle have ventet med at forløse den fantastiske idé. Det jeg så, var fint og godt, men kunne lige så snildt have været spillet på et af landets andre teatre. Skuespillet på Det Kongelige Teater har cirka 110 millioner om året at gøre godt med. Til sammenligning har Aveny T, der ofte spiller teaterkoncerter, tre millioner til en sæson. Det var svært at mærke den økonomiske forskel i andet akt af Højskolesangbogen i forhold til for eksempel Aveny T’s Dagen Før, Kim Larsen Teaterkoncert.

Det Kongelige Teater skulle have kørt de helt store kanoner frem. De skulle have gjort en epokegørende forskel. Det havde været fantastisk, hvis Højskolesangbogen var et samarbejde mellem teatrets kunstarter. Hvis der havde været en operasanger eller to med til at synge. Hvis balletten havde været en del af forestillingen, og hvis medlemmer af kapellet havde leveret musikken. Det ville have været smukt og ville have vist, at hele Danmarks højskolesangbog kunne forene kunstarterne på det, som gerne skal være hele Danmarks Kongelige Teater.

Hele ensemblet, der spiller Livlægens Besøg. Pressefoto fra Betty Nansen.
Ensemblet i Livlægens Besøg. Pressefoto: Betty Nansen Teatret.

Husk navnet Elliott Crosset Hove

En teaterforestilling består af så mange elementer. Replikkerne, scenografien, kostumerne, instruktionen, musikken, skuespillerne etc. En gang imellem går det hele op i en højere enhed. Engang imellem stritter enkelte elementer ud.

Sådan havde jeg det med Livlægens Besøg på Betty Nansen Teatret. Der havde jeg en af de sjældne oplevelser, hvor man tænker: Hov, der var du med til at skrive lidt teaterhistorie. Grunden til det i Livlægens Besøg er præstationen af den unge skuespiller Elliott Crosset Hove. På helt suveræn vis spiller han rollen som Christian d. 7.

Plakaten fra Livlægens Besøg, Betty Hansen Teatret. Pressemateriale.
Plakaten fra Livlægens Besøg, Betty Hansen Teatret. Pressemateriale.

Navnet Elliott Crosset Hove har luret i teater- og filmbevidstheden fra før, han blev færdig på Statens Scenekunstskole i 2015. Han har været overbevisende i flere film fra Filmskolen og Super16, og på teaterscenen har hans talent senest spiret i Dekalog på Betty Nansen Teatret. I Livlægens Besøg har teaterchef Vibeke Windeløv givet det unge talent en hovedrolle. Den 28-årige Elliott Crosset Hove leverer et scenegennembrud, jeg sjældent har set mage til; jeg skal faktisk helt tilbage til 1998, da Thure Lindhardt som nyuddannet skuespiller bragede igennem i Shopping og Fucking på Café Teatret.

Rollen som Christian den VII leveres med lige dele skrøbelighed og vildskab. Dansende og legende, sjov og alvorlig. I balance og kejtet på samme tid, råbende og talende blidt. Og dertil en mimik og et kropssprog, der er helt enestående for så ung en skuespiller.

Den kendte historie

Livlægens Besøg er den kendte historie om den unge, gale konge Christian d. 7., hans lige så unge kone Caroline Mathilde, og ikke mindst den tyske læge Johann Friedrich Struensee. Det er historien om magt og begær. Om politik og kærlighed. Det er Danmarkshistorie fra Oplysningstiden.

Fortællingen glider hen over scenen, som vi kender den. Men måske kender vi handlingen for godt. Fra historietimerne, fra P. O. Enquists bog og fra filmen En Kongelig Affære. Instruktøren Emmet Feigenberg kan det traditionelle teater til fingerspidserne, men jeg sidder tilbage med følelsen af, at Livlægens Besøg aldrig bliver farligt, vildt og vedkommende.

Til gengæld blev en ny stjerne født. Elliott Crosset Hove.

Det var en uge med tre af de store teatres forestillinger. Jeg er vild med mangfoldigheden og overraskelserne. Jeg har endnu ikke prøvet at gå fra en teaterforestilling fordi jeg kedede mig, men nu har jeg prøvet at komme for sent til en forestilling, og det var ikke så fedt.

Teater er ikke det værste vi har.

Topfoto: Ole Blegvad – pressemateriale.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden, eller donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi har ikke noget reklamebudget.

mm
Ole Blegvad

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste indlæg fra

Drømmen om en altan

Ugens haveklumme. Der er fuglefløjt derude. Der har været dage med sol

Under nulpunktet

Man kan lede på mange måder. Efter ting, der er blevet væk
Gå til Top