Sydafrika er i sin dybeste krise siden 1994

af

Sydafrika er i den værste krise siden apartheid blev afløst af flertalsstyre og frie valg, efter præsident Zuma natten til fredag fyrede finansministeren. Der er også et åbent oprør i gang i regeringspartiet pga. stigende korruption, svindel og dramatiske kursfald på banker, som har mistet værdier svarende til 45 milliarder kroner på en eftermiddag. Kreditvurderingsbureauet Fitch ser samtidig på en mulig nedvurdering af landets kreditværdighed, skriver Peter Tygesen.

JOHANNESBURG, SYDAFRIKA – Efter flere års magtkamp om landets finansministerium væltede præsident Jacob Zuma natten til fredag læsset, fyrede den højt respekterede ledelse og indsatte en mand, der betegnes som ’loyalist’ over for Zuma. Den fyrede finansminister, Pravin Gordhan, og hans viceminister, Mcebisi Jonas, blev regnet som sidste bolværk i forsøgene på at standse den voksende korruption i landet fra også at krybe ind i hjertet af statens finanser.

Af samme grund fik fyringen øjeblikkeligt dramatiske konsekvenser. Allerede kort efter fyringen blev kendt faldt kursen på landets valuta med 3 procent. Som solen kastede lys over land, blev dramaet forstærket af dramatiske kursfald på banker, der i midt på eftermiddagen havde mistet værdi svarende til 45 milliarder kroner. Inden solen igen gik ned, meddelte kreditvurderingsbureauet Fitch en mulig nedvurdering af landets kreditværdighed, fordi fyringen kunne svække de offentlige finanser og skabte tvivl om fortsat god regeringsskik.

Korruption

Det sidste er kernen i affæren. Siden Sydafrika blev demokratisk under Nelson Mandela i 1994, har markante finansministre sikret, at skiftende regeringer ikke faldt for fristelsen til lånefinansieret, ødelæggende udvidelse af det offentlige forbrug – en svøbe, der med få undtagelser har svækket samtlige andre afrikanske lande. Mens stadig flere offentlige institutioner er blevet omfattet af korruption, var finansministeriet den skinnende undtagelse, der sikrede Sydafrika fortsat adgang til udenlandsk finansiering.

Denne politik har længe været en torn i øjet på de offentlige ledere og ministre, der har udvist evner til at mele egne og gode venners kager – mange af dem Zumas nærmeste allierede. Da Zuma i december 2015 første gang forsøgte at indsætte en marionet i toppen af ministeriet, udløste fyringen af den daværende minister, Nhanhla Nene, dramatiske konsekvenser.

En styrtblødning af valutaflugt og kursfald standsede først, da Zuma fjernede den nyudnævnte finansminister og indsatte Gordhan, der var kendt som en partitro frihedskæmper med stålsat moral. Det lykkedes ham igen at stabilisere økonomien, afværge kreditbureauers truende nedgradering og genrejse værdien af landets valuta og banker, men forinden havde den fire dage lange krise kostet Sydafrika 42 milliarder kroner.

Umiddelbart før denne krise viste landets forfatningsovervågende institution, the public protector, i en 350 sider lang rapport, State Capture, hvordan Zuma og tre ministre havde draget personlig fordel af at beskytte og hjælpe den økonomisk mægtige Gupta-familie til at korrumpere statsapparatet i en sådan grad, at familien havde erobret store dele af dette. Rapporten er en gyserfortælling om ministre og direktører for statslige virksomheder, der villigt har ladet Guptaerne betale sig store summer for at få lukrative, offentlige kontrakter.

MERE POV
Populismens store rekyl

Chokafsløring

Måske den mest opsigtsvækkende historie i rapporten var vicefinansminister Jonas’ fortælling om et dramatisk besøg hos Gupta-familien blot få uger før Zuma fyrede Nene. Her havde familiens overhoved, Ajay Gupta, forklaret Jonas, at familien allerede havde tjent seks milliarder rand (cirka tre milliarder kroner) på aftaler med statsapparatet, og at den stod til yderligere at tjene to milliarder rand – men at finansminister Nene stod i vejen.

Jonas afviste det lukrative tilbud. Natten til fredag måtte han betale prisen også at miste sit job sammen med Gordhan

Hvis Jonas var parat til at overtage Nenes job, ville han få 600 millioner rand. For at besegle aftalen, havde Guptaerne spurgt, om han havde en større taske med, ”eventuelt en bærepose?”, for så kunne han gå ud af døren med 600.000 rand i kontanter.

Fortællingen om, at landets vigtigste økonomisk post således kunne udloddes af en privat investor, allerede dybt involveret i korruptionssager, rystede et ellers hærdet samfund – især da det viste sig, at Nenes efterfølger (som blev fyret for at redde økonomien med Gordhans indsættelse), også havde været på besøg hos Guptaerne blot syv dage før sin udnævnelse.

Jonas afviste det lukrative tilbud. Natten til fredag måtte han betale prisen også at miste sit job sammen med Gordhan.

Blandt landets rigeste

Gupta-familien immigrerede fra Indien til Sydafrika i 1993, kort før landets første demokratiske valg. Her var de ikke sene til at gøre sig gode venner med Zuma, hvis vej til magten blev jævnet med store pengegaver fra familien. I 2016 viste en opgørelse fra Johannesburg Stock Exchange, at bare en enkelt af familiens medlemmer, Atul Gupta, var landets syvende-rigeste mand.

Familien har interesser i IT-udstyr, medier og miner, og har lukrative kontrakter med staten, for eksempel den privatiserede forvaltning af landets udlændingestyrelse.

Familiens omstridte aktiviteter, ikke mindst forfatningsbeskyttelsens rapport, medførte, at ingen større sydafrikansk bank længere ville samarbejde med den. Som resultat har familien nu købt sin egen bank, og netop fredag skulle finansministeriet meddele en beslutning om eventuel godkendelse af købet. Gordhan var kendt for sin modstand mod ikke bare en sådan godkendelse, men yderligere for hans kritiske indstilling til familiens øvrige kreative finansmanøvrer.

Rigsretssag

Zumas tid som præsident udløber i 2019, hvorefter han ikke kan tjene længere. Men et stadigt stærkere kor af kritikere ønsker ham afsat jo før jo bedre. Med fyringen har han dramatisk hævet indsatsen i sin personlige kamp for at bevare magten over regeringspartiet ANC og opretholdelsen af sin præsidentpost.

Allerede før sin tiltrædelse i 2009 var Zuma anklaget for både voldtægt og korruption, og har kun undgået domfældelse og straf på grund af dels juridiske teknikaliteter, dels præsidentiel immunitet.

Sidste år påviste forfatningsbeskyttelsen således, hvordan han benyttede en forbedring af sikkerheden på sit private landsted til en milliondyr opgradering med hjemmebio, kyllingefarm og kostald – hvor fx installeringen af en swimmingpool blev konteret som en ’branddam’. En domstol beordrede derefter ham og parlamentet til at sikre, at han tilbagebetalte det ulovligt tilranede millionbeløb, forbedringerne kostede.

Zumas tid som præsident udløber i 2019, hvorefter han ikke kan tjene længere. Men et stadigt stærkere kor af kritikere ønsker ham afsat jo før jo bedre

Zuma har imidlertid ikke betalt en øre, og i fredags afleverede oppositionspartiet Economic Freedom Fighters en begæring til Sydafrikas forfatningsdomstol om at indlede en rigsretssag mod præsidenten.

MERE POV
Skal jeg bare være lidt mere robust?

Begæringen er blot seneste slag i en stadig mere omfattende opposition mod præsidenten, som har tilhængere langt ind i ANC. Ved begravelsen tidligere denne uge af en af partiets fremmeste veteraner, Ahmed Kathrada, oplæste den tidligere partiformand og præsident, Kgalema Motlanthe, et brev fra den afdøde, hvor han opfordrede Zuma til at trække sig – med tilføjelsen, at han fuldt ud bakkede op om kravet. Også vicepræsident Cyril Ramaphosa har offentligt kritiseret fyringen af Ghordan.

Ramaphosa menes at stile mod at kunne afløse Zuma. Men præsidenten kæmper mod dette, og ønsker i stedet sin ekskone Nkosazana Dlamini-Zuma på posten – angiveligt for at hun kan sikre, at han ikke efter sin tilbagetrækning vil blive stillet til regnskab for sine påståede lyssky gerninger.

Fyringen af Ghordan og Jonas var del af en større regeringsrokade, hvor kritikere blev fjernet og erstattet af loyalister. Zuma har dermed øget antallet af fjender – men også antallet af støtter i regeringen fra partiets ungdoms- og kvindeafdeling, der har svoret ham loyalitet.

Foto: Peter Tygesen.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Peter Tygesen

Jeg fortæller historier, mest fra Afrika. Den første samlede jeg op på landevejen til Malawi, da Zimbabwe lige var født efter 15 års krig. Den hvide chauffør underholdt om at snige sig gennem natten som lejesoldat og ”pløkke sorte” - med bue og pil, fordi ”det skræmte dem fra vid og sans.”
Siden har jeg boet ni år i Zimbabwe, Congo og Sydafrika og været journalist på Radioavisen, korrespondent for Weekendavisen og Berlingske og udlandsredaktør på dagbladet Information (hvor du fortsat kan læse tekster fra mig). Jeg har været selvstændig det meste af mit liv og skriver, laver radio og film.
Tid er penge; jo flere af de sidste, jo flere artikler til POV. Beløb via Mobile Pay 26 27 77 07 – tak!

Seneste indlæg fra

Gå til Top